Ja, det har jeg.

Casper:

Ifølge den katolske kirkes verdenskatekismus er homoseksualitet en dyb indre uorden hos den berørte som gør vedkommende særligt udsat for at synde. Derfor må homoseksuelle ikke blive katolske præster. Man ser altså ikke blot på adfærden men bedømmer også homoseksuelles pskyke og evne til at leve efter kirkens regler, herunder evnen til at leve i cølibat. Og her falder bedømmelsen rimelig negativ ud – uanset hvordan man lever.
Mht. præsternes lønninger så er det en udfordring. Men hvem siger i øvrigt, at en katolsk præst nødvendigvis skal forsørges af den katolske kirke? Pinsekristendommen er jo i stærk vækst i den 3. verden – bl.a. fordi de ofte bruger præster, som er selvforsørgende og derfor ikke belaster budgetterne. Noget helt andet er, at der er brug for, at den katolske kirke i den vestlige verden overfører betydelige midler til præsteuddannelserne i syd, der desperat mangler penge til at uddanne de mange ansøgere. Det vil alt andet lige også være en bedre investering end i mursten her i Danmark f.eks.

Carl:

Jeg fremhævede lige præcist, at de afrikanske præster ikke har et særligt problem med cølibatet.
Jeg vurderer, at det er rimeligt alment anerkendt, at det 2. Vatikan koncils liturgiske reformer var et enormt plus for kirkerne i Afrika og Asien. Uden dem havde man haft svært ved at modstå anklagen om at man blot var den europæiske kolonialismes forlængede arm. Det har været alfa og omega at give katolicismen et afrikansk hhv. et asiatisk ansigt. Til gengæld synes man at være åben overfor brugen af latin i forbindelse med internationale katolske gudstjenester. Man er så afgjort ude efter autensitit – men opfatter ikke brugen af lokalsprog og musik/dans med lokale rødder som noget der er i modstrid med en sådan. Her har man så heller ikke haft de problemer med liturgisk anarki og stridigheder om liturgien som har præget den katolske kirke i Vesten i tiden efter 2. Vatikan koncil.