Det kunne jeg også godt tænke mig at høre…

Kære Jens-André

Hvad om du havde kigget på den omfattende litteratur der findes om emnet? Og hvad med at forholde dig til mine indvendinger mod din fortolkning i stedet for at gemme dig bag Gads Bibelleksikon? Og hvorfor ikke fortælle dine læsere at det er dybt problematisk at bruge homoseksualitetsbegrebet når vi taler om tekster fra oldtiden, der tænkte seksualitet anderledes end vi gør?

Mht. kristne homoseksuelle er der mange forskellige bibelforståelser i omløb her. Om der findes tekster i Bibelen, der fordømmer dem der har sex med en af samme køn opfattes som et problem afhænger af ens Bibelsyn. Mit livsgrundlag som kristen kvinde er i øvrigt ikke truet af min faste overbevisning om at der findes bibelske tekster som i mine øjne lægger op til undertrykkelse af kvinder. Jeg tillader mig blot at påpege, at din tolkning ikke er eksegetisk holdbar. Har du i aldrig overvejet om dit erklærede negative syn på kristendommen kunne farve din eksege af de bibelske tekster?

Min eksegese af homoseksualitet i Bibelen ligger altså på linje med f.eks. det videnskabelige danske standardværk om Bibelen, Gads Bibelleksikon (1998). Se opslaget homoseksualitet.

Naturligvis er der forskelle på det, som man kategoriserer som homoseksualitet i dag, og det som gør sig gældende i Bibelen. Det er jeg helt med på. Men der er også så signifikante overlapninger, at jeg og mange andre pragmatisk bruger begrebet i begge tilfælde.

Jeg har fået nogle af de vredeste reaktioner på mit debatoplæg Gud hader bøsser fra homoseksuelle kristne. Det kan ikke overraske, da alt andet end en total frikendelse af Bibelen for fordømmelse på dette område åbenbart vil rive guldtæppet væk under deres livsgrundlag og selvforståelse. Så jeg forstår godt dit korstog mod min kritik.

Venligst
Jens-André

Mht. din artikel ”Gud hader bøsser” har den intet med en seriøs eksegese at gøre. At tale om at der er bibelske tekster, der fordømmer mandlig homoseksualitet, er lige præcist historisk uholdbart da homoseksualitetsbegrebet først blev opfundet i slutningen af 1800-tallet. De bibelske teksters seksuelle begrebsverden er lige præcist ikke den samme som den vi har i dag. Hvorfor undrer du dig f.eks. ikke over, at vi i den hebræiske Bibel ikke finder en fordømmelse af sex mellem kvinder? Desuden er det i dag indenfor forskningen almen anerkendt, at 1. Mos. 19 ikke handler om sex mellem mænd. Den ide er slået så meget igennem at selv de fundamentalistiske kristne i dag kun sjældent bruger denne tekst selvom den faktisk traditionelt var teksten, der blev trukket på når man ville fordømme sex mellem mænd. Af samme grund er teksten fra Judas brev faldet ud i det meste af den moderne debat. Mht. Romerbrevet er det omstridt hvorvidt teksten også omhandler sex mellem kvinder. Da Paulus tydeligvis er inspireret af 3. Mos. 18, hvor der intet står om sex mellem kvinder men i nok noget om kvinder, der har sex med dyr, kunne det lige så godt være det, som Paulus tænker på mht. kvinderne. Mest grotesk er det dog, at du, der ellers går så meget op i at Bibelselskabets bibeloversættelse er utroværdig uden videre tager det for gode varer, at 1. Kor. 6,9 og 1. Tim. 1 taler om mænd, der har sex med mænd. Men de tekster er altså kun entydig mht. spørgsmålet hvis man bruger Bibelselskabets oversættelse. Hvis man ser på den græske grundtekst ser sagen noget anderledes ud. Mht. ordene om loven i Matt. 5 så er det vel for bibelhistorisk kyndige en kendt sag, at Matthæus Evangeliets Jesus har et andet syn på Torahen end f.eks. Markus Evangeliets Jesus.
Det du bedriver her er ikke en religionsfaglig eksegese. Havde du i stedet skrevet, at bibelfundamentalisterne mener at de og de tekster fordømmer homoseksuel praksis og så gjort opmærksom på alle de bud og regler i Bibelen, som de ikke holder, havde det været en anden sag. At alle kristne bruger de bibelske tekster selektivt er jo ganske rigtigt og i øvrigt en god og vigtig pointe.

At en religionsfaglig analyse af en religions kanoniske tekster skulle være den eneste holdbare også for dem, der tror på religionen, er i mine øjne udtryk for en positivistisk forståelse af religionsvidenskaben. Jeg ser det helt klart ikke som religionsvidenskabens opgave at fortælle de troende hvordan de skal tro – eller at de hellere skulle lade være.

Mht. din vilje til at udtrykke dig anti-essentialistisk så kan jeg ikke forstå, hvorfor du så ikke overfører logikken fra ”Er religionen roden til alt ondt” til ”Kristus har været farlige end Muhammed” teksten. Nu når du ved, at det er forkert at udtrykke sig eksistentialistisk i religionsfaglig sammenhæng hvorfor gør du det så her? Eller går du ud fra at læseren nok ved at her taler du ikke som religionsfagperson men i stedet som troende antikristen, så der altså er tale om en indefra og ikke en udefra tekst? Og hvorfor må kristne ikke tage afstand fra en kristendomskritik der bygger på en essentialistisk præmis? Må muslimer som f.eks. religionssociologen Sherin Khankan så heller ikke tage afstand fra islamkritik, der bygger på en sådan præmis? Og når du kender til problemet med essentialisme hvorfor så denne ureflekterede brug af magtbegrebet, når du taler om kristendommen?

Men jo, religionsvidenskaben er flersidig og i bevægelse. Jeg vil dog vove den påstand, at både maintream og trenden i dag ikke går i retning af dit forsøg på at bruge religionsvidenskaben som et våben i kampen mod religion, i særdeleshed mod den kristne.

I øvrigt lige at par ting mere:

1) Du skriver: ”Som religionsfagligt uddannede må vi insistere på, at der findes et utal af tolkninger af Koranen …”

Ja, det er der utvivlsomt, ligesom der er det af Den Hebraiske Bibel, når man ser på, hvordan teksterne er blevet fortolket af deres tilhængere i tidens løb. Men det er jo langtfra ensbetydende med – og det skriver du intetsteds – at alle tolkninger – fagligt og eksegetisk – set er lige gode.

I nogle tilfælde man sige, at her er der ingen tvivl om, hvad teksten betyder fagligt set (dvs. set i lyset af dens tekstinterne kontekst og den teksteksterne kulturelle kontekst, den er blevet til i).

I andre tilfælde må man sige, at der fagligt set er tvivl om tekstens betydning, ja, i nogle tilfælde må man operere med flere betydninger, der fagligt set alle er lige gode.

Men det er, fagligt set, langtfra ensbetydende med et anything goes. Ikke medmindre, naturligvis, man er fuldblodspostmodernist og dermed total relativist. Men det ville f.eks. indebære en opløsning af videnskaben, som du måske ved.

2) Du taler om religionsvidenskaben i bestemt form ental, som du så bruger til at banke mig i hovedet med. Men det er udtryk for en uholdbar essentialisme. Der er i moderne religionsvidenskab betydelige meningsforskelle om middel og mål, læs f.eks. Secular Theories on Religion: Current Perspectives (2000) og At kortlægge religion: Grundlagsdiskussioner i religionsforskningen (2011).

Venligst
Jens-André

I din fortsatte anti-Herbener-kampagne blot to ting:

1) Er det udtryk for ”essentialisme”, når jeg i blogindlægget Gud hader bøsser (som er det eneste ud af 16 blogindlæg, som du har baseret din essentialismebeskyldning på) forsøger at afkode en række skriftsteders betydning? Eller er det udtryk for almindelig eksegetisk virksomhed?

Og tager du højde for genren, nemlig at mit blogindlæg ikke er en videnskabelig artikel i et fagtidsskift, men et debatoplæg i en avis?

2) I blogindlægget Er religion roden til at ondt? ekspliciterer jeg bl.a.:

”For det første indeholder Bibelen og Koranen også talrige opfordringer til at behandle andre, især svage mennesker godt. Talrige opfordringer til fred og tilgivelse.

For det andet er der ikke noget ét til ét forhold mellem helligskrifterne og deres tilhængere. Det skyldes ikke blot, at bøgerne er inkonsistente, men også at utallige tilhængere ikke kender dem. Eller bevidst ser bort fra betydelige dele af dem. Dertil kommer, at ingen religion kan forstås uafhængigt af politiske, psykologiske, sociale og økonomiske forhold.

For det tredje dækker betegnelserne kristendom og islam over multifacetterede fænomener i historie og nutid.

Alene i dag omfatter ordet ”kristen” alt fra militante fundamentalister i USA, der har begået mord på abortlæger, til leverpostejsfarvede folkekirkekristne i Danmark. Tilsvarende omfatter ordet ”muslim” alt fra islamistiske terrorister til gennemsekulariserede kulturmuslimer.

Desuden er der mange moderne former for kristendom, men også flere moderne former for islam, der accepterer demokrati og menneskerettigheder.”

Er det udtryk for essentialisme?

Venligst
Jens-André