Cølibat og pædofili

I forbindelse med den sunami af sexovergrebssager som for tiden vælter ind over den katolske kirke er det lige så sikkert som amen i kirken at en række debattører påstår, at disse forfærdelige forbrydelser er et resultat af den katolske kirkes krav om at dens præster skal leve i cølibat.

Efter min mening er denne påstand groft forsimplende og uretfærdig overfor det store flertal af katolske præster og ordensfolk, der ikke har og aldrig kunne drømme om at forgribe sig på børn og unge.  Jeg selv levede i cølibat indtil jeg blev 24 og mødte kvinden i mit liv. Cølibat var helt klart ikke det rigtige for mig, men jeg udviklede altså aldrig en seksuel lyst rettet mod børn eller unge.

Faktisk tror jeg at forestillingen om at cølibat fører til pædofili er beslægtet med fordommen om at homoseksualitet fører til pædofili. I begge tilfælde er der tale om en seksuel adfærd der af nogen opfattes som unaturlig, og tanken synes at være, at det ene unaturlige fører til det andet unaturlige, her sex med børn.

Men nej, sådan fungerer verden ikke.  Når det så er sagt så betyder det ikke, at den katolske kirkes krav om præstecølibat er helt uden betydning for sexovergrebssagerne.

For det første så er det sandsynligt at unge katolske mænd, der føler at de har en problematisk og farlig seksualitet, kan tro at livet som katolsk præst er det rigtige for dem. Med Guds hjælp vil de holde deres seksualitet nede – og belønningen vil være et liv som en særlig respekteret og anset person, altså lige det modsatte af hvad der vil ske hvis de levede deres seksualitet ud. Problemet er imidlertid at nissen flytter med. Den uønskede seksualitet forsvinder ikke fordi man lover evig kyskhed. Og da de fleste præster kommer til at arbejde med børn kan præstecølibatet som flugtvej hurtigt ende i en katastrofe. Pædofile har brug for intens terapi og råd og vejledning i at takle deres seksuelle impulser så de ikke forgriber sig på børn. De skal simpelthen over i et andet system og kan ikke finde en løsning på deres problemer indenfor det katolske præstevæsen.

For det andet så kan der næppe være nogen tvivl om at kravet om at katolske præster skal leve i cølibat har medført at i tusindvis af katolske præster har droppet ud af det katolske præsteskab og at endnu flere slet ikke har ladet sig vie til præster. Manglen på katolske præster har i den vestlige verden nået et katastrofalt omfang, og i denne situation har det nok været for fristende for mange biskopper at forsøge, at genbruge præster, der havde forbrudt sig mod børn, frem for at vise dem døren.

Cølibatet gør altså ikke præster til pædofile, men det kan have en vis betydning mht. at tiltrække pædofile til den katolske præstestand, og til, at de kirkelige myndigheder alt for ofte har svigtet mht. at få pædofile præster fjernet fra præsteskabet.