Jeg er enig med dig langt hen ad vejen. Angsten for heterodoksi hhv. hæresi er, tror jeg, bevidst eller ubevidst et udtryk for at man tror, at man bliver frelst pga. ens rettroenhed – og ikke af Guds nåde åbenbaret i Jesus Kristus. Men hvad nu hvis tvivlen også sætter spørgsmål ved dette fundament? Den tvivl der vil lokke os til at fortvivles fordi vi mister tilliden til Guds kærlighed er i mine øjne en destruktiv tvivl, der er helt forskellig fra den der får os til at uddybe og forny vores dogmatiske forestillinger.

Tro og tvivl er således to kræfter,som skaber en form for energi. Der kommer kamp ud af det. Kampen med eller mod tvivl. Vi søger vel hele tiden mod at finde den bedste og sandeste oversættelse i det sprog som vi nu har til rådighed. Med de begreber vi gør os i vores tid. I den proces afslører noget sig ind imellem som forældet. Som havende tabt mening eller betydning.

Men hvad bliver der så tilbage at holde fast i? tja, da Nikodemus var frustreret over Jesu forklaring om genfødslen gennemskuede Jesus netop dette behov for sikre dogmer, og forklarede ham, at ligeså lidt som man kan fastholde vinden (den blæser hvorhen den vil), ligeså lidt kan man det med dem, der født af vand og Ånd.

Så er spørgsmålet om, hvordan forholde sig til den ovennævnte angst for tvivlen: den kunne jo få mig bort fra troens rette standpunkter.

Nuvel: men svaret må her være, at vi nok ikke frelses af vores rettroenhed, men i sidste ende af Guds nåde og barmhjertighed. Det er da vist også det Brorson kommer frem til i sin smukke salme “Nu har jeg fundet det, jeg grunder…” og hvad er det så, Brorson i sidste ende grunder al sin salighed på: Guds grænseløse barmhjertighed. ..”…som alle hjælpe vil og kan!”

Altså må trøsten ligge i, at jo større min tvivl er, og jo mere jeg taber til den og fortaber mig i den, jo større kan Guds nåde og barmhjertighed for mig gå hen og blive.

VH Martin F

Martin: Den katolske teolog Karl Rahner har sagt at dogmerne ikke skal ses som færdigsnørede og godt indpakkede pakker, men som åbne vinduer.
På samme måde kan jeg godt lide billedet af kirken som Guds folk på vandring. Vi er i stadig bevægelse, sommetider farer vi vild, sommetider kommer vi videre i den rigtige retning, og Gud vandrer altid med os.

Jeg har ofte bemærket den sammenhæng der opstår mellem den ensidigt negative tænkning om tvivl, som var al tvivl af det onde, og så tendensen til angsten for udvikling som ofte præsenteres med udtrykket “glidebane”. Ja jeg er ligefrem begyndt at kalde den slags for “glidebane-teologi” eller “bjergtop-teologi”, for den har det med at forudsætte at vi nu omsider efter et par tusind år er nået til toppen af kristelig from og retlærende tro og teologi, og at enhver udvikling herfra ville svare til at sætte sig på en skråning fra denne bejrgtop og – ja – påbegynde den famøse glidebane. en angst for at falde fra den rette lære. Ovennævnte Rosenius var vist ingen undtagelse når det kom til denne angst.

Tonsvis af kristne taler og prædikener baserer sig på denne selvhøjtidelige grund-misforståelse af Guds Ånds tolkningsarbejde inden i os. der er stadig meget vi kristne skal lære. Se bare på verden.

Så også tak herfra, for din fine pointe, som jeg har erfaret værdien af også i min udvikling!

VH Martin F

Det er en spændende kommentar du har skrevet til min klumme. Og jeg tror faktisk, at du et meget langt stykke har ret: Der er ikke kun to begreber i spil (tvivl og vranglære); men også forskellige former for tvivl: Der onde tvivl, som tager troen på Kristus fra os og den gode tvivl, der gør os klogere og uddyber vores tro.
Tak for det, det blev jeg klogere af!
Denne bredde i tvivlsbegrebet er vel også noget af grunden til at troshelte næsten altid også har været tvivlshelte. C O Rosenius er den af mine eksempler, jeg kender bedst. For mig er det tydeligt, at han ikke var blevet den kreative faktor han var uden tvivlen.
Lidt videre tanker: En del af virkeligheden er for mig at se også, at de to former for tvivl præsenterer sig ens for os. Sådan ahr et i hvert fald været i mit liv. Og om det bliver til vantro eller til uddybet tro afhænger måske af, hvad tvivlen gør ved os. Og hvad vi gør ved den.
Og på den måde bliver det nødvendigt for os at tage livtag med den hver gang. Og tage den fuldt alvorligt hver gang.

Igen: Tak for muligheden for at tænke videre.

Jens Ole Christensen