Kommentarer til: Den katolske kirkes største problem

Af: Karen M. Larsen

Karen M. Larsen — Thu, 04 Oct 2012 10:08:09 +0000

I de sidste årtier er der sket nogle gennemgribende forandringer i katolikkernes tro – i hvert fald i den vestlige verden. Den såkaldte miljø katolicisme, som rigtigt mange præster og ordensfolk havde deres religiøse rødder i, er næsten helt forsvundet. Årsagerne til disse forandringer er dog komplekse, men man kunne nævne Det 2. Vatikankoncil, sekulariseringen, senmoderniteten og så i den sidste tid måske også de mange skandaler.

En øget brug af præstefri gudstjenester er en farlig vej for den katolske kirke fordi de kan bidrage til at udviske det skel mellem lægfolk og præster som er så vigtigt for den katolske teologi.

Af: Svend Jespersen

Svend Jespersen — Wed, 03 Oct 2012 21:49:47 +0000

For en som mig, der gennem 25 år på nært hold har kunnet følge, hvordan Den Katolske Kirkes rolle og indflydelse i Irland har ændret sig, virker en tredje mulighed mere sandsynlig. Jeg har gennem de år pga. et ægteskab med en irer været meget tæt på både præster og nonner i familien derovre.

Man kan kalde det en ”troskrise”, som Erling Tiedemann gør. Det skulle så betyde, at katolikker er blevet mindre troende i forhold til før, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet. Katolikkerne har nok snarere gennem de sidste 20-25 år fundet flere og flere tungtvejende grunde til ikke mere 100% at stole på nogle af Den katolske Kirkes dogmer, heriblandt dogmet om pavens ufejlbarlighed i lærespørgsmål. Hvis sandheden i pavens ord ikke kan anfægtes, så må biskoppernes og præsternes ord være næsten lige så fejlfrie. Og når man prædiker ”den endegyldige sandhed” for menigheden, så forventer menigheden, at taleren efterlever de principper.

I Irland (og nok også i de fleste andre katolske lande) var respekten for kirken indtil for bare få år så stor, at intet fornuftigt menneske offentligt turde kritisere gejstligheden eller kirkens ord. Enhver familie med respekt for sig selv afleverede et eller flere medlemmer til præstestanden eller nonneordener, for den slags gav respekt og anseelse. Den respekt og anseelse fik et gevaldigt skud for boven i 1992, da det ikke længere kunne skjules, at den højt agtede og respekterede biskop, Eamon Casey, havde fået en datter sammen med sin tidligere husholderske.

Den irske presse valgte ikke at fortie hændelsen. Ti år tidligere ville ingen formentligt have turdet bare antyde noget som helst om den sag. De seneste års begivenheder har afsløret endnu flere rådne æg i Den Katolske Kirkes rækker.

Et samfund, som udadtil prædiker ufejlbarlighed og uantastelige dogmer, vil i et oplyst samfund på et eller andet tidspunkt blive stillet til regnskab for sine gerninger. Respekt og anseelse opnås ikke længere gennem tvang eller trusler om evig fordømmelse, og så snart Den Katolske Kirke har vist, at den har lært af sine fejltagelser, vil unge katolikker igen kunne finde den anseelse og respekt, en præsteuddannelse bør give adgang til.

Af: Claes

Claes — Wed, 03 Oct 2012 18:01:58 +0000

Præstemanglen kan i nogen grad afhjælpes, hvis man lader ikke præsteviede uddele communionen også selv om der ikke er en præst til stede. En præst kan da nå at konsekrere et lager af hostier til brug ved ikke præstelige “messer” og på den måde opretholde søndagsgudstjenesten, som så må kaldes en kommunions gudstjeneste i stedet for en virkelig messe.

Af: Erling Tiedemann

Erling Tiedemann — Wed, 03 Oct 2012 17:56:33 +0000

Den katolske Kirkes største problem er næppe præstemanglen, men dét, som er årsagen til præstemanglen, nemlig en generel troskrise, som blandt andet manifesterer sig gennem den kaldskrise, som har ramt ikke kun præstestanden, men også de kvindelige ordenssamfund. (Det var en lang sætning, men der er også tit lidt længere til de grundlæggende årsager …)