Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 14 kommentarer

Viser folks vilje til at dø for en tro at denne er sand?

 Jens Ole Christensen er ude med riven efter biskop Kjeld Holm. Sidstnævnte har nemlig formastet sig til at plædere for at relativisme er forenelig med den kristne tro. Det overrasker ikke at Jens Ole Christensen, en af landets mest medieaktive fundamentalister, ikke vil vide af relativisme. Interessant er imidlertid hans argumentation. For det første påstår han nemlig, at Anders Breiviks terrorudåd viser, at relativismen tager fejl og at vi i stedet må tage udgangspunkt i, at der findes urokkelige absolutter i form af rigtigt og forkert. Og for det andet så lægger han op til, at troen på den absolutte sandhed viser sin overlegenhed i forhold til relativismen ved at folk vil gå i døden for den første men ikke for den sidste.

Mht. Breiviks forbrydelse, ja så er det sådan set interessant, at Jens Ole Christensen henviser til den. For meget kan man sige om Breivik, men en ting er sikkert, den mand er ikke relativist. Breivik er styret af en urokkelig tro på at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og at han har ret og dem der mener noget andet har uret. Breiviks terrorudåd viser faktisk lige præcist faren ved troen på den absolutte sandhed, nemlig den, at den kan føre til dæmonisering af dem, der tror noget andet end en selv, en dæmonisering der så i yderste instans kan føre til massedrab.

Ej heller beviser menneskers vilje til at dø for en tro at denne tro er sand. Folk har sat livet på spil for deres kristne, for deres jødiske, for deres muslimsker og for deres buddhistiske tro samt for en række andre religioner såvel som for kommunismen, nazismen, for dikturet og for demokratiet og en hel del andet. Faktisk er det forbløffende hvad folk er villige til at dø for – og hvad de er villige til at slå ihjel for. Relativismen har måske ikke så mange martyrer – men der er vist heller ikke særligt mange relativister, der har gjort andre til martyrer.

Faktisk har den religiøse relativisme i europæisk sammenhæng sine rødder i en åndelig modreaktion mod de myrderier, som reformationstiden og dens religionskrige udløste. Katolikkernes, lutheranernes, calvinisternes og gendøbernes vilje til at dø for deres tro – og til at dræbe deres religiøse modstandere, udløste ikke en forstærket tro på en absolut sandhed men i stedet dens første krise. Når folk rundt omkring på Europas skafotter var villige til at gå i døden for indbyrdes modstridende versioner af den kristne tro kunne martyriet så være et bevis på en tros sandhed? Og når nu kampene om den sande tro førte til strømme af blod – var så ikke selve ideen om den sande tro falsk?

Nuvel, troen på absolutter behøver ikke at medføre, at man myrder dem, der tænker anderledes. Relativisme behøver heller ikke at medføre, at man mener, at alt er lige gyldigt hvormed alt bliver ligegyldigt. Relativisme handler for mig om at være sig bevidst, at der findes utallige påstande om hvad der ultimativt skulle være sandt. At man insisterer på sin tros sandhed – og at man er villig til at dø for den beviser ikke andet end at man er meget overvist, overbevisende er en sådan tro ikke i sig selv. Relativisme er for mig en indsigt i, at hvad et samfund og/eller en religion definerer som rigtigt eller forkert forandrer sig over tid. På Luthers tid brændte man hekse og kættere og mente, at man hermed tjente Gud. I dag mener det helt store flertal af kristne, at det var forkert. Og ja, jeg mener, at det var og er absolut forkert at brænde mennesker, men jeg er nødt til at forholde mig til at kristne, at folk med samme religion som mig, dengang mente at de havde Guds ord for sig og Guds vilje med sig. De teologer som dengang støttede, ja krævede, at kættere og hekse skulle brændes havde studeret Bibelen lige så meget som Jens Ole Christensen og jeg. De kom ved at studere den til nogle andre slutninger end vi. Det burde give os stof til eftertanke.

 

 

14 Kommentarer

  1. Kære Karen. Tak for virkelig tankevækkende læsning. :-)
    Vel er det farligt, når folk tror, at de har Guds vilje med sig.
    Og ja, hvor er der mange, der døde på den ide.

    KH Elsebeth Bjørgit.

  2. Du har helt ret, det giver stof til eftertanke.
    Ligesom overskriften til dit tankevækkende indlæg!
    For langt de fleste vil besvare dens spørgsmål med et nej, uden tvivl også Jens Ole Christensen.
    Interessant enighed, ikke?
    Men at vi udlægger en tekst udfra personlig tilgang (og dermed forholdsvis relativt), det er selvfølgeligt rigtigt. Det gælder, som du sikkert er klar over, også din udlægning af J.O.Chr.s tekst.
    Faktisk tog han ikke udgangspunkt i Breiviks forbrydelse, men i den umiddelbare fordømmelse af den. “Jeg er postmoderne, men dette er forkert!”, citerer han en person fra facebook. Relativismen holder kun til en grænse. Der er områder, som kalder på absolut etisk stillingtagen.
    Jeg er slet ikke sikker på, at jeg er enig med J.O.Chr.s klumme i dag, hans citat om retfærdighed i denne sammenhæng holder ikke, mener jeg.
    Men jeg tror samtidig, at Keld Holms afslappede imødekommenhed over for den postmoderne relativering af alt ikke kan forbindes med kristendom uden store vanskeligheder. Netop fordi sandhed dermed bliver til det, som jeg, eller en flertalsgruppe “vi”, for tiden anser for sandt.
    Dermed gør relativisten jo sig selv til det absolutte punkt, hvorudfra alt bedømmes.
    Der er et og andet i den postmoderne relativisme, der bærer totalitære træk.
    Ytringsfrihed og meningsfrihed beskæres mere og mere, samtidig med at den etiske relativisme besynges. Relativismens fjendebilleder er tydelige: Den der holder noget for rigtigt eller forkert set ud fra et ikke-individualistisk synspunkt tåles ikke; men udpeges som årsag til alt ondt.
    Tolerance har mere at gøre med den menneskelige balance, der kommer af at have overordnede etiske retningslinier, der lægger vægt på forholdet til medmennesket.
    Man ser større medmenneskelig forståelse hos dem, der faktisk mener at gudsforholdet giver dem et perspektiv på livet, som er større end deres eget – end hos den postmoderne “alt forandrer sig hele tiden”- holdning.

  3. Din overskrift Karen M. Larsen kan med held ændres til – Beviser det at man er villig til at leve efter sin tro, at den er sand? Det er livet efter Guds vilje, der er det afgørende, og det betyder, som livet nu engang er, at leve som vi individuelt opfatter Guds vilje, når vi skal være helt ærlige.

  4. Karen:

    Ja, hvis man tager udgangspunkt i at subjektiviteten er erkendelsens grundvilkår så må man også være sig sin egen subjektivitet bevidst. Jeg mener dog, i al beskedenhed, at min tolkning holder i og med, at Jens Ole Christensen jo klart lægger op til, at Breiviks forbrydelse viser, at relativismen kommer til kort fordi vi har behov for at kunne sige “dette er forkert”. Men nu var Breivik jo lige præcis drevet af en fantatisk overbevisning om at han ejede sandheden og af et lige så fanatisk had til relativismen. Kan en forbrydelse begået ud fra et brændende had til relativismen bevise at relativismen tager fejl? Og behøver relativisme virkelig at betyde, at man må afvise, at der findes noget der er forkert? Hvor mange af dem, der kaldes for relativister, mener lige præcis det?

    Mht. Kristendom og relativisme så synes jeg, at teologihistorien viser, at både udviklingen af den kristne kanon og af de kristne dogmer har været kendetegnet ved alvorlige teologiske debatter og kampe – og at det var det som flertallet (i hvert fald blandt kirkelederne) kunne acceptere som endte med at blive set som sandheden. Hvordan skulle et trosfællesskab i øvrigt ellers kunne finde og definere sin fælles tro? Jeg kan ikke se problemet med flertalsafgørelser når man skal definere troen (det er jo også den måde hvorpå kirkemøder i tidens løb har arbejdet). Problemet er når man forfølger mindretalene med bål og brand…

    Den katolske teolog Karl Rahner skrev engang at “den, der siger, at der ikke findes nogen sandhed har hermed udtalt en sandhed”. Og sådan er det jo, hver gang man kommer med et bud på hvordan verden er og bør forstås – ja så kommer man jo med et bud på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert og man afgrænser sig hermed fra andre, der mener noget andet. Udfordringen består i ikke at dæmonisere dem, der tror noget andet (være det nu relativister, fundamentalister eller noget helt trejde). Det er meget menneskeligt (eller alt for menneskeligt) at gå ud fra, at dem der tror noget andet end en selv i bedste fald er dumme eller også er de onde. At intelligente mennesker, der oprigtigt forsøger at gøre og tro det rette, kan komme til helt modsatte konklusioner end en selv er måske den mest forargelige tanke af alle herunder for undertegnede. Evnen til at kunne rumme dette hænger efter min mening ikke samme med ens teologiske positioner men derimod sammen med ens personlige modenhed og livserfaring.

  5. Forfatteren Dostojevskij skriver i et brev fra Sibirien de ord, som er blevet kendte som “Tvivlerens trosbekendelse”, og som for mig at se meget fint taler ind i en diskussion som denne om absolutisme og relativisme i troens verden. Ordene lyder:
    ”Hvor har jeg ikke været pint, og hvor pines jeg ikke stadig af denne længsel efter tro. Og jo flere beviser jeg finder imod troen, des stærkere og voldsommere bliver længslen. Alligevel skænkes der mig undertiden øjeblikke af fuldkommen ro. I et sådant øjeblik har jeg formuleret min trosbekendelse. Den er mig klar i hvert et punkt, og er mig hellig. Den lyder sådan i al sin enkelhed:
    Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet mere dragende, intet så sandt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus. Atter og atter fyldes jeg ved tanken om ham af en så brændende lidenskab. Jeg siger til mig selv, at hans lige ikke blot ikke findes, men heller ikke kan findes. Jeg siger endnu mere – hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis det skulle blive slået fast, at sandheden virkelig befinder sig et andet sted end hos ham, så vil jeg dog vælge Kristus frem for sandheden.”

  6. Til Gudmunds kommentar:

    AMEN!

    Karen E.

  7. Tvivlen er den skygge som troen altid kaster. Den er kun smertefuld,fordi vi tænker at frelsen afhænger af vor fornemmelse af tro. Når vi overgiver frelsen i Guds hænder og lader ham stå for tro og tvivl, så stilner smerten ved tvivl af og vi kan med tillid sige: “jeg tror, hjælp min vantro.”
    Der er ikke noget valg imellem Kristus og Sandheden i troens verden.

  8. Karl Rahner skrev også en gang, at det nye årtusinds kristne enten vil være mystiker eller slet ikke være. Det er naturligvis også et udsagn, som kan diskuteres. Men jeg tror at det er rigtigt, at hvis vi vil nå det store flertal i den postmoderne vestlige verden, som ikke tænder på fundamentalistisk religiøsitet, så må vi flytte fokus fra dogmatiske afgrænsninger over til den levende Gudserfaring. Afgørende vil være om vi vil kunne formidle en autentisk tro, båret af personlig refleksion og personlig erfaring af Kristus virke i vores liv. Ordet om at bogstaven dræber men ånden gør levende passer i dag mere end nogen sinde.

  9. Fuldkommen enig med din sidste kommentar, Karen. Uden den levende Gudserfaring, oplevelsen/erkendelsen af Kristi virke i vort liv, som bliver det hele tørt og ubrugeligt. For så ER det “bare bogstaver”. :-)

  10. ps. har snuppet et par sætninger til min FB side. :-)

  11. Det her indlæg handler vist mere om Karen M. Larsens surhed over Jens Ole Christensens person end det handler om Jens Ole Christensens indlæg. “En af landets mest medieaktive fundamentalister” kan oversættes med “klummeskribent i Kristeligt Dagblad”. Og tænk sig at manden udtaler sig til avisen når han bliver spurgt! Hvor vover han!

    Og Karen M. Larsens kommentarer om Anders Breivik afslører at hun overhovedet ikke har forstået Christensens anliggende. Men hvorfor ikke gribe chancen for at skælde ud når man nu kan – og få det til at handle om bibelsyn? Et emne, Karen M. Larsen har brug for at problematisere til hver en tid.

    Men nej, det er ikke det, det handler om. Vi har en biskop som inviterer relativismen til højbords med kristendommen. Det er i sig selv et angreb på den Kristus, kirken bekender sig til, der hævdede at være Sandheden, for en sådan kan ikke findes hvis relativismen skal tilfredsstilles. Relativismen vil altså slå bunden ud af enhver bekenden sig til en absolut, og kristendommens absolut – at Kristus døde og opstod for at mennesker kan få tilgivelse og liv i overflod – er så det, der ryger. Det er i sig selv hovedrystende at Kjeld Holm ikke kan se det forrykte i sit forsøg på at bygge bro mellem to modsætninger. Det er ærgerligt at Karen M. Larsen i sin surhed ikke kan se skoven for bare træer og vælger at kaste sig over et enkelt af Jens Ole Christensens argumenter, i stedet for at forstå at hans indlæg jo netop ønsker at fastholde Guds kærlighed til Karen M. Larsen som noget sandt, ikke-relativistisk, og levende.

  12. Thomas:

    Først vil jeg takke dig fordi du,sådan tolker jeg det, øjensynligt ser dig selv som en trofast læser af mine indlæg. Ofte går jeg nemlig og undrer mig over, om der er nogen, der gider læse mine skriblerier, og så er det jo rart at se, at der dog er nogen, der tager sig tid til det.

    Relativisme behøver ikke at handle om at man afviser troen på at der findes noget som helst, der er sandt. Faktisk så vil jeg vove den påstand, at du ikke vil finde ret mange af dem, som kaldes for relativister, der faktisk tror det. Kjeld Holm, undertegnede og alle andre, der har taget den moderne bibelvidenskab til sig samtidigt med at de er kristne, kombinerer troen på Jesus Kristus med en erkendelse af, at de bibelske skrifter, kanondannelsen, den kristne dogmatik etc. er et produkt af teologiske diskussioner og konflikter, som altid har fundet sted og fortsat gør det. Troen på en absolut sandhed er ikke uforenelig med erkendelsen af at der er mange bud på sandheden, at sandheden er til debat og at hvad der forstås som sandhed også ændrer sig over tid. Det er ligesom at man både kan anerkende evolutionsteorien og tro på, at Gud har skabt verden.

  13. Det, du beskriver, lyder ikke som relativisme.

    Når man åbner døren for at relativisme og kristendom kan gå hånd i hånd sender man det signal, at kristendommens sandhedsværdi kun er relativ og altså kun sand for den troende. Det lyder ikke som om det er det, du mener – og dermed er du nok mere enig med Jens Ole Christensen end du bryder dig om.

  14. Guds sandhed kan ikke sammenlignes med menneskelige sandheder. Gud er den enste der virkelig ER, i åndelig forstand er Gud det/den enste sande mens vi altid er relative. Guds sandhed kan vi kun erkende subjektivt. Ingen hellig skrift og intet dogme kan komme udenom subjektivitetens præmis – men det gør jo ikke Gud mindre sand. Det subjektive og relative er altså vores udsagn om Gud og ikke Gud selv. Det tror jeg såmænd også at Kjeld Holm mener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>