Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 17 jul, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Problemet med queer

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling “Somewhere, over the rainbow – Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur” præsenterer sig som forskning men er nok mere et eksempel på queer teoriens begrænsninger.

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling er på mange måder en sær størrelse. Den består nemlig af ca. 100 siders referat af hvad queer-teori går ud på efterfulgt af fem artikler, som han enten tidligere har fået publiceret i fagtidsskrifter eller som er på vej til at blive det. Det er i hvert fald i mine øjne bemærkelsesværdigt, at man kan få godkendt en Ph.d.-afhandling, hvor hele forskningsdelen består af allerede fagligt bedømt og godkendt materiale. Men de fem artikler (om folketingsdebatterne i forbindelse med lovgivning om regnbuefamilierne, om folketingsdebatterne om indførelsen af det kønsneutrale ægteskab, om mediedækningen af World Outgames i 2009 samt en filmanalyse af filmen “The Kids Are All Right” og en filmanalyse af filmen “Rosa Morena” – sidstnævnte er i øvrigt skrevet sammen med Lene Myong) hænger kun løseligt sammen – og kunne i øvrigt sagtens læses uafhængigt af de forudgående ca. 100 siders teori.

Dog har Michael Nebeling Petersens Ph.d-afhandling et hovedtema, og det er påstanden om at homoseksualitet er gået fra at være noget der blev forbundet med synd, sygdom og død til noget, der er forbundet med livet – og det fordi homoseksuelle i dagens Danmark har ret til at gifte sig og danne familie. Men samtidigt med at monogame homoseksuelle med hang til at danne familie er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, er der andre, der er blevet skubbet udenfor. Disse andre er ikke-monogame homoseksuelle – men det er i endnu højere grad muslimerne. De bliver i dag skubbet udenfor i kulden fordi de beskyldes for at bryde med den nye norm om at man skal være tolerant og frisindet overfor homoseksuelle, og det i den grad at det i dag er den muslimske indvandrer og ikke den homoseksuelle som sådan, der er queer, dvs. skæv i forhold til samfundets normer og som derfor bliver mødt med udstødelse fra livets sfærer. På samme måde sker homoseksuelles adgang til adoption på bekostning af fattige mennesker i den 3. verden som mister deres børn fordi de bliver nødt til at adoptere dem bort.

Det som jeg synes er seriøst skuffende ved “Somewhere, over the rainbow” er, at man som læser aldrig får nogen forklaring på hvorfor retorikken om homoseksuelle har forandret sig i løbet af de sidste 25-30 år. I stedet får man stolpe op og stolpe ned af moraliserende anklager om alle de etiske problemer der øjensynligt opstår når homoseksuelle får del i de heteroseksuelles privilegier. Hvad jeg derudover savner er en kritisk refleksion over queer teoriens egne grundpræmisser. Hvorfor skulle det at leve i et monogamt parforhold f.eks. være noget specielt heteroseksuelt?

Mht. påstanden om at homoseksuelle opnår anerkendelse på bekostning af muslimerne så er det jo rigtigt nok, at det i dag er blevet populært at anklage muslimer for at være homofober, men de politikere og debattører, der gør mest ud af den fortælling, er faktisk dem, der er mest afvisende overfor homorettighederne. Så spørgsmålet er nu nok, om homorettigheder virkelig skaber islamofobi . Faktisk var det i slutningen af 1800-tallet almindeligt, at hvide europæiske mænd anklagede de muslimske mænd for at være notorisk homoseksuelle i modsætning til dem selv, som havde en helt anderledes naturlig foragt for sådanne perversioner! Muslimerne/muhamedanerne/saracenerne er nu en gang den såkaldte kristne verdens arvefjende – de er i den vestlige tankegang typisk blevet fremstillet som onde og forkerte, men det de beskyldes for afspejler hvad samtiden opfattede som forkert. I slutningen af 1800-tallet var det f.eks. homoseksualitet – i dag er det så f.eks. at være imod homoseksualitet.

I øvrigt er det ret mærkeligt, at Michael Nebeling Petersen så absolut tildeler homoseksuelle evnen til at reagere på den måde som de omtales på af andre. Homoseksuelle tager retorikken til sig, eller de kæmper imod den – de ses som nogen, der aktivt er med til at forme samfundets syn på dem selv. Muslimerne derimod fremstår i “Somewhere, over the rainbow” som fuldstændigt passive. Vi får intet at vide om hvordan landets muslimer reagerer på påstanden om at islam er homofobisk og at muslimer er imod homoseksuelles rettigheder. På den måde tegnes muslimerne som de klassiske hjælpeløse ofre. På samme måde bliver de forældre fra den 3. verden, som adopterer deres børn bort, fremstillet som hjælpeløse ofre, der kun bortadopterer deres børn fordi de er så fattige, at de ikke har noget andet valg. At nogle af de børn, der adopteres bort måske er uønskede, synes ikke at være en option. I stedet synes præmissen at være den, at alle forældre altid ønsker at kunne leve sammen med deres biologiske børn.

Og så et sidste suk: Aldrig har jeg læst en videnskabelig afhandling med så mange sprogfejl! Lidt mere omhu mht. det skrevne sprog ville måske også give lidt mere respekt for det som bliver skrevet.

Dog vil jeg her til sidst lige nævne, at man med fordel kan læse “Somewhere, over the rainbow”‘s første ca. 100 sider, hvis man ønsker at blive klogere på hvor queer-teorien står henne i dag.

Læs mere

Skrevet af den 29 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lesbisk muslim blev chikaneret af sin arbejdsgiver

Der har i pressen ofte været fokus på hvor hårdt muslimsk homoseksuelle har det. Hovedfokus har her været, at de muslimske homoseksuelle udsættes for heftig chikane af andre muslimer, der ikke kan acceptere homoseksualitet. Det er desværre sandt, at muslimske homoseksuelle kan risikere at blive mødt med heftig afvisning fra andre muslimers side af. Men de kan også risikere at blive mødt med foragt af ikke-muslimer, en indfaldsvinkel som vi interessant nok ikke hører så meget om.

 

Retten i Viborg har således den 28.12.2009 givet en muslimsk lesbisk med irakisk baggrund medhold i, at hun er blevet udsat for chikane af hendes tidligere arbejdsgiver. Han havde bl.a. udtalt, at han ville brænde hendes Koran og han havde udtalt sig nedsættende om hendes seksualitet.

 

Retten tilkendte hende 40.000 kr. i erstatning og har hermed, forhåbentligt, fået afsluttet en grim sag der bl.a. viser, at muslimske homoseksuelle ikke blot er oppe imod muslimsk homofobi men også mod dansk islamofobi og homofobi.

 

Man kan læse mere om sagen på http://www.nv-law.dk/cms/site.aspx?p=683&newsid=2285

Læs mere