Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Dansk Bibelinstitut, Menighedsfakultetet og teologi som videnskab

Det fremgår af Kristeligt Dagblad fra den 18.7.2011, at den folkekirkelige højrefløjs to teologiske
uddannelser, nemlig Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet, står overfor at
miste deres licens fra University of Wales og dermed også muligheden for at
tilbyde deres studerende en bachelorgrad i teologi. Hvis det ikke lykkes for Dansk
Bibelinstitut og Menighedsfakultetet at finde et andet universitet, der vil
give dem en licens, så vil deres studerende fremover ikke kunne få godskrevet
deres uddannelse på universiteterne, men må i stedet tage hele deres uddannelse
på disse hvis de vil opnå en teologisk kandidatgrad og dermed også få adgang
til at blive præst i folkekirken.

Dansk Bibelinstituts og Menighedsfakultetets støtter gør
meget ud af at fremhæve, at disse institutioner tilbyder en teologisk
uddannelse der er både videnskabeligt funderet og af høj faglig kvalitet. Men,
må man spørge sig, hvis dette er tilfældet hvorfor har de så ikke kunnet finde
et lidt mere troværdigt universitet til at give dem en licens end University of
Wales, der er kommet i søgelyset for at certificere tvivlsomme uddannelser, herunder et tvivlsomt amerikansk Bibel college?

Det lyder i hvert fald bemærkelsesværdigt, at University of
Wales nu ikke længere vil certificere Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet
fordi de mangler ekspertise i dansk. For det betyder vel, at de hidtil har
givet licens til uddannelser hvis indhold de nu indrømmer de ikke har været i
stand til at bedømme?

Under alle omstændigheder må det jo undre, at folkekirkens
højrefløj, der vel alt andet lige ikke er styrtende rig, bruger store summer på
at finansiere deres egne teologiske uddannelser nu når der findes hele to statsfinansierede
forskningsbaserede af slagsen her i landet, hvis deres mål altså udelukkende er
at sikre videnskabeligt baserede teologiske uddannelser af højt fagligt niveau.
Så ville pengene nemlig være langt bedre brugt på at understøtte de teologiske
fakulteter i København og Århus.

Noget helt andet er hvad videnskab i det hele taget er, og
hvornår en uddannelse kan siges at være videnskabelig. Se, her kunne der nævnes
mange ting, men jeg vil her vælge at tage noget ud som er helt fundamentalt for
videnskabelighed sådan som den har været defineret i Vesten siden
oplysningstiden, og det er, at videnskabelige forklaringer aldrig kan inddrage
overnaturlige instanser og fænomener. Psykologien kan ikke bruge
dæmonbesættelse som en forklaring på psykiske forstyrrelser, historievidenskaben
kan ikke forklare historiske begivenheder med Guds indgriben, biologien kan
ikke bruge en intelligent designer som en forklaring på livets opståen, og en
videnskabelig teologi kan ikke opfatte de bibelske skrifter som Guds
ufejlbarlige ord men må i stedet se dem som tekster forfattet af mennesker.

For at teologi kan kalde sig for videnskabelig må den altså
tage udgangspunkt i at kristendommens hellige tekster, dogmer og ritualer er
menneskeskabte fænomener som man kan udforskes vha. de samme metoder som man
kan udforske andre religiøse, historiske og kulturelle fænomener med. Kun hvis
det er et sådant udgangspunkt der er det bærende for uddannelserne på Dansk
Bibelinstitut og Menighedsfakultetet kan man hævde, at de grundlæggende set er
videnskabsbaserede uddannelsesinstitutioner (selvom der også er andre forhold
der skal inddrages, så som f.eks. undervisernes uddannelsesniveau, mængden af
publikationer i anerkendte videnskabelige tidsskrifter etc.)

Men, må man jo så igen spørge sig, hvis Dansk Bibelinstitut
og Menighedsfakultetet altså tilbyder den samme type videnskabeligt baseret
teologisk uddannelse som de teologiske fakulteter her i landet gør, hvad er så
formålet med disse uddannelser? Hvorfor vil folkekirkens højrefløj bruge store
summer på at tilbyde egne teologiske uddannelser hvis deres præstestuderende
kan få det samme leveret gratis inklusive SU på de teologiske fakulteter?

Læs mere

Skrevet af den 31 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Folkekirkens højrefløj underminerer det kristne menneskesyn

Der kan ikke være nogen tvivl om at folkekirkens højrefløj slår mange knuder på teologien i deres fortvivlede forsøg på at binde folkekirkens til et fundamentalistisk bibelsyn som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Et udmærket eksempel herpå er en kronik med titlen ”Homoseksuelle vielser er åndelig vildledning”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31.5.2010 og er forfattet af Robert Bladt, generalsekretær i Kristeligt Forbund for studerende og Hans-Ole Bækgaard, der er medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og Menighedsfakultetets repræsentantskab.

Som sædvanligt, fristes jeg til at sige, er teologien svag. F.eks. må jeg undre mig over påstandene som  ”dette svarer til den bibelske forståelse af ægteskabet som den samfundsbærende enhed og som det mindste fællesskab i menigheden”. Hvor præcist står nu det skrevet i de bibelske tekster? Øjensynligt er Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke i stand til at skelne mellem de bibelske tekster og deres fortolkning af disse.

Men det er nu ikke min væsentligste anke her. Nej hvad der virkelig er bekymrende er i stedet følgende påstand:

”Den første læsning er fra skabelsesberetningen (1. Mos. 1,26-28), hvor der tales om, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Kønsdiversiteten er en meget væsentlig del af vielsesritualet, som begrundes i både skabelsen og Guds eget væsen. Læsningen fra skabelsesberetningen definerer et ægteskab som et fællesskab mellem én mand og én kvinde. Det svarer til vielsesritualets fokus på sammenhængen mellem ægteskab, Guds velsignelse til frugtbarhed og rammen om barndom og opvækst”.

Det er bemærkelsesværdigt at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard øjensynligt har overset, at vielsesritualets læsning fra 1. Mos. 1,26-28 lige præcist har udeladt den sætning om at menneskene skal blive frugtbare som man finder i Bibelen, hvad man må antage er et bevidst valg. Ligesom det må være et bevidst valg at vielsesritualet generelt ikke siger noget om frugtbarhed og om at ægteskabet skal være rammen om barndom og opvækst. Igen er det tydeligt, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke er i stand til at skelne mellem hvad der står i en tekst og hvad de gerne vil have, at der skal stå i en tekst. Det er nok også derfor, at de overser, at teksten fra 1. Mos. Kap. 1 ikke et eneste sted bruger ordet ”ægteskab”, ja selve velsignelsessætningen og kravet om frugtbarhed er ikke forbeholdet menneskene men er allerede tidligere blevet forkyndt for fiskene og fuglene. (1. Mos. 1, 21-22)

Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde. Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en  treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.

Det virkeligt bekymrende ved Robert Bladts og Hans-Ole Bækgaards mærkværdige teologi er, at deres forvanskning af den kristne gudsforestilling formodentligt hænger sammen med, at de har det svært med det klassiske kristne menneskesyn, der bygger på ideen om at mennesket er skabt i Guds billede. Gud ligner ikke mennesket, men Gud har skabt mennesket som noget helt særligt og unikt. Skabelsen i Guds billede handler ikke om kønsdiversitet som en norm, som mennesket skal leve op til for at få Guds velsignelse, men om at den menneskelige diversitet, om den nu f.eks. består i forskellige køn, racer, klasser, religioner eller seksuelle orienteringer ikke ændrer på at vi alle er skabt i Guds billede. Derfor er vi alle basalt set lige for Gud, og derfor skal alle mennesker mødes med næstekærlighed. Det er hele kernen i det kristne menneskesyn og hele essensen i skabelsesberetningen i 1. Mos. Kap. 1. Denne tekst er ikke skrevet for at lukke nogen ude, sådan som Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard vil udlægge den, men i stedet for at fremhæve alle menneskers essentielle og umistelige værdighed.

Men måske Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke kan rumme tanken om at homoseksuelle mennesker, ligesom alle andre mennesker, uanset hvad der ellers måtte skille os ad, også er skabt i Guds billede?

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?”

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere