Kommentarer til: Religionsdebatten efter den 11. september

Af: Karen M. Larsen

Karen M. Larsen — Tue, 09 Aug 2011 07:16:08 +0000

Karen:

Måske man kunne skelne mellem at ville have korset på flaget og så at have korset i hjertet? Kampen for og i mod “korset på flaget” overser, sådan som jeg ser det, at det kristeligt set vel er afgørende, at korset er i hjertet. Ligger der i kampen om at se kristendommen som det alt afgørende element i de europæiske landes historie og kultur ikke også en implicet indrømmelse af at kristendommens værdi udelukkende består i dens sekulære aspekter mens at dens åndelige budskab ikke rigtigt har noget at tilbyde det moderne menneske? Eller sat på spidsen: Blev Gud menneske i Jesus Kristus, døde og genopstod han for at muliggøre demokrati og velfærdsstat?

Mht. hele spørgsmålet om skyld og ansvar kunne man jo i øvrigt med fordel se på det kristne syndsbegreb. Det onde findes ikke bare hos “de andre” men altid også hos os selv. Og syndserkendelse er ikke udtryk for svaghed eller kulturel selvudslettelse men, når den kombineres med troen på tilgivelsens mulighed, en vej til frihed.

Af: Karen E. Hansen

Karen E. Hansen — Mon, 08 Aug 2011 20:50:26 +0000

Kære Karen!
Ja, der har du en væsentlig pointe!
Som Ulla skriver, er det måske ikke bare den voldsomme fokusering på det politiske, der har ført til den åndelige forarmelse; men den megen debat om politikken er med til at vanskeliggøre det at udtrykke sig religiøst, uden at blive misforstået.
Derudover frygter jeg, at 22.07 vil kunne forværre denne tendens yderligere. De mange forsøg på at udpege syndebukke blandt folk, man er politisk uenig med på nævnte områder, falder mere i øjnene end de besindige forsøg på eftertanke og kulturel selvkritik.
De nuancer er der ikke plads til. Slet ikke til at se den åndelige styrke i selvkritik.
Det er politisk risikofrit at overføre sin religions-frygt på kristendommen, så den kristne arv, der tilsiger os “at gribe i egen barm”, i stedet kan tages som en bekræftelse på, at kristentroens indflydelse på europæisk kultur bør glemmes hurtigst muligt.
Enhver modstand mod kulturel selvudslettelse kan nu stemples: nationalkonservatisme og korstogsideologi!
Hvad bliver så muligt? Buddistisk verdensfjernhed eller ren materialisme?
Nå, så pessimistisk er jeg ikke altid…

Af: Ulla Thorup Nielsen

Ulla Thorup Nielsen — Mon, 08 Aug 2011 16:56:58 +0000

Jeg synes, du har en rigtig god pointe.

Verden forandrede sig grundlæggende den 11. september – men på to planer.

Det ene var, at det ”utænkelige” skete. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte: At selvfølgelig vidste vi mennesker godt, at der findes så mange ødelæggende våben i verden, at hvis der vitterligt var nogen, der var tilpas vanvittige, så kan det rent hypotetisk godt lade sig gøre, at udrydde hele jorden og menneskeheden. Men indtil 11. september, var der bare ikke nogen, der troede, at der var nogen, der kunne finde på at være så vanvittige. Den grænse rykkede sig.

Den anden grænse, der rykkede sig, var, at der opstod det, jeg vil kalde en ”rationaliseringsbølge”. Den åndelige og religiøse dimension var ”farlig” og ukontrollabel – mennesker blev ”vanvittige” af religion og alt det åndelige. Og på den måde, blev det også et tilbageslag for den åndelige og religiøse livsdimension.

Hvis vi kigger på mange religionsdebatter – så har de netop en tendens til at blive meget rationelle, det vi i nogle tilfælde kan kalde dogmefikseret, og i andre tilfælde politiseret – og den åndelige dimension forsvinder nogen gange helt ud af billedet.

Hvor meget, der kan tilskrives 11. september – kan jo så altid diskuteres – men det har da uden tvivl bidraget meget kraftigt til den generelle opfattelse af religion – og den måde religion bliver debatteret på.

Bedste hilsner Ulla