Som en jødisk ortodoks og homoseksuel rabbiner skrev i en bog jeg lige har læst færdig: Hvis en mand og en kvinde går med hinanden i hånden på gaden tænker folk “de elsker hinanden – hvor smukt!” – hvis to mænd går med hinanden i hånden på gaden tænker mange “de har sex med hinanden – hvor ækelt!”

Og ja, umiddelbart er livet da lettere hvis man som homoseksuel bukker nakken for fordommene – ligesom også kvinder har det nemmere hvis de anerkender de privilegier som samfundet giver mænd på kvinders bekostning. Men man bidrager også til at opretholde undertrykkelsen. At gå mod strømmen koster. Kvinder der kæmpede/kæmper for stemmeret, ligeløn etc. er blevet nedgjort gennem tiderne – det samme er sket og sker for dem der kæmper for homoseksuelles rettigheder. Martin Luther King blev dræbt for hans drøm om ligestilling mellem hvid og sorte i USA – hans drøm var definitivt for provokerende…
Men hvis ingen kæmper får vi aldrig en bedre verden…

Hvad ville du mene om en sætning som “Man kan ikke selv gøre for, hvis man er heteroseksuel. Men man kan gøre for, hvis man generer andre med sin heteroseksualitet, så derfor er det et smukt træk hvis man undlader at lade sig kirkeligt vie”?

Det beskæmmende er jo at det skal være en byrde for det kirkelige fællesskab at anerkende homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle. Det signer noget om den indgroede homoforagt – den foragt som igen genererer homofobi og selvhad blandt homoseksuelle.

Personlig ydmyghed er en god ting – men at man som homoseksuel har indoptaget ens miljøs homoforagt er lige så lidt et udtryk for ydmyghed som det er udtryk for ydmyghed hvis man som kvinde anerkender, at mænd står over kvinder. Ydmyghed handler nemlig om indsigt i sine personlige fejl og mangler, ikke om at man anerkender samfundets fordomme og undertrykkende strukturer.