Med andre ord, når jeg oplever, at jeg og mine dømmes udenfor – være det nu ægteskabet eller selveste Guds nåde (og sommetider falder de to ting så igen sammen), så må jeg ikke sige det for så dømmer jeg andre? Du og ligesindede må godt dømme mit parforhold som ikke ægteskab – jeg må ikke bedømme jeres argumentation og påpege hvad jeg oplever som problemer med den?

Men selvfølgelig er det med at dømme en alvorlig sag. Derfor må du må meget gerne vejlede mig i hvordan jeg kan udtrykke en seriøs kritik af afvisningen af vielser af homoseksuelle par uden at forfalde til at dømme.

Karen, hvornår og hvor har jeg sagt, at heteroseksuelle ikke må beholde det gamle ritual når de vil indgå ægteskab? Ægteskabsritualet er ikke diskriminerende – det er diskriminerende at homoseksuelle nægtes ægteskab.

Mht. paranoia – hvorfor er det ikke paranoia at forbinde ægteskab for homoseksuelle med diskrimination af heteroseksuelle og et undertrykkende nysprog, mens det er paranoia at se en sammenhæng mellem de forskellige lejre, der kæmper mod homoægteskabet?

Mht. nysprog så der faktisk en række liberale protestantiske kirker der har taget et feministisk perspektiv med ind i forbindelse med ritualernes formuleringer – og det ganske uafhængigt af et kønsneutralt ægteskab. Faktisk har jeg ikke en fastlagt holdning til det. Men umiddelbart vil jeg sige, at vi både skal værdsætte traditionens sprog og vove nytænkning. Men jeg vil nu ikke mene, at ritualer hvor Guds skiftevis omtales som han og hun – som fader og som moder – afvekslende igen med kønsneutrale udtryk som lige præcist “Gud”, vil være udtryk for et fattigt sprog og en kedelig verden. Jeg ser det som at man tænker over hvad man siger i stedet for bare at klamre sig til det her “sådan har vi altid gjort og derfor skal det også altid forblive sådan”.

Hvad er det for en given virkelighed, der er fælles for alle mennesker, og af relevans for denne her sag, som jeg ikke forholder mig til? Hvorfor er det som du kalder den menneskeskabte virkelighed ikke af relevans? Og hvad er pointen i at spille den ene ud mod den anden?

Jeg kan godt sætte mig ind i andres standpunkter – men jeg tillader mig at være uenig. Faktisk forsøger jeg at argumentere for min uenighed, ikke godt nok måske, men jeg fremfører argumenter. Måske du kunne forholde dig til dem?

Mht. fordømmelse ja så siger jo selv dem, der påstår, at mennesker som jeg kommer i helvedet og at vi har en skadet seksualitet, som vi skal søge at blive helbredt for, at de ikke fordømmer homoseksuelle. Jeg er derfor ikke imponeret når nogen forbinder et nej til homoseksuelle vielser med udsagnet om at de ikke fordømmer.

Jeg tror absolut, at dem der går ind for vielser af homoseksuelle også indtænker de sociale, teologiske og samfundsmæssige konsekvenser. De mener bare i modsætning til dig at der vil være tale om positive konsekvenser.

Mht. virkeligheden så er det en del af virkeligheden for homoseksuelle kristne, at de i fortid og nutid er blevet og bliver mødt med fordømmelse og afvisning. Når dem der nu afviser vielser af homoseksuelle trækker på præcist samme logik og retorik som tidligere er blevet og fortsat bliver brugt til at fordømme og afvise homoseksuelle – samtidigt med at de tier når disse fordømmelser fremføres også i den nuværende debat – ja så kan man ikke undre sig over, at deres retorik bliver tolket som fordømmelse. Det er den problemstilling, som jeg henviser til i mit blogindlæg.

Og mht. den personlige eller følelsesmæssige indvolvering, så oplever jeg, at også du har ganske mange følelser på spil i denne her sag. Som jeg skrev i blogindlægget, når heteroseksuelle bedømmer homoseksuelle så bedømmer de også sig selv.

Jeg må indrømme, at jeg er forbløffet over din brug af Bibelen. Ikke nok med at du ignorerer det forhold, at ”vederstyggelig” i 3. Mos. 18,22 kun gælder noget som mænd kan finde på at gøre med hinanden og du derfor ikke kan bruge denne tekst som et argument mod velsignelse af et lesbisk par. Nej, du går ind for vielser af fraskilte selvom der står skrevet: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.« (Mark. 10,11-12). Præsten kan altså ikke med Bibelen i hånden velsigne et lesbisk par (selvom der ikke findes et skrifts sted som man sikkerhed kan siges at fordømme sådanne) – mens præsten godt med Bibelen i hånden kan vie et fraskilt par selvom Jesus hos Markus siger, at de er i gang med at begå ægteskabsbrud (det som man i gamle dage kaldte for ”hor”). Og mht. til de kvindelige præster så mener du, at kvinder sagtens kan være præst. Hvordan får du det til at passe med disse ord: ”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden”? (1. Kor. 14,34-36) Hvordan kan en kvinde med Bibelen i hånden stå og forkynde Guds ord for menigheden nu når der står i Bibelen, at hun skal tie i menigheden?
I øvrigt bærer de kvindelige præster jo under gudstjenesten en præstekjole der er identisk med mændenes og som er en gammel mandedragt. Men i 5. Mos. 22,5 står der: ” Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, som gør den slags”. Det hebræiske ord der her oversættes med ”afskyr” er det samme som i 3. Mos. 18,22 oversættes med ”vederstyggelig”. Hvis vi skal tage Bibelen bogstavelig – ja så begår de kvindelige præster noget vederstyggeligt når de ifører sig deres præstekjole. Bibelens ordvalg er her ikke mere barsk end mht. samleje mellem mænd.

Vi agiterer jo selvfølgelig for de synspunkter vi hver især har, som dels er farvet af vores livserfaring og dels af det vi selv har gennemlevet, samt selvfølgelig det vi er oplært i og har fået kendskab til gennem livet…

Som Claes påpeger, er jeg ikke bibeltro, men det betyder ikke, at jeg ikke er kristen med stor respekt for vores kristne kulturarv. Det bedrøver mig at alt efterhånden smuldrer og at intet har værdi mere. ( nogle steder må børnehavebørn ikke lave krybbespil eller gå i kirke… Vi er et krigsførende land og synes det er ok at slå “de onde” ihjel, – ja, præster er endog med og velsigner soldaterne ) 🙁

Mht. dette at vie fraskilte, mener jeg det må være op til hver enkelts samvittighed, om de vil stå foran alteret og love troskab til døden, mere end een gang. Jeg går ud fra at præsten taler indtrængende med hver enkelt og har forståelse for grunden til det forliste ægteskab, før han kan foretage vielsen.

Der kan aldrig blive fuldt ligestilling, en mand vil fortsat være en mand og en kvinde være en kvinde… Det kommer da forhåbentlig ikke helt derud i ligestillingens hellige navn, at vi alle bliver til intetkøn og bliver forbudt at sige han, hun, hr og fru… Hvad med toiletforhold, må der heller ikke være adskillelse for damer og herrer fremover ?

Mht. kvindelige præster, har jeg ingen problemer… Kvinders fornemste opgave er, efter min mening, først og fremmest at tage sig af deres børn, mand og hjem, Har de kræfter og evner til andet er det da bare helt fint.

Mvh Lilly