Hvad er en lesbisk?
For ikke så længe siden, var det alment kendt, at en lesbisk er en homoseksuel kvinde. Men i disse tider, hvor intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister har det som deres mål, at redefinere de ord og begreber, der er knyttet til køn og seksualitet, er det desværre blevet nødvendigt at definere også de ord, man skulle tro allerede var definerede.
Altså, en lesbisk er en homoseksuel kvinde, hermed mener jeg, en biologisk kvinde, der kun er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder. ”Men!”, vil de intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister råbe: ”Med hvilken ret definerer du andres seksualitet!? Lad dog folk selv bestemme hvad de vil kalde sig!
Nu er det jo lidt sjovt, at de samme mennesker, der kan insistere på, at seksualitet er flydende og at man kan og skal reevaluere sit seksuelle begær, hvis det ikke passer til den queere norm, kan mene, at vi andre ikke må komme med nogle generelle udtalelser om hvad det vil sige at være lesbisk. Men lad det nu være. Vi har som bekendt ytringsfrihed. Man har derfor selvsagt lov til at hævde, at man er lesbisk, selvom man med glæde dyrker sex med personer, der har en penis. Præcist ligesom man har lov til at hævde, at man er veganer, selvom man gerne nyder en rød oksesteak når lejligheden byder sig. Folk må definere deres seksualitet, seksuelle adfærd og spisevaner som de vil. De må bare leve med, at folk kan være uenige i deres definition af f.eks. ”lesbisk” eller ”veganer”.
Jeg hørte for et stykke tid siden den kendte transaktivist Laura Tams holde et foredrag, hvor hun med begejstring forklarede, at i dag kan et par der består af en person med en penis og en person med en vagina være et homoseksuelt ægtepar. Jeg går ud fra, at hun dermed også mener, at et vaginalt samleje mellem disse to per definition er lesbisk sex, hvis parret altså ser sig selv som et lesbisk par. Og det svarer så igen til at man hævder, at hvis en person der har defineret sig selv som veganer spiser stegt flæsk med persillesovs, så er der per definition tale om et vegansk måltid.
Men førnævnte intersektionelle feminister og queere LGBT-aktivister vil sikkert så insistere på, at jeg da kan være bedøvende ligeglad. Jeg skal som lesbisk nemlig være ligeglad med hvad der ligger i ordet ”lesbisk”. Men det er jeg så bare ikke…
Vi lesbiske, os hvis seksuelle orientering udelukkende er rettet mod andre biologiske kvinder, udgør en meget lille minoritet i samfundet, næppe mere end 1 procent. Vi lever i et samfund, hvor normen er, at man som kvinde er til mænd. Og selvom folk godt ved, at der findes kvinder der kan klare sig uden mænd i deres liv, så er det en sandhed, som i forbløffende grad overses, hvis man ikke direkte kritisk spørger os om vi nu virkeligt er sikre… Det er derfor vigtigt, at der er et ord og en klart defineret identitet for ”penisekskluderende” kvinder som os. Der er jo betegnelser for kvinder, der er til såvel penis som vagina, så som ”biseksuel”, ”panseksuel” eller ”queer”. Vi lever jo også i et samfund, som har et afsindigt overforbrug af kød og andre animalske produkter og hvor normen er, at man skal svælge i kød ved en hver given lejlighed. Og derfor er der brug for et udtryk for den mindre gruppe af mennesker, som konsekvent har fravalgt kød og andre animalske produkter. Der findes jo ord for folk, der spiser mindre kød end normen dog uden helt at have droppet det, så som ”flexitar”.
Eksistensen af en kvindelig seksualitet, der konsekvent fravælger penis, er en dødelig trussel for patriarkatet. Men heldigvis for sidstnævnte har vi så queer-bevægelsen og den intersektionelle feminisme, der redefinerer “lesbisk”, så termen ikke længere er så “anstødelig”, men i stedet normkonform i sin reelle eller potentielle penisinklusion. Man merkt die Absicht und wird verstimmt…
“Ideen om, at en persons køn er anatomisk bestemt ved fødslen, er ikke sand. Og det har vi vidst i årtier” – skriver en Lisa Agervold i Weekendavisen (d. 3. maj i år), hvor vedkommende ‘Lisa Agervold’ også omtaler dig i sin kronik “En kamp mod vindmøller”.
Selvfølgelig er “ideen om, at en persons køn er anatomisk bestemt ved fødslen” ikke sand. Først er vi jo alle (alle!) piger. Først efter 5-6 uger af graviditeten, at Y-kromosomet bliver aktiveret, hvorved nogle af os bliver til drengefostre, mens resten forbliver pigefostre, indtil de alle bliver født. Hvorfor ellers skulle drengefostre, senere mænd, have brystvorter? Fordi de var piger, før de blev drenge…
Kronikken er sprængfyldt med ‘fakta’, omtalt og formuleret som de alle var hentet i videnskabelig forskning, dog uden angivelse af kilder, andet end lang række af personnavne.
Validitet af kronikkens videnskabelige grundlag består alene i oplysningen om, at ‘Lisa Agervold’ er en forfatter og forhenværende professor, uanset at der faktisk ikke eksisterer en forfatter og en professor, ej heller forhenværende, ved navn “Lisa Agervold”. Derimod havde der før eksisteret en mandsperson med disse akademisk-faglige karakteristika, med samme efternavn, hvorfor det ikke kan udelukkes, at kronikken “En kamp mod vindmøller” i Weekendavisen, i virkeligheden er et partsindlæg i debatten om transkønnethed. Partsindlægget avisen optog til publicering i den tro, at kronikken var saglig, fri for bias, og af almen interesse…
Selv er jeg en hetero-indehaver af 2 X-kromosomer, født for mange år siden, længe før kønnet begyndte at være ’tildelt’, så i protest mod at transkønnede omdefinerer mig, og mine børn/børnebørn til at være ‘cis’, og vores køn til at være ’tildelt’, for at de kan definere dem selv på vores bekostning, er jeg ikke længere rummelig eller tolerant overfor de transkønnede. Og hilser velkommen ‘modbevægelsen’ han/hun omtaler i sin kronik i Weekendavisen.
Tak for dine indlæg i Information, sidste år. Derefter begyndte jeg at følge med i din blog Tileftertanke.dk
Reference: https://www.weekendavisen.dk/2019-18/samfund/en-kamp-mod-vindmoeller
Tak for tippet! Har set den – og vil se om jeg har tid til et svar.