En kritisk analyse af “Stop diskrimination i skolen”

 

LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark har barslet med en rapport om LGBT+ børn og unges vilkår og trivsel i Grundskolen, der har titlen ”Stop diskrimination i skolen”. Jeg tror aldrig, at jeg har læst en rapport der bruger udtrykket ”bekymring” så hyppigt som denne! Skal man tro ”Stop diskrimination i skolen”, så står det helt galt til når vi taler om LGBT+ børn og unges situation i grundskolen: De udsættes for omfattende mobning, de hader at gå i skole og har selvmordstanker etc. Og løsningen på problemet er, ifølge rapporten, en storstilet national indsats hvor hovedfokus skal lægges på omfattende undervisning af børn, unge og de lærerstuderende ud i de mange kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, krydret med kønsneutrale toiletter, ret pronomenbrug og udsmykning af skolerne med regnbueflag. Og minsandten om ikke LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark ydmygt tilbyder at stå til rådighed for udformning og implementering af denne nationale kraftanstrengelse for at komme de plagede LGBT+ børn og unge til undsætning.

Nu er det store spørgsmål selvsagt hvad man så reelt kan bruge ”Stop diskrimination i skolen” til. Den bygger på 910 besvarede spørgeskemaer, der er blevet delt via de sociale medier, primært LGBT+ foreningernes egne platforme på disse. Dermed har vi ingen sikkerhed for at dem, der har besvaret spørgsmålene, er repræsentative for den undersøgte gruppe.

Et andet problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” i sine formuleringer ofte lægger op til at rapporten nærmest taler på ”LGBT+ elevernes” vegne, at den om jeg så må sige giver stemme til dem, der står ude i kampen for at overleve som LGBT+ elev i grundskolen, og som derfor kan give direkte input til hvordan disses situation er og hvad der skal gøres. Men rapporten indrømmer selv, at 75 % af dem, der har besvaret spørgeskemaet, har forladt grundskolen. Dermed har de fleste af svarene reelt set tilbageskuende karakter og vedrører erfaringer der kan ligge op til 9 år tilbage i tiden.

Et tredje problem er, at ”Stop diskrimination i skolen” nok opererer med 15 forskellige kønsidentiteter og 11 forskellige seksuelle orienteringer, men biologisk køn bruges ikke som kategori og dermed bliver det svært at sammenligne med de nationale undersøgelser af skoleelevernes trivsel, da disse skelner mellem piger og drenge, der som bekendt ofte har en ret forskellig situation hvad trivsel angår. Det er nemlig ikke muligt at afgøre om den biologiske kønsfordeling blandt dem, der bliver undersøgt i ”Stop diskrimination i skolen”, er den samme som i grundskolen som sådan. Jeg har dog en mistanke om, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede. Mere om det senere.

Et fjerde problem er, at både selve spørgsmålene og de konklusioner der drages på baggrund af besvarelserne, ofte blander de forskellige identitetskategorier sammen på en måde, der forplumrer billedet. F.eks. kan man læse følgende: ”Mere end 9 ud af 10 (93 %) svarer, at de har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, mens kun 7 % svarer, at de slet ikke har oplevet homofobiske og transfobiske skældsord i skolen. Det er yderligere opsigtsvækkende, at mere end 7 ud af 10 (72%) svarer, at de oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen hver dag eller et par gange om ugen. (…)   Ligesom vores undersøgelse viser grund til at ”kønsidentitet” og ”kønsudtryk” bør indskrives i straffelovens §266 b om hadefulde ytringer for at beskytte kønsminoriteter i samme grad, som seksuelle minoriteter.” (s. 95) Der er bare det problem, at det også fremgår af undersøgelsen, at man i spørgeskemaet har formuleret sig på følgende måde: “Har du oplevet, at ord som “bøsse”, “lebbe”, “svans”, “tranny” eller “gay” bliver brugt som skældsord på din skole?” (s. 58) Det er med andre ord slet ikke muligt ud fra dette spørgsmål at afgøre i hvilket omfang ”tranny” eller lignende nedladende ord om transkønnede bliver brugt i skolen. Men min egen umiddelbare vurdering er, at der i betydeligt større omfang bliver råbt ”bøsse” end ”tranny”.

”Stop diskrimination i skolen” er gennemsyret og styret af det upræcise sprogbrug der generelt kendetegner det LGBT+ aktivistiske miljø. ”Cis-kønnet” bruges i flæng, og udtrykket defineres på den vanlige tågede måde: ”Ciskønnet kvinde (En person, hvis oplevede køn og kønsudtryk stemmer overens det kvindelige køn de blev tildelt ved fødslen, kvinde).”[1] (s. 61). Hvad er ”oplevet køn” og hvad menes med ”kønsudtryk”? Det spørgsmål må man også spørge sig når man læser følgende definition: ”Transkønnet mand (En person, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke stemmer overens med det køn kvindelige køn, de blev tildelt ved fødslen).”[2] (s. 62) Og hvad skal man sige til denne definition: Neutrois (En person, der føler, at deres kønsidentitet er neutralt kønnet. Ofte indikerer personer, som definerer sig som neutrois et ønske om at neutralisere de kønskarakterer, der er knyttet til kønnet, som personen blev tildelt ved fødslen f.eks. bryster, krop og ansigtsbehåring).” (s. 61) Får vi tildelt vores krop ved fødslen? Gad vide hvad der menes med at der ”skal undervises i mere og andet end den ciskønnede krop”? Og hvad skal man mene om en ”seksuel orientering” som denne?: ”Demiseksuel (En person, der sjældent eller aldrig oplever seksuel tiltrækning, før de har dannet et stærkt følelsesmæssigt bånd til en anden).” (s. 63).

”Stop diskrimination i skolen” giver imidlertid et spændende indblik i det LGBT+ ungdomsmiljø, der er i større eller mindre grad er tilknyttet til og/eller aktive i de LGBT+ politiske foreninger. For det er nok herfra at man må antage at en pæn stor del af respondenterne stammer. Der er f.eks. en bemærkelsesværdig stor gruppe blandt respondenterne, der befinder sig under transparaplyen, da kun i alt 64 % af disse betegner sig selv som ”cis-kønnede”. Og kønsfordelingen er her skæv, da 53 % angiver at de er ”cis-kønnet kvinde”, mens kun 11 % angiver at være ”cis-kønnet mand”. I øvrigt angiver kun 2 % (15 personer) at være ”transkønnet kvinde” mens 7 % (64 personer) angiver at være ”transkønnet mand”. Alle de andre kønsidentiteter (inklusive en ret stor gruppe af uafklarede) udgør 26 %! Den mere klassiske transidentitet er altså en minoritet blandt de alternative kønsidentiteter. Et lidt lignende fænomen kan man se i forhold til de seksuelle identiteter, hvor 29 % angiver at de er biseksuelle, 16 % at de er lesbiske og 12 % at de er bøsser. Det er vist ret nyt at bøsser er en minoritet i LGBT+ sammenhænge. Mon ikke alt dette tyder på, at biologiske piger/kvinder er overrepræsenterede i rapporten?

Når alt dette er sagt, så skal det selvfølgelig tages alvorligt, når unge LGBT+’er fortæller om mobning og mistrivsel i skolen. Min egen folkeskoletid var et mobbehelvede fra jeg startede i børnehaveklassen til jeg sluttede med 9. klasse. Verbal vold hørte til dagens orden og fysisk vold kom så lejlighedsvis til som ekstra ”krydderi”. Det var derfor nok ikke så mærkeligt, at jeg hadede folkeskolen som pesten, græd mange tårer i ensomhed og havde selvmordstanker. Når jeg ser tilbage på min folkeskoletid, vil jeg hovedsageligt bebrejde mine lærere, at de ikke gjorde noget ved denne mobning som de udmærket godt vidste fandt sted. I heldigste fald ignorerede de det, der skete, men der var også dem, der selv deltog i mobningen eller, hvad nok var værre, gav mig klar besked om at jeg selv var ude om det da jeg bare kunne lade være med at være ”så mærkelig”.

Jeg tvivler på, at man kan forebygge mobning ved at lære grundskolens elever om de mindst 15 kønsidentiteter og 11 seksuelle orienteringer. Mobning handler i mine øjne nemlig ikke grundlæggende set om uvidenhed men om umenneskelighed. Og derfor er den bedste måde at forebygge mobning på at lærerne med det samme griber ind når der mobbes, og det uanset hvem den mobbede og hvem de mobbende er. Hvis man i stedet udnævner særlige grupper som særligt værdige til at modtage særlig omsorg i form af antimobnings indsatser, så smider man jo bare alle de andre sårbare børn og unge under bussen.

Homoseksualitet, biseksualitet og diverse kønsrolleafvigende livsstile og identiteter er en del af den danske virkelighed og skal derfor selvsagt også indgå i undervisningen i et fornuftigt og repræsentativt omfang. Jeg er dog dybt bekymret ved tanken om at LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark og deres allierede blandt de ekstreme transaktivister skal få lov til at bestemme hvad børn og unge skal lære om seksualitet og køn. Vi lader jo heller ikke Islamisk Trossamfund bestemme hvad eleverne i grundskolen skal lære om islam eller Veganerpartiet bestemme hvad de skal lære om kost og ernæring. Det er allerede nu dybt bekymrende at de LGBT+ aktivistiske ”Normstormere” får lov til at undervise børn og unge i Københavns og Århus kommuner i et materiale som offentligheden ikke må få indblik i. Tænk hvilket ramaskrig det ville udløse hvis Dansk Folkeparti fik lov til at undervise børn og unge om nationalisme og danskhed med et materiale som offentligheden ikke måtte få adgang til…

[1] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.

[2] Citeret fra rapporten inklusive sprogfejl.