Mht forskellene mellem Jesus og Muhammed så tillægger jeg dem ikke nogen betydning i forhold til udviklingen af demokrati. Jeg mener faktisk, at sammenligninger her er ahistoriske. Jesus er i middelalderkristendommen i høj grad en konge – som konge i himlen hersker han med Faderen. Han regerer gennem kejser/konge og pave etc. På denne måde kan han fungere fint for konger, som retfærdiggører af hellig krig etc.

Hvad har det forhold, at den sande udgave af Koranen skulle være på arabisk med demokratiudvikling at gøre?

I Danmark fik vi også først ytringsfrihed og frit slag for religionskritikken i 1849. I langt størstedelen af vores lands historie havde man ikke denne mulighed. Mon det skyldtes forhold ved kristendommen?

Det ligger i hvert fald i tiden, at rose sig af kristendommens evne til selvkritik, når man vil påpege hvad der er galt med islam, for så i næste øjeblik at tale om kulturelt selvhad når nogle så vover, at kritisere kristendommen.

Det forbavser mig, at du ikke tillægger forskellen på Jesus Kristus og Muhammed nogen særlig betydning.

At der findes bogstavtro kristne og muslimer, der vil tolke Koranen, ændrer ikke på, at Koranens status i islam er en anden end Bibelens i kristendommen. NT forkynder Kristus som Guds ord, Koranen anses i sig selv som værende Allahs ord. Evangeliet har kunnet oversættes siden pinsedagen. Koranens arabisk kan egentlig ikke oversættes, Gud taler arabisk.

Dette har betydning for dem, som ser på demokratiet mulighed i forskellig religiøs kontekst. – Og til demokratiets kontekst hører en lang tradition for bibel- og kristendomskritik. Mens kritik af religionen har svære kår i muslimsk sammenhæng. Hvorfor? Kan alt dér forklares med økonomiske og sociale forhold – eller er der “andre forhold” evt. ord i Koranen eller traditioner om Muhammeds liv?

Min kommentar gik kun på tidsåndens betydning – og udsatte stilling, hvis den skal kunne fremme demokrati. Går det på multikulturel vis at kombinere en kulturkritik af den tidligere kristne verden, der nærmer sig selvhad, med en udbredt selvcensur og berøringsangst over for kritik af islam? For sådan kan man også tolke tidsånden lige nu.

Tidsånden er vel et produkt af samtidens økonomiske, sociale og andre forhold.

Den historisk kritiske læsning af Rom 13, som du forsøger dig med, er et produkt af oplysningstidens tidsånd og var fremmed for både middelalderkristendommen og Luther.

Kristendommen kom i dansk sammenhæng så absolut med et helt samfundsprogram i form af det kristne kongedømme, der bl.a indeholdt et krav om at kongen skulle udrydde andre religioner i sit eget rige, føre hellig krig mod hedningene og ændre lovgivningen så den passede til kanonisk lov.

Er kristendommens syn på Koranen forskellig fra islams? Det kommer da an på hvilken kristendom og hvilken islam vi taler om. Der findes de muslimer, der mener, at Koranen skal tolkes og der findes de kristne, der mener, at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord, der bare skal adlydes.

Jeg har i øvrigt ikke sagt noget om at islam ikke må kritiseres. Der er mangt og meget, der bør kritiseres i islam. Men det retfærdiggør ikke, at man suspenderer kristendomskritikken.

Den kejsermagt, som Paulus tilkendte “at være indsat af Gud” var den romerske, som guddommeliggjorde sig selv. Det var en respekt på trods af modsætning, sandsynligvis fordi Paulus tænkte eskatologisk med et kort tidsperspektiv.

Og kristentroen kom ikke med et samfundsprogram. Den Kristus, der prædikedes, havde ikke ført krige, henrettet krigsfanger og fordelt byttet, inklusive kvinderne, til sig selv først og dernæst til sine krigere… Det er derimod, hvad man fortæller om Muhammed, som anses for at være hævet over enhver kritik. Både som lovgiver og i livsførelse.
Imod middelalderens kejsere og deres alliance med kirken kunne man indvende uoverensstemmelsen med det, Kristus stod for. Hvad også skete gang på gang.

Tidsånden skifter, som du også selv påpeger. Den kan sagtens svinge over til tyranniet igen. Især, hvis de, der har nydt godt af demokratiets menneskelighed og f.eks. den bedre stilling for kvinder og børn eller religionsfriheden, ikke forsvarer det. F.eks. ved at ville påvirke “tidsånden”.

“Tidsånden” (som har forbindelse med demokratiet i Vesten) kan hjælpe demokrati og menneskerettigheder frem i f.eks. Mellemøsten, og det kan vel også forenes med muslimsk religiøsitet – men det sker næppe, hvis den multikulturelle tidsånd i Vesteuropa nu kræver, at islams absolutter ikke må modsiges.

PS: Kristendommens forhold til sine “kanoniske tekster” er et andet end islams forhold til Koranen.
Det har også noget med de to personer Jesus og Muhammed at gøre.