Menu
Kategorier

Skrevet af den 17 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Anne Linnet, de klamme lesbiske og Priden

 

Anne Linnets sange har spillet en stor rolle for mange danske lesbiske. Som den eneste kendte danske kvindelige musikkunster har hun sunget om kærlighed og sex med kvinder – og det sågar i en tid, hvor homoseksualitet var væsentligt mere tabubelagt end i dag.

Men mange lesbiske har også vidst, at Anne Linnet ikke vil kaldes lesbisk, og at hun ikke har vist interesse i at gå ind i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu vil hun så pludselig godt optræde til Copenhagen Pride og måske er det i anledning heraf, at Politiken bringer et længere interview med hende den 12.8.2018. Her kan man så læse følgende:

” »Les-bisk«”. Anne Linnet smager på ordet, imens hun siger det. Hun synker, som har hun rent faktisk tygget på det. »Nej, det går ikke«, siger hun så. »Det har en træls klang. Det lyder som noget røvkedeligt. Og lidt klamt«. Hun griner sin dybe hæse latter. Ryster på hovedet. Nej, det passer hende virkelig dårligt at skulle have det mærkat siddende på sig.

 

Jeg mener, det er selvfølgelig helt ok at Anne Linnet ikke vil kaldes for lesbisk – ingen skal pålægges en identitets kategori de ikke kan se sig selv som. Men hun kunne godt have valgt nogle mindre nedsættende kommentarer om kategorien ”lesbisk” end ”træls”, ”røvkedelig” og ”klam”. Og kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride ville lade en kunstner optræde som havde betegnet ”transkønnet” som ”klam”? Nej, vel?

Nuvel, det har jo generelt i år vist sig, at Priden ikke er et sted for stolte lesbiske. Hvad der mere kan undre er, at vi som lesbiske finder os i at blive omtalt så nedladende af en kunstner, der har tjent mange penge på lige præcist hendes lesbiske publikum. Selv den journalist, der har lavet interviewet, Milla Mølgaard, outer sig som lesbisk i interviewet, men hun ser ikke ud til at have et behov for at distancere sig fra Anne Linnets foragt for lesbiske.

Måske hænger det sammen med, at man som lesbisk alt for ofte har internaliseret samfundets foragt for lesbiske, som lever i bedste velgående selvom den politiske og økonomiske elite i dag så gerne fejrer deres ”tolerance”. Det er fortsat som om at lesbiskes seksualitet og kærlighed ikke tages alvorlig – og når den så gør det, ender det hurtigt med foragt.

Klæder man sig som lesbisk nemlig sådan som det forventes af kvinder i vores samfund, og lever man op til dets skønhedsnormer for kvinder, så risikerer man at man(d) ikke tror, at man virkelig er lesbisk. Måske man bare ikke har mødt den rigtige mand? Og der er ikke så få mænd der så render rundt og tror, at de er denne ”rigtige”… Men klæder man sig så ikke som det forventes af kvinder, så er man kedelig og kikset. Da hedder det sig, at man er lesbisk fordi man er for grim til at kunne finde en mand.  ”Betonlebben” repræsenterer de kvinder, der gør noget af det værste man kan gøre som kvinde i patriarkatet – nemlig ikke at leve op til samfundets forventning om at man som kvinde skal forsøge, at behage mænd.

Denne foragt for lesbiske er ikke ny – den har vi lesbiske måtte kæmpe med i generationer – den forstærkes i dag imidlertid af den nye queere/intersektionelle kamp mod lesbiske, som ikke er til sex med personer, der er født med en penis uanset deres kønsidentitet, kombineret med samme miljøs forestilling om, at kvinder der klæder sig maskulint i virkeligheden er transkønnede. Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at en undersøgelse har vist, at langt de fleste kvinder, der kalder sig for lesbiske, er over 40 år, mens man ikke ser en tilsvarende aldersskævhed hos bøsserne. Den lesbiske identitet er under massivt pres, både fra majoritetssamfundet og i det såkaldte LGBT+ fællesskab. Men vi er nogle lesbiske, der er begyndt at sige fra og som kæmper for retten til at være en stolt lesbisk i ordets klassiske betydning af at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Vi har dannet netværket ”Ny Lesbisk Bevægelse Danmark”. Lesbisk Bevægelse stod i 1970’erne og 1980’erne for lesbisk stolthed – det er på tide, at vi genopliver den!

 

Læs mere

Skrevet af den 28 jul, 2013 under Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Sørine Gotfredsen og minoriteterne

Sørine Gotfredsen, en rimeligt kendt debattør og præst med tilknytning til Tidehverv, udbreder sig i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 27.7.2013 om sagen om fyringen af Jim Lyngvild. At Jim Lyngvild blev fyret som vært for Copenhagen Pride fordi han havde brugt udtrykket “bøssekarle” ser hun som et udslag af vor tids forvirring, der blandt andet består i at vi er blevet alt for følsomme på minoriteterne vegne – de konkrete minoriteter hun så nævner er de homoseksuelle og muslimerne, hvor førstnævnte betegnes som en “ophøjet” minoritet.

Denne følsomhed stiller hun op overfor det forhold, at ingen i dette land har taget anstød af at Jim Lyngvild har ladet sig fotografere som den korsfæstede Jesus, og det selvom han udtrykkeligt gjorde det for at provokere. Og det passer i Sørine Gotfredsens øjne så ganske fint med at man i kristendommen tror på en Gud, der er alt for ophøjet til at han kan lade sig krænke. Men til sidst i sin klumme kommer hun så ind på en ny minoritet, “nemlig de kristne. De troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt.” At nogen vil gide tage hensyn til deres religiøse følelser tvivler Sørine Gotfredsen i høj grad på.

Sørine Gotfredsens tekst er en bemærkelsesværdig øvelse ud i en springende logik og retorik. Hvis den kristne Gud per definition er hævet over at blive krænket, hvorfor skulle kristne så have et krav på at man skal beskytte deres følelser for denne Gud mod krænkelser? Hvordan kan man blive krænket på en ukrænkelig Guds vegne?

Men mere grundlæggende sker der et spændende spring i klummens perspektiv. Sørine Gotfredsen lægger jo ud med at fortælle om at “vi” er blevet for følsomme på minoriteternes, i praksis de homoseksuelles og muslimernes, vegne. “Vi”, dvs. Sørine og hendes læsere – eller er det hele nationen?, er altså ikke homoseksuelle og muslimer. “Vi”, er i stedet den heteroseksuelle og ikke-muslimske majoritet, der træder os selv over tæerne i vores iver for at tækkes “de andre”. Men så begynder Sørine Gotfredsen at skrive om den efter sigende lille befolkningsgruppe, der består af troende kristne. Nu kan man jo ikke med sikkerhed vide, om Sørine Gotfredsen mener, at hun er en del af denne minoritet eller om hun tilregner sig ateisterne, de tvivlende etc. Men da hun er teolog og præst er det, på trods af Grosbøll, vel et godt gæt at hun mener, at hun tilhører denne minoritet. Og en pæn del af Kristeligt Dagblads kernelæsere vil nok også gerne se sig selv som troende kristne, der tager deres tro alvorligt. Sørine Gotfredsen og hendes antagne læsere skifter altså perspektiv, nu er man ikke længere majoriteten, der træder sig selv over tæerne men i stedet minoriteten, der bliver trådt på. Fra at være en del af majoriteten, der burde sige “stop nu med den klynken” til minoriteterne ender man som læser blandt de klynkende minoriteter. Og det er jo sådan set godt gået, for dermed får man foræret retten til på en gang at træde på andre og klage over, at andre gør det mod en som man selv mener, man har ret til at gøre mod dem.

Nu undrer jeg mig lidt over, at Sørine Gotfredsen indskriver sig i et heteroseksuelt majoritets “vi”, for jeg har ladet mig fortælle, at hun selv er lesbisk. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, men det forhold, at hun i sin unge dage udgav ungdomsromanen “Marias stjerner”, der har et lesbisk tema, kunne pege i den retning. Men selvfølgelig, hvis man vil være en stjerne blandt de politisk og teologisk konservative så gør man nok klogt i at sætte sit lesbiske lys under en skæppe.

Hvad Sørine Gotfredsen bare lige glemmer er, at det jo slet ikke var det heteroseksuelle flertal, der fyrede Jim Lyngvild. Det var i stedet Copenhagen Prides bestyrelse, der gav ham silkesnoren, og det især fordi foreningen Sabaah, der hovedsageligt består af lgbt personer af såkaldt anden etnisk herkomst, truede med at boykotte paraden hvis Jim Lyngvild forsatte som vært. Ikke så meget pga. af hans bemærkning om bøssekarle, men fordi han på Facebook havde kaldt nogle unge med anden etnisk baggrund, der havde forøvet homofobisk vold, hvis nok mod ham selv, for “perkere”.

Sagen om Jim Lyngvild handler altså ikke om en heteroseksuel majoritet, der tager for meget hensyn til de homoseksuelle og muslimerne, men om en konflikt blandt homoseksuelle (og biseksuelle samt transpersoner) om hvordan man må tale om personer af såkaldt anden etnisk baggrund, primært muslimer. Men det er også i forhold til denne strid, at Sørine Gotfredsen kunne have haft en pointe. For hvor sandsynligt er det lige, at Copenhagen Pride ville have fyret Jim Lyngvild, hvis en kristen gruppe af lgbt personer havde truet med at boykotte paraden pga. hans forhånelser af deres tro?

Læs mere

Skrevet af den 4 feb, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Selma Lagerlöf

Lambda Nordica, et tidsskrift der publicerer nordisk forskning relateret til homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, har udgivet et temahæfte om Selma Lagerlöf. Artiklerne om Selma giver indblik i nogle hidtil ret så ukendte sider af denne kendte forfatter.

 

Selma Lagerlöf er en af Nordens mest kendte kvindelige forfattere og har nærmest en landsmoderlig rolle i den svenske bevidsthed. Det er sikkert ikke uden grund, at hun f.eks. pryder de svenske 20-kronerssedler. Efter at forskningen i nyere tid er begyndt først at læse og siden publicere Selma Lagerlöfs breve har det imidlertid vist sig, at hun har haft en side, som samtiden og i vid udstrækning nutiden har været hhv. er blind for: Selma elskede kvinder med en overvældende lidenskabelighed. Især er der to kvinder, der har fyldt i hendes liv: Den svensk-jødiske forfatterinde Sophie Elkan og seminaradjunkten Valborg Olander. Selma havde et forhold til begge på en gang, og den derudaf opståede trekant var ikke uden problemer og dramaer.

 

Lambda Nordicas nummer 3 fra 2008 bringer i alt tre artikler samt lidt ekstra materiale, der forsøger, at kaste et queer lys over Selma. Kerstin Muncks artikel ”Selma Lagerlöf – en lesbisk författere?” og Lisbeth Stenbergs artikel ”Selma Lagerlöfs sista texter – Fragment til en biografi över Sophie Elkan” kredser rundt omkring Selmas ubestridelige lidenskab for kvinder, hendes mulige selvforståelse og hvilken betydning denne selvforståelse kan have fået for hendes forfatterskab.

 

En central tekst til forståelsen af Selma Lagerlöfs syn på sin lidenskab for kvinder er et uddrag af et brev som hun skrev til Sophie Elkan i foråret 1894: ”Jeg ser i København så mange forhold mellem kvinder at jeg må forsøge at komme til en forståelse af hvad naturen vil med det. (Det er naturligvis absolut uangribelige kvinder som jeg taler om.) Derfor laver jeg nu følgende definition af kærligheden: behovet for at eje en anden for at føle at man har ret til at leve. Den som ikke kan elske nogen må dø. Hvad tror du? Lad os opgive den præhistoriske forklaring, den er grim. Men min følelse for dig er ikke grim. Jeg tror aldrig, at den har været det. Sig bare, at kærligheden ej har sagt alt hvad den har at sige derved at den lader verden fortsætte. Den er mere til for de levende end for de blivende. Og hvorfor skulle man ikke kunne elske hvem som helst af menneskene lige højt

 

Det er tydeligt, at Selma føler sig nødsaget til at forsvare sine følelser, for i hendes tid var termerne ”homoseksuel” hhv. ”lesbisk” lige blevet opfundet og de blev i stigende grad brugt til at nedgøre og sygeliggøre kærlighed mellem kvinder, der ellers i det meste af 1800-tallet havde været noget, som havde været ret så accepteret. (Om end ud fra den præmis at man forventede, at den var aseksuel.)

 

Meget tyder på, at Selma imidlertid havde en seksuel relation, om end muligvis ikke til Sophie Elkan så dog til Valborg Olander. Selma kæmper tydeligvis med spørgsmålet om hvorvidt hendes lidenskab er forkastelig eller ej, om hun er en normbryder eller ej. Men vi har ikke nogen dokumentation for, at Selma brugte termen ”lesbisk” om sig selv eller kunne identificere sig med den. At hun kendte den fremgår imidlertid af, at hun i et brev betegner en anden kvinde som en lesbisk!

 

Det store spørgsmål er hvorvidt Selma overførte nogle af sine egne bekymringer og tanker om sig selv og sin kærlighed til sin litteratur. Selma skrev aldrig om homoseksuel kærlighed, men ofte om heteroseksuel kærlighed, der bevæger sig tæt på grænsen for samfundets normer. Det er altså muligt, at der er et queer budskab i Selmas tekster, men det vil kræve meget mere forskning at afdække dette aspekt.

 

Karin Lindeqvists artikel ”Farlig forskning” er et interview med Lisbeth Stenberg, der handler om den påfaldende mangel på interesse som forskningen i de queere aspekter af Selma er blevet mødt med. Det er tydeligt, at det svenske majoritetssamfund ikke har den store lyst til at beskæftige sig med en queer Selma Lagerlöf. Men det er det så kommet til. Lambda Nordicas tema nummer ”Selma” omtaler nemlig en kommende tv-serie på svensk tv, der vil fokusere på Selma Lagerlöfs privatliv. Og det ramaskrig som denne tv-serie efterfølgende vakte i de svenske medier viser, at man hverken kan eller vil acceptere, at landsmoderen elskede og elskede med kvinder.

 

Alt i alt er ”Selma”’s artikler om Selma Lagerlöf interessant læsning. Dog er det lidt synd, at resten af tidsskriftet, nemlig en artikel om nogle kvindelige fotografer samt nogle anmeldelser, virker indforståede og uden synderlig relevans for læsere som befinder sig udenfor et snævert svensk kønsforskningsmiljø. Jeg savner også en uddybning af hvilke kvindemiljøer i slut 1800-tallets København det kan være, som Selma hentyder til i sit brev. Mig bekendt kender den danske forskning ikke til et kvinder-der-elsker-kvinder eldorado i slut 1800-tallets København!

 

 

Selma – Lambda Nordica nummer 3/Volyn 13 (2008)
87 sider
69 SEK/7 Euro

 

 

Læs mere