Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 feb, 2019 under Lgbt | 2 kommentarer

Skal det være kriminelt at tage udgangspunkt i biologisk køn?

 

Enhedslisten har den 15.1.2019 fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om at køn, kønsidentitet og kønsudtryk skal tilføjes loven om hadforbrydelser, der lige fortiden kriminaliserer den der truer, forhåner eller nedværdiger personer pga. deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Umiddelbart lyder det jo rimeligt nok, for selvfølgelig skal det ikke være tilladt at true transkønnede (som reelt er dem som skal dækkes af denne tilføjelse til loven) med f.eks. vold. Problemet er bare, at man ikke skal have beskæftiget sig særligt længe med den radikale transaktivisme for at have erfaret, at man her har en meget bred forståelse af hvad der er transfobisk, dvs. hadefuldt i forhold til transkønnede. Udsagn så som ”en penis kan ikke være et kvindeligt kønsorgan” eller ”mænd kan ikke blive gravide” er for radikale transaktivister udtryk for transfobi, altså hadefuld tale rettet mod transkønnede. Det samme er udsagn så som ”transkvinder skal ikke have lov til at konkurrere mod biologiske kvinder indenfor sporten” eller ”som lesbisk er jeg kun interesseret i andre biologiske kvinder”. Faktisk er brugen af selve udtrykket ”biologisk kvinde” nok til at man stemples som transfobisk. Og så taler vi slet ikke om hvordan man ser på dem der formaster sig til at omtale transkvinder som ”mænd”. I England er en mor f.eks. for nyligt blevet arresteret af politiet for øjnene at sine to små børn og smidt i varetægtsfængsel i 7 timer fordi hun havde omtalt en transkvinde som en mand, ligesom opklæbningen af stickers med udsagnet ”kvinder har ikke penis” bliver efterforsket som hadforbrydelser. Andre britiske debattører har oplevet, at politiet har ringet til dem og advaret dem om at fortsætte med at udtrykke sig kritisk overfor den radikale transaktivisme i offentligheden. ”Fejlkønning” af transkønnede og ”deadnaming” (brugen af det navn en transkønnet fik tildelt ved fødslen) er i dag allerede nok til at man kan blive smidt af Twitter eller sat i ”Facebook fængsel”.

Om Enhedslisten ønsker sådanne britiske tilstande her i landet er det ikke godt at vide. Men partiets folketingsmedlemmer burde ikke være uvidende om hvor omfattende ”transfobi” bliver fortolket i dag og at deres beslutningsforslag lægger op til at blive misbrugt af radikale transaktivister.

Man kan selvfølgelig håbe på, at danske domstole ikke vil dømme folk der f.eks. giver udtryk for den overbevisning, at der kun findes to køn eller som mener, at man som lesbisk har lov til sige, at man ikke er til personer født med en penis også når disse selv ser sig som lesbiske.

Men nu behøver man ikke at få folk dømt for påstået hadefuld tale for at lovændringen vil have en effekt. Alene angsten for at blive kontaktet eller ligefrem arresteret af politiet og eventuelt trukket igennem en retssag vil være nok til at mange ikke længere vil turde sige fra overfor den radikale transaktivismes nysprog og dens angreb på enhver der ikke bakker 100 procent op omkring dens forståelse af køn og seksualitet. Allerede nu har radikale transaktivister lavet computerprogrammet ”Shinigami Eyes” der markerer blogs, hjemmesider og personlige Facebookprofiler med rødt hvis brugere af programmet har rapporteret at disse er transfobiske. Det er oplagt, at radikale transaktivister ville kunne bruge dette program til massiv chikanemæssige politianmeldelser af ”kønskættere” hvis Enhedslistens beslutningsforslag skulle blive vedtaget af Folketinget.

Dermed være ikke sagt, at transkønnede ikke skal kunne beskyttes lovgivningsmæssigt mod reelle trusler mfl., men så længe de radikale transaktivister udlægger ethvert udsagn om at biologisk køn findes og spiller en rolle som hadefuld tale rettet mod transkønnede, vil Enhedslistens beslutningsforslag åbne døren for et uhørt angreb på ytringsfriheden, ja på enhver saglig og fakta orienteret offentlig samtale om køn. Lovændringen vil kunne blive brugt til omfattende chikane mod radikalfeminister (hvoraf en del ironisk nok stemmer på Enhedslisten), men også mod forskere og alle andre, der ikke deler forestillingen om at køn ikke udelukkende handler om kønsidentitet.

 

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2018 under Lgbt | 1 kommentar

Hvad er en kvinde?

 

Et af det senmoderne samfunds kendetegn er, at der ikke længere er noget, der er givet, men at alt i stedet står til debat. Hver enkelt af os er tvunget til at navigere i et farvand hvor der hverken er fastlagte landemærker eller én veldefineret rute at følge. Vi må finde vores egen vej. Og det er jo på mange måder godt. Jeg er f.eks. glad for at jeg ikke behøver at leve som en hjemmegående husmor gift med en mand, sådan som min mor gjorde det da jeg var barn. Det er vigtigt, at ingen skal pålægges nogle kønsroller som de ikke kan genkende sig selv i men i stedet her frihed til at leve sådan som det passer dem bedst.

Men i dag er det ikke længere bare kønsrollerne, som vi selv kan vælge og sammensætte. Nej, nu er det selve vores køn som vi selv skal definere. Kønnet er i de sidste år blevet løsrevet fra at handle om vores kropslige udgangspunkt og er i stedet blevet til en selvdefineret identitet. Der er personer, som er født med en penis, men som insisterer på at de er kvinder. Der er personer, der menstruerer, men som insisterer på at de er mænd. Der er personer, der hævder, at de hverken er mænd eller kvinder, men i stedet er nonbinære. At være transkønnet er det nye sort og medierne har kastet sig over emnet med stor begejstring. Men som så ofte, så er der langt mellem de journalister der faktisk tør stille kritiske spørgsmål i stedet for bare at agere mikrofonholdere.

Hvad jeg i hvert fald endnu ikke har set, er en journalist, der tør stille de helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være en mand hhv. en kvinde? Når du siger, at du er en transkvinde og ikke en mand – hhv. en transmand og ikke en kvinde – eller at du hverken er en mand eller en kvinde – hvad er det så som du ikke er?

Nu har jeg i flere år deltaget i debatten om køn og kønsidentitet på Facebook, hvor den er ganske intens især blandt feminister. Min erfaring er, at det typisk påstås, at man f.eks. er en kvinde ”hvis man føler, at man er en kvinde”. Spørger man så hvad det vil sige at føle sig som en kvinde, får man svaret: ”at føle sig som en kvinde vil sige, at man identificerer sig som en kvinde”. Spørger man dernæst hvad det sige at identificere sig som en kvinde, får man svaret: ”at identificere sig som en kvinde vil sige at man føler sig som en kvinde”. Det nyeste skud på stammen er dog, at det hævdes, at man er en kvinde hvis man siger, at man er en kvinde – og en kvinde er en person, der siger, at vedkommende er en kvinde. Det er jo en logik der svarer til at hævde, at indholdet af en krukke hvorpå der står ”salt” per definition er salt – og at salt er det der befinder sig i krukker hvorpå det står ”salt”. Denne logik overgås sådan set blot af dem, der simpelthen siger, at ”transkvinder ER kvinder – det står ikke til debat!”. Det er unægteligt en klog strategi at afvise at debattere det som man tydeligvis ikke har nogle rationelle argumenter for. Virker det ikke kan man så altid holde sig for ørene og skrige ”transfobi”!!! Angreb er jo som bekendt det bedste forsvar. Men ser man bag om alle afledningsmanøvrerne, cirkelslutningerne og de personlige angreb så må man sådan set bare konstatere, at det grundlæggende spørgsmål ikke er blevet besvaret: hvis køn ikke handler om vores kropslige udgangspunkt – om vores medfødte reproduktive potentiale – hvad er køn da? Er man en kvinde fordi man har en udefinerbar følelse som man fortolker som en kvindes følelse? Er man en mand fordi man meget gerne vil ses og anerkendes som en mand? Hvad vil det i det hele taget sige at være noget? Er man f.eks. lige så gammel som man føler sig?  Er jeg per definition den jeg gerne vil være?

Nu må folk efter min mening mene og føle om sig selv hvad de vil. Selvfølgelig har transkvinder ret til at identificere sig som kvinder – hvad de så end mener med det. De har lov til at mene, at deres medfødte penis er et kvindeligt kønsorgan ligeså vel som transmænd, der er gravide, har lov til at mene, at de er gravide mænd. Problemet opstår når den enkeltes subjektive selvforståelse bliver til en norm som andre objektivt skal bøje sig for. Så får vi nemlig krav om at myndighederne generelt skal omtale mødre som ”den fødende forældre”, og krav om at personer med en penis skal have lov til at nøgenbade sammen med kvinderne. Så får vi krav om at personer født med en mands krop skal have lov til at konkurrere med biologiske kvinder indenfor sportens verden. Man må mene om sig selv hvad man vil – men man må ikke pådutte andre ens holdninger, heller ikke om en selv.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 12 dec, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Er det transfobisk selv at ville definere sin egen seksualitet?

 

Ehm Hjorth Miltersen (EHM) reagerer i et debatindlæg i Information fra den 12.12.2018 på min kronik i samme avis fra den 30.11.2018.

EHM lægger ud med at sætte spørgsmålstegn ved min påstand om at lesbiske udskammes når de ikke vil have sex med personer født med en penis også når disse definerer sig som kvinder. En sådan udskamning er EHM nemlig ikke selv støt på. Men måske EHM i så tilfælde skulle kigge forbi Informations Facebookside og se på debattråden under min kronik og få syn for sagen.

EHM mener, at jeg er transfobisk fordi jeg ”fejlkønner” unge transmænd og kalder dem for kvinder. Men EHM beskriver selv hvordan lesbiske kan finde ud af at de er transmænd eller nonbinære og hvordan der er transkønnede, der finder ud af at de er kønsrolleafvigende lesbiske. Der er med andre ord tale om en gråzone mellem forskellige måder at definere grundlæggende set samme oplevelse af at være født med en kvindes krop men ikke kunne genkende sig selv i rollen som ”normal” heteroseksuel og ”feminin” kvinde. Hvis det er transfobisk, at betegne unge lesbiske, der omdefinerer sig selv som transkønnede, som ”kvinder”, så er det vel også homofobisk, at omtale unge transkønnede, som omdefinerer sig selv til lesbiske kønsrolleafvigende kvinder, som ”transkønnede”? Eller måske man bare skulle lade være med at råbe ”fobi!” hver gang nogen fortolker virkeligheden anderledes end man selv gør?

EHM mener at havde gennemskuet mig – jeg skriver om seksuel udskamning af lesbiske kvinder men mit egentlige mål skulle være et transfobisk angreb på transkvinder. EHM har øjensynligt ikke forstået, at man ikke kan definere hvad det vil sige, at være lesbisk, hvis man ikke også kan definere hvad det vil sige, at være en kvinde. Jeg definerer mig som lesbisk fordi jeg er en biologisk kvinde der er til andre biologiske kvinder. Det er sådan jeg forstår min seksualitet. Andre har selvsagt lov til at definere ”lesbisk” på anden vis. Men hverken EHM eller andre har lov til at pådutte mig en forståelse af mit køn og min seksualitet som jeg ikke kan genkende mig selv i.

Og ja, transkvinder er ikke biologiske kvinder selvom EHM påstår det modsatte. Mennesker er pattedyr, og alle pattedyr er delt op i hanner og hunner (og så enkelte individer som ikke kan placeres entydigt i en af disse to kategorier). Hunpattedyr er født med en vagina og ikke med en penis. Det er også derfor, at du skal være født med en penis, for kunne være en transkvinde. Dette hører med til at være en transkvinde og ændrer sig ikke ved hvad man så siden hen stiller op med denne penis.

Sidst taler EHM om ciskønnede kønsnonkonforme personer. Måske det skyldes, at EHM ikke ved hvad ”ciskønnet” betyder? I hvert fald ser det ud til at EHM trækker på det binære modsætningspar ”transkønnet” og ”ciskønnet” og ikke har fattet, at der altså findes mennesker, der som undertegnede ikke kan genkende sig selv i en af disse to kategorier og derfor venligt men bestemt vil have sig frabedt at få dem påduttet i det store LGBT+++ fællesskabs hellige navn.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 0 kommentarer

Derfor har vi lesbiske fået nok af LGBT

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i her i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem der repræsenterer partier som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man betegner sig selv som en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, og man derfor ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske.

Andre gange formuleres det mere ”venligt”. Her får man som lesbisk at vide, at ens manglende seksuelle interesse for transkvinder skyldes transfobi, men at man jo kan gå i sig selv og kritisk evaluere sit manglende seksuelle begær og forstå, at det afspejler samfundets normer. Hvis man arbejder nok med sig selv, så kan det jo ske, at man kan ændre sit begær, så det inkluderer alle kvinder, også dem der er født med en penis.

Grundlæggende set er det her et spørgsmål om hvordan man forstår køn. Hvad vil det f.eks. sige at være en kvinde? Transkønnede har selvsagt lov til at definere deres køn og seksuelle orientering som de vil. Og de har i allerhøjeste grad ret til at leve uden at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet eller overfaldet når de går på gaden. Men har transkønnede krav på at andre skal ændre deres dybtfølte oplevelse af deres eget køn – og dermed også af hvilket køn de føler sig seksuelt tiltrukket af? Transkvinder har lov til at mene, at deres penis er et kvindeligt kønsorgan, men er vi andre forpligtet til at mene det samme?

Den radikale transaktivisme hævder, at biologisk køn er en social konstruktion, og at køn i stedet handler om hvem man identificerer sig som. Men hvis homoseksualitet (og heteroseksualitet) skal give nogen mening, så skal man kunne definere, hvad det f.eks. er man kan lide ved kvinder, som mænd ikke har, og hvad man ikke kan lide ved mænd, som kvinder ikke har. Det er nemt nok når vi taler om kroppe og kønsorganer. Men det giver ikke rigtigt nogen mening, hvis køn basalt set blot handler om hvilket label man bruger om sig selv.

Når vi lesbiske så siger fra overfor denne her udvikling, får vi at vide, at vi bare opdigter det hele. Det hævdes, at der da ikke er nogen, der tvinger lesbiske til sex med transkvinder, seksuel tvang er jo som bekendt ulovlig, og sex uden samtykke er helt uacceptabel. Ud fra den logik kunne man imidlertid også sige, at der ikke findes det fænomen der kaldes for ”tvangsheteroseksualitet”, da det jo også er forbudt at tvinge et menneske til et heteroseksuelt samleje. Der er forskel på den kriminelle tvang, og så det ikke-kriminelle men dybt problematiske forsøg på at få lesbiske til ændre deres seksuelle orientering.

Og samtykke giver i øvrigt kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister og radikale transaktivister, der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Mange lesbiske har i øvrigt kæmpet længe med deres seksualitet og været fortvivlet over at den var forkert i forhold til samfundets normer. Nogle af os har tvunget os selv til at indgå i heteroseksuelle relationer i det fortvivlede forsøg på at slippe for det stigma, der er knyttet til at være lesbisk. Alle lesbiske kender til den følelse af skam der er forbundet med at være anderledes. At vi nu igen skal skamme os over vores seksualitet – og enten ændre den eller i det mindste holde det hemmeligt, at vi er som vi er, så vi ikke støder andre (her transkvinder), virker derfor særligt ubehageligt og urimeligt.

Et andet fænomen, som bekymrer mange lesbiske kvinder, er at en del unge kvinder først springer ud som lesbiske for så senere at redefinere sig selv som transmænd eller nonbinære. En del lesbiske har erfaringer med at være gendernonconforming, som børn, som unge og som voksne. Vi ved, at det kan være svært at være en ung kvinde, der er ”maskulin” snarere ”feminin” og som er til kvinder. Unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister i dagens LGBT-miljøer guidet over i en transidentitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har. Der er brug for at unge lesbiske får at vide, at det at man som lesbisk ikke føler sig tilpas i samfundets kønsroller og kønsrolleforventninger til kvinder, er ganske oplagt, da disse kønsroller og kønsrolleforventninger er kvindeundertrykkende og ikke designet til at rumme stærke, gendernonconforming lesbiske som os. Problemet er ikke vores kroppe, problemet er at vi undertrykkes pga. vores kroppe. Løsningen er derfor ikke at ændre på kroppen, men i stedet ændre det samfund, som fortsat har så svært ved at rumme os.

Lesbiske i hele den vestlige verden er derfor begyndt at sige ”stop!”. Mest opmærksomhed skabte det, da en gruppe lesbiske her i sommers kortvarig blokerede for paraden under London Pride. Formålet med denne aktion var gøre opmærksom på at en del lesbiske oplever, at vi reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant for lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

Læs mere