At sige nej til at vie er lige så meget en dom som at sige ja.

Jeg er selv skilsmissebarn så jeg ved, at skilsmisse gør ondt ud fra et barns perspektiv. Hvad der dog ofte overses i debatten er, at selve skilsmissen kan gøre meget mindre ondt end al det, der gik forud. Sådan var det i hvert fald i mit tilfælde. Jeg fik et meget bedre liv efter, at mine forældre blev skilt. Jeg synes, at det havde været interessant, om de to debattører havde gjort sig nogle tanker om hvad det betyder for børns psykiske velfærd, at vokse op med forældre, der “kæmper for at redde deres ægteskab”. Hvem siger, at denne kamp for at redde ægteskabet altid er bedst for barnet? Hvem siger, at det er godt for barnet, at det eneste der holder forældrene sammen er en forestillingen om, at det er bedst for barnet at de ikke bliver skilt?

Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det virkelig kun er forældrene der har pligter i en familie. En gang lærte man børn, at de havde forpligtelser overfor deres forældre, så som lydighed, respekt og taknemmelighed. I dag synes det helt at være glemt, også hos dem, der gerne vil forsvare de såkaldte traditionelle familieværdier.