Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Når den intersektionelle feminisme bliver kvindeundertrykkende

 

I går deltog jeg i radioprogrammet AK 24syv hvor jeg debatterede intersektionel feminisme, radikal feminisme og transspørgsmålet med Frederikke Kjerulff Madsen, der betegner sig som intersektionel feminist mens jeg ser mig selv som radikal feminist. Programmet kan (indtil videre) høres her.

Der var mange ting fra det program som fortjener en uddybende kommentar, men jeg vælger at fokusere på hvad jeg opfatter som de mest problematiske af de udsagn og påstande som Frederikke Kjerulff Madsen kom med: Påstanden om at lesbiske som ikke vil have sex med transkvinder er transfobiske, og hendes forsøg på at placere mig, der ser mig selv som en gendernonforming lesbisk, i kategorien transkønnet.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt lesbiske, der ikke vil have sex med transkvinder fordi de har en penis, er transfobiske, var Frederikke Kjerulff Madsen ganske klar i mælet: Det er transfobisk at fravælge transkvinder som sexpartnere pga. af deres kropslige udgangspunkt. Dette bastante udsagn blev så bl.a. forsøgt blødt op med at alle har lov til at sige nej til sex og at samtykke er af central betydning. Men så skulle man som lesbisk så alligevel overveje hvordan ens seksuelle lyst hhv. ulyst er formet og præget af samfundets normer og forestillinger.

Hvad Frederikke Kjerulff Madsen øjensynlig ikke ser er, at der er en klar modsætning mellem samtykke på den ene side – og kravet om at man bør evaluere fraværdet af seksuelt begær på den anden side.

For at undgå misforståelser må jeg hellere fremhæve, at når jeg her taler om samtykke, så taler jeg ikke om samtykke i juridisk forstand, altså om hvorvidt en myndig voksens seksuelle handlinger med en anden myndig voksen kan defineres som strafbare eller ej. Hvad jeg taler om er samtykke i betydningen af at man har lyst til og er med på den seksuelle handling. Samtykke i denne forstand er efter min mening en forudsætning for en god seksuel oplevelse.

Denne skelnen mellem det juridiske samtykke og samtykke som udtryk for lyst er ganske vigtig. Mange lesbiske har prøvet, at presse sig selv til sex med mænd. I juridisk forstand kan man ikke tale om at disse lesbiske ikke samtykkede i disse seksuelle handlinger, men for så vidt som de var udtryk for et forsøg på at presse sig selv til at leve op til samfundets forventninger – og en angst for at være anderledes med alt hvad det kan indebære af sociale sanktioneringer, så var der ikke tale om samtykke i form af de havde lyst.

Seksuelt samtykke giver kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer og magtstrukturer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Men hele denne her ide om at man som kvinde kritisk skal evaluere sin manglende lyst til bestemte typer af sex har også negative konsekvenser for heteroseksuelle kvinder. Det er mit indtryk, at heteroseksuelle kvinder i stigende grad oplever, at deres mandlige partnere lægger pres på dem for at de skal prøve seksuelle handlinger som de ikke har lyst til såsom f.eks. analsex. Mange radikal feminister ser det som en af de mange negative konsekvenser af pornokulturen, og det kan der nok være noget om. Hvis disse mænd nu kan henvise til den intersektionelle feminisme og sige, at man som kvinde lige skal overveje, om ens mangel på lyst til analsex, swingerklub sex eller hvad disse herrer nu lige har lyst til afspejler nogle restriktive og fobiske normer i samfundet, så har de da fået et ekstra middel til at presse kvinder til at overskride deres seksuelle grænser.  Man kan med andre ord ikke både hævde, at man lægger vægt på samtykke til sex og så hævde, at man kritisk skal evaluere sit sin manglende lyst til bestemte typer af sex. Det ene udelukker i praksis det andet.

 

Det andet store problem med Frederikke Kjerulff Madsens udsagn var i mine øjne, at hun drog den konklusion, at det forhold at jeg er en gendernonconforming lesbisk, der ikke identificerer mig med samfundets kønsrolleforventninger til kvinder og derfor ikke vil kaldes for cis-kønnet, måtte betyde, at jeg teknisk set var transkønnet, om end hun venligst ikke ville pådutte mig en identitet.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at Frederikke Kjerulff Madsen ligesom så mange andre intersektionelle feminister hævder, at der nærmest er myriader af biologiske køn samtidigt med at de mener, at hele verdens befolkning kan deles op i kun to kønskategorier nemlig ”cis-kønnet” og ”transkønnet”. Men det direkte farlige ved Frederikke Kjerulff Madsens logik er, at hun hermed faktisk fortæller unge lesbiske kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det hyper heteroseksualiserede og overfeminine kvindebillede som medierne og ikke mindst pornokulturen formidler til nutidens unge, at de jo så nok er mænd.

Og nej, opdelingen i ”cis-kønnet” og ”transkønnet” er ikke neutral. Hvor ”cis-kønnede” tilskrives en accept af samfundets kønsroller (og det betyder for kvinders vedkommende en accept af deres egen undertrykkelse) så går trans-identiteten desværre ofte hånd i hanke med hormonbehandling og operationer. Disse unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister guidet over i en identitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har.

En gang fortalte feminister unge kvinder, herunder unge lesbiske kvinder, at de skulle være stolte af deres kroppe og deres seksualitet. I dag lærer de intersektionelle feminister unge kvinder, der lider under samfundets undertrykkende kønsroller, at denne lidelse må skyldes, at der er noget galt med deres kroppe…

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 maj, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Svar på gensvar om min artikel om autogynefili

Lisa Andersen har i ”Vidensbanken om kønsidentitet” fået bragt et længere gensvar på min artikel, der blev bragt samme sted og som handlede om fænomenet autogynefili, altså teorien om at de mand til kvinde (MtK) transseksuelle, der er seksuelt tiltrukket af kvinder eller er aseksuelle, grundlæggende set er biologiske mænd, der bliver stærkt seksuelt ophidset af fantasier om sig selv som kvinde. Min artikel tog udgangspunkt i Anna A. Lawrences bog om emnet, der har titlen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”. Lawrence betegner sig selv som en autogynefil transseksuel kvinde – og hendes bog trækker på bidrag fra 249 andre autogynefile MtF’er samt 52 andre autogynefile, som hun ikke betragter som transseksuelle men som ”andet”, hovedsageligt transvestitter. Man kan altså ikke påstå, at teorien om autogynefili er en som transkvinder generelt er uenig i eller at deres stemme ikke bliver hørt når teorien bliver diskuteret. Problemet er snarere, at transbevægelsen typisk helst ikke taler om fænomenet eller prøver, at bortforklare eller bagatellisere autogynefili.

Nok fordi Lawrence selv er en autogynefil MtF’er arbejder hun i sin bog ikke med de MtF’er som er seksuelt tiltrukket af mænd, selvom hun nævner dem i forbifarten hvor hun betegner dem, ligesom forskerne Ray Blanchard og Michael Bailey gør det, som homoseksuelle transseksuelle. Disse forskere arbejder mere med gruppen og ser den grundlæggende set som bestående af meget feminine homoseksuelle mænd, der allerede som børn viste tydelige træk på femininitet og ofte også derfor allerede fra barnsben af blev mødt med chikane og mobning pga. denne tydeligt udtrykte femininitet. I henhold til Ray Blanchard og Michael Bailey ønsker disse MtF’er et kønsskifte for at undgå rollen som den foragtede feminine bøsse – og for hermed at kunne blive attraktiv for heteroseksuelle mænd som deres seksuelle begær er rettet mod. Også her er antagelsen altså, at der ligger et seksuelt begær bag MtF’ers ønske om at skifte køn, forskellen til de autogynefile er, at sidstnævnte som børn ikke var i øjne faldende feminine i påklædning, opførsel og interesser, og at deres seksuelle begær grundlæggende set ikke er rettet mod andre men mod fantasien om sig selv som kvinde.

Lisa Andersen mener, at teorien om autogynefili er uholdbar pga. påstanden om at den kvindelige kønsidentitet hos de autogynefile MtF’er er et produkt af deres seksualitet, frem for at deres seksualitet er et produkt af deres kønsidentitet. Og så henviser hun til nogle undersøgelser hvor antallet af MtF’er der betegner sig som autogynefile er lille samt andre, hvor MtF’er der beretter om et seksuelt begær rettet mod mænd, også fortæller om autogynefile erfaringer.

I sig selv er der en selvmodsigelse her, for hvis autogynefile erfaringer er et produkt af MtF’ernes kønsidentitet, så skulle man jo antage, at de var overordentligt udbredte hos alle MtF’er, ja hos alle transkønnede. Og omvendt, hvis de kun er sjældent forekommende blandt MtF’er, så kan kønsidentiteten hos dem, der har disse erfaringer, næppe være den eneste forklaring på at de har dem. Det forekommer også lidt mærkeligt at det forhold, at autogynefile kan berettet om stærk seksuel ophidselse inklusive voldsomme orgasmer udløst af fantasier om f.eks. at have menstruation, virkeligt kan forklares med at de har en kvindelig kønsidentitet. Det kendetegnende ved det autogynefile begær er lige præcist fænomenet ”auto”, dvs. at begæret er rettet mod en fantasi om sig selv frem for en anden. Hvor heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle bliver seksuelt ophidset ved fantasien om sex med en anden person bliver den autogynefile ophidset af fantasier om sig selv, og fantasierne indeholder ikke udelukkende seksuelle handlinger i ordets almindelige betydning, men altså også f.eks. at have en kvindes kropsfunktioner eller at udføre stereotype kvindelige handlinger, så som at f.eks. at barbere benene.

Når der imidlertid indgår seksuelle handlinger i de autogynefiles fantasier, kan disse også indbefatte seksuelle handlinger med mænd. Men i henhold til Lawrence og Blanchard afspejler disse fantasier ikke et reelt seksuelt begær rettet mod mænd, og dermed et ægte homoseksuelt begær i henhold til deres terminologi. Mændenes funktion i disse fantasier er nemlig typisk at penetrere den autogynefile og dermed give dem andel i den ”ultimative kvindelige erfaring” det skulle være at have sex med en mand. Som sådan er disse autogynefile ikke romantisk eller erotisk interesseret i mænd og deres fantasier tager derfor typisk ikke udgangspunkt i konkrete mænd. De homoseksuelle/androfile mænd der altså angiver, at de har autogynefile erfaringer, er i henhold til Lawrence og Blanchard pseodohomoseksuelle/androfile og reelt set autogynefile MtF’er.

At mange relevante MtF’er benægter autogynefile erfaringer forklarer Lawrence og Ray Blanchard med at de bevidst eller ubevidst fortrænger og benægter disse erfaringer – hvad både kan forklares med det tabu disse erfaringer er omgæret med og ikke mindst fordi det desværre både blandt transkønnede og i behandlingssystemet er en stærk tendens til antage, at autogynefile ikke er ægte transseksuelle/transkønnede. Blanchard har sammen med nogle andre forskere lavet en undersøgelse af et udvalg af transkvinder, hvor blodgennemstrømningen i deres penis blev målt samtidigt med at der blev læst historier højt, herunder nogle om erotisk crossdressing. Også gynefile transkvinder, der nægtede, at de blev seksuelt ophidset af sådant viste en tydelig erotisk respons på disse historier. Man kan selvfølgelig mene hvad man vil om sådanne undersøgelser, men undersøgelsen kunne tyde på at der faktisk kan være noget om det der med fortrængningen.

Ifølge Lisa Andersen er det forhold, at sexdrivet forsvinder efter en kønsskifteoperation et bevis på at de mange MtF’er, der er tilfredse med at have fået en sådan, ikke kan have været drevet af et seksuelt begær, men i stedet af behovet for at deres kroppe skal afspejle deres kønsidentitet. I henhold til Lawrence fortsætter det autoerotiske begær imidlertid også ofte efter de operative indgreb, det bliver bare svagere og dermed mere håndterbart, hvad er en stor lettelse for mange af de autogynefile. Til de af hendes klienter, der efter operationen klager over at de ikke længere kan få orgasme, anbefaler Lawrence, at de vender tilbage til deres autogynefile fantasier. Og hun påstår, at de typisk giver hende ret i at det var et hjælpsomt råd.

Sidst men ikke mindst må jeg korrigere Lisa Andersen, der lægger op til at Blanchards teori skulle ligge bag at Sexologisk Klinik afviser hhv. har afvist folk med autogynefile erfaringer, når de søger om hormoner og operationer. Sexologisk Klinik trækker (eller trak) på den ældre teori om transvestitisk fetichisme som er mere snæver end autogynefili. Lawrence, Blanchard og Bailey anbefaler, at autogynefile får adgang til hormoner og operationer og mener, at afvisningen af autogynefile som ”fake” transseksuelle skaber lidelse og fortvivlelse i de berørtes liv og medfører, at de nægtes den hjælp som de har brug for.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

De lesbiske bør melde sig ud af LGBT Danmark

 

Da jeg i 1993 besluttede mig for, at tiden var inde for at jeg måtte springe ud som lesbisk, valgte jeg som en naturlig ting at opsøge det daværende LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Jeg husker, hvordan jeg med sommerfugle i maven gik frem og tilbage ad Knabrostræde, hvor landsforeningens lokaler dengang lå. Først i andet forsøg turde jeg gå igennem porten og ind i varmen hos de homoseksuelle. Jeg har aldrig fortrudt dette valg – ikke mindst fordi jeg få måneder efter hos LBL mødte min dejlige kone som jeg har levet lykkeligt sammen med lige siden.

Men i dag er jeg ikke medlem af den forening som nu hedder ”LGBT Danmark”, dvs. Landsforeningen for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede samt diverse andre grupper som løbende tilføjes alfabetsuppen. Jeg er ikke medlem længere fordi den forening i dag alt andet lige er blevet til en forening der arbejder på at afskaffe homoseksualitet sådan som vi kender den, og ikke mindst på at lesbiske skal forsvinde som meningsfuld identitetskategori.

Denne tragiske udvikling er et resultat af at LBL i 2008 besluttede at inkludere transpersoner. Ingen kan rigtigt sige hvorfor en forening for bøsser, lesbiske og på dette tidspunkt også biseksuelle skulle inkludere transkønnede. Jeg var selv skribent for LBL’s elektroniske månedsbrev i denne periode, og jeg skrev forud for beslutningen ud til de daværende organisationer for transkønnede for at høre, om de var interesseret i at LBL også skulle organisere transkønnede. Det var der ingen af dem, der var. At vi er havnet i denne her situation er altså ikke noget man kan give transkønnede skylden for. Hvad jeg skriver, er derfor ikke rettet mod de mange modige, flittige og pragmatiske transaktivister, der bare stille og roligt arbejder for at transkønnede skal have bedre levevilkår. Hvad jeg skriver om, er hvordan radikale queeraktivister, intersektionelle feminister og radikale transaktivister har ødelagt homobevægelsen, både internationalt og her i Danmark, og om hvordan det især er lesbiske, der betaler prisen herfor.

Grundlæggende set er problemet, at hvis transkvinder ER kvinder, og transmænd ER mænd, sådan som det er efterhånden er blevet populært at sige, så medfører det at man må nydefinere hvad køn er – og dermed også hvad det vil sige, at være homoseksuel, altså det at være romantisk og seksuelt tiltrukket af sit eget køn. LGBT Danmark definerer selv seksuel orientering på følgende måde: ”Det er ens oplevede køn i forhold til den andens udtrykte køn, der definerer den seksuelle orientering”. (Den Lille Grønne om LGBT) Hvordan man oplever sit eget køn – og hvordan man udtrykker sit køn, står ikke lysende klart. Men klart er det, at homoseksualitet i denne definition ikke længere betyder, at man er romantisk og seksuelt interesseret i personer, der har samme biologiske køn som man selv har, og det selvom det ikke bare indtil for nyligt men også rent sprogligt er det, der ligger i udtrykket ”homoseksuel”. Denne klassiske forståelse af homoseksualitet er imidlertid i henhold til LGBT Danmark ”cis-normativ”, hvad betyder, at den tager udgangspunkt i et ikke-transkønnet perspektiv på køn, der efter sigende er ekskluderende i forhold til transkønnede.

I praksis betyder det at man som lesbisk, der ikke er interesseret i sex med personer, der har en penis, let kan blive beskyldt for at være transfobisk. Det er ikke en dårlig joke, at man i LGBT+ kredse nu kan mene, at man som lesbisk er et moralsk forkasteligt menneske, hvis man ikke vil have sex der inkluderer en penis. Det er i voksende grad desværre på vej til at blive den nye normalitet i LGBT+ sammenhænge. I princippet findes kravet om at man som bøsse bør være villig til at have sex med personer, der har en vagina, også. Men antallet af transmænd, der er interesseret i sex med biologiske mænd, er overskueligt, mens andelen af transkvinder der ønsker sex med biologiske kvinder, er ganske betydeligt. Og derfor er problemet reelt og voksende. Når lesbiske ikke vil have sex med transkvinder, så er det jo grundlæggende set fordi de forstår noget andet ved ”kvinde” end en person født med en penis. Og det kan sikkert virke krænkende på transkvinder, at man ikke vil gå hele skridtet nu når LGBT+ bevægelsen jo hævder, at transkvinder ER kvinder. Men hovedhjørnestenen for den lesbiske identitet har altså været, og er fortsat for de fleste lesbiske, at man IKKE vil have sex med personer, der har en penis.  Desværre ser det ud til, at LGBT+ bevægelsen både globalt og her i Danmark har valgt, at tage parti for ”T”’et frem for ”L”’et, og derfor er det på tide, at ”old school” lesbiske overvejer, om man i stedet kunne skabe en alternativ forening og alternative mødesteder, hvor præmissen er, at man anerkender, at det at være lesbisk handler om at man er en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere