ved du, det vil jeg ta med mig. tak. og ha det godt.

godnat..fra marianne

Ja, jeg tror at det er meget vigtigt at vi deler ud af vores troserfaringer. Gud har rigtigt mange veje ind til vores hjerte – som han jo også kender langt bedre end vi selv gør.

…men hvis du gider læse
resten, vil det gøre mig glad.

du kan finde det tilbage i januar i år..
præsten asser skude havde skrevet et indlæg med sin prædiken over emnet..den sameritanske kvinde.

det indlæg greb mig.og mit svar blev et meget åbent et. om min
vej til tro.

jeg er 70år, så det var jo ret sent..jeg føjede med ind i min
barnetro på Gud i Himlen..troen på Jesus…
og

i aften, næsten nat, er det jo altså den nat i haven,
og det er så virkeligt,..at det får mig til at sidde uroligt på stolen foran maskinen, og føle en angst i hjertet..
men osse en dyb tak…fordi vi kan nå til at vide,
at vi alle er med…lisom røveren..var det..på korset..
da han fik ja til at være med ..ind i paradis..
det er virkelig en stor aften..en stor nat..og,
når vi igen for fuld hals og med glædestårer i øjnene, kan synge
nu ringer alle klokker mod sky..så er det igen..blevet sandt
Påskesøndag.
så heldige er vi. altså. osse i år.
og vi følges ad.
marianne

Mange tak for din kommentar! Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi bliver bedre til at dele ud af vores troserfaringer, at vi taler hjertes sprog og ikke altid blot om dogmer og Bibelsyn. Som den katolske teolog Karl Rahner sagde: Den kristne i det 21. århundrede vil være mystiker eller slet ikke være. Kristendommen her i vores senmoderne tid må være båret af den personlige gudserfaring – hvis den vil vil blive hørt og taget alvorligt.

Mht. den debattråd du talte om kunne du måske give mig et link?

Jeg er bare ikke nået helt derhen, hvor du er.nu.

Du nævnte, at før…var du alene, når du var bange for at dø.
havde ikke noget at råbe. nu har du.

Jeg tror på den tro, som er så tæt på huden og på vores viden
om at være i en krop …at det virkelig gælder..

den er jo osse tæt på både den vej, som Jesus måtte gå,
for at nå op på golgatha…

Den vej, hvor han blødte, tørstede, svedte, var gennempisket
og måtte bære korset…

Og senere, da tørsten må ha været værst, og smerterne ved
at få søm igennem …alt det var kroppens rædsel..

og vores viden, om at han kender vores.

Og han kunne ha vendt sig fra det..gøre sig åndelig.
flyve væk.

men han er ingen spirit..han er ingen tanke.
han er tømrer..og Gud tro.

Men det bange han var igennem og kom ud af…
svimler for mig. osse når jeg ikke er bange.

Når jeg er, håber, jeg, at jeg, som du en dag, vil råbe
Jesus. og vide, han bærer det bange sammen med mig.

både her i livet. og når jeg skal dø.
amen

ps..jeg ville være glad, hvis du klikkede dig tilbage
til min kommentar til et indlæg fra præsten Asger Skude
den sameritanske kvinde..Hvis du mente, det, du foreslog
om at fortælle, hvordan troen kom til hver af os, og håbet
at blive båret ..til Paradis..
.
I det tidligste indlæg fra januar i år har jeg fortalt …så åbent som jeg kunne det…………

fordi.da jeg sent, fandt kristne mennesker og fik del i deres
tro, var det jo netop …deres vej…som greb mig om hjertet.
og hjalp mig så småt ind på den vej.
venlige hilsener
fra marianne lotte asmussen
“bondeskoven”