Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Indre Mission leger med ilden

 

Vil Indre Mission gribe til bål og brand i deres kamp med et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 3.3.2010 argumenterer Hans-Ole Bækgaard (præst og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse) og Anders Møberg (præst og landsungdomssekretær for Indre Missions Ungdom) ganske kraftigt imod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle. Et sådant ritual er i deres øjne vanvittigt og en umulighed i folkekirken”.

For det første så påstår de, at et ritual skal være ”positivt begrundet i klare bibelske tekster for at være et ritual. Sådan er traditionen for udformning af ritualer. Det bør være utænkeligt at indføre et ritual, som ikke har et tydeligt bibelsk grundlag”. En sådan begrundelse hhv. grundlag mener de vi savner mht. et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette argument er ved at blive populært blandt de højrekristne, men det bliver det nu ikke mere rigtigt af. Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs argument klarer nemlig ikke realitetstesten: Hverken barnedåb (frem for voksendåb) eller konfirmationen er begrundet i ”klare bibelske tekster”.  Deres argument er altså blot opfundet til lejligheden og har ikke rødder i folkekirkens praksis.

Deres næste argument er en gammel klassiker: ” Bibelen taler imod et seksuelt forhold” i en relation mellem to af samme køn, hævder de.  Nu kniber det godt nok gevaldigt med de klare bibelske tekster, der taler mod seksuelle forhold i en relation bestående af to kvinder. De bibelske tekster er nemlig ikke så sikre i deres fordømmelse af homoseksuelle relationer som så mange går rundt og tror. Men under alle omstændigheder så vier folkekirken jo også raskt væk fraskilte og har nu i flere årtier benyttet sig af kvindelige præster, alt sammen noget som man kan finde bibelord imod, så hvorfor er kun homovielser ”vanvittige og umulige”?

Bemærkelsesværdig er sådan set kun sidste del af Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs debatindlæg. Her skriver de bl.a. at der findes ” en anselig del af folkekirkens præster og lægfolk, som aldrig vil kunne deltage i en gudstjeneste, hvor der på alteret ligger en ritualbog med et indhold, som har skriften imod sig”. (…)Vi kan ikke bruge en ritualbog, som på bare ét område har Skriften imod sig. Tjenesten for alteret er en hellig tjeneste, hvor usandhed ikke skal frembæres. Vi kan ikke med vores samvittighed stå inde for et sådant ritual.” (…)”Men menighederne selv må stille sig spørgsmålet: Kan vi stå inde for at være til gudstjeneste i en kirke, hvor der på alteret ligger et ritual, som har Bibelens klare ord imod sig? Der er ingen tvivl om, at mange vil finde anledning til at rykke et sådant ritual ud. Måske endda finde tændstikker frem til ritualafbrænding?

Det bemærkelsesværdige ved denne her argumentation er at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg øjensynligt ikke er klar over at folkekirken ikke har hellige bygninger og genstande, et punkt som mange kirkelige debattører ellers gjorde meget ud af at fremhæve i forbindelse med politiets rydning af Brorsons Kirke. Derfor virker deres retorik noget forskruet. Når alteret ikke er et helligt bord og alterbogen ikke en hellig bog, ja så kan de heller ikke ”vanhelliges” af et ritual som ikke svarer til Indre Missions bibelforståelse. Under alle omstændigheder har folkekirken allerede nu kvindelige præster, ja lesbiske præster, der med og uden menstruation står foran alteret og læser op af alterbogen og det har jo det overvældende flertal af folkekirkens medlemmer affundet sig med – ja de finder det helt naturligt og i orden. Det vil kun være en uanseelig del af folkekirkens præster og lægfolk som ikke vil kunne klare at deltage i en gudstjeneste hvor der ligger en ritualbog på alteret, der indeholder et vielsesritual for homoseksuelle par.

Men det er måske meget sigende for den ånd man kan finde hos visse af Indre Missions ledende kræfter, at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg småtruer med alterbogsafbrændinger. Som bekendt brændte nazisterne jo bøger før de gik over til at brænde mennesker.

Læs mere