Menu
Kategorier

Skrevet af den 15 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Transproblemet

 

En af de mange negative kommentarer om mig som blev postet i Facebooktråden under LGBT-tidsskriftet Out&Abouts interview med mig, var en kommentar fra en transkvinde, der skrev, at hvis folk bare kunne lade være med at beskæftige sig med ting der ikke havde nogen relevans for dem selv, så ville alt være meget lettere. En transkvinde mente med andre ord, at spørgsmålet om hvad det vil sige at være en kvinde og være en lesbisk, som interviewet i høj grad handlede om, ikke var af relevans for mig. Lidt sjovt, at jeg som lesbisk kvinde burde være ligeglad med hvad det vil sige at være en kvinde og at være lesbisk. Men det er jeg altså ikke!

Den radikale transaktivisme, som har vokset sig stærk i de senere år, fører en intensiv krig om definitionen på begrebet kvinde og beskrivelsen af kvinders kroppe. Udtryk knyttet til kvinders kroppe bliver forsøgt gjort kønsneutrale, samtidigt med at man insisterer på, at de biologiske og anatomiske kendetegn ved mænds og kvinders kroppe intet har med køn at gøre. Derfor har vi nu kvinder med penis og mænd, der har menstruation. Dette er i sig selv alvorligt i og med, at undertrykkelsen af kvinder i høj grad handler om mænds forsøg på at kontrollere kvinders kroppe. Vi undertrykkes og udbyttes pga. af vores kroppe – vi har derfor brug for at kunne tale om vores kroppe og for at kunne sætte ord på hvilke konsekvenser det har for os at vi har den kropslige virkelighed som vi har.

Men dette angreb på sproget – og på almindelig sund logik fristes man til at sige – har også praktiske konsekvenser for kvinder. Lige præcist fordi kvinder er sårbare i forhold til mænds fysiske overgreb er det af central betydning for kvinders sikkerhed, at samfundet tilbyder kønsopdelte rum til kvinder i situationer hvor vi er særligt sårbare, som f.eks. omklædningsrum hvor man er nøgen eller fængsler og herberger. Radikale transaktivister er ikke bange for at sammenligne kvinder, der ikke vil have transkvinder med penis i deres omklædningsrum, med hvide kvinder der ikke vil klæde om sammen med sorte. Logikken er, at forskellen på at have en vagina eller en penis ikke er større end forskellen på at have en lys eller mørk hudfarve. Men kvinder uanset hudfarve kan have gode grunde til ikke at ville have en person med penis der, hvor de er nøgne, mens der ikke er nogen rimelig grund til at have problemer med at klæde om sammen med kvinder med en anden hudfarve. Ikke at ville anerkende det, er det samme som ikke at ville anerkende kvinders ret til at have blufærdighedsgrænser. At sammenligne modstanden mod voksne personer med penis i kvindernes omklædningsrum med racisme, er med andre ord faktisk udtryk for sexisme.

For lesbiske har den radikale transaktivismes nedbrydning af køn som biologisk kategori imidlertid nogle konsekvenser som den ikke eller i hvert fald kun sjældent har for heteroseksuelle kvinder. På den ene side er der den her påstand om at man er transfobisk og forstokket, hvis man ikke er til sex med personer, der er født med en penis også selvom de identificerer sig som kvinder. Den nye queere norm anerkender de facto ikke homoseksualitet i klassisk forstand. For når kønsorganer og køn efter sigende intet har med hinanden at gøre – og forskellene mellem penis og vagina som sagt ikke er større end mellem mørke og lyse hudfarver -så er man jo på linje med en racist hvis man fravælger en transkvinde pga. dennes medfødte genitalier. Men da homoseksualitet (og heteroseksualitet) for de fleste i høj grad handler om hvilken type kønnede kroppe man tiltrækkes af hhv. ikke tiltrækkes af bliver man dermed automatisk til et fobisk og fordomsfuldt menneske hvis man vover, at holde fast i sin seksuelle orientering.

Der er imidlertid også et andet problem for lesbiske, som det er værd at være opmærksom på. I hele den vestlige verden vokser antallet af teenagepiger, der begynder at identificere sig som mænd og som ønsker at få lov til at skifte ikke bare juridisk men også fysisk køn, drastisk. En del kritiske iagttagere mener, at en ikke ubetydelig del af disse unge piger er lesbiske, som tidligere måske ville have set sig som ”maskuline” lesbiske, men som nu ser deres kærlighed til kvinder samt eget ubehag ved f.eks. feminint tøj og de stereotype forventninger til kvinder og piger som et udtryk for at de er heteroseksuelle mænd.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg (set i bagklogskabens klare lys) som ung kvinde forsøgte at takle min homoseksualitet ved at flygte fra den ved at blive nonne. Jeg endte med at tilbringe næsten et år i et meget strengt kloster, men (heldigvis vil jeg sige i dag) fik jeg ikke lov til at blive der og måtte derfor opgive det projekt. Den gang var det verdens undergang for mig. Jeg kunne ikke se noget andet livsperspektiv for mig selv end at jeg SKULLE blive nonne. Jeg var faktisk tæt på selvmordets ran. Jeg tror derfor at jeg på sin vis godt kan forstå de unge mennesker, der bliver fortvivlet over at de ikke kan få adgang til kønsskifte så hurtigt som de ønsker. Når man er ung, kan man være meget fokuseret på at man bare SKAL noget og det NU – selvom det i virkeligheden ikke er en god løsning. Jeg slap fra klosterideen med nogle ar på sjælen men også med en god portion livserfaring. Fortryder derimod en ung kvinde, at hun tog hormoner og fik fjernet sine bryster, vil hun skulle leve med alvorlige ar på kroppen resten af sit liv. Jeg føler som lesbisk derfor et særligt ansvar for at advare mod de radikale transaktivisters politik om at unges kønsskifte ikke kan gå hurtigt nok. Langt de fleste børn og unge, der vil skifte køn, opgiver ideen hvis man ikke griber ind. At presse på og gøre processen så hurtig som mulig er dybt uansvarligt. Der bør være nogle ansvarlige voksne tilstede, der tør sige ”stop”!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>