Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 okt, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Må man være lesbisk i år 2018?

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i den vestlige verden skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere, inklusive dem der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Et meget illustrativt eksempel på denne logik er den lange debattråd som et interview med mig i Out & Abouts november udgave har udløst.

Der er noget bemærkelsesværdigt ulogisk i den argumentation som så ofte fremføres af radikale transaktivister og intertionelle feminister, når de forsøger, at gøre transfortællingen til det som skal forme alle andres køns- og seksualitetsforståelse. For det hedder sig jo ellers, at vi har ret til selv at definere vores køn. Man hvis man så vover, at definere sig som biologiske kvinde, der er seksuelt og romantisk interesseret i andre biologiske kvinder, så er Fanden godt nok løs i Laksegade. Så er man transfobisk, benægter transkvinders eksistens, og står på den ene eller anden måde i ledtog med Brasiliens nyvalgte højreekstremistiske præsident, og hvad ved jeg. Retten til selvdefinition stopper tydeligvis når denne ikke svarer til den queere/intersektionelle transaktivismes forestillinger. I hvert fald når vi taler om lesbiske kvinder, så har vi pligt til at acceptere en definition af vores seksualitet (at den i princippet er rettet mod alle, der kalder sig for kvinder uanset biologisk køn) som andre har lavet. Det manglede da bare, at vi gik rundt og troede, at vi selv må bestemme hvordan vi vil se og forstå vores køn og vores kærlighed!

Sådan som jeg forstår logikken, eller hvad man nu skal kalde det, i mange af angrebene på mig, så handler det om, at der øjensynligt blandt mine kritikere er den fremherskende holdning, at der ikke findes forskellige forståelser og fortolkninger af køn. Køn ER bare – men denne kønsmæssige væren tager ikke udgangspunkt i f.eks. konkrete anatomiske forhold, end ikke i kønsstereotyper. Nej, i stedet er påstanden nu den, at transkvinder er kvinder fordi de siger, at de er kvinder. Beviset på at de er kvinder, er, at de findes. Altså er det forhold, at der findes personer født med en penis, der siger, at de er kvinder, et uomstødeligt bevis på at de er kvinder. Og hvad vil det så sige, at være en kvinde? Ja, det at være en kvinde vil sige, at man siger, at man er det. Køn er med andre ord ikke andet end en selverklæring, der udmærker sig ved, at den ikke har noget indhold. Det svarer lidt til at sige, at hvis der på en dåse står ”salt”, så er dens indhold per definition ”salt”. Og ”salt” er det, som befinder sig i dåser, hvorpå der står ”salt”. Køn er på den ene side en helt essentiel del af hvem vi er – en art grundlæggende væren som har krav på ubetinget anerkendelse fra andre – og som trues på livet hvis den ikke mødes med ubetinget anerkendelse – men denne væren består af det rene udefinerbare luft. Men helt ærligt, mon dog ikke de fleste transkvinder har en forestilling om hvad det vil sige, at være en kvinde? Hvordan kan de ellers være overbevist om at de er kvinder og ikke mænd? Dette her queere forsøg på at opløse køn opløser dybest set også kategorien ”transkønnet”. Hvis ingen kan sige, hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, samtidigt med at man er en kvinde, hvis man siger, at man er er det (og det samme mht. til mand), hvordan kan man så vide, at man har det køn man siger, at man har? Hvor mange mennesker kan virkelig finde identitetsmæssig ro og balance i påstanden om at ”jeg er en kvinde, fordi jeg siger, at jeg er det?” Er det måske derfor alle andre skal piskes til at fortælle dem det hele tiden?

På samme måder opløser de queere/intersektionelle såmænd også kategorien ”interkønnet”, som de ellers i den grad har taget til hjertet. Når de hævder, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorierne ”biologisk mand” og ”biologisk kvinde” er en social konstruktion som det reelt set er umuligt, at definere, og som derfor ikke eksisterer, så siger de sådan set, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorien ”interkønnet” ikke eksisterer. ”Interkønnet” betyder nemlig, at man biologisk set befinder sig et sted mellem de biologiske kategorier mand (hanmenneske) og kvinde (hunmenneske). Hvis disse to kategorier ikke eksisterer, kan de interkønnede heller ikke eksistere, da der jo så ikke længere er to køn som de befinder sig et sted i mellem. Man kan jo heller ikke tilhøre en kategori, der befinder sig et sted mellem drage og varulv, da disse to kategorier er fantasivæsener. Med mindre man selvfølgelig mener, at man er en drage eller en varulv, hvis man siger, at man er det…

Men nu er det altså i første omgang lesbiske i klassisk forstand, der reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er ikke sundt at komme i fællesskaber, hvor ens seksuelle orientering ikke bliver respekteret, men hvor man i stedet bliver fordømt, og hvor man mødes med et moralsk krav om at man skal skifte identitet, hvis man vil høre til. Derfor er det på tide at vi lesbiske, som ikke er med på den queere/intersektionelle vogn, danner vores eget netværk eller vores egen forening. Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, der indtil videre kun findes på Facebook, vil snart komme på banen også i real life!

 

 

Læs mere

Skrevet af den 31 aug, 2018 under Feminisme, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Den kristne højrefløj, queer og kampen mod de homoseksuelle

 

Det ser ud til at den kristne højrefløj her i landet kalder til korstog mod queer-ideologien. En interessant alliance af Folkekirkens højrefløj og den katolske debattør Iben Thranholm vil nu forsøge, at bremse dens indflydelse i samfundet. Lidt sent skulle man mene, her 4 år efter indførelsen af det juridiske kønsskifte. Faktisk er det jo bemærkelsesværdigt at den kristne højrefløj, der i årtier med en indædt stædighed og med næb og klør har kæmpet imod homoseksuelle rettigheder, i det store og hele har været ligeglad med transaktivismen. Øjensynligt har man set sig helt anderledes provokeret og udfordret af at to personer af samme køn skulle få lov til at gifte sig end af at en person med en penis kan få officielt papir på at vedkommende er en kvinde.

Nu har den kristne højrefløj i Danmark så opdaget, at queer udgør en trussel mod de traditionelle kønsroller. Den kristne højrefløjs grundindstilling er jo den, at Gud har skabt os som mand og kvinde, og det betyder ikke blot, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, men også at vores hjerner er enten mandlige eller kvindelige. Gud har dikteret, at mænd er maskuline og til kvinder, og at kvinder er feminine og er til mænd. Det er jo bl.a. derfor, at den kristne højrefløj så indædt har kæmpet mod samfundets accept af homoseksuelle, for vi repræsenterer et brud ikke blot med Guds påståede seksuelle orden men også med de kønsroller som han efter sigende skulle stå bag.

Hvad de ikke har forstået er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme udgør en trussel både for dem, der kæmper imod disse kønsroller og for homoseksuelle.

F.eks. er queers opløsning af køn et stort problem ud fra et radikalfeministisk perspektiv fordi vi går ud fra, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor mænd undertrykker, udbytter og udnytter kvinder. Man kan ikke føre kvindekamp mod denne uretfærdighed hvis man ikke kan definere hvem der er kvinder og hvem der er mænd. Man kan jo heller ikke føre arbejderkamp hvis man ikke kan definere hvem der er arbejder og hvem der er kapitalist.

Og faktisk har den kristne højrefløj og queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme det tilfælles, at de går ud fra at vi fødes med kønnede hjerner og at ”kønsidentitet” hhv. kønsrollepræferencer derfor er medfødte. Indenfor radikalfeminismen ses de derimod som sociale konstruktioner skabt for at muliggøre mænds dominans over kvinder. Vi mener, at de lægges ind i os via vores socialisering og at de adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder dermed ikke er et produkt af biologien men af samfundet. Ud fra et radikalfeministisk perspektiv er det derfor undertrykkende, når den kristne højrefløj forventer, at mænd og kvinder skal leve i henhold til en klart defineret mandlig hhv. kvindelig kønsrolle. Og der er ligeledes undertrykkende når de radikale transaktivister påstår, at en lille drengs forkærlighed for lyserøde kjoler og dukker betyder, at vedkommende i virkeligheden er en pige. Vores køn dikterer ikke vores præferencer og vores præferencer dikterer ikke vores køn!

Hvad den kristne højrefløj slet ikke har bemærket er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme grundlæggende set arbejder på at afskaffe den homoseksuelle identitet. Homoseksualitet forudsætter nemlig ligesom heteroseksualitet, at køn er noget der kan defineres. Man skal kunne definere hvilket køn det er som man føler sig emotionelt og seksuelt tiltrukket af og hvilket køn man ikke føler sig tiltrukket af. Og indtil for nyligt var vi alle enige om at det var biologiske mænd og biologiske kvinder der udgjorde disse køn. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme mener imidlertid at biologisk køn er en social konstruktion og er helt umuligt at definere. I stedet hævder man, at køn udelukkende er et spørgsmål om hvem man føler, at man er. Det har så igen medført, at vi nu har ”lesbiske med penis” og ”bøsser med vagina”. Men rigtigt mange homoseksuelle er og forbliver ikke seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer med modsat biologisk køn uanset hvad disse kalder sig selv. Ikke mindst blandt lesbiske i klassisk forstand er der en voksende protest mod denne nydefinering af homoseksualitet som vi slet ikke kan genkende os selv i.

Ligesom den kristne højrefløj hævder, at vi lesbiske er unaturlige når vi ikke er til sex med biologiske mænd og at vi skal ændre på vores seksualitet, så siger de radikale transaktivister, at vores fravalg af personer født med en penis uanset deres ”kønsidentitet” er udtryk for transfobi, og at vi kritisk bør evaluere vores manglende seksuelle interesse for dem. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme har det tilfælles med den kristne højrefløj, at man kræver, at homoseksuelle skal ændre deres seksuelle orientering så den passer til deres normer. Så måske den kristne højrefløj slet ikke behøver at være så bekymret for queer – måske denne ideologi vil opnå det som den kristne højrefløj så forgæves har kæmpet for, nemlig at sende homokampen tilbage til start.

Læs mere

Skrevet af den 12 jul, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Pride, homokamp og historieløshed

 

Noget der kendetegner LGBT-bevægelsen, er en udpræget mangel på historisk bevidsthed. Et stjerneeksempel herpå er Christopher Street opstanden, homorettighedskampens historie og Priden.

Det er f.eks. en stadigt mere populær myte, at Christopher Street opstanden blev startet af en sort transkvinde, og at homoseksuelle i dag derfor både skylder de transkønnede Priden og alle de rettigheder som homoseksuelle har tilkæmpet sig i de sidste årtier. Denne påstand holder imidlertid ikke vand.

For det første giver det ikke mening, at ville tilbageprojicere den senmoderne identitet ”transkønnet” til 1969 hvor den ikke fandtes. I 1960’erne blev kønsoverskridende biologiske mænd, der var seksuelt interesseret i andre mænd, set som homoseksuelle transvestitter og ikke som transkvinder. For det andet, var optøjerne spontane uroligheder, der hverken var planlagte eller havde nogen leder. For det tredje, så viser de primærkilder vi har, herunder de få fotos fra urolighederne, grupper af unge, hovedsageligt hvide mænd. Så hvorfor fratage bøsserne æren for Christopher Street opstanden?

Men det er også mere grundlæggende set dybt problematisk, at tro, at der går en lige linje fra Christopher Street opstanden til nutidens homorettigheder.

Der fandtes nemlig allerede en homobevægelse før Christopher Street opstanden. LGBT Danmark blev f.eks. grundlagt i 1948 som ”Foreningen af 1948”, der senere tog navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det er lidt sjovt, at de samme mennesker, der hylder foreningens grundlægger Axel Axgil som et homorettighedsforkæmper ikon, kan tro, at homobevægelsen startede med Christopher Street opstanden.

Christopher Street opstanden var derimod utvivlsomt inspirator for de pride demonstrationer, der i årene efter opstanden begyndte at poppe op rundt omkring i den vestlige verden. Og den var også i et varieret omfang en inspirationskilde til den revolutionære homobevægelse – i Danmark i form af Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Disse grupperinger var lige præcist revolutionære. De ønskede ikke at bøsser og lesbiske skulle favnes af og inkluderes i det etablerede heteroseksuelle, patriarkalske og kapitalistiske samfund. De så sig i stedet som spydspidsen i en politisk og seksuel revolution, der skulle omstyrte den etablerede orden. Indtil det mål var nået forsøgte man at skabe en modkultur til det etablerede samfund hvor hhv. bøsser og lesbiske (hver for sig da man var kønsseperatistisk) kunne opleve det alternative fællesskab som de håbede engang ville erstatte den etablerede samfundsorden. Faktisk var der i 1970’erne stort set ingen homoseksuelle aktivister, der ønskede at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig. Man kæmpede ikke for at ægteskabet skulle udvides til at omfatte par af samme køn – man så ægteskabet som en undertrykkende patriarkalsk institution som skulle afskaffes.

Hvis man vil finde oprindelsen til de mange homorettighedspolitiske succeser som vi har set i de sidste årtier, skal man i stedet se på aids epidemien. Det er interessant nok næsten glemt i dag, men aids var den største katastrofe i de homoseksuelles historie – lidt på linje med holocaust for jøderne. Ikke nok med at titusinder af bøsser døde af aids, ofte under store lidelser, epidemien udløste også et homofobisk bachslash. Mange homoseksuelle aktivister begyndte at forstå, at de havde brug for majoritetssamfundets støtte – både økonomisk og socialt – for at få bugt med denne epidemi. I en tid, hvor Margaret Thatcher opfandt begrebet ”TINA” – there is no alternative” (til den neoliberale kapitalistiske verdensorden) blev dette slogan også til homokampens nye dagsorden. Man skrotede drømmen om revolutionen og gik i stedet i gang med at kæmpe for at blive accepteret og inkluderet i den etablerede verdensorden – og det på dennes præmisser. Det er også her, at Priden skifter fra at være en politisk protest til en mangfoldighedsfest. Erhvervslivet og den politiske elite skulle ikke nyde noget af at deltage i en mindre flok vrede bøssers og lesbiskes protest – men med tiden kom de til at elske den harmløse mangfoldighedsfest, hvor de i voksende grad får lov til at iscenesætte sig selv som fanebærere for tolerancen.

Denne udvikling skete selvfølgelig ikke over nat. Og den var ej heller nem. Og interessant nok var den såkaldte queer bevægelse længe modstander af denne udvikling. Queer bevægelsen opstod i 1990’erne, i den samme periode hvor den revolutionære homobevægelse var hensygnende eller allerede de facto død. Queer trak på nogle af dens ideer, men man var og er meget mere individualistisk, ligesom man trækker på teorien om at man via performance kan nedbryde samfundets undertrykkende strukturer. Interessant nok var queer oprindeligt stærkt kritisk overfor identitetspolitik – i hvert fald den der handlede om kvindekampen og homokampen. Ud over, at man fra starten af havde et belastet forhold til kategorien ”kvinde” og ”homoseksuel”, så var man også af den overbevisning, at identitetspolitik føres på bekostning af andre og derfor er dybt problematisk. I det første årti i det nye årtusinde var det et fast indslag i forbindelse med hver Pride, at Enhedslistens Queerudvalg med forskellige midler protesterede mod Priden, der blev beskyldt for f.eks. islamofobi og homonationalisme – og så ikke mindst for ikke at sætte fokus på transkønnedes situation.

Men det var dengang. I dag favner Priden i den grad de transkønnedes sag, at Copenhagen Pride end ikke vil tage afstand fra den dybt antihomoseksuelle påstand om, at lesbiske der ikke ønsker sex med transkvinder, der har en penis, og bøsser der ikke vil have sex med transmænd, der har en vagina, skulle være transfobiske. Priden er i dag ikke bare en megakommercialiseret iscenesat selvgodhedsfejringsevent – den er også blevet til et projekt, der angriber homokampens fundament – nemlig retten til at være til personer af samme biologiske køn som en selv. Vha. queer har LGBT-bevægelsen sejret ad helvede til.

Læs mere

Skrevet af den 17 nov, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den queere blindhed

 

Den 14.11.2016 havde Storm Lillevang, der identificerer sig som transmand, et længere debatindlæg i Politiken der på mange måder var et vredt angreb på det samfund, som efter hans mening ikke giver plads til queere kroppe og dermed mennesker som ham. Især var Storm Lillevang vred over den skam, som han mener, at samfundet med dets normer påfører alle dem, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede. Med sidstnævnte menes mennesker ”der ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen”. Det sjove er faktisk, at lige præcist begrebet ”ciskønnet” viser det dobbeltspil der ofte spilles, når man taler om normer og folk, der ikke passer til normerne. Jeg har i hvert fald oplevet adskillige transkønnede, der er blevet rasende fordi jeg nægter at bruge begrebet ”ciskønnet” om mig selv, da det passer lige så dårligt til min måde at forstå mit køn og leve mit liv på som begrebet ”trans-kønnet” gør. Men de fleste transkønnede er lige så normstyrede som de fleste andre mennesker – hvis man ikke vil tilpasse sig deres forståelse af køn, seksualitet og krop ja så er man et meget ondt menneske, der har at skamme sig! Og det er jo heller ikke så mærkeligt, for på trods af al den her tomme snak om ”normkritik”, som man elsker så meget i de queere kredse, så har alle mennesker en forestilling om rigtigt og forkert – de har normer – og disse normer påvirker deres syn på andre og på dem selv. At prøve på at få folk til at skamme sig hvis de ikke følger ens normer er også ganske almindeligt og almen menneskeligt, tænk blot på den iver hvormed visse vælgere og partier gerne beskrives som ”ikke-stuerene”. Storm Lillevang bruger såmænd også selv tricket f.eks. når han til sidst i indlægget prøver at få sine cis-kønnede venner, der har været uforsigtig nok til at identificere sig med forældre til transkønnede og deres ønske om at acceptere deres børn, til at skamme sig over at de i det hele taget kunne tro, at det skulle være et problem at være forældre til et transkønnet barn. Skam er et styringsmiddel der skal få folk til at tilpasse sig ens egne normer, det gælder for queere såvel som for alle andre.

Men det er da rigtigt nok, at det at være anderledes end de fleste på det seksuelle og det kønsmæssige område typisk opleves som skamfuldt. Jeg har som homoseksuel i hvert fald indtryk af, at man som homoseksuel helst snakker om de heteroseksuelles homofobi men ofte ikke kan sætte ord på sin egen internaliserede homofobi. Jeg tvivler bare på at Storm Lillevangs hyper aggressive sprog med al den her ”smadder den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden” logik er vejen frem. Det er i hvert fald trist hvis man kun kan holde op med at sparke indad ved at begynde, at sparke udad.

Logikken knækker dog totalt når Storm Lillevang skriver, at ”normerne og strukturerne er med til at installere skam i bestemte kroppe. Kroppe, der eksempelvis ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle.” Det er nemlig i trans-sammenhænge meget udbredt at påstå, at man som transkønnet er ”født i en forkert krop” og lige fortiden består hovedparten af kampen for transkønnedes rettigheder i et krav om at transkønnede skal have ubegrænset og uhindret adgang til hormonbehandling og kirurgiske indgreb, hvis mål er at få deres kroppe til at lige normen for hvordan ens krop skal se ud som hhv. mand eller kvinde. Men hvis det er samfundet, der får transkønnede til at væmmes ved deres egen krop og mene, at den er forkert, er løsningen så på bedste a la Askepot maner at skære en hæl og klippe en tå, så de transkønnedes kroppe kan passe til majoritetssamfundets prinsessesko?

Problemet er jo tingene er vævet sammen. Hvis samfundet ikke havde nogle normer om hvordan man skal være, opføre sig, klæde sig etc. som mand hhv. som kvinde – hvis vi altså ikke havde kønsroller – så ville der slet ikke kunne findes transkønnede. Hele ideen om at ”man føler sig som kvinde”, ”identificer sig som mand”, ”er mand indeni og kvinde udenpå” etc. som man bruger i trans-sammenhænge forudsætter, at der er nogle kønsroller og dermed kønsnormer som er knyttet til begrebet ”mand” hhv. ”kvinde”. Jeg mener, hvordan skulle man ellers kunne vide, at ens sande ”indre” køn er anderledes end ens biologiske hvis det ikke er fordi man forbinder køn med kønsroller frem for kropslige forskelle? På samme måde ville der heller ikke være hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle i en verden, hvor alle var totalt ligeglade med hvem man havde sex med eller levede sammen med. Smadrer man altså den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden, så smadrer man sådan set også sin egen identitet. Spørgsmålet er så om det faktisk er det som man vil.

 

Læs mere