Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.

Læs mere

Skrevet af den 28 maj, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den transpolitiske dans om den varme grød

 

Out & About har valgt at bringe det som en nyhed, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade, der er bestyrelsesmedlem hos partiet de Nye Borgerlige i Gentofte og i øvrigt homoseksuel, på sin Facebook profil har en opdatering hvor han kritiserer kampen for at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Hans argumentation for at det er en dårlig ide er, at denne kamp bidrager til at stigmatisere psykisk syge og at transkønnethed med rette kan betegnes som en sygdom.

Dette er et følelsesladet emne, og når man debatterer sådanne emner er det en god ide at lægge ud med at få klarlagt hvad vi mener med de begreber vi taler om. I denne her sammenhæng er det oplagt at se på begreberne ”transkønnet” og ”psykisk sygdom”.

Selvom vi sjældent tænker på det i LGBT sammenhænge så er udtrykket ”transkønnet” faktisk ret nyt. Det får først rigtigt fodfæste i USA i 19990’erne og i Danmark slår det først igennem efter år 2000. Hvad det vil sige at være transkønnet og hvem der hører til under denne betegnelse er faktisk ikke helt nemt at få hold på. Det er mit indtryk, at der blandt transkønnede hersker forskellige holdninger om dette spørgsmål, men det er i mine øjne mest rimeligt at sige, at man er transkønnet hvis man betegner sig som sådan, og at dem der gør det ofte siger, at det køn de fik tildelt ved fødslen ikke svarer til deres kønsidentitet.

At betegne sig selv som transkønnet udløser ikke en psykiatrisk diagnose i det danske sundhedssystem og det er i mine øjne derfor et (politisk forståeligt) argumentationskneb at påstå, at transkønnede i Danmark bliver sygeliggjorte af sundhedssystemet. Faktisk er det meget svært at få diagnosen ”transseksualisme” som er den, der er stridens kerne. Det er ikke en diagnose som Systemdanmark smider i nakken på de transkønnede, det er tvært imod en diagnose som sundhedsvæsenet har været meget nærig med. Indtil videre er det nemlig kun et lille mindretal af dem, der har søgt om at få den, der faktisk har fået den stillet.

Grunden til at nogle transkønnede har søgt at få denne diagnose er typisk at den indtil indførelsen af loven om juridisk kønsskifte var forudsætningen for at kunne skifte juridisk køn, og at den forsat er forudsætningen for at kunne få kønskorrigerende/kønsbekræftende behandling. Da det imidlertid langt fra er alle transkønnede som ønsker en sådan behandling må man sige, at det danske sundhedssystem (kun) betegner det stærke og vedvarende ønske om og behov for en sådan behandling som en psykisk lidelse. Og at det så igen kun er en lille del af dem, der siger at de har dette ønske og behov, som systemet vil tro på.

Det næste begreb vi bliver nødt til at se på er begrebet ”psykisk sygdom”. Hvad vil det sige at være psykisk syg? Når man tænker over det er det faktisk ikke helt nemt at sætte ord på! Der kan dog ikke være nogen tvivl om at der i vores samfund er en tendens til at sætte psykisk sygdom lig med noget forkasteligt, som når man f.eks. betegner en adfærd som ”syg”. Og når selve spørgsmålet om hvorvidt behovet for kønskorrigerende/kønsbekræftende indgreb skal kunne udløse en psykiatrisk diagnose gøres til et politisk spørgsmål, så skyldes det jo bl.a. en berettiget antagelse om at psykiatriske diagnoser er stigmatiserende. Men når dette nu er tilfældet burde samfundet så ikke helt afskaffe de psykiatriske diagnoser? Burde vi så ikke se dem der i dag har en psykiatrisk diagnose som medmennesker med særlige udfordringer frem for syge mennesker? Jeg synes ikke, at vi kan komme udenom, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade har ret i at kampen mod ”sygeliggørelsen af transkønnede” sker på bekostning af alle de mange andre mennesker, der i dag har en psykisk diagnose. Men det som han overser er, at det er ganske typisk for identitetspolitiske kampe at man udelukkende ser på sin egen gruppes behov og interesser og ”lader Fanden tage resten”. Her er de transpolitiske aktivister ikke anderledes end f.eks. de homoseksuelle i forhold til deres kampe.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det bliver en transpolitisk dans om normalitetens varme grød når diverse transpolitiske aktører skal argumentere for at transkønnede med et stærkt ønske om kønskorrigerende/kønsbekræftende medicinske og kirurgiske indgreb på den ene side skal have del i de privilegier der er forbundet med at have en sygdom når man lever i en velfærdsstat – nemlig gratis behandling – samtidigt med at man ikke vil have det stigma der i vores samfund er forbundet med at blive betegnet som syg. Her vil man nok bl.a. fremføre, at de transkønnede der har et behov for behandling kæmper med et rent fysisk problem.  Man vil med andre ord udnytte det forhold, at der er i vores samfund er mere prestige forbundet med at have et fysisk sundhedsproblem frem for at have et psykisk sundhedsproblem. Endnu engang vil man altså træde nedad (f.eks. på folk med ADHD eller spiseforstyrrelser) i kampen for at komme op ad normalitetsstigen. Og på denne måde vil man gøre nøjagtigt det samme som homoseksuelle har gjort i de sidste årtier, nemlig forsøge at blive anerkendt som normal ved at afgrænse sig fra dem som majoritetssamfundet ”ikke vil lege med”.

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2015 under Lgbt | 0 kommentarer

Er kønnet frit?

304 danskere har i henhold til medierne ansøgt om at få lov til at skifte køn. Efter den nye lov om juridisk kønsskifte som folketinget vedtog den 11.6.2014 er det at skifte køn nemlig blevet ganske nemt. Man skal blot udfylde en formular og sende den til myndighederne – efter et halvt år skal man bekræfte, at man stadigt vil skifte køn, og så er den hjemme. Dvs. dernæst står den transkønnede godt nok med et nyt personnummer, men også med en hel masse praktiske problemer da personnummerskift i praksis kan være ret så mareridtsagtigt, men udgangspunktet er imidlertid stadigvæk super simpelt. Hvis man føler, at man tilhører det ”modsatte” køn i forhold til ens biologiske, så kan man få sit juridiske køn ændret ved noget nært et snuptag.

Der kan ikke være nogen tvivl om at loven om juridisk kønsskifte har været en stor succes for de transkønnede aktivister, ikke mindst indenfor foreningen LGBT Danmark, der har kæmpet for den maksimale løsning, altså den hvor ingen anden end den transkønnede selv kan bestemme om vedkommende skal have lov til at skifte juridisk køn. Den eneste kamel man måtte sluge var det halve års ventetid.

Det mærkelige ved loven om juridisk kønsskifte har været, at den blev indført stort set uden nogen form for offentlig debat. Mens det registrerede partnerskab og siden det kønsneutrale ægteskab blev diskuteret ganske heftigt og det i årevis, så gik det juridiske kønsskift igennem stort set uden at offentligheden bemærkede det eller forholdt sig til det. Og det er bemærkelsesværdigt fordi denne lov reelt set nydefinerer hvad køn er for en størrelse.

Det danske samfund har indtil loven om juridisk kønsskifte haft det som udgangspunkt, at køn er en anatomisk hhv. biologisk størrelse. Når et barn bliver født bedømmer sundhedspersonalet barnets kønsdele og på den baggrund registreres dets køn. For enkelte børn er dette vanskeligt da de ikke har kønsorganer der entydigt kan defineres som ”mandlige” eller ”kvindelige”, og da man i Danmark ikke opererer med andre kønskategorier, vil det køn de så registreres som derfor have karakter af en vilkårlig tildeling af køn. Men for det helt store flertal af mennesker, inklusive dem der definerer sig som transkønnede, vil de kønsorganer de er født med entydigt hører til en af de to brugte kategorier og deres kønsregistrering må derfor anses som beroende på objektive anatomiske kriterier.

Det har så, i hvert fald siden 1960’erne, været muligt for mennesker der psykisk slet ikke kan med deres biologiske køn at skifte køn. Men indtil loven om det juridiske kønsskifte var det en langvarig proces, der krævede omfattende psykologisk evaluering og at ansøgeren var villig til at lade sig kastrere og gennemgå en såkaldt kønskorrigerende kirurgi. Det var med andre ord ikke op til den enkelte at definere sit juridiske køn og der var krav om (en vis) sammenhæng mellem det juridiske køn og det anatomiske køn.

I dag har folketingets flertal lige så stille og ubemærket gjort køn til en ren subjektiv størrelse. Køn handler fra nu af hvad man føler sig som. Men hvordan føles det at være mand eller kvinde? Hvad er det for følelser som er mandlige og hvilke følelser er kvindelige? Er der i det hele taget bestemte følelses- eller tankemønstre som er entydigt mandlige eller kvindelige? Jeg har ofte spurgt transkønnede hvad det er som de føler, når de siger, at de føler sig som en mand i en kvindekrop eller omvendt. Typisk har jeg ikke fået noget svar eller blot undvigende udsagn som ”det ved man jo” eller noget i den stil. De få der har villet sige noget mere end det er endt med udsagn i retning af, at det at føle sig som en kvinde eller mand for dem handler om hvilket køn de føler sig bedst som hhv. som de har lyst til at være. Eller med andre ord, der sættes lighedstegn mellem det man har lyst til at være og det man så er. Har jeg har en brændende lyst til at være en mand og har jeg en stærk aversion mod tanken om mig selv som kvinde så må det være fordi jeg ER en mand og ikke en kvinde – og omvendt, det kropslige udgangspunkt er ganske ligegyldigt.

Men hvorfor så blive stående ved kønnet? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan identificere mig med mit fødeår? Hvad hvis jeg føler, at det kolde tal 1969, der står på min fødselsattest og som fremgår af mit personnummer, slet ikke afspejler min sande indre alder, der ikke er 45 men i virkeligheden er 65? Skal jeg så ikke også have krav på et juridisk aldersskifte, inklusive et nyt personnummer og adgang til at modtage folkepension? For hvem andre end jeg selv har ret til at definere min aldersidentitet? Hvor er respekten for mine aldersidentitets rettigheder?

Ovenstående er et tænkt eksempel, men det afspejler for mig at se de udfordringer som en ren subjektivering af de hidtidige objektive kategorier som vi registreres i henhold til udgør. Det er jo interessant, at man kan føle sig nok så dansk men alligevel skal man vente adskillige år og gå op til en prøve samt opfylde en række andre krav for at blive dansk statsborger, hvis man ikke er født som en sådan, mens man nu kan skifte køn blot ved at indsende en ansøgning og så vente et halvt år. Hvorfor skal det ene være så svært og det andet så nemt?

De få argumenter der har været fremført for det juridiske kønsskifte, der går ud over at det skal være en rettighed selv at definere sit køn, har typisk handlet om at det juridiske kønsskifte ville gøre livet nemmere for transkønnede og forhindre, at de skal lægge sig under kniven når de måske blot vil have et nyt personnummer. Og det er da rigtigt nok, at det juridiske kønsskifte vil gøre livet nemmere for de transkønnede, der på trods af deres anatomi af deres omgivelser opfattes som de mænd hhv. kvinder som de ser sig selv som. De slipper fremover for at skulle oute sig som transkønnede når de skal identificere sig og de undgår hermed de problemer, der kan være forbundet med at have en type identitetspapirer og en anden type udseende. Her er loven et fremskridt. Og med deres nye personnummerbevis vil nogen af de mange transkønnede, som ønsker hormoner og operationer men ikke har kunnet få dem bevilliget, nok forsøge at gøre krav dem nu da samfundet jo har anerkendt deres sande køn. Om politikerne har tænkt på det ved jeg så ikke.

Hvad der derimod nærmest ikke har været nogen debat om er de kønsopdelte rum, som vi opererer med her i landet. Vi har omklædningsrum, baderum, fængsler etc. opdelt efter køn. Her må man jo spørge de politikere, der har stemt for loven om juridisk kønsskifte, om de mener, at disse kønsopdelte rum skal tage udgangspunkt i hvilket køn man føler man har eller i hvilken krop man har? Skal en transkvinde, der er i besiddelse af sine medfødte mandlige kønsorganer og et sygesikringsbevis, der siger, at hun er en kvinde, have krav på at nøgenbade sammen med biologiske kvinder i landets svømmehaller og sportshaller? Skal mænd der sidder fængslet for voldtægt af kvinder kunne skifte over til kvindeafdelingen hvis de søger om juridisk kønsskifte?

Og nej, jeg siger ikke, at transkvinder er voldtægtsforbrydere. Men jeg mener ikke, at man kan komme uden om, at den hidtidige legale opdeling af dele af det offentlige rum i mande- og kvindeafdelinger har handlet om at beskytte folk mod at skulle være nøgne/fysisk sårbare sammen med medlemmer af det modsatte anatomiske køn. Hvis politikerne så mener, at det er et forældet koncept som ikke længere skal være lovligt så har de jo ret til det, men det er en skam, at offentligheden ikke fik muligheden for at debattere det først.

Læs mere