Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Har modstanderne af homoægteskabet ikke noget negativt syn på homoseksuelle?

Et indlæg her på Eftertanke.dk rammer på mange måder plet i forhold til debatten om vielser af homoseksuelle par. Det er skrevet af adventist præsten Lars Dorland, der forsøger at argumentere mod homoægteskabet vha. en længere lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, forstået på den rette “bibelske” måde. Indlægget afrundes med følgende påstand: ”Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet”. Men i et lidt over et halvt år ældre indlæg, hvor Lars Dorland også argumenterer mod homoægteskabet, skriver han bl.a., at han ikke lægger skjul på, at han opfatter homoseksuel adfærd som moralsk forkert, at mennesker ikke bør være homoseksuelle og at homoseksuel sex altid vil være forkert.

Jeg er temmelig sikker på, at hr. og fru Danmark, adspurgt til hvad der ligger i påstanden om at man ikke har noget negativ syn på homoseksuelle, vil svare noget i retning af at man mener, at det er helt ok at leve som homoseksuel og at udsagn som Lars Dorlands er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle. Udsagn som hans er ganske enkelt ikke udtryk for et positivt syn på homoseksuelle. De er i stedet klart og oplagt negative.

Men hvad kan så være grunden til at Lars Dorland nu pludselig vil sælge sin modstand mod homoægteskabet med påstanden om at den ikke er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle? Ja, han kan være inspireret af den lutherske frikirke præst Magnus Sørensen, som i de senere måneder har forfattet en række indlæg mod det kønsneutrale ægteskab, hvor han har forsøgt sig med en ikke-religiøs argumentation. Og denne indfaldsvinkel synes at have fået en positiv bevågenhed blandt homoægteskabsmodstanderne. Hvad ingen af disse imidlertid har forholdt sig til er, at Magnus Sørensen i et indlæg i efteråret 2011, der kan være tænkt som en introduktion til hans kampagne mod det kønsneutrale ægteskab, forklarer sin strategi. Han skriver her bl.a.: ”Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent. Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.

Målet er altså at nå ud til bredere kredse end de højrekristne. For at opnå dette, er det strategisk klogt ,at skjule den religiøst betingede afstandstagen til homoseksuelle bag en påtaget ikke-religiøs facade. At motiverne imidlertid er er en overordentligt negativ indstilling til homoseksuelle, der beror på religiøse forestillinger, afsløres ved Magnus Sørensens påstand om at Danmark vil blive ramt af Guds straf i form af naturkatastrofer eller noget lignende, hvis homoægteskabet indføres (og abort ikke snart bliver genkriminaliseret).

Behovet for at dække over de reale motiver til ens modstand mod homoægteskabet er jo også oplagt. Det store flertal af den danske befolkning har nemlig en negativ indstilling til dem, der har en negativ indstilling til homoseksuelle. At denne er religiøst betinget gælder ikke som en undskyldning, snarere tvært imod. Vil man altså gøre sig håb om succes, og vil man undgå, at marginalisere sig selv lige så meget, som man selv vil marginalisere homoseksuelle, gør man klogt i at skjule de virkelige motiver til ens modstand mod homoægteskabet.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at se hvordan en afvisning af homoægteskabet kan forenes med et positivt syn på homoseksuelle. Det er jo værd at bemærke, at dem der nu er fremme i skoene mht. at sige nej til homoægteskabet typisk også var markante modstandere af et velsignelsesritual for homoseksuelle par dengang det var det, som debatten handlede om. Nu anser jeg påstanden om at vielser af homoseksuelle par gør det forskellige ens, for slet ikke at tale om udsagn som at der er tale om et angreb på sproget, ja på selveste virkeligheden, der er led i et totalitært projekt eller at homoægteskabet er et angreb på børns rettigheder, som åbenlyst forkerte. Men at et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par skulle være noget sådant må da være åbenlyst forkert for de allerfleste, også for dem, der måske står tøvende i denne her sag. Alligevel var den typiske modstander af homoægteskabet altså også modstander af et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, i hvert fald indtil det som var ”værre”, nemlig homoægteskabet, dukkede op på banen. Lige meget om man så dengang som nu, siger nej til homoseksuelle par fordi man mener, at homoseksuelt samliv er en synd, eller om man begrunder det med alt det smukke som det heteroseksuelle ægteskab er, og det homoseksuelle parforhold, det er jo den implicitte eller eksplicitte påstand, ikke kan være, så er der tale om et negativt syn på homoseksuelle. Forskellen er udelukkende graden af negativitet.

Skulle modstanderne af homoægteskabet være troværdige, når de påstår, at deres modstand mod homoægteskabet ikke bunder i et negativt syn på homoseksuelle, skulle de begynde at udtrykke sig klart og entydigt positivt om homoseksuelle parforhold, ikke bare i forhold til den enkelte homoseksuelle men også i teologisk og samfundsmæssig forstand. Så skulle de med andre ord påpege de mange gode ting ved homoseksuelles parforhold og påvise, hvordan disse gode ting forsvinder eller bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig. Samtidigt med at de skulle tage afstand fra alle de negative udsagn om homoseksuelle, der er i omløb i denne her debat. Kan eller vil man ikke det, skulle man i stedet vælge at være ærlig mht. sit negative syn på homoseksuelle. For kan man ikke begrunde sin modstand med noget positivt ved det homoseksuelle parforhold, der bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig, så må det jo skyldes, at man bygger sin modstand mod homoægteskabet på en forestilling om at der er noget negativt forbundet med det homoseksuelle parforhold. Og gør man det, så har man selvfølgelig et negativt syn på homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 13 jan, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Skabelse, lov og foranderlighed

I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.

Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.

Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?

Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.

Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.

Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.

Læs mere

Skrevet af den 17 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Nej til homoborgerlig accept af ulighed

Karsten Skowbo-Jensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 17.2.2010 er et klassisk (og sørgeligt) eksempel på konservative bøssers hang til at spænde ben for homokampen.  

Karsten Skawbo-Jensen, konservativ folketingskandidat og homoseksuel, fik den 17.2.2010 bragt et læserbrev i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Nej til lighedsfundamentalisme. Homoseksuel vielse skal ikke presses igennem.”

Som overskriften jo så rammede formulerer det er Karsten Skawbo-Jensens indlæg et langt forsvar for hans partis afvisning af at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle på ægteskabsområdet.

Mht. kirkelige vielser af homoseksuelle, ja så afviser han dem med henvisning til at han elsker folkekirken og derfor ikke kan støtte forslaget om at give trossamfundene lov til at vie homoseksuelle, fordi kirkelige vielser af homoseksuelle vil give ”splid og splittelse” indenfor folkekirken. I stedet går han ind for ”at der først stille og roligt skal vokse et ønske frem fra det store flertal i folkekirken, før et forbud mod homoseksuelle vielser kan fjernes, altså hellere evolution end revolution”. Hvor stort dette store flertal skal være – og hvordan det skal kunne konstateres hhv. formuleres skriver han, klogelig nok, ikke noget om.

Under alle omstændigheder har Karsten Skawbo-Jensen ikke noget til overs for lighedskamp indenfor religionerne verden, for som han skriver: ”Men i religionens og troens verden kan man altså ikke kræve demokrati, ligestilling og omskrivning af gamle skrifter, som troende opfatter som hellige. Man kan diskutere fortolkningen, man kan udøve religionskritik, man kan forklare tingene ud fra en historisk kontekst, men selve ordene står nu engang på papiret. Dét er de faktiske forhold i jernindustrien”.

Og ”de faktiske forhold i jernindustrien” er mht. spørgsmålet om kristendom og homoseksualitet, hvis man altså skal tro Karsten Skawbo-Jensen, ”at såvel Det Gamle Testamente som for eksempel Paulus forholder sig negativt til homoseksualitet”.

Generelt bryder Karsten Skawbo-Jensen sig ikke så meget om kampen for ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Som han skriver så smukt: ”Hvorfor er nogle aktivister forhippede på, at ægteskabet også skal være for homoseksuelle, når nu så mange ønsker at fastholde, at ægteskabet er en særlig årtusindgammel institution for en kvinde og en mand? Hvorfor skulle et partnerskab mellem to mennesker af samme køn være mindre fint end et ægteskab? Kan ægteskab og partnerskab ikke fungere side om side, og hvorfor må der ikke være nogle små forskelle?

Nej, vi skal, i henhold til Karsten Skawbo-Jensen, koncentrere os om det som virkeligt tæller, så som hadforbrydelser, mobning på arbejdspladsen og det iranske styre, ”der hænger unge homoseksuelle i kraner”.

Et overordnet træk ved Karsten Skawbo-Jensens indlæg er at han løbende foretager prioriteringer, der altid falder ud til homofobernes fordel. Af hensyn til de kristne fundamentalister indenfor folkekirken, der vil lave ballade hvis folkekirken tillader vielser af homoseksuelle, skal staten afstå fra at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle, hvis de ønsker det. Af hensyn til dem, der ikke vil anerkende, at heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold er ligeværdige, skal homoseksuelle acceptere, at deres parforhold af staten diskrimineres i forhold til de heteroseksuelles. Og sidst men ikke mindst så skal kampen mod hadforbrydelser og det iranske diktaturs overgreb mod homoseksuelle prioriteres over kampen for ligestilling på ægteskabsområdet.

Hvad Karsten Skawbo-Jensen kræver, er intet mindre end at homoseksuelle skal acceptere deres mindreværd i forhold til heteroseksuelle! Gør det så meget, at vi ikke er fuldt ligestillede med de heteroseksuelle? Skulle vi ikke være tilfredse med det vi har, nu når skriften og traditionen fordømmer os og nu når man bliver hængt i Iran, hvis man er bøsse?

Svaret er ja. Det gør noget, det gør rigtigt meget!

Kendetegnende for kampen for accept af homoseksuelle er, at der altid har været nogle konservative bøsser (og noget sjældnere lesbiske) som har ment, at vi homoseksuelle skal være tilfredse med det vi har og ikke kæmpe for mere. Sådanne røster blev dem, der kæmpede for afkriminaliseringen af sex mellem mænd mødt med, det måtte dem, der kæmpede for det registrerede partnerskab høre på – og det slynges i hovedet på os der i dag kæmper for fuld ligestilling.

Eller sagt med andre ord, hvis homoaktivisterne havde lyttet til bøsser som Karsten Skawbo-Jensen, ja så var sex mellem mænd forsat en forbrydelse, homoseksualitet en sygdom og det registrerede partnerskab en tåbelig venstreorienteret utopi. Forandringer kommer ikke af sig selv – men kun ved at man kæmper for at det bestående skal ændres til noget bedre. Man kan ikke bekæmpe undertrykkelse og ulighed hvis man grundlæggende set accepterer dem som en præmis som vi homoseksuelle skal acceptere, så enkelt er det.

Mht. religionen er det altså godt nok trist, at Karsten Skawbo-Jensen udtaler sig som homo og kristen uden at have sat sig ind i den teologiske problematik. For at gøre en lang historie kort: Bibelen fordømmer ikke homoseksualitet da dette begreb ikke fandtes på den tid, da de bibelske tekster blev forfattet. Mht. sex mellem to af samme køn så forholder det sig sådan, at man intet sted i Bibelen kan finde et forbud mod sex mellem kvinder. Og også de tekster hos Paulus, der bruges mod seksuelle relationer mellem mænd, er langt fra så entydige som Karsten Skawbo-Jensen vil gøre dem til. ”De faktiske forhold i jernindustrien” er, at de ”bibelske argumenter” mod homoseksuelle parforhold er papirtynde!

Hatecrimes, mobning og diskrimination af homoseksuelle har deres rødder i kulturelt og religiøst betingede fordomme mod homoseksuelle. Kampen for kirkelig accept af homoseksuelle parforhold og kampen for det kønsneutrale ægteskab er derfor ikke en luksuskamp – men et vigtigt led i kampen mod de mentale og sociale strukturer der skaber homofobi og hatecrimes. Man kan ikke kæmpe mod det sidste uden at kæmpe for det første.

Og mht. Iran, ja så venter jeg spændt på et forslag fra Karsten Skawbo-Jensens side af om hvad vi kan gøre for Irans unge homoseksuelle. Hvis han virkelig er bekymret for deres liv, så skulle han da tage sig sammen og starte en kamp internt i sit parti for at homoseksuelle fra Iran skal garanteres asyl i Danmark, så de slipper for at blive hængt.

Læs mere