Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

Læs mere

Skrevet af den 24 aug, 2020 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Lad os tage de vanskelige samtaler

 

Fra jeg var ca. 12 år indtil jeg var omkring 23 år gammel ville jeg være nonne. Dette ønske fyldte rigtigt meget i mit unge liv. Jeg besøgte forskellige klostre/ordensfællesskaber og jeg endte da også med at være postulant (første skridt i uddannelsen til at blive nonne) i et karmelitter-nonnekloster i Wien. Men i det meste af denne tid kæmpede jeg med et nagende spørgsmål: Var jeg virkelig kaldet til at være nonne? Hvad ville det sige at have et kald? Var det nok, at jeg bare rigtigt gerne ville være nonne, eller skulle jeg også have en eller anden mere overnaturlig følelse af at dette var Guds vilje? Det var det ikke rigtigt til at få et svar på, da det der med ”ordenskaldet” eller ”kaldet til at blive katolsk præst” havde det med (og stadigvæk har det med) at være omgivet af en del mystik.

Når spørgsmålet om hvad et kald virkeligt er er så svært at få sat ord på i en katolsk sammenhæng, så hænger det nok bl.a. sammen med at det ud fra en teologisk og organisatorisk synsvinkel kan være problematisk, at skulle forholde sig til at dem, der vil være præster, munke og nonner ikke så sjældent kan have ofte ubevidste motiver af psykologisk og social karakter ud over de rent spirituelle. Hele det katolske ”klassesystem” med lægfolket der ledes af præsteskabet og opdelingen i almindelige troende og så ordensfolk bygger på tanken om at denne ordning er befalet af Gud. Ingen har ret til at melde sig selv ind i kirkens ”elite”, det skal være Gud, der sender en derhen. Derfor opfattes det let som et frontalangreb på den katolske kirke hvis man taler om at ønsket om at blive katolsk præst, munk eller nonne kunne hænge sammen med et ønske om f.eks. at få en klar identitet og status og/eller en flugt fra f.eks. en homoseksualitet som man ikke tør udleve åbent eller måske i det hele taget forholde sig til. Opgiver man derfor denne livsvej og fortæller man om sådanne eller andre ikke-spirituelle motiver til at man oprindeligt ville gå den, bliver det udlagt som at det beviser, at man bare slet ikke havde noget kald.

På en måde virker det på mig som om debatten om transidentiteten, ikke mindst blandt børn og unge, kunne ses i samme lys. Også her har vi denne her bemærkelsesværdigt uklare kategori ”transkønnet” hvis konkrete indhold virker så mærkværdigt svævende. Hvad vil det sige, at ”identificere” sig som kvinde eller mand hhv. at ”føle sig” som en kvinde eller mand? Hvordan kan man vide, hvad man skal føle for at være en kvinde og ikke en mand eller omvendt? Hvordan kan man være sikker på, at man ikke forveksler andre behov og følelser med en ”kønnet” følelse? Det er også mit indtryk, at en del transaktivister ønsker at vi skal se identiteten som transkønnet som noget, der er løsrevet fra barnets/den unges konkrete liv og psykologiske udfordringer og i stedet forstå den som om et medfødt og af alt andet uafhængigt essentielt kernepersonlighedstræk. Det er i hvert fald et tabu i disse kredse at tale om hvorvidt ønsket om at skifte køn hos børn og unge kunne skyldes f.eks. ubehaget ved at skulle leve i henhold til de kønsstereotyper som samfundet pådutter os eller vanskeligheder ved at håndtere at man er en kønsrolleafvigende homoseksuel. Og dem, der dropper ud af transidentiteten og fortæller om sådanne motiver, beskylder man for aldrig at have været rigtige transkønnede. Her er der en klar parallel til den katolske kirkes uvilje til at se på ”ikke-spirituelle” motiver til at ville være katolsk præst, munk eller nonne.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke man i begge tilfælde ville undgå mange personlige tragedier hvis man faktisk turde tage disse samtaler. For den katolske kirke ville det vel være en fordel, hvis dem der valgte livet som katolsk præst, munk eller nonne havde den nødvendige personlige modenhed og afklarethed som et sådant liv kræver hvis det skal blive til gavn både for den enkelte og kirken. Det er jo bemærkelsesværdigt at man i den katolske kirke lader unge voksne love at de for altid vil give afkald på et almindeligt voksenliv med seksualitet, personlig selvbestemmelse etc. som de ingen eller kun lidt kendskab har til. Men den katolske kirke burde også sørge for at have tilbud om råd og støtte til at finde en anden vej for dem for hvem præstegerningen eller ordenslivet ikke vil være en god løsning, sådan at de ikke ender med at stå skuffet og frustreret tilbage hvis de sorteres fra. Jeg selv var akut selvmordstruet da min drøm om at blive nonne i første omgang sank i grus, og jeg vil den dag i dag sige, at det var dybt problematisk, at jeg ikke fik noget tilbud om hjælp og støtte fra kirken til at komme videre i livet. Dette måtte jeg selv finde ud af. Og det gjorde jeg jo så, men det forhold, at jeg jævnligt drømmer, at jeg er tilbage i klosteret, viser mig, at der nok er et resttraume der roder rundt i min underbevidsthed.

På samme måde kan man undre sig over med hvilken iver den radikale transaktivisme presser på for at de såkaldte transbørn skal have adgang til at skifte juridisk køn (se bare regeringens forslag om dette) og så ellers sættes på et eksprestog i retning af hormonbehandling og operationer. Det minder mig om det nu lukkede Maria Hjerte Kloster på Djursland (hvor jeg selv kom da jeg var 14-16 år gammel) hvor Abeddisen optog piger helt ned til 16 år ud fra den devise, at man risikerede, at deres kald ville gå tabt, hvis man lod dem vente. Det kom der ikke noget godt ud af. Og der vil heller ikke komme noget godt ud af at forveksle kønsusikkerhed, eksperimentering med kønnet eller ønsket om at måtte få lov til det samme som det modsatte køn hos børn og unge med en permanent modsatkønnet kønsidentitet. Hvordan kan man sige god for at børn og meget unge voksne får foretaget irreversible kropslige indgreb – indgreb i en krop hvis naturlige funktioner, herunder erotiske og reproduktive potentialer de kun har lidt eller ingen kendskab til? Men også her er det vigtigt, at børn og unge, der kæmper med deres kønsopfattelse/kønsidentitet, skal have andre tilbud om hjælp og støtte til at håndtere livet. Tilbud der hjælper dem til at blive modne og afklarede voksne mennesker der kan tage de valg der passer bedst til deres ønsker og behov.

Læs mere

Skrevet af den 5 maj, 2019 under Lgbt | 4 kommentarer

Lisa Agervolds kamp mod vindmøllerne

 

Lisa Agervold fik den 3.5.2019 trykt en kronik i Weekendavisen med titlen ”En kamp mod vindmøller”.  Teksten er bemærkelsesværdig usammenhængende og dårligt underbygget set i lyset af at forfatteren giver sig selv titlen ”tidligere professor”, hedder det i øvrigt ikke ”professor emeritus”? Anyway, på nettet kan man ikke finde informationer om en professor med et sådant navn.

Lisa Agervold lægger ud med at nævne de mange succeser, som transaktivismen har haft i de senere år, men der er så bare nogle mørke skyer på horisonten. F.eks. nævner hun, at grupper af feminister i England har ”demonstreret mod transpersoner”. Det lyder unægtelig grimt. Med mindre man selvfølgelig ved, at disse feminister f.eks. demonstrerede mod at lesbiske pålægges at omdefinere deres seksualitet så den indbefatter personer født med en penis, ligesom de demonstrerede mod, at personer med penis skal have adgang til kvinders omklædningsrum, fængsler eller andre steder, hvor kvinder er sårbare.

Dernæst springer Lisa Agervold videre, og langer ud efter ”diagnosen” ”Rapid Oncet Gender Dysphoria” som hun mener, at kunne feje af bordet, da den er blevet afvist af en pro-trans sundhedsaktivistisk gruppe. Men om hun nu kan lide det eller ej, så er der flere og flere der er alvorligt bekymret over det voldsomt voksende antal af unge, især piger, som begynder at definere sig som transkønnede, og det selvom de ofte ikke som børn har vist tegn på kønsrolleafvigende adfærd. Denne udvikling er ikke mindst bekymrende fordi mange af disse unge mennesker i forvejen har psykiske udfordringer så som autisme. Den britiske ligestillingsminister har således iværksat en undersøgelse af dette fænomen, og det svenske medicinsk-etiske råd har ligeledes anbefalet, at man ser på fænomenet. Især som homoseksuel kan man være alvorlig bekymret for, at børn og unge som med tiden ville have fundet sig tilpas i rollen som lesbisk eller bøsse ledes over i den transkønnede identitet med alt hvad den indbefatter af livslang behandling med hormoner og omfattende operationer.

Den forskning der viser, at op mod 80 procent af dem, der som børn definerer sig som værende af det modsatte køn ender med at acceptere deres biologiske køn, mener Lisa Agervold uden yderligere dokumentation at kunne feje af bordet som en enkelt tvivlsom forskers værk, og hun får bragt den i forbindelse med noget der ligner en form for omvendelsesterapi. Hun kommer også med udokumenterede påstande om at børn og unge ”der ikke understøttes” har 14 gange så høj selvmordshyppighed som dem, der får en sådan. Der findes imidlertid adskillige undersøgelser, der viser, at de fleste af dem der definerer sig som et andet køn end deres biologiske når de er børn, opgiver denne identitet når de bliver voksne. Mht. selvmord så ser man ofte, at der rodes rundt i selvrapporterede selvmordstanker og reelle selvmord. Det ville i hvert fald være interessant at se hvordan man kan vide hvor mange børn og unge, der ikke støttes i en transidentitet, reelt begår selvmord. Hvor bliver sådanne børn og unges identitet (og manglende opbakning) systematisk registreret?

Dernæst hævder Lisa Agervold, at undertegnede skulle fremhæve, at ”transkvinder ikke er rigtige kvinder”. Hun måtte meget gerne dokumentere denne påstand, ikke mindst set i lyset af at jeg har skrevet et blogindlæg med titlen ”Jeg er ikke en rigtig kvinde”. Derefter citerer hun så nogle løsrevne citater fra en anmeldelse jeg har skrevet af et meget spændende videnskabeligt studie ud i det fænomen, som betegnes som ”autogynefili”, hvor hun i øvrigt uden videre gengiver min beskrivelse af det, der står i dette studie, som om det var mine egne ord.  Autogynefili er en betegnelse for det fænomen, at nogle biologiske mænd oplever stræk seksuel ophidselse ved at iføre sig kvindetøj og/eller fantasere om sig selv som kvinder. Der kan ikke herske nogen som helt tvivl om at dette fænomen eksisterer, spørgsmålet er udelukkende hvor udbredt det er blandt transkvinder og om identiteten som transkvinde kan være et produkt af at man er autogynefil eller om de autogynefile seksuelle oplevelser er et resultat af at man er en ”mand fanget i en kvindes krop”. Teorien om autogynefili blev i øvrigt formuleret i 1989 og ikke i 1970’erne sådan som Lisa Agervold hævder.

Øjensynlig har Lisa Agervold også opdaget, at jeg har haft en kronik i Information, hvor jeg bl.a. giver udtryk for bekymring for at unge lesbiske bliver guidet over i en identitet som transmænd. Disse unge betegner hun dog som ”transkvinder”, hvad sådan set bare viser, at Lisa Agervold end ikke er klar over hvordan man beskriver transkønnedes køn indenfor den transativisme som hun med så stor iver vil forsvare!

Dernæst springer Lisa Agervold videre i noget, som måske er lavpunktet i hendes kronik. Det er i hvert fald beskæmmende at se hende beskrive transkvinders seksuelle overgreb på biologiske kvinder i britiske fængsler som ”sexchikane”. Endnu engang griber hun så til historier om selvmord for at retfærdiggøre, at selvudråbte transkvinder med deres medfødte kønsorganer i fuld behold skal anbringes i kvindefængsler, også når de er dømt for at have voldtaget kvinder.

Til sidst kommer et rodet afsnit hvor hun på en og samme gang vil afvise den kristne højrefløjs kønsessentialisme, eksistensen af et observerbart biologisk køn og ideen om at kønsrollerne er sociale konstruktioner. I stedet belæres vi om at kønsidentitet er et biologisk og medfødt fænomen, der ikke ændrer sig efter fødslen. Hvori denne medfødte kønsidentitet skulle bestå undgår hun dog klogelig at uddybe…

 

Læs mere