Kære Åse

Jeg er selv dybt kritisk overfor ternen “cis-kønnet”. Og jeg er helt enig med dig i din kritk af hvad den indebærer. Min kone har faktisk også sagt, at jeg bør undlade at bruge den – og det er også mit forsæt at gøre det. Undtagelsen må dog være når folk selv bruger den om sig selv – eller når jeg vil kritisere den.

Jeg er så helt og aldeles enig med dig i, at den transforkæmperne/den intersektionelle feminisme har potentiale til at ødelægge kvindebevægelsens kamp for ligestilling og homoseksuelles ret og frihed til at være tiltrukket af deres eget biologiske køn.

Faktisk synes jeg desværre, at du bærer ved til de transkønnedes bål ved at mene, at man skal kalde sig cis-kønnet, hvis man lever op til samfundets køns- og kønsrolleforventninger. Jeg er heteroseksuel kvinde og lever som sådan op til samfundets forventninger, men jeg vil ALDRIG kalde mig cis-kønnet. Jeg er kvinde – punktum.
At insistere på at kvinde er man uanset om man lever op til samfundets forventninger – udelukkende på baggrund af sin biologi – er at insistere på de fælles livsvilkår, det giver at være født som kvinde. Og ja, vi kvinder er ufatteligt forskellige – heldigvis. At opløse kønsmodsætningen mellem biologiske kvinder og ditto mænd har som konsekvens, at man opløser den fællesmængde, der forener kvinder i kampen mod netop den patriarkalske samfundskultur og de kønsulige strukturer.
Både det at være kvinde og ligeså det at være mand bør i stedet kunne rumme forskelligheden inden for det enkelte køn. Jeg var ikke traditionelt pigeagtig som barn, og en af mine drenge var ikke en “rigtig dreng”. Det gør ikke mig til en dreng, og min søn til en pige. Det viser blot, hvor indsnævret samfundets kulturelle forståelse af det enkelte køn er. Vi skal brede disse forståelser ud, så pigen både er hende, der leger med dukker og pynter sig, og hende, som bedre kan lide at klatre i træer og køre vildt i gocart. Og alt mellem de to poler. På samme måde er det også en dreng, selvom han ikke gider sport eller slåskampe, selvom han er fessoragtig, introvert, empatisk og har ord for sine følelser. Særligt mener jeg nemlig, at kategorien for drenge/mænd er alt, alt for snæver; og som opdragelsesideal er “den rigtige dreng” en katastrofe, fordi det efterlader mænd med meget ringe evner til kommunikation og med oplevelsen af en fødselsret til at dominere.

Well, det korte af det meget lange. Det er fint for mig, hvis transkvinder og -mænd betegner sig som trans, for det giver en klar information om vejen til deres kønsidentifikation. Og det fortæller også, at de ikke deler opvækstvilkår og biologiske vilkår med det køn, som de nu identificerer sig som.
Alle vi andre er enten kvinder eller mænd – med alle de variationer af personligheder og seksuelle preferencer vi nu engang har. Jeg håber derfor, at du fremover slet ikke vil bruge udtrykket cis-kønnet om nogen som helst, men blot tale om kvinder og mænd.

Gode hilsner
Åse

Det er mit indtryk, at flertallet af transkvinder definerer sig som lesbiske. Nogle danner par med andre transkvinder mens andre foretrækker biologiske kvinder.