Menu
Kategorier

Skrevet af den 5 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 0 kommentarer

Derfor har vi lesbiske fået nok af LGBT

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i her i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem der repræsenterer partier som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man betegner sig selv som en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, og man derfor ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske.

Andre gange formuleres det mere ”venligt”. Her får man som lesbisk at vide, at ens manglende seksuelle interesse for transkvinder skyldes transfobi, men at man jo kan gå i sig selv og kritisk evaluere sit manglende seksuelle begær og forstå, at det afspejler samfundets normer. Hvis man arbejder nok med sig selv, så kan det jo ske, at man kan ændre sit begær, så det inkluderer alle kvinder, også dem der er født med en penis.

Grundlæggende set er det her et spørgsmål om hvordan man forstår køn. Hvad vil det f.eks. sige at være en kvinde? Transkønnede har selvsagt lov til at definere deres køn og seksuelle orientering som de vil. Og de har i allerhøjeste grad ret til at leve uden at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet eller overfaldet når de går på gaden. Men har transkønnede krav på at andre skal ændre deres dybtfølte oplevelse af deres eget køn – og dermed også af hvilket køn de føler sig seksuelt tiltrukket af? Transkvinder har lov til at mene, at deres penis er et kvindeligt kønsorgan, men er vi andre forpligtet til at mene det samme?

Den radikale transaktivisme hævder, at biologisk køn er en social konstruktion, og at køn i stedet handler om hvem man identificerer sig som. Men hvis homoseksualitet (og heteroseksualitet) skal give nogen mening, så skal man kunne definere, hvad det f.eks. er man kan lide ved kvinder, som mænd ikke har, og hvad man ikke kan lide ved mænd, som kvinder ikke har. Det er nemt nok når vi taler om kroppe og kønsorganer. Men det giver ikke rigtigt nogen mening, hvis køn basalt set blot handler om hvilket label man bruger om sig selv.

Når vi lesbiske så siger fra overfor denne her udvikling, får vi at vide, at vi bare opdigter det hele. Det hævdes, at der da ikke er nogen, der tvinger lesbiske til sex med transkvinder, seksuel tvang er jo som bekendt ulovlig, og sex uden samtykke er helt uacceptabel. Ud fra den logik kunne man imidlertid også sige, at der ikke findes det fænomen der kaldes for ”tvangsheteroseksualitet”, da det jo også er forbudt at tvinge et menneske til et heteroseksuelt samleje. Der er forskel på den kriminelle tvang, og så det ikke-kriminelle men dybt problematiske forsøg på at få lesbiske til ændre deres seksuelle orientering.

Og samtykke giver i øvrigt kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister og radikale transaktivister, der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Mange lesbiske har i øvrigt kæmpet længe med deres seksualitet og været fortvivlet over at den var forkert i forhold til samfundets normer. Nogle af os har tvunget os selv til at indgå i heteroseksuelle relationer i det fortvivlede forsøg på at slippe for det stigma, der er knyttet til at være lesbisk. Alle lesbiske kender til den følelse af skam der er forbundet med at være anderledes. At vi nu igen skal skamme os over vores seksualitet – og enten ændre den eller i det mindste holde det hemmeligt, at vi er som vi er, så vi ikke støder andre (her transkvinder), virker derfor særligt ubehageligt og urimeligt.

Et andet fænomen, som bekymrer mange lesbiske kvinder, er at en del unge kvinder først springer ud som lesbiske for så senere at redefinere sig selv som transmænd eller nonbinære. En del lesbiske har erfaringer med at være gendernonconforming, som børn, som unge og som voksne. Vi ved, at det kan være svært at være en ung kvinde, der er ”maskulin” snarere ”feminin” og som er til kvinder. Unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister i dagens LGBT-miljøer guidet over i en transidentitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har. Der er brug for at unge lesbiske får at vide, at det at man som lesbisk ikke føler sig tilpas i samfundets kønsroller og kønsrolleforventninger til kvinder, er ganske oplagt, da disse kønsroller og kønsrolleforventninger er kvindeundertrykkende og ikke designet til at rumme stærke, gendernonconforming lesbiske som os. Problemet er ikke vores kroppe, problemet er at vi undertrykkes pga. vores kroppe. Løsningen er derfor ikke at ændre på kroppen, men i stedet ændre det samfund, som fortsat har så svært ved at rumme os.

Lesbiske i hele den vestlige verden er derfor begyndt at sige ”stop!”. Mest opmærksomhed skabte det, da en gruppe lesbiske her i sommers kortvarig blokerede for paraden under London Pride. Formålet med denne aktion var gøre opmærksom på at en del lesbiske oplever, at vi reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant for lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere

Skrevet af den 16 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Når den intersektionelle feminisme bliver kvindeundertrykkende

 

I går deltog jeg i radioprogrammet AK 24syv hvor jeg debatterede intersektionel feminisme, radikal feminisme og transspørgsmålet med Frederikke Kjerulff Madsen, der betegner sig som intersektionel feminist mens jeg ser mig selv som radikal feminist. Programmet kan (indtil videre) høres her.

Der var mange ting fra det program som fortjener en uddybende kommentar, men jeg vælger at fokusere på hvad jeg opfatter som de mest problematiske af de udsagn og påstande som Frederikke Kjerulff Madsen kom med: Påstanden om at lesbiske som ikke vil have sex med transkvinder er transfobiske, og hendes forsøg på at placere mig, der ser mig selv som en gendernonforming lesbisk, i kategorien transkønnet.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt lesbiske, der ikke vil have sex med transkvinder fordi de har en penis, er transfobiske, var Frederikke Kjerulff Madsen ganske klar i mælet: Det er transfobisk at fravælge transkvinder som sexpartnere pga. af deres kropslige udgangspunkt. Dette bastante udsagn blev så bl.a. forsøgt blødt op med at alle har lov til at sige nej til sex og at samtykke er af central betydning. Men så skulle man som lesbisk så alligevel overveje hvordan ens seksuelle lyst hhv. ulyst er formet og præget af samfundets normer og forestillinger.

Hvad Frederikke Kjerulff Madsen øjensynlig ikke ser er, at der er en klar modsætning mellem samtykke på den ene side – og kravet om at man bør evaluere fraværdet af seksuelt begær på den anden side.

For at undgå misforståelser må jeg hellere fremhæve, at når jeg her taler om samtykke, så taler jeg ikke om samtykke i juridisk forstand, altså om hvorvidt en myndig voksens seksuelle handlinger med en anden myndig voksen kan defineres som strafbare eller ej. Hvad jeg taler om er samtykke i betydningen af at man har lyst til og er med på den seksuelle handling. Samtykke i denne forstand er efter min mening en forudsætning for en god seksuel oplevelse.

Denne skelnen mellem det juridiske samtykke og samtykke som udtryk for lyst er ganske vigtig. Mange lesbiske har prøvet, at presse sig selv til sex med mænd. I juridisk forstand kan man ikke tale om at disse lesbiske ikke samtykkede i disse seksuelle handlinger, men for så vidt som de var udtryk for et forsøg på at presse sig selv til at leve op til samfundets forventninger – og en angst for at være anderledes med alt hvad det kan indebære af sociale sanktioneringer, så var der ikke tale om samtykke i form af de havde lyst.

Seksuelt samtykke giver kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer og magtstrukturer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Men hele denne her ide om at man som kvinde kritisk skal evaluere sin manglende lyst til bestemte typer af sex har også negative konsekvenser for heteroseksuelle kvinder. Det er mit indtryk, at heteroseksuelle kvinder i stigende grad oplever, at deres mandlige partnere lægger pres på dem for at de skal prøve seksuelle handlinger som de ikke har lyst til såsom f.eks. analsex. Mange radikal feminister ser det som en af de mange negative konsekvenser af pornokulturen, og det kan der nok være noget om. Hvis disse mænd nu kan henvise til den intersektionelle feminisme og sige, at man som kvinde lige skal overveje, om ens mangel på lyst til analsex, swingerklub sex eller hvad disse herrer nu lige har lyst til afspejler nogle restriktive og fobiske normer i samfundet, så har de da fået et ekstra middel til at presse kvinder til at overskride deres seksuelle grænser.  Man kan med andre ord ikke både hævde, at man lægger vægt på samtykke til sex og så hævde, at man kritisk skal evaluere sit sin manglende lyst til bestemte typer af sex. Det ene udelukker i praksis det andet.

 

Det andet store problem med Frederikke Kjerulff Madsens udsagn var i mine øjne, at hun drog den konklusion, at det forhold at jeg er en gendernonconforming lesbisk, der ikke identificerer mig med samfundets kønsrolleforventninger til kvinder og derfor ikke vil kaldes for cis-kønnet, måtte betyde, at jeg teknisk set var transkønnet, om end hun venligst ikke ville pådutte mig en identitet.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at Frederikke Kjerulff Madsen ligesom så mange andre intersektionelle feminister hævder, at der nærmest er myriader af biologiske køn samtidigt med at de mener, at hele verdens befolkning kan deles op i kun to kønskategorier nemlig ”cis-kønnet” og ”transkønnet”. Men det direkte farlige ved Frederikke Kjerulff Madsens logik er, at hun hermed faktisk fortæller unge lesbiske kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det hyper heteroseksualiserede og overfeminine kvindebillede som medierne og ikke mindst pornokulturen formidler til nutidens unge, at de jo så nok er mænd.

Og nej, opdelingen i ”cis-kønnet” og ”transkønnet” er ikke neutral. Hvor ”cis-kønnede” tilskrives en accept af samfundets kønsroller (og det betyder for kvinders vedkommende en accept af deres egen undertrykkelse) så går trans-identiteten desværre ofte hånd i hanke med hormonbehandling og operationer. Disse unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister guidet over i en identitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har.

En gang fortalte feminister unge kvinder, herunder unge lesbiske kvinder, at de skulle være stolte af deres kroppe og deres seksualitet. I dag lærer de intersektionelle feminister unge kvinder, der lider under samfundets undertrykkende kønsroller, at denne lidelse må skyldes, at der er noget galt med deres kroppe…

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 mar, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Fobi eller bare uenighed?

 

For nylig så jeg i en debat på Fed Fronts Facebooks side en interessant kommentar. Fed Front er en fedmeaktivistisk gruppe, der kæmper mod samfundets fordomme mod fede, og kommentaren handlede om, at folk med spiseforstyrrelser så som anoreksi har fedtfobi, og dermed ikke kan sammenlignes med de autentiske fede, der lider under samfundets fedtfobi. Denne kommentar kom under heftig beskydning fordi den blev set som ondskabsfuld overfor folk med spiseforstyrrelser og den blev derfor hurtigt fjernet.

Det interessante ved denne kommentar var, sådan som jeg ser det, at den sådan set havde fat i hvad der oprindeligt var betydningen af begrebet ”fobi”. Folk med spiseforstyrrelser har en forstyrret oplevelse af deres krop, selvom de er undervægtige tror de fejlagtigt, at de er fede, og af rædsel for at være fede sulter de sig desværre sommetider ihjel. Der er her klart tale om en psykisk lidelse og derfor om noget, man ikke kan bebrejde den spiseforstyrrede. Tværtimod er det den spiseforstyrrede, der lider under denne fedme fobi og det er ikke en følelse som vedkommende bare kan holde op med at have. Det er et problem, der kræver professionel hjælp.

Problemet med den førnævnte kommentar om at spiseforstyrrede var fedtfobiske var, at den lige præcist ikke blev brugt for at udtrykke den oprindelige betydning af begrebet ”fobi”, men i stedet var udtryk for den nye betydning, hvor fobi er en betegnelse for et ikke nærmere forklaret eller defineret had til en bestemt gruppe. Første gang at ”fobi” fik denne betydning var mig bekendt i forbindelse med homoaktivisters brug af begrebet homofobi om folk, der afviser homoseksuelle forhold uanset begrundelsen, i stedet for i den ældre betydning af homofobi, hvor det var en betegnelse for en frygt for selv at være homoseksuel.

Nu har fobierne i den grad bredt sig, at man kan være fedtfobisk, transfobisk, islamofobisk og meget mere. Hvor den oprindelige betydning af fobi var, at det var en lidelse for den, der havde den, handler den nye betydning i stedet om, at fobien ødelægger livet for dem, som fobien hævdes at være rettet imod. Og dermed er fobikeren ikke længere en lidende person, men i stedet en der med sine ord og gerninger skaber lidelse i andres liv. Fobikeren er ikke længere syg, men i stedet i bedste fald uvidende men typisk grundlæggende set ond. At betegne nogen som fedtfobisk, homofobisk, transfobisk eller islamofobisk er altså at sige, at de er umoralske (eller om man vil syndige) mennesker, der skal gå i sig selv, omvende sig eller i det mindste holde deres mund. Fobi-anklagen er en moralsk kølle, der skal få folk til at underordne sig et bestemt moralsæt og er dermed udtryk for det, som kaldes for social disciplinering.

Nu bør der ikke være nogen tvivl om, at det ikke er i orden, at opfordre til vold mod fede, homoseksuelle, transkønnede eller muslimer. Gør folk sådant bør de mødes med moralsk afvisning og en politianmeldelse. Men er det udtryk for fedtfobi, hvis man synes, at fedme er usundt? Er det homofobisk, at mene, at homoseksuelle parforhold går imod Guds skabelsesorden? Er man transfobisk, hvis man mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan? Er man en islamofob, hvis man ikke tror, at Muhammed er Guds profet? Er disse holdninger udtryk for had, foragt eller, for den sags skyld, frygt? Eller er der ikke snarere tale om holdninger, der er udtryk for, at der er nogen, der har et syn på teologiske spørgsmål, på sundhed og på hvad køn er, som man må kunne rumme i et demokratisk samfund?

Dermed være ikke sagt, at det ikke kan opleves som smertefuldt, når man støder på folk, der afviser det man selv synes at man er, identificerer sig som eller tror på. Selvfølgelig skal man have mulighed for at give udtryk for, at man føler stødt af en sådan afvisning. Men måske man skulle lære sig at skelne mellem uenighed, også når den gør ondt, og så had og opfordringer til vold. Ellers ender den nødvendige demokratisk debat i mudderkastning og ja, verbal aggression.

Læs mere