Pastor Sørensen hævder at han får tilgivelse for de synder han ikke selv har erkendt (heldigvis for ham, og os andre, kommer det så altså ikke an på vores egen erkendelsesniveau udfra skriften, eller vores livserfaring eller virkelighedsopfattelse mv.)…jfr: citat “Jeg erkender de synder jeg er bevidst om som synd”.
Da I (eller os andre på sidelinjen) nu hel åbendlyst ikke har ensartet bevidsthed om, hvad der rent faktisk er synd er det vel nærliggende at opfordre til “at arbejde med bjælken i eget øje fremfor at operere på splinterne i den andens”? Lige netop fortællingen om kvinden grebet i hor på fersk gerning har den umiddelbare grundpointe: lad den af JER, der er syndfri kaste den første sten!

Nej det nytter ikke noget at kaste sten på andre, heller ikke verbale. Vi må gøre som Kierkegaard: læse skriftens formaninger og anvisninger indad mod os selv under overskriften: “du er manden” (jfr. Nathan overfor kong David). Læser vi det ‘udadvendt mod de andre’ lyder advarslen straks: med det mål I dømmer andre skal I selv dømmes. Og det har ingen af os råd til i sidste ende, vi vil i yderste insans altid kunne dømmes på netop det forhold vi dømmer andre udfra! Faktisk uanset hvor sikre vi er på, hvad bibelen lærer i dette og hint etisk spørgsmål. Paradoksalt nok.

VH
Martin F

Med ønske om Guds velsignelse

Guds fred til dig og dine.

Vi slutter her, så. Du har ret i, at det bliver kedelig. du har ikke imødegået min argumentation, men blot gentaget dine påstande. Desværre. Min eksegese er helt i overensstemmelse med mit skriftsyn og min hermeneutik.

Mht. skabelsesordninger – mand og kvinde velsignes, dvs. den menneskehed Gud har skabt, ikke et specifikt ægteskab – og sabbatsdagen velsignes og helliges. Det ene kalder du en skabelsesordning mens du afviser det andet. Det her handler ikke om hvad vi kan finde i skabelsesberetningerne – men om en ukonsekvent tolkning fra din side af.

Jesus ophæver den specifikke tilladelse til skilsmisse som Moseloven indholder – i den forbindelse henviser han til skabelsen – for så i øvrigt at runde af med at tale om dem, der har kastreret sig selv for himmelrigets skyld. Jeg har lidt svært ved at se, at det skulle være en positiv fremhævelse af ægteskabet som livsordning for mennesker. Og at udlede af disse ord, at homoseksuelle går fortabt, hvis de ikke lever i cølibat, sådan som du gør det, er simpelthen langt ude.

Jesus levede i cølibat, og sagde, at der i himmelriget ikke vil være noget ægteskab. (Matt. 22,30) – Ægteskabet er altså ikke mere skabelsesorden end at det vil forsvinde når Guds rige kommer i sit fylde. Og så er der jo også lige Paulus, der er fuldt ud overbevist om, at cølibat er en bedre løsning end ægteskabet. Den oldkirkelige cølibatstradition har altså stærke nytestamentlige rødder – Luther havde aflagt højtidelige løfter til Gud om at leve i cølibat – og i fattigdom – men han brød dem og opforderede andre til at gøre det, hvorfor?, fordi han efter svære kampe var nået frem til, at vi frelses vi troen alene – den indsigt som du mener, at jeg går fortabt pga.

Farisæerne gik op i pietesser – ligesom dig – men overser hele lovens fundament – næstekærligheden – jeg har ikke sagt, at vi ikke er forpligtet af næstekærligheden – blot af vi ikke frelses af den eller fortabes ved den – fordi frelsen er Guds gave og ikke en belønning for hverken positive gode gerninger eller bodfærdighed. Du går så meget op i voksne menneskers frivillige seksuelle handlinger med hinanden – at du mister kærligheden og barmhjertigheden ud af dit perspektiv. Jesus bebrejdede ikke farisæerne for at lære, at homoseksuelle relationer er ok etc. – for det gjorde de ikke – han bebrejdede dem for at de ikke forstod, hvad der er hele lovens essens – kærligheden.

Og nu siger jeg det for jeg ved ikke hvor mange gang: Din lære om frelse forudsætter, at jeg skal gøre mig værdig til den ved at handle på en bestemt måde – jeg skal smadre mit liv – og et andet menneskes med. Du ryster ikke et sekund på hånden når du afsiger denne ubarmhjertige dom – sikker som du er, at du har alt på det rene og at jeg skal blive som dig. Man frelses ikke ved tro ALENE hos dig, men ved tro ledsaget af bodfærdighed etc. Du er meget overbevist om din egen bodfærdighed – hvorfor? – fordi der hvor Jesu ord bliver for hårde der blødgør du dem – mens du kræver, at jeg skal erkende noget som synd som jeg ikke kan se er det, for at jeg kan blive frelst. Min tro på Jesus Kristus som Guds søn og menneskehedens frelser er ikke nok i dine øjne – jeg skal tro som du gør, ellers frelses jeg ikke – og dermed har du gjort dig selv til norm for frelsen.

Og ja, jeg kan ikke se andet, end at vi kører i ring i denne her debat – så dermed opfatter jeg den som afsluttet med dette her indlæg. Det bliver i længen kedeligt at skulle spille tid på evindelige gentagelser. Må Guds nåde og kærlighed åbenbaret i Kristus Jesus oplyse os alle.

Jeg er ikke medlem af Den evangelisk-lutherske Frikirke, hvis det er den, du mener, men præst i Den evangelisk-lutherske Augustanakirke i Århus – en uafhængig konfessionel luthersk menighed.

Jeg er sikker på min egen frelse, ikke i kraft af min fromhed, men i kraft af Jesus, som bar mine synder og vandt en retfærdighed for mig, der gælder for Gud. og jeg erkender de synder, jeg er bevidst om som synd og tror, at Gud tilgiver dem for Jesu skyld. At jeg ikke mener, at du pt. står i nådens stand, skyldes, at du forsvarer dit homoseksuelle samliv og dermed er en åbenbar ubodfærdig.

Mht. skriftstederne om ejendomsopgivelse vs. skriftsteder om homoseksualitet, så er Jesu ord om ejendomsopigvelse specifikke, mens udsagnene om homoseksualitet er generelle. Jesu ord om ejendomsopgivelse er en specifik applikation af det generelle bud om at opgive sit eget og at stole på Gud alene. Du har ikke påpeget skriftsteder, der er generelle påbud. Så bevisbyrden ligger alene hos dig i dette spørgsmål.

Jeg har aldeles ikke omtolket ejendomsbesiddelsesteksterne til at passe til en pænt borgerligt liv. Tværtimod. Det ville da være nemt, hvis man i forvejen ikke stolede på sin ejendom at opgive denne. Hvis du læste eller hørte mine prædikener, ville du vide, at jeg på ingen måde blot forsvarer et pænt borgerligt liv og en lov, man kan opfylde. Det lyder som om, du projicerer nogle fordomme over på mig. Det gør det en hel del sværere at debatere med dig, a du ikke forholder dig til, hvad jeg skriver, men til dine egne fordomme om “fundamentalister” i stedet.

Vi kunne nok nå længere, hvis du gik ind i en dialog om mine faktiske synspunkter.

Mht, sabbatsbudet, så henviser jeg til min tidligere argumentation, som imødegår dine henvisninger. Der er intet nyt at tilføje der. Der er ikke givet noget påbud om at hvile på sabbatten i skabelsesberetningen. Derimod er ægteskabet mellem en mand og en kvinde udtrykkeligt nævnt som en skabelsesordning.

Dine beskyldninger om hykleri har du ikke underbygget, så dem vil jeg ikke forholde mig til.

Mht. farisæerne og Matt 23,23, så er den jo et glimrende eksempel på, at Jesu kritik af farisæerne ikke er, at de fastholder hele loven, men at de ikke gør det. Jesus siger jo faktisk, at de skal gøre både det ene og det andet og at det, som de forsømmer er det vigtigste. Men han siger faktisk ikke, at de må undlade det andet. Skriftsteder underbygger altså det modsatte af din påstand.

Mht. moseloven, så kan vi hurtigt blive enige om, at en del herfra er fjernet (dog ikke skilsmisseforbuddet – det er tværtimod klarlagt i lyset af skabelsesordningen) – nemlig de ting, som alene gjaldt jøderne for en tid. Men ægteskabet mellem mand og kvinde er ikke ophævet som den eneste gyldige ordning for seksuelt samliv mellem mennesker.

Tværtimod, så bekræfter Jesus ægteskabet mellem mand og kvinde i Matt 19,4-5 som den oprindelige skaberordning. Det er naturligvis i det lys, man må se forbuddene mod homoseksualitet. Disse behøvede ikke engang at stå eksplicit i Biblen, men kan afledes direkte af skabelsesberetningen og Jesu bekræftelse af denne.

Essensen af mit budskab til dig er ikke, at du skal sparke nogen ud FOR at blive frelst. men hvis du er frelst og tror evangeliet om syndernes forladelse for kristi skyld, så kan du ikke længere forsvare synden, men må tage kampen op mod den.

At adlyde Guds ord er altså snarere en frugt af din frelse end en forudsætning for den. Hvis du kommer til en sand tro på evangeliet, så vil Helligånden tage bolig i dig og begynde at drive synden ud, men det er alene evangeliet om Jesu tilregnede retfærdighed, som frelser sig.

For at kunne tro denne frelse, må du dog først have erkendt synden som synd, men det er ikke en forudsætning, at du også er ophørt med den. Syndserkendelsen er ikke en god gerning, men alene den salt, som skal gøre dig tørstig efter evangeliet. Den er diagnosen, men ikke lægemidlet. Lægemidlet er alene evangeliet om syndernes forladelse for Kristi lidelses og døds skyld. Men så længe du ikke vil høre diagnosen, kan du heller ikke modtage behandlingen.

Allerede før du opgiver dit liv i synd, har Jesus båret alle dine synder og er gået ind under døden og Guds vrede for at frelse dig. Allerede før du stopper med en eneste synd har Jesus opfyldt Guds retfærdighed som din stedfortræder og tilbyder dig syndernes forladelse ufortjent i evangeliet.

Den tro, der frelser, er den tro, som sætter sin lid til Kristi forsoningsværk, men forudsætningen herfor er, at man erkender synden – eller så er det en falsk tro. Og vil man ikke efterfølgende kæmpe mod synden, så er det tegn på, at man ikke har en sand tro – det er bibelsk og evangelisk-luthersk lære.

At du og din lille flok af selvfrelste fra den lutheriske frikirke her i landet (for det er vel der, du holder til) gør sig til herre over Luthers lære og dømmer alle ude, som ikke tror på jeres fundamentalistiske version af Luther, ja det siger da noget om jeres selvfedhed.

Hvis Luthers lære ikke kan overføres og tolkes ind i vores verden af i dag kan vi da ikke bruge den til noget – for troen må leves i den verden vi er en del af.

Selvfølgelig må kærlighedsbudet have en konkret form – men denne konkrete form kan man ikke finde vha. at påstå, at homoseksuelle skal leve i cølibat hvis de ikke vil gå fortabt. De lovkrav du stiller til homoseksuelle har intet med kærlighed at gøre – de ødelægger kærligheden.

Du mener dig ganske sikker på din frelse og min fortabelse – det gør du fordi du tror, at kun dem der tror og lever som du vil frelses – dermed har du gjort dig selv til norm – men jeg frelses ikke af dig, men af Jesus.

Du har stadigvæk ikke forklaret, hvorfor nogle enkelte skriftssteder skulle fastlægge en evig gyldig lov om at ikke-cølibatære homoseksuelle skulle fortabes – mens andre om ejendomsopgivelse ikke gælder. Du sortere i det, der passer dig, og det der ikke passer dig smider du væk eller tager brodden af.

Mht. sabbatten står der i 1. Mos. 2, 3: “Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.” & 2. Mos. 20,11: “For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.” Selvfølgelig er sabbatten en del af skabelsesordningen – det fremgår klart af buddet begrundelse og afslutningen på den første skabelsesberetning. Sabbatten stammer fra tiden før syndefaldet, er en del, af den oprindelige ordning – hvis man altså vil tage den første skabelsesberetning bogstavelig. At det så ikke passer ind i din teologi er en anden sag – men du tolker ikke skriften med skriften – du tolker den efter din teologi, som passer til dine behov og forestillinger.

Mht. ejendomsbesiddelsen – ja da er du et klart eksempel på det der med at gøre loven lille, så den bliver overkommenlig og holdbar – du tager enhver ægte brod og skurren ud af teksten og omformulerer den til den passer til et almindeligt pænt borgerligt liv. Du bortforklarer i et væk, for når det gælder om at redde dig selv, ja så finder du smutveje – det er kun når det gælder om at smadre andres liv, at du er hård som en sten og ikke vil se på alternative forståelsesmuligheder. Du lægger tunge byrder på andre, og gør byrden bærbar for dig selv. Hykler!

Jesus satte selv loven ud af kraft – som da han ophævede spiselovene, reelt set afskaffede dødsstraffene, forbyder at sværge og fjernede Moselovens forbud mod skilsmisse. Det han bebrejdede farisæerne var, som jeg allerede har påvist, deres ubarmhjertig, deres selvretfærdighed og deres manglende forståelse for lovens essens (Matt. 23,23)

Og lige meget hvor meget du snor dig – essens af dit budskab til mig er, at jeg skal sparke kvinden i mit liv ud af mit liv for at blive frelst – jeg skal yde noget og i øvrigt ødelægge også et andet menneskets liv – for at blive frelst. Det er gerningsretfærdighed så det batter. Hvis det du siger passer så er det en løgn, at vi frelses vi troen alene – vi homoseksuelles frelses derimod kun hvis vi både tror og lever i cølibat – og dermed gør du cølibat til en frelsesvej, hvad Luther gjorde oprør imod.

En essens er en reduktion af det oprindelige – det er noget andet end et centrum. Luther troede ikke blot på en essens af sin lære – nogle abstrakte princippet, som man kan applicere som man vil og omtolke efter sin tids krav.

Det store flertal i Folkekirken er slet ikke lutheranere – det har jeg påvist andet steds.

Du påstår, at jeg reducerer den kristne tro til et sæt leveregler – igen er der tale om mangel på klarhed i din tankegang. At man mener, at kærlighedsbudet også har en konkret form, som er givet af gud, betyder ikke, at det reduceres – tværtimod. Det er desvære typisk antinomistisk og evangelie-reduktionistisk propagangda, at man skyder andre en reduktion i skoene, når det kun er en selv, der reducerer.

Jeg har intetsteds hævdet, at jeg har opfyldt alle Guds bud eller at jeg for den sags skyld kender alle mine synder, som du beskylder mig for. Tværtimod har jeg allerede i min første kommentar til dig henvist til den Augsburgske Bekendelses tale om, at vi ikke kender alle vores synder.

Luther tolker ikke sabbatsbudet væk på tilfældig vis, som du gør – sabbatsbuddet, forstået som buddet om at hvile og lytte til guds ord på den syvende dag, er ikke en skabelsesordning, men en lov, der er givet til jøderne indtil Kristi komme som en skygge af det kommende – det har vi apostlen Paulus’ ord for (Kol 2,16). At skabelsen bruges som begrundelse for at vælge den 7. dag gør det ikke til en skabelsesordning. Men fordi formålet med denne ordning for jøderne – at de skal høre Guds ord – stadig eksisterer, tolker Luther det i lyset af dette formål, som er klart åbenbaret i det nye testamente. Hverken Luther eller jeg tolker altså sabbatsbuddet efter forgodtbefindende, men lader Skriften tolke Skriften.

Mht, ejendomsløshed, så beviser du ikke, at det er et generelt påbud ved at henvise til flere enkelteksempler på det. Det er igen tilfældig eksegese, som du beskylder andre for.
At henvise til en lignelse og uden argumentation påstå at en del af lignelsen skal forstås konkret lever mere end noget andet op til vrangbilledet af fundamentalisters skriftfortolkning.

Lukas 14,33 taler ikke specifikt om ejendom, men om alt vores eget – og det er netop formålet med de konkrete eksempler med afkaldet på ejendom. Har man en anden Gud i sit hjerte, som man stoler på og sætter sin lid til – det være sig sin ejendom – eller for den sags skyld sin egen evne til at dømme Gud og hans ord og tilsiddesætte det, man ikke kan lide, da er man en afgudsdyrker. Det er netop i det perpsketiv jesu ord til f.eks. den rige mand skal forstås. Dyrker man mammon og sætter sin lid til den, så er man en afgudsdyrker – og gør man det bevidst og ubodfærdigt, så går man fortabt. derfor kalder Paulus også griskhed for afgudsdyrkelse (Kol 3,5).

Luther lærte rigtigt nok, at ethvert skriftsted må ses i lyset af retfærdiggørelseslæren, men Luther tog rent faktisk afstand fra dem, der mente, at man kunne leve ubodfærdigt i synd og samtidig være en kristen, jvf. min tidligere henvisning til Wittenberg-betænkningen fra 1544. Det skyldes på ingen måde, at man skal opfylde en række betingelser, for at Gud vil frelse. det skyldes, at man ganske enkelt ikke kan tro evangeliet som evangeliet om syndernes forladelse, hvis man ikke vil erkende synden.

Igen og igen slog Luther denne lære om boden fast – at loven må knuse for at evangeliet kan gøre sin virkning. Når du afviser loven i sin konkrete form – herunder også forbuddet mod homoseksuelt samliv – så er du ubodfærdig ifølge Luther og alle sande lutheranere samt ifølge Skriften, som den lutherske lære bygger på.

Luther var ikke en modernistisk evangeliereduktionist, der mente, at enkeltskriftsteder kunne tilsidesættes for en privatfortolkning af retfærdiggørelseslæren. Det er desværre et forfalsket billede af Luther, som modernistiske liberalteologer ynder at sprede, men som ikke har hold i virkeligheden.

Jesus dømte ikke farisæerne, fordi de krævede loven overholdt – hvor ser du det. Tværtimod. Jesus dømte farisæerne, fordi de ikke krævede loven overholdt fuldt ud.
Grunden til, at toldere og syndere flokkedes om Jesus var, at de erkendte deres synd og troede evangeliet om syndernes forladelse.

Jeg har ikke gjort loven til noget, man kan opfylde. Det er desværre en usandhed, du gentager, mod bedre vidende, desværre.

Desværre viser du igen i din afsluttende replik, at du er helt på linje med farisæerne, der ville sætte sig til doms over Guds ord, trække fra og lægge til, efter, hvad der passede med deres fromhedsideal. De ville også hellere gå fortabt end høre lovens dom og erkende deres synd.

Sådan anklagede Adam Gud for syndefaldet, da han skød skylden på den kvinde, Gud havde sat ved hans side og sådan anklagede den rige mand efter døden Gud, fordi han ikke havde ladet en opstå fra de døde for at fortælle ham, at han skulle omvende sig.

Men ligesom for farisæerne, tolderne og synderne, gælder evangeliet også dig. Jesus har opfyldt loven for dig og afvendt Guds vrede, så er i ham er nåde og barmhjertighed nok til dig også. På trods af, at du så voldsomt bekæmper og angriber Gud og hans ord, så har Gud sendt sin kære Søn for at frelse lige netop dig og bære skylden og straffen for hver enkelt af dine synder, så han nu tilbyder dig jesu retfærdighed i stedet i evangeliets ord og i sakramenterne.

Gud har meget andet at tilbyde dig end sorg, frustration, håbløshed, ensomhed og elendighed – Gud har et evigt liv at tilbyde dig og mig, hvor vi ikke længere er underlagt vores syndige kød, som forråder os og hvor vi ikke længere er slaver af Satan og vores lidenskaber. Gud har et evigt liv i vente for enhver, der tror evangeliet – et liv i kærlighedens fællesskab med Gud som din nådige Fader.

Jeg og det store flertal af lutheranere her i landet tror på, at kernen i Luthers budskab er at vi frelses ved troen alene – og at hovedpunktet i hans lære derfor er, at vi skal tolke hele Skriften ud fra dette grundlag. Skriften kan ikke omdannes til en grønspættebog af leveregler, som skal overholdes for at man kan frelses – nej, den kristne etik bygger på næstekærlighedsbuddet og den gyldne regel – hverken mere eller mindre – men hvor er det også et stort og krævende bud!

Jeg lader da loven gøre sin gerning – jeg erkender af loven, at jeg ikke kan frelses ved den men at jeg er henvist til at blive frelst af Kristus.

Luther udlagde de ti bud til at sabbatbuddet ikke længere gælder – selvom det jo er en del af skabelsesordenen – javist, på samme måde udlægger jeg 3. Mos. 18,22 til ikke længere at gælde. Både jeg og Luther tolker Bibelen – det er man jo nødt til – hvorfor må du og Luther tolke Bibelen og jeg ikke?

Mht. kravet om ejendomsløshed, så finder vi det mange steder hos Jesus – ikke bare i historien om den unge mand, man også i Luk. 14,33 & Matt. 6,19&24 – og bemærk, at i lignelserne om skatten og om perlen er temaet i begge tilfælde, at gudsriget er noget, som man sælger alt for at opnå! I middelalderen var dem, der gik op i en bogstavelig efterfølgelse af Bibelens regler, meget optaget af kravet om ejendomsløshed – det ser vi f.eks. hos den protoprotestantiske gruppe waldenserne. Og Luther selv havde jo lovet ejendomsløshed ligesom ægteskabsløshed – løfter til Gud som han selv brød og opforderede andre til at bryde – selvom disse leveregler kan udledes af Bibelen og man jo skal holde sine løfter til Gud (jvf. Sl. 50,14). Katolikkerne kunne derfor sige, at Luther lærte syndernes tilladelse i stedet for deres forladelse. Men Luther var efter svære kampe nået frem til, at vi altså frelses ved tro og ikke ved gerninger – det er samme er jeg. Luther lærte, at man ikke kan slutte af enkeltsteder til en lære, der står i modstrid med læren om at vi frelses ved tro – det må også gælde for de løsrevne skriftsteder som slynges i hovedet på homoseksuelle – skriftsteder, hvis reelle betydning langfra er klar – så man derfor ikke kan udlede en frelsesvej af deres overholdelse, sådan som du gør det.

Jesus anklager farisæerne for en hårdhjertet og grusom lovlydighed – en der præcist svarer til din – jvf. Matt. 12,1-6 & 9-14. Du gør også loven mindre, fordi du gør den til noget, som man kan opfylde – til en håndbog over regler, som man kan leve op til – og fordi du gør det er du så overbevidst om din egen lovlydighed og bodfærdighed, at du tror, at du kan sætte dig til doms over andres liv og tro – du dømmer mig ude fra Guds nåde, det havde farisæerne også gjort – Gud dømmer både mig og dig ind hans arme.

Og i øvrigt, hvis Gud er lige så hård og grusom som du gør ham til – ja så vil jeg da til enhver tid hellere gå fortabt end at leve en evighed med ham. Din tro har ikke andet at tilbyde mig end sorg, frustration, håbløshed, ensomhed og elendighed.

Luther troede ikke på en essens af sin lære. Luthers lære har sit centrum i evangeliet om syndernes forladelse for Jesu stedfortrædende lidelses og døds skyld. Og denne lære forudsætter lovens afsløring af synden. Din antinomistiske benægtelse af loven har intet med luthersk kristendom at gøre – tværtimod, så benægter den selv forudsætningen for at komme til en ret evangelisk tro, når du ikke vil lade loven gøre sin gerning.

Mht. ejendomsløshed og sabbatsbudet, så læser du Skriften meget tilfældigt. Hvis du havde læst luther ville du vide, hvordan jeg ville svare på spørgsmålet om sabbatsbudet. Sabbatsbudet i sin specifikke form gjaldt kun jøderne indtil kristus kom, men budet om at høre Guds ord gælder satdigvæk og gælder alle kristne.

Når det gælder ejendom, så findes der ikke noget generelt forbud mod ejendom i Biblen. Der findes et specifikt krav til en rig mand, som Jesus ville bringe til bodfærdighed, fordi han satte sin lid til sin ejendom og troede, at han havde holdt budene. og så findes der urkirkens eksempel, men man kan ikke slutte fra dette til et generelt forbud mod ejendom. Da er basal luthersk hermeneutik.

Det er ærgeligt, at du betjener dig af en tilfældighedshermeneutik, som man så ofte beskylder såkaldte fundamentalister for.

Når det så er sagt, så kan du jo ikke vide, om jeg arbejder om lørdagen og om jeg har ejendom.

Problemet med farisæerne var ikke, at de krævede betingelsesløs lovlydighed i modsætning til Jesu. Du vende rop og ned på det. Når Jesus angriber farisæerne, er det igen og igen, fordi deres lovlydighed var overfladisk, hvor Jesus forsøgte at overbevise dem om deres synd. De gjorde tværtimod loven mindre end den var, så den passede med deres liv. Det er rigtigt, at de krævede ydre lovlydighed i modsætning til dig.

Men det fundamentale problem – at de gjorde loven mindre, så de kunne opfylde den er det samme som dit, når du ikke vil erkende at homoseksualitet er en synd.