Jeg er Gud dybt taknemmelig for at jeg er homoseksuel

“Velsignet være du, Herre vor Gud, universet herre, fordi du ikke har skabt mig som en kvinde”. Sådan lyder en af de velsignelser som jødiske mænd skal bede hver morgen. Kvinder skal i stedet bede: ”Velsignet være du, Herre vor Gud, universets herre, som har skabt mig i henhold til din vilje”. Denne velsignelse, som jødiske kvinder altså skal bede om morgenen, er en såkaldt tsiduk ha’din, en form for bøn hvor man accepterer en smertefuld guddommelig afgørelse.

Da jeg i sin tid læste om disse jødiske morgenbønner i Rabbi Steven Greensbergs interessante bog ”Wrestling with God & Men – Homosexuality in the Jewish Tradition”, blev jeg først rigtigt forarget – for i næste minut at tænke ”hvor er det dog forfriskende ærligt!”Set i lyset af hvor meget ortodoks jødedom (og konservativ kristendom og islam) priviligerer mænd på kvinders bekostning er det da ærligt, når religionen selv vedstår sig denne magt- og privilegiefordeling.

Det er denne forfriskende ærlighed som jeg kom til at tænke på da jeg læste Morten Hørning Jensens og Leif Andersens debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 8.2.2012. I dette indlæg påstår de at den homoseksuelle seksualitet er en ”itugået” seksualitet, der medfører, at vi homoseksuelle i vores seksuelle forhold ”ikke kan udtrykke gudslighedens hensigt lige så fuldt” som de heteroseksuelle øjensynligt kan det. Morten Hørning Jensen og Leif Andersen giver udtryk for, at de homoseksuelles ”itugåede” seksualitet kan være medfødt, men som de skriver ”meget taler også for, at den kan være erhvervet senere, for eksempel gennem disharmoniske kønsbilleder i familien”.

Egentligt burde de to herrer jo bryde ud i følgende velsignelsesbøn: ”Velsignet være du, Herre Vor Gud, universets herre, fordi vi ikke har en itugået seksualitet” hhv. ”Velsignet være du, Herre Vor Gud, universets herre, fordi vi ikke har haft disharmoniske kønsbilleder i familien”. Morten Hørning Jensens og Leif Andersens debatindlæg oser af en heteroseksuel selvtilfredshed som sikkert fremmes af at de helt ignorerer oldkirkens, middelalderkirkens og selv Luthers negative forståelse af den seksuelle lyst, også den der opstår når heteroseksuelle ægtefolk udfolder deres seksualitet indenfor ægteskabets rammer. Men at den højrekirkelige argumentation mod kirkelig accept af homoseksuelle par bærer præg af en seksualitets forståelse der er et produkt af den modernitet som man ellers vil bekæmpe, er blot udtryk for det komplicerede forhold til moderniteten, der præger al fundamentalisme, uafhængigt af religion.

Men altså, Morten Hørning Jensen og Leif Andersen vil gerne have, at jeg skal se min seksualitet som en itugået seksualitet, måske medfødt men nok snarere et resultat af at jeg fik nogle skod forældre med på livets vej. Og enten må jeg så se at få repareret min seksualitet (f.eks. hos Agape hvor man gerne vil være mig behjælpelig hermed) så jeg kan blive Guds velbehagelig i mit seksuelle udtryk eller også må jeg affinde mig med Guds hårde afgørelse og leve i et livslangt uønsket cølibat.

Nu er der ubestrideligt mangt og meget ved mig, som kunne og burde være hhv. blive bedre. Men er der noget, som jeg virkelig er glad for, så er det, at jeg er lesbisk. Jeg føler mig ikke bedre end de heteroseksuelle, lige så lidt som jeg føler, at de er bedre end mig. Jeg tror ikke, at de heteroseksuelles seksualitet er forkert og min derfor er rigtig. Jeg tror heller ikke at min homoseksualitet er rigtig og de heteroseksuelles identitet og praksis derfor er forkert. Jeg er bare så glad for, at jeg har en seksuel identitet som passer til mig.

Jeg er derfor Gud dybt taknemmelig fordi han har ladet mig udvikle en homoseksuel identitet. Og jeg er ham også dybt taknemmelig fordi han for 18 år siden lod mig finde kvinden i mit liv, som jeg har levet lykkeligt sammen med lige siden. Og mht. mine forældre, så har de gjort meget godt for mig, som jeg er dem taknemmelig for, og skulle de havde et medansvar for at jeg er homoseksuel kan jeg kun sige: ”Godt gået!”