Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Selvfølgelig er Bibelen fejlbarlig

Selvom det måske er lidt omsonst kan jeg ikke lade være med at protestere mod de kristne, som påstår, at Bibelen er ordret inspireret af Gud og dermed ord for ord skulle være ufejlbarlig. Det er nemlig en påstand som man kun kan fremføre hvis man ikke har gjort sig den umage at læse Bibelen med åbne øjne. Lad mig blot nævne nogle enkelte eksempler:

Helt i starten af Markus Evangeliet kan man læse følgende: ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” (Mark. 1,2-3) Det er imidlertid kun den sidste del af citatet, der faktisk er at finde i Esajas Bog, helt præcist i Es. 40,3. ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej” finder man i Malakias Bog kapitel 3, vers 1. Markus evangeliet fejlciterer altså Det Gamle Testamente. Det siger vel sig selv, at Gud ikke kan tænkes at fejlcitere sig selv – men mennesker kan naturligvis fejlcitere, og det er altså det, der er sket for forfatteren til Markus Evangeliet. I øvrigt har forfatterne til Matthæus og Lukas Evangeliet, der ellers tydeligvis bygger på Markus, valgt at undlade citatet om englen. På denne måde korrigerer de diskret fejlcitatet i Markus evangeliet.

En mere underholdende fejl finder man i Matthæus Evangeliets beskrivelse af Jesu indtog i Jerusalem. Her kan man læse: ”Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.” Med andre ord, forfatteren til Matthæus Evangeliet vil have os til at tro, at Jesus red ind i Jerusalem, skrævende over to ridedyr, nemlig et æsel og dets føl. Hvis det virkelig var foregået sådan er jeg temmelig sikker på at skaren nok havde fniset mere end den havde råbt ”Hosianna”! Det der går galt er, at Matthæus Evangeliets forfatter er ivrig efter at fremstille Jesu indtog i Jerusalem som en bogstavelig opfyldelse af et udsagn i Zak. 9,9 hvor der står ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”. Men udtrykket ”et æsel, en æselhoppes føl” er altså blot en retorisk understregning af, at der er tale om et æsel. De andre evangelister lader da også Jesus ride ind i Jerusalem på et æsel, og dermed med værdigheden i behold.

Et tredje eksempel er hvornår evangelierne placerer Jesu henrettelse. I Markus kan man i kapitel 14 vers 12 læse ”Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«” Det skildres så hvordan Jesus holder påskemåltid med disciplene, indstifter nadveren og om aftenen bliver forrådt og taget til fange. Dagen efter bringes han for Pilatus, der dømmer ham til korset. Selve korsfæstelsen foregik, får vi at vide, ved den tredje time. (Mark. 15,25) Nu er det i sig selv forkert når forfatteren til Markus Evangeliet hævder, at påskelammet blev slagtet den første dag under de usyrede brøds fest. Lammene skulle nemlig i henhold til den jødiske tradition slagtes dagen før festen. Matthæus Evangeliets forfatter, der generelt har mere styr på de jødiske traditioner, undlader da også henvisningen til slagtningen af påskelammet (Matt. 26,17), mens Lukas opretholder fejlen (Luk. 22, 7). Under alle omstændigheder henrettes Jesus i henhold til den synoptiske tradition dagen efter påskemåltidet. I Johannes Evangeliet derimod henrettes Jesus dagen før påskemåltidet, altså den dag, hvor påskelammene slagtes. (Joh. 19,14) Og forfatteren til Johannes Evangeliet placerer Jesu dødsdom til den 6 timer, altså tre timer senere end der, hvor Markus placerer hans korsfæstelse, hvormed Jesu korsfæstelse kommer til at falde sammen med det tidspunkt hvor lammene blev slagtet i templet.

Når evangelierne er indbyrdes uenige om hvornår Jesus bliver korsfæstet så siger det naturligvis sig selv, at de ikke er ufejlbarlige. Enten tager de synoptiske evangelier eller Johannes Evangeliet fejl mht. hvornår Jesus bliver henrettet. Men igen er det kun et problem hvis man vil læse evangeliernes skildringer af Jesu sidste dage fundamentalistisk. Hvis man derimod ser dem som forskellige teologiske udlægninger af betydningen af Jesu død så er der ingen ko på isen. De synoptiske evangelier ønsker at bringe nadveren i forbindelse med det jødiske påskemåltid, derfor er de nødt til at placere Jesu død efter dette måltid, mens forfatteren til Johannes Evangeliet ønsker at fremstille Jesus som Guds lam – og har derfor haft en teologiske pointe med at lade Jesus blive korsfæstet på samme tid som påskelammene blev slagtet i templet.

Det afgørende er altså ikke en tekst historiske korrekthed eller ufejlbarlighed men i stedets tekstens teologiske budskab.

Læs mere

Skrevet af den 24 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Skræmmekampagne i Guds navn

Fra tid til anden, når jeg diskuterer kristendom og homoseksualitet med fundamentalister, så oplever jeg, at de truer mig med helvedet. I sig selv så synes jeg, at der er noget svagt ved at forsøge, at kortslutte en teologisk debat med trusler om hvad der vil ske mig i den kommende verden, hvis jeg altså ikke vil tolke Bibelen som de gør det. Har man argumenterne i orden bør man vel ikke gribe til trusler? Jeg ser det også som et udtryk for en særlig graverende mangel på ydmyghed når man skråsikkert udtaler sig om andres Gudsforhold. For hvis jeg går fortabt fordi jeg elsker og elsker med kvinden i mit liv, så vil det jo sige, at jeg ikke har nogen sand tro på Gud, ingen relation har til ham, ikke har hende i mit liv. Troen er imidlertid det allermest intime der findes – den er en relation mellem sjælen og dens skaber og frelser, et mysterium som ingen andre kan udtale sig om. ”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt”, som det hedder i Folkekirkens salmebog samle nr. 582, vers 4.

Den typiske undskyldning for sådan at ville dømme og bedømme min og andres tro er så, at de kærer fundamentalister blot vil advare mig mod den fortabelse som helt sikkert vil ramme mig, hvis jeg altså ikke overtager deres bibeltolkning. Nu har jeg sådanne fundamentalister alvorligt mistænkt for hovedsageligt at være bekymret for at de selv går fortabt hvis de ikke udbreder det mørke budskab om fortabelse til andre. Jeg tror også, at de ofte er drevet af en dunkel frygt for, at der ikke vil være nogen frelse til dem, hvis der ikke er en fortabelse til sådan nogen som mig.

Der i hvert fald nogen interessante psykologiske aspekter ved denne her besathed af fortabelsen. Måske afspejler den en erfaring af som barn ikke at være blevet elsket betingelsesløst, men i stedet vide, eller tro at vide, at man vil blive straffet med mindre, at man er det helt perfekte barn? Måske er det sådanne barndomserfaringer der projiceres over på Gud?

Under alle omstændigheder så bider disse trusler ikke på mig, selvom jeg må indrømme, at det krænker mig, at man på den måde føler sig kaldet og berettiget til at nedgøre mit gudsforhold. For helt ærligt, hvordan skulle det være attraktivt at leve en evighed sammen med en Gud i himlen, der dømmer mennesker til evig pine og tortur fordi de har elsket et andet menneske?

Fundamentalisterne opfører sig lidt ligesom de borgere i et diktatursamfund der forsøger, at redde sig selv ved at følge de allermest meningsløse regler og befalinger og som accepterer, at andre medborgere bliver tortureret og myrdet, blot de selv kan redde livet. Måske sådanne borgere, ligesom fundamentalisterne, tror, at de gør en god gerning, hvis de advarer andre borgere mod at bryde diktatorens meningsløse og grusomme påbud, i hvert fald kan de jo håbe, at de med sådanne advarsler kan redde sig selv fra straf. Men det ændrer ikke ved, at de grundlæggende set er kujoner, der accepterer volden og uretten for at redde deres eget skin.

Hvis min Gud og frelser skulle være som fundamentalisterne påstår, at han er, ja så må jeg sige, at jeg ikke vil tro på ham. Jeg vil hellere gå fortabt end leve en evig sammen med en Gud, der i al evighed skulle torturere homoseksuelle og andre, der har brudt en eller anden vilkårlig regel som nogle tror at man kan udlede af Bibelen.

Jeg har selv været fundamentalist en gang. Jeg ved, at der bag den udadrettede skråsikre tro ligger oceaner af angst, frustration, usikkerhed og forkrampethed. Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at hun er en kærlig og frigørende Gud, der har lært mig hvad kærlighed er og hvad det vil sige, at elske, og som hjælper og støtter mig på min vej, som kristen og som homoseksuel.

Læs mere