Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse

Den katolske teolog David Berger har udgivet en bog om sit liv som traditionalistisk katolsk teolog – og som bøsse, med titlen ”Der heilige Schein – Als schwuler Theologe in der katholischen Kirche”.

Den relativt unge teolog (årgang 1968) David Berger gjorde i det nye årtusinde en forbløffende karriere for en katolsk lægmand. I år 2003 blev han således udnævnt til korresponderende professor ved det pavelige Thomas af Aquin akademi i Rom, samme år bliver han chefredaktør for det meget konservative og indflydelsesrige katolske tidsskrift ”Theologisches” og i 2009 blev han sågar udnævnt til lektor for Troslærekongregationen. Grunden til denne bemærkelsesværdige karriere for en så relativ ung mand skal søges i, at David Berger var en ivrig tilhænger af den førkoncilære liturgi, havde nær tilknytning til diverse traditionalistiske bevægelser herunder Piusbroderskabet, at han arbejdede ivrigt for at udbrede kendskabet til den berømte middelalderteolog Thomas af Aquin, kirkelæreren over alle kirkelærere for den traditionelle katolicisme, og, sidst men ikke mindst, fordi han var en ivrig kritiker af den liberale katolske teologi, herunder især den kendte teolog Karl Rahner.

Ud over at være en traditionalistisk fremviseteolog for den katolske kirkes ydre højrefløj var og er David Berger imidlertid også en bøsse, der siden 1989 har levet sammen med en jævnaldrende mand. Ifølge David Berger var de fleste af dem, der sikrede ham en kirkelig karriere, godt klar over, at han var bøsse. Ofte havde han nemlig inviteret høje kirkelige herrer hjem til sig i den lejlighed i Køln som han delte med sin mand eller han mødtes med dem på bøssecafeer. Hans mand deltog også åbenlyst som hans ledsager i forbindelse med den ceremoni hvor han blev udnævnt til professor ved det pavelige akademi. Men på den anden side var David Berger ikke åben om sin seksualitet og officielt udgav han i kirkelige sammenhænge sin mand for at være en nær slægtning.

Da David Berger i sin egenskab som chefredaktør for Theologisches imidlertid fik gjort sig uvenner med dele af det katolske traditionalistiske miljø, og da hen selv efterhånden begyndte at blive mere liberal, var det slut med at lade som om man ikke kendte til hans privatliv. Og det hele ender med at David Berger i 2010 følte sig nødsaget til at opgive chefredaktørposten. I stedet for, som det traditionalistiske miljø havde forventet, at trække sig beskæmmet tilbage valgte han imidlertid i stedet at gå til pressen og fortælle om sin seksualitet og sine negative erfaringer med det traditionalistiske miljø, hvad udløste en større kirkelig skandale som næppe er helt afsluttet endnu.

David Bergers bog indeholder to hovedtematikker. Den ene er, at det katolske traditionalistiske miljø ikke bare handler om at man elsker og vil fremme den førkoncilære katolske liturgi og fromhed, men at dette miljø også har overlapningsflader til højreradikale miljøer, er stærkt antidemokratisk og sågar i visse tilfælde går ind for vold. David Berger gør f.eks. opmærksom på at en præst fra Piusbroderskabet, Juan Fernandez Krohn, i 1982 forsøgte at myrde pave Johannes Paul II da denne besøgte valfartsstedet Fatima i Portugal. Ligesom han henviser til, at den traditionalistisk orienterede hjemmeside http://www.kreuz.net/ ikke bare er usædvanlig modbydelig i sine angreb på homoseksuelle, men at hjemmesiden også er åbenlyst antisemitisk og at redaktørerne ikke fjerner debatindlæg hvor der opfordres til drab på navngivne personer, herunder ham selv. Indadtil – bag lukkede døre, planlægges der i traditionalitiske kredse, i henhold til David Berger, ikke bare hvordan man kan føre den katolske kirke tilbage til tiden før det andet Vatikankoncil, men man drømmer også om hvordan man kan få fjernet det forhadte demokrati, afskaffe religionsfriheden og få homoseksualitet genkriminaliseret.

Den anden hovedproblematik i David Bergers bog er, at det traditionalistiske ultrakonservative katolske miljø i særlig grad synes at tiltrække (visse typer af) homoseksuelle mænd. På det æstetiske plan fremhæver Berger, at den traditionelle katolske messe med dens højtidelige gregorianske musik, med dens herlige farverige og kostbare liturgiske klædninger og genstande, med dens røgelse i store mængder og med dens fraværd af kvinder med nogen som helst form for liturgisk funktion er som en drøm for de bøsser, der klicheen tro elsker opera, farverige kostumeringer, stærk parfume, guld og glimmer og helst er fri for at skulle se på kvinder.

Men David Berger gør også opmærksom på, at de mange konservative og ultrakonservative homoseksuelle katolske præster dækker over deres homoseksualitet ved at have fokus på at jage teologiske, liturgiske og moralske afvigelser hos andre. På den måde forsøger de at kompensere for, at de selv ikke kan leve op til deres egne moralske normer. Ved at være konservative eller ultrakonservative på det verbale og liturgiske plan, samt ikke mindst ved at skælde ud på de forfærdelige klamme homoseksuelle, kan de også aflede opmærksomheden fra deres egen homoseksualitet. Både fordi mange vil tro, at sådanne præster umuligt selv kan være homoseksuelle og fordi dem, der ved, at de er det, er villige til at se gennem fingre hermed så længe de holder det skjult og ud ad til bakker 100 % op omkring ”partilinjen”. På den måde hersker der i henhold til David Berger et helt utroligt hykleri og dobbeltspil mht. homoseksualitet indenfor den konservative katolicisme.

David Bergers bog er tydeligvis skrevet som et heftigt opgør med hans fortid i de miljøer som han nu langer ud efter, og det skal man naturligvis være sig bevidst. Men alligevel gør han opmærksom på nogle alvorlige problemstillinger. Selvom de fleste traditionalistiske katolikker f.eks. næppe er antidemokrater eller ligefrem støtter vold, så er det problematisk, at man ikke får distanceret sig fra dem, der er det hhv. gør det, ikke mindst set i lyset af at traditionalisterne under den nuværende pave får stadigt mere indflydelse i den katolske kirke.

Mht. den homoseksuelle problematik må jeg tilstå at jeg, måske påvirket af min egen fortid som konservativ katolik, på det personlige plan simpelthen ikke kan forstå hvordan man, som David Berger længe præsterede det, kan være en udfarende ultrakonservativ katolik samtidigt med at man har et samliv med en af samme køn. Og jeg synes, at det er en skam, at David Berger aldrig får forklaret hvordan han sådan moralsk og teologisk set i sin tid fik disse ting til at hænge sammen.

Til gengæld så tror jeg, at han grundlæggende set, desværre, har ret i, at der kan være en sammenhæng mellem et nærmest overdrevent behov for at iscenesætte sig selv som rettroende og for at jagte kætteri og umoralsk adfærd hos andre, og så behovet for at dække over, at man selv ikke kan eller vil leve op til de moralske forskrifter som man opstiller hos andre, og det efter devisen: Hvor hårdere jeg er i min dom over andre desto mildere dom vil jeg selv blive mødt med. Nogle af de værste og mest højtråbende modstandere af nogen som helst form for accept af homoseksuelle handler ud fra en manglende vilje eller evne til at håndtere deres egen homoseksualitet.

17 Kommentarer

  1. Hej Karen!

    Jep, det er en sørgelig sag. Ikke meget godt at sige om dén!

    I øvrigt synes jeg at du skal prøve at kigge lidt på det link du nævner, det er vist det forkerte du har fået fat i?

  2. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på link-problemet, det skulle virke nu.

  3. ja føj da karen,men når vi ellers ikke blander os i andre folks seksualliv,hvorfor så tage det op.

    jeg tror mange muslimer vel bruge det til det de kan,og føle det som en slags livets vand,der ellers blev brugt af jesus overfor den samaretanske kvinde.
    har læst at i nogen muslimske lande bliver homoer henrettet eller lemlæstet,tyve kan ihvertfald risikere at få en hånd hugget af.
    mvh jørgen orloff.

  4. Når den katolske kirke ivrigt bekæmper rettigheder til homoseksuelle er det relevant at tage denne historie op.
    I øvrigt mener nogle af de katolske traditionalister, i henhold til David Berger, at man skal indgå i en alliance med de muslimske fundamentalister, så man kan få gjort kål på de verslige “gudsforladte” demokratier, der f.eks. indfører homoseksuelle ægteskaber.

  5. hej karen.
    ja det er mugligt du synes jeg skal forstå dit skriveri på en anden måde.
    jeg læser ikke ud fra teksten at det er den katolske kirke der skriver om at bekæmpe homoseksuelles rettigheder,jeg læser om en ultrakonservetiv katolsk teolog ved navn david bergens,der egentlig ikke blev snakket om før han nærmest forlangte at blive afvist,og fyret.
    for aligevel at komme til orde udgiver han en bog om sin situation og kamp for de homoseksuelle.
    jeg har lært at man tænke tro tale som man vel bare man ikke skader andre det er måske grunden til at jeg skriver at vi ellers ikke kommenterer andres seksualliv,når det er inden for lovlige rammer.

    selvfølgelig har jeg bemærket debatten om mange katolske præsters misbrug af børn,men for mig er det en ganske anden sag.

    det er klart at man kan blive skremt når du krydrer den lidt ekstra med samarbejde mellem katolikker og muslimer,for at få bukt med gudsforlatte homoseksuelle i demokratier,ærlig talt karen tænk lidt mere på det, helt klart der er nok nogen der kunne foreslå det,men for mig lyder det som en kold fis der ikke overlever sin egen tanke engang.

  6. “Nogle af de værste og mest højtråbende modstandere af nogen som helst form for accept af homoseksuelle handler ud fra en manglende vilje eller evne til at håndtere deres egen homoseksualitet.”

    – Ville det modsatte også være sandt ifølge dig: “Nogle af de værste og mest højtråbende modstandere af nogen som helst form for accept af ‘ultrakonservative’ handler ud fra en manglende vilje eller evne til at håndtere deres egen ‘ultrakonservatisme’.”

    Det kunne jo vende op og ned på alt. De ultrakonservative er i virkeligheden homoseksuelle og Karen M. Larsen er i virkeligheden ultrakonservativ?

  7. Jørgen: Den katolske kirke arbejder aktivt for at forhindre lovgivning der støtter accept af homoseksuelle parforhold, det ved enhver der følger bare lidt med i problematikken. Og denne kamp er taget til i de senere år i takt med at konservative kredse får stadigt mere magt i den katolske kirke. I FN sammenhænge har Vatikanet flere gange arbejdet sammen med muslimske regimer for at bekæmpe beslutninger til fordel for homoseksuelle. Sidst er det sket i forbindelse med deres fælles kamp mod en deklaration mod kriminalisering af homoseksuelle relationer. I øvrigt må homoseksuelle selv om de vil tale om deres privatliv – at komme med “sådan noget taler vi da ikke om” er et forsøg på at tvinge os til at tie. Når heteroseksuelle fortæller om at de lever sammen med eller er gift med en af modsat køn taler de jo også om deres seksualitet og privatliv – er det så også noget, vi helst skal fortie, skal vi forbyde bryllupsbilleder i aviserne og anden “pinlig udstilling af ens seksualitet”?

    “Pastor Sørensen”: Jeg kender ingen konkrete eksempler på at kritikere af konservativ og fundamentalistisk kristendom som selv samtidigt hermed har haft sådanne overbevisninger i det skjulte – men hvis du kan komme med eksempler ser jeg gerne på dem.

  8. @Karen
    Nu er der det med overbevisninger i det skjulte, at de er skjulte. Min kommentar var egentlig en kommentar til din generaliserende diagnose af motiverne bag de ultrakonservative.

    Jeg kunne jo med samme ret spørge dig, om ikke din strøm af angreb på “ultrakonservative” og “fundamentalister”, skyldes, at den naturlige lov anklager dig i din samvittighed og at du forsøger at dæmpe samvittigheden med dine vrede angreb på alt, hvad der lugter af konservatisme eller bibeltro kristendom.

    Er det i virkeligheden din egen samvittigheds skjulte anklager, du kæmper mod – og måske i sidste den almægtige Gud?

  9. Nu skrev jeg jo “nogle” – med andre ord, jeg siger ikke, at det generelt forholder sig sådan, blot at det i nogle tilfælde er sådan. Hvordan kan det være generaliserende?

    Og nu når vi er i gang med at vende ting om – det at du øjensynligt føler dig provokeret af hvad jeg skriver kunne naturligvis tyde på, at du hører til de nogle… Eller måske vi begge skulle lade være med at lade debatten blive personlig?

  10. Jeg skriver jo, at jeg med “samme ret” “kunne spørge” dig. Jeg mente det derfor ikke som et personligt angreb, men snarere som en illustration af, hvordan tingene kan vendes rundt og hvordan motivgætterier kan skygge for selve sagen.

    Når du skriver “nogle” har du ret i, at det ikke er en generalisering i racismelovens forstand, men du udbreder det i hvert tilfælde til flere end den pågældende ultrakonservative katolik.

    Når du derimod skriver, at det “kunne tyde på”, at jeg hører til de “nogle”, så mener jeg derimod, der er tale om et konkret forsøg på at at analysere mine motiver, som blot illustrerer min pointe.

  11. Ikke for noget – men det er nu faktisk dig, der allerede i dit første indlæg forsøger, at dreje debatten ind på min konkrete person. Hvorfor dette behov for at gøre debatten personlig i stedet for at holde sig til en faglig debat?

    Mht. konsevative anti-homoseksuelle kristne, der så har vist sig selv at være homoseksuelle, er den pågældende teolog ikke den eneste. George Rekers fra NARTH er et andet eksempel, grundlæggeren af den meget konservativt katolske bevægelse “Kristi Legionære”, Marcial Marciel, er et andet.

    Desuden er du jo tidligere ikke veget tilbage fra at komme med påstande om mine personlige og meget private motiver – Lad mig blot citere: “Jeg ved godt, hvad Karen skriver om Biblen og homoseksualitet, men det ændrer ikke på, at jeg er overbevist om, at Karen godt ved, hvad Biblen faktisk siger. Karens vrede reaktion tyder netop på, at hun er ramt af lovens dom i samvittigheden”. Se http://kristen1967.eftertanke.dk/2009/08/02/hvad-mon-pastor-s%C3%B8rensens-egentlig-formal-er-at-debattere-med-karen-m-larsen/
    Hvad du skrev var altså ikke blot en illustration af hvordan tingene kan vendes rundt men i stedet en gentagelse af tidligere udsagn om mit indre liv og Guds virke i det. Forhold som du intet kan vide om og derfor ikke burde udtale dig om, hvis du var indstillet på at opretholde en saglige debat. Jeg har derimod aldrig udråbt dig til at være skabshomoseksuel -jeg bruger kun i denne debattråd din egen logik på dig selv. Jeg er naturligvis ikke kvalificeret til at udtale mig om hvad der foregår i det indre (eller dit privatliv) – og det ville være rart hvis du ville erkende det samme med hensyn til mig…

  12. Nej, Karen, Jeg drejer det ikke ind på din konkrete person. Jeg gør jo lige præcis det, du hævder at gøre efterfølgende og ved en illustration forsøger at bruge din egen logik på dig selv – ikke for dermed at ville forbyde, at du udtaler dig som du gør, men for at vise, at en lignende tolkning kan bruges om din egen kritik.

    Det er sandt, at jeg tidligere har udtalt mig om, at jeg tror, at du er ramt i samvittigheden af Guds lov. Det skyldes ikke et personligt kendskab til dig, men den kristne lære om den naturlige lov.

    Guds ord er for mig at se bedre til at udtale sig om, hvad der foregår i både dit og mit indre end nogen af os er. Så selvom jeg kun kan gisne om dit sjæleliv, så mener jeg, at dine udtalelser sammen med Skriftens lære om lov og evangelium, er en god rettesnor. Hvis du læser den sammenhæng, hvori det er skrevet, er det faktisk ment positivt som et argument for at gå i dialog med dig.

  13. Du kunne sagtens have valgt illustrerende eksempler om min logik uden at inddrage min person. I stedet vælger du denne personlige stil hvor du kommer med hypotetiske påstande om mig som du ingen dækning har for. Og faktum er, at lige præcis du har følt, at du har mandat til ud fra generaliseringer at debattere hvad der rører sig i mit indre – og det sågar i fuld offentlighed!
    Hermed anser jeg denne debat for afsluttet.

  14. nej karen m larsen nu girer du den op.
    vatikanet er i sin gode ret til at modarbejde de homoseksuelle,akurart som du har din gode ret til at kæmpe for homoseksualitet,det kan ikke være anderledes,og det behøver man ikke at følge særligt godt med for at vide.

    angående david bergens seksualliv,som du tog op,og ud fra det at du normalt siger at dit seksualliv,som rigtigt er,kun angår dig og din partner,hvis jeg tager fejl så sig hvem mere der har med det at gøre,mit spørgsmål var hvorfor du tog det op,når du egentlig har et andet syn på sådanne sager,men du svarede ikke på det,jeg tror du læste med de forkerte briller og trode jeg mente det var sager man ikke skulle snakke om.

    at vi i min familie ikke taler så meget om homoer er nok en hel del hensyn til homoerne,vi kan ikke forstå dem,men indser at det er noget vi er meget dårligt orianteret om,sådan der i nærheden af at det ikke interesserer noget særlig,vi har aldrig haft det til debat på vore familiemøder,så vi taler ikke om noget vi ikke har forudsætning for at forstå,vi kunne jo gå hen og sige noget der ikke holder mål,og slet ikke for at tvinge jer til at tie,hvordan kan du iøvrigt forestille dig,at vi skulle have muglighed for at tvinge nogen til noget der ikke bliver talt om, du er for bitter og langt ude efter agumenter.

    jeg læste et indlæg fra en der talte um naturlig homoseksualitet,vedkommende talte om homoseksualitet blandt dyr,og mente at når dyr gjorde det var det naturens orden.
    hvis jeg fortæller om ferier hos bedstemor der havde gård med dyr,bedstemor var sådan rigtig medlem af de stærke jyder og havde jesus foran sig hele livet,men bedste og jeg hentede køerne hjem til malkning,da var der pludselig en ko der sprang op på en anden ko og gjorde ride bevægelser,og jeg var jo lidt med i det her så jeg sagde til bedste så nu bliver der nok snart flere kalve,men bedste sagde neij bette jørgen det er bare to køer der gjøret og det bliver der ingentign ud af,forundret spurgte jeg hvorfor gør de det da,ahh det er fordi det er nogle tosker der ikke rigtig forstår det endnu.

    jeg vel overhovedet ikke sige at det er sådan med menesker,men jeg aner ikke hvad homoer får ud af det,orgasma måske,og har heller ingen trang til at få det at vide.

    jeg er kongelig priveligeret tømrersvend,og jeg ved hvad man kan få ud af et seksualliv,4døtre 2 sønner 12 børnebørn og 2 oldebørn ja sikken familie og det jeg vel sige med det er at frugten af vores seksualliv er i aller højeste grad synlig,og hver gang der er kommet en lille ny har vi følt det som et nyt mirakel,altså til nu 20 små mirakler der egentlig kommer fra to der elsker og har omsorg for hinanden,og ikke bare sådan ogasme samværd.homoer passer ikke ind i det vi mener er et godt liv for os,vi synes om at forplante os,men forstår også at der andre der med lige god ret har en anden måde at leve på,aligevel er det vanskeligt for mig at forstå at gud har skabt menesker der er blindskud på stammen,jeg/vi taler ikke meget om det, da vi ikke eer klogere end at tro det kan være et savn,og man piller jo ikke i andres sår.
    vi synes også det er synd for folk i almindelige parforhold der ikke kan få børn,heldigvis er der mange der bliver hjulpet.
    hvis nogen føler sig generet af det jeg har skrevet,så på forhånd undskyld,det var bare at karen m larsenmente det var for dårligt at ikke tale om homoer,var inde på at jeg ville tie homoerne ihjel.
    mvh jørgen orloff.

  15. Jørgen:

    At tale om sin seksualitet handler ikke nødvendigvis om at tale om det man laver under dynerne (eller andre steder) og hvad man får ud af det. Om sådant har jeg aldrig skrevet på nettet og har heller ikke nogen intention herom for det er ganske rigtigt privat. At tale om sin seksualitet, sådan som jeg gør det og som Berger gør det, er at være åben om at man lever sammen med en samme køn, præcis som heteroseksuelle jo også plejer at være meget åbne mht. deres evt. samliv med en af modsat køn.
    Det interessante er jo, at hvis jeg eller andre homoseksuelle fortæller, at vi lever sammen med en af samme køn så kommer der ofte heteroseksuelle mennesker som dig og siger, at det er da noget privat, noget man ikke taler om. Men helt ærligt, Jørgen, siger du det samme til en heteroseksuel der fortæller, at han eller hun har fundet en kæreste eller er gift og har børn?
    Hvad jeg protesterer imod er det projekt som du (om end nok ubevidst) har gang i der går ud på, at sikre, at heteroseksualitet er og forbliver allestedsnærværende (i reklamerne, i medierne – i folks bevidsthed) mens homoseksualitet er og forbliver noget sådant halvt eller helt pinligt som skal holdes skujlt, af hensyn til de homoseksuelle i øvrigt…

    Og så er jeg i øvrigt meget glad for at jeg ikke har fået børn, jeg har aldrig følt noget “kald” til moderskab – og sådan har min kone det også. Vi har haft næsten 17 dejlige år sammen – og jeg håber, at vi får rigtigt mange endnu.

  16. hej igen karen.

    jeg kan af hele mit hjerte ønske dig og din kone tilyke med jeres 17 lykelige år og jeg mener det samtidig vel jeg lade dig forstå at jeg er af den opfatning at kirken skal tage imod jer og vie jer på lige fod med andre der komer i kirken for at blive gift,meni må slå jer til tåls med at der kan være menigheder og præster der af personlige årsager har en anden mening om homofilt ægteskab,som f.eks.når skildte vel gifte sig igen,jeg og min nuværende kone fandt selv en præst der ikke havde noget imod at folk giftede sig igen.
    kunne det være en løsning for homoer,så slap man for meget spetakel og mange ærgelser?

    det er rigtigt da min kone og jeg gik ned af kirkegulvet sagde vi ikke vi er hetero jeg tror ikke folk var i tvivl,og hvad havde de egentlig med det at gøre?hvis du skal gå med din kone ad kirkegulvet så er det nok heller ikke nødvengigt at fortæle at i er homoer.

    det er mugligt at du synes at jeg er en dum og afstumpet håndværker der bare blander sig.

    vores diskution begyndte med den katolske præst der var fyret p.gr.af sin homoseksuele lægning,der igrunden havde været aksepteret i mange år,men det var ikke nok for præsten,han skrev bog,og så blev de høje herrer provokeret og det gik som det så gik.

    til dig sagde jeg hvorfor blande sig i andres seksualliv,fordi du altid siger du mener at andre ikke har noget at gøre med hvordan vi menesker former vores liv,hvad jeg i øvrigt holder med dig i,men det er somom du af og til ser spøgelser i fuld dagslys og bare læser med de modsate briler,du svarede meget spidst,at det var for dårligt at forsøge at tie de homoseksuelle ihjel,men igen,som håndværker er jeg vandt til at en murer han murer og en smed laver smedearbejdet og så videre,jeg er nok ordknap med det folk aligevel ved,som når mand kvinde gifter sig er de hetero og når så to af samme køn gifter sig eller viser de elsker hinanden er —- se jeg behøver ikke at skrive det du var nok ikke i tvivl om hvad jeg mente,så hvorfor tale så alverdens om det alle aligevel ved,i andre sammanhæng kan folk ligefrem blive såret måske føle sig hængt ud,hvis man ved en hver lejlighed siger de der er homoer jeg er hetero få det nu ikke fejl i halsen,så du tror det er for at tie seksualliv ihjel.

    følg med i medierne så vel du opdage at mange homoer står frem,som homoer og så er det det vi fortsætter der hvor vi slap og der er ingen skade sket.

    angående børn så har jeg ikke set på det som et “kald” nej det er en gave som selve livet har foræret mig,og denne gave ser jeg på som det største af alt,og som meneske har jeg pligt til at sørge for at næste generationer godt forberedt så livet kan gå videre,jeg kan tilade mig at sige se på mig jeg er en frugtbar tømrersvend,det er meget værd for mig og jeg vel gøre alt som står i min makt for at beskytte og verne om dem og deres generation.

    jeg kan til slut som tømrer minde om hvad et af mine forbilleder storm p har sagt:

    de interlektuelle er dem der har læst sig til noget af det vi andre ved.

    mvh.jørgen orloff.

  17. Jeg tror, at der ikke findes nogen homoseksuel, der gerne vil vies af en præst, der er modstander af et sådant ritual. Man kan jo næppe forestille sig at en sådan præst vil holde en særlig smuk bryllupsprædiken…

    David Berger er katolsk teolog – men han har ikke været præst. Han protesterer bl.a. mod den katolske kirkes undertrykkelse af homoseksuelle – og en af hans pointer er, at nogen af dem, der råber op om hvor forkert homoseksualitet er, selv faktisk er homoseksuelle.

    Jeg ser ikke ned på håndværkere – hvorfor skulle jeg det? Min far var maskinmester, min mor var hjemmehjælper, min svorger er lastbilschaffør og mine to ældste nevøer er hhv. faglært og ufaglært arbejder. Jeg ser ikke på folks uddannelsesbaggrund men på deres holdninger…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>