De hellige billeder

Brødrene Prices udsendelse fra Rom, hvor de bl.a. brugte en Maria figur som kødhammer, har udløst en pæn mængde forargelse hos visse katolikker. Endnu en gang kan vi se, at respektløs omgang med billeder af hellige personer kan udløse vrede blandt nogle troende. Når sådanne situationer opstår, er det selvfølgelig oplagt at diskutere emner som ytringsfrihed, humor og respekt for andres religiøse følelser. Men man kan også forsøge, at stikke spaden et stik dybere og se på selve det fænomen, at billeder kan tillægges religiøs betydning og at de kan udløse stærke følelser.

Religionsvidenskabeligt set er det et meget udbredt fænomen, at billeder tillægges religiøs betydning. F.eks. kan man blandt utallige religioner finde en forestilling om at det man gør ved et billede sker med den som billedet forestiller. Ideen er, at der er en art fælles identitet og eksistens, der forbinder et billede og den som billedet forestiller. En sådan forestilling kan instrumentaliseres på mange måder. Kendt er f.eks. forestillingen om at man kan skade en person ved at tilføje et billede af denne person skade – det såkaldte voodoo princip. Men ideen kan omsættes til mange andre ting. F.eks. er den en vigtig begrundelse for at mange polyteistiske religioner har billeder af deres guddomme. Her er tanken ikke, at man laver et billede og så tilbeder det som sin Gud, sådan som polyteisternes gudebilleddyrkelse ofte fremstilles af monoteister, der afviser denne form for religiøsitet. Billedet er typisk ikke identisk med guden. I stedet forestiller man sig, at guden tager bolig i billedet – eller at man i hvert fald kan kommunikere med guden gennem billedet. At stille en skål med frugter og blomster foran et gudebillede kan altså ses som en måde at give disse gaver til den afbildede guddom på.

At lave billeder af sine guder er en måde, at visualisere dem på. Vha. billederne bliver en usynlig åndelig virkelighed synlig i vores materielle verden – og en forbindelse mellem himmel og jord bliver etableret. Men ligesom billederne er tænkt til at fremme religionen og dyrkelsen af guderne kan de bruges til at angribe religionen og dens guder på. Vælter man et gudebillede ned fra dets sokkel – hugger man hovedet af billedet – smadrer eller brænder man det, så er det i princippet det samme som at styrte, henrette og tilintetgøre guden. Religionshistorisk set kan man derfor også forklare det billedforbud, som vi finder i De 10 bud, som et ønske om at beskytte Gud mod krænkelser. En gud der ikke må afbilledes kan ikke krænkes rituelt ved at hans billede bliver vanhelliget.

Forbuddet mod at afbillede Gud er ret så bombastisk formuleret i Bibelen: ” Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.” (2. Mos. 20,4-6) I jødedommen og senere i islam er dette forbud blevet vævet ind i ”det religiøse DNA” men i kristendommen gik udviklingen i en anden retning. Indenfor den katolske og den ortodokse tradition kom billeder af både Jesus, Maria , helgener og englene til at spille en stor om end ikke altid uomstridt rolle. I forbindelse med reformationen kom det så rundt omkring i Europa ofte til billedstorme – men reelt set var reformatorernes holdninger til billeder forskellige, om end ingen af dem tillagde dem den værdi de havde haft i den katolske kirke.

Den katolske kirkes lære om brugen af hellige billeder er udtryk for en kompliceret balancegang mellem teologisk nuancering og folkefromheden. I henhold til den katolske kirkes tro er billeder og figurer af Jesus, Maria, helgenerne og englene ikke beboet af dem, de forestiller. Jesus er således nærværende i de oblater, der under messen er blevet forvandlet til Jesu legeme. Disse oblater har skiftet substans så de ikke længere er brød men Jesus Kristus. Et krucifiks er ikke identisk med Jesus – og Jesus bor ikke i det. Men det kan være blevet indviet af en præst og dermed være blevet til mere end et almindeligt stykke træ på samme måde, som vievand efter indvielsen er mere end almindeligt vand. Og man kan tilbede Jesus ved at bede foran et krucifiks, så i den forstand kan man kommunikere med Jesus gennem et sådant billede. Da jomfru Maria og helgenerne ikke er guddommelige må man ikke tilbede dem, men man må ære dem og søge deres forbøn, og også det kan man gøre gennem billederne.

Som sagt så må man i henhold til den katolske kirke ikke tilbede jomfru Maria og helgenerne, men ser man bort fra det så er der i religionsvidenskabelig forstand klare ligheder mellem den funktion, som billederne har i den katolske fromhed og så den funktion de har i en række polyteistiske religioner som f.eks. hinduismen. F.eks. det forhold, at man markerer det helliges tilstedeværelse i det offentlige rum ved at have hellige billeder placeret på gadehjørner, husmure og lignende eller ved at man bærer dem rundt i højtidelige processioner i forbindelse med religiøse festivaller. Eller f.eks. det forhold, at man bruger hellige billeder i den private fromhed. Set i det lys var overgangen fra et polyteistisk samfund til et kristent samfund i slutningen af Romerriget nok mindre drastisk hvad de hellige billeder angår end overgangen fra et katolsk til et protestantisk samfund var det. For mht. den første overgang var der tale om at en religions hellige billeder blev erstattet af en andens, mens der mht. den anden overgang var tale om at de hellige billeder i stort omfang forsvandt, især fra det offentlige rum.

I en protestantisk og sekulær kultur kan det derfor være svært at forstå hvorfor man kan have stærke religiøse følelser forbundet med billeder. Da protestantismen stod klarere i befolkningens bevidsthed blev andagt overfor religiøse billeder, også når de fremstillede vigtige kristne skikkelser, ofte afvist som afgudsdyrkelse. I dag er der nok mest tale om at man selv ikke rigtigt kan se pointen med sådanne billeder og derfor heller ikke ser noget problem med at lave grin med dem.