Hvis menneskerettigheder og demokrati skal kunne skabe sammenhængskraft, skal de i princippet være i stand til at repræsentere et alment / universielt menneskesyn, der går på tværs af kulturer, så det er noget alle uanset identitet og centrale livsværdier, er i stand til at “spejle” sig i.

Og det er et spørgsmål om menneskerettigheder og demokrati gør det?

Der er da noget at tænke over.

Bedste hilnser Ulla

I de førmoderne samfund blev “sammenhængskraften” etableret via religion, især men ikke udelukkende via den fælles kult.

I det moderne samfund der opstår med industrialiseringen bliver det i høj grad nationalismen, der får opgaven at skabe et fællesskab.

Men hvad så nu med det senmoderne samfund? Det senmoderne samfund er jo kendetegnet ved det som man kan kalde for de store fortællingers sammenbrud. Der findes ikke længere en stor religiøs eller national fortælling som alle i et samfund kan enes om at tro på – men måske menneskerettigheder og demokrati i dag kan skabe sammenhængskraft? Det synes i hvert fald at være det, som en del satser på.

Det får mig igen til at tænke på, hvor meget vores egen begrebsverden betyder for vores evne til at forholde os til de værdier, der er centrale for andre mennesker.

Men jeg synes også at netop den erkendelse rejser nogle interessante spørgsmål omkring begrebet integration.

For hvis man vælger at opfatte integration som et spørgsmål om at definere en fælles begrebslig forståelse, der skal kunne rumme alle tværkulturelle værdier – både sociale, religiøse, etniske, kønslige osv – så bliver det så komplekst, at det er en umulig opgave.

Og så er spørgsmålet: Hvilken anden referenceramme kan være “sammenhængskraft” på tværs af forskellige menneskers forskellige identitetsforståelser og centrale livsværdier?

Bedste hilsner Ulla