Jeg kan heller ikke se, at religiøse argumenter per definition skulle være ugyldige. Hvis nogen f.eks. påpeger, at det er i modstrid med næstekærlighedsbuddet at hjemsende traumatiserede flygtning til borgerkrigshærgede lande, så er det vel ikke et mere ugyldigt argument end at vi ikke kan være bekendt at hjemsende dem… Og i øvrigt, hvis du har ret til at erklære de religiøses argumenter for ugyldige – har de så ikke også ret til at erklære dine argumenter for ugyldige? Hvor ender vi henne hvis vi i stedet for at tage debatten begynder, at prøve at dømme de andres argumenter ude med henvisning til at de er i modstrid med vores tilværelsestolkning og derfor ikke kan komme på tale?

Du skal passe på med at falde i essentialismefælden når du vil diskutere religion. Man kan ikke sige, at en religion har problemer med f.eks. homoseksualitet – men at nogle, sommetider mange, sommetider færre, af dens tilhængere har et problem med homoseksualitet. Og i øvrigt kan ateister sagtens have problemer med homoseksualitet – ateisme er på ingen måde en garanti mod homofobi.

Og så længe visse ateister kaster sig ud i generelle anklager mod religion kan de jo ikke undre sig over, at man som religiøs føler sig under anklage. Præcis som ateister jo også føler sig anklaget hvis og når religiøse kommer med generelle anklager mod ateismen. Men måske er problemet, at alt for mange ateister tror at det altid, i enhver situation, er lige netop DERES ateisme som de religiøse bruger som skydeskive?

Religiøse argumenter er bare ikke gyldige, og hvis diskussionen er af nogen betydning (f.eks. om et lovændring, eller en debat op til et valg) så bør man afbryde diskussionen når modparten hiver den slags argumenter frem. Man kommer alligevel ikke videre.

Og jeg tror ikke der er mange ateister som går ud fra at “det er den fundamentalistiske religions hhv. skriftsforståelse som er den eneste sande eller mulige”. Ihvertfald ikke “eneste sande”! Men hvis en bestemt religion ikke har problemer med homoseksualitet, så har ateister nok ikke noget problem med den religions holdning til homoseksualitet, og derfor er der jo ingen grund til at fremhæve denne religion.
Problemet er nok nærmere at alt for mange religiøse tror at det altid, i enhver situation, er lige netop DERES religion som ateister bruger som skydeskive.

Man skal også passe på med den antagelse, at religion kun kan bruges som et argument for bagstræberiske love og regler. En kristen kan f.eks. kæmpe for en mere humanitisk flygtninge politik, en større ulandsbistand og mod den globale opvarmning fordi vedkommende føler at han eller hun er forpligtet hertil pga. sin tro. Når Martin Luther King brugte religiøse argumenter i sin kamp for borgerrettigheder til de sorte var han så bagstræberisk? Når sydamerikanske befrielsesteologer kæmper mod udbytningen af fattige i deres del af verden, med henvisning til troen, er de så bare i ledtog mod reaktionen? Var Desmond Tutus religiøst basserede kamp mod Apartheid en trussel mod fremskridtet?

Mht. kampen mod homorettigheder vil jeg faktisk foretrække, at folk påberåber sig homofobiske fortolkninger af Bibelen – for så er det jo tydeligt for enhver, at der er tale om religiøse fordomme. Jeg synes det er værre, når religiøse fordomme forsøges forklædt som bekymring for nationens samtid, børnenes vel eller hvad man nu ellers kan finde på nu når man ikke tør bruge religiøse argumenter.

I øvrigt skal man passe på med at overtage den fundamentalistiske påstand om at Bibelen fordømmer homoseksualitet, sagen er altså lidt mere kompliceret end som så. Faktisk så undrer det mig, at visse ateister altid går ud fra, at det er den fundamentalistiske religions hhv. skriftsforståelse som er den eneste sande eller mulige.

Mht. kirkeklokkerne så er det rigtigt, at deres ringning bygger på en historisk tradition, men jeg formoder, at der i forbindelse med opførelsen af nye kirker indtænkes evt. støjproblemer når der gives kommunal tilladelse til byggeriet. Mht. de ældre kirker kan man vel også sige, at den der skaffer sig bolig nær en kirke ikke er forskellig fra den, der skaffer sig bolig nær ved en trafikeret vej eller i et værtshuskvarter. Her er man også nødt til at finde sig i vis mængde støj, ligesom støjforvolderen også er nødt til at tage visse hensyn. Set i lyset af de massive støjproblemer det moderne menneske skal kæmpe med, synes jeg, at der er noget hyklerisk over påstanden om, at det udelukkende er støjen, som skulle få visse ateister til at kæmpe mod kirkeklokkeringning. Det er ligesom dem, der har så utroligt ondt af rituel slagtning af dyr – og det i et samfund, hvor dyr udsættes for et hav af lidelser i den industrielle dyreproduktion.

Problemet er saglighed og hvorvidt disse argumenter kan retfærdigøres. Som jeg forstår problematikken, er argumentet for et krav om fjernelse af religiøse argumentation fra den offentlige sfære ikke at de ikke må fremføres, men at de stopper enhver form for videre debat. Hele denne diskurs, hvor et “argument fra gud” holdes på nogen måde validt, er dræbende for enhver form for fremskridt.
Med udgangs-punkt i din egen situation: At være homoseksuel og samtidig gerne ville være i stand til at opnå de privilegier (og krav) som et stats-anerkendt ægteskab giver (f.eks. lige rettigheder når det gælder børn). Homoseksualitet er per den Bibel mange refererer til som Guds sande ord en vederstykkelighed… en ting som både bliver nævnt i det gamle såvel som det nye testamente.
En ting er, at folk ikke tror på dem, men ved at give dem den mindste smule vægt og troværdighed gør man en stor bjørnetjeneste til vores samfund.

” Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.”
Havde vi ikke haft en historisk institutionsalisme omkring accepten af kirkeklokker, ville de ikke blive tilladt i dag, ud fra et simpelt spørgsmål om gene for de omkringværende beboere. Det ville være det samme som at tænde et musikanlæg hver søndag, som kunne høres kilometre væk, uden først at søge tilladelse fra de influerende personer. Det du gør er, at lave specielle undtagelser for religiøse institutioner; undtagelser du ikke er villig til at give andre.
Så faktum er faktisk det præcist modsatte af din konklusion: “Man vil beherske det offentlige rum og ikke give plads til andre end en selv.” – ateister vil give lige vilkår til alle filosofiske overbevisninger, med dertilhørende rettigheder om ikke at blive udsat for et vækkeur om søndagen, hvor man i stedet kunne sove længe.