Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 aug, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Religionsdebatten efter den 11. september

Den 11. september 2001 er en dag, der har præget sig dybt i
min bevidsthed. Jeg sad til et bestyrelsesmøde i Magistrenes A-kasse, da jeg
først hørte om terrorangrebet, men desværre var der ikke hos de andre stemning
for at afbryde mødet, så det var først da jeg kom hjem sent på aftenen, at jeg
kunne tænde for fjernsynet og dermed se hvad der var sket. Den 11. september
stod dengang og står den dag i dag for mig som en ubeskrivelig fej og
nederdrægtig forbrydelse. Allerede dengang var det mig klart, at den 11.
september ville forandre verden, men jeg havde, selvfølgelig fristes jeg til at
sige, ikke forestillet mig i hvilken grad det ville ske. For mig at se er
f.eks. USA’s deroute som supermagt uløseligt knyttet til George Bushs
ugennemtænkte reaktioner på terrorangrebet den 11. september.

Mht. hvad den 11. september har betydet for synet på
religion, i hvert fald her i Danmark, så er det vist et ret overset forhold, at
Undervisningsministeriet i 2001 var godt i gang med at udtænke
gymnasiereformen, og her var der stærke kræfter, der ønskede at afskaffe
religion som et selvstændigt fag i gymnasiet. Efter 11. september 2001 har jeg
ikke hørt mere om den ide. At selv gymnasiereformens bagmænd, der var
kendetegnede ved at have deres pædagogiske og faglige ben solidt placeret i
luften, nu godt kunne se fordelen i at de unge lærer noget om religion i
gymnasiet, siger lidt om den nytænkning den 11. september udløste.

Alt i alt har den 11. september helt klart øget interessen
for religion, men den har også ført til en dæmonisering af religiøse mennesker
(ikke kun men dog mest muslimer) samt, hvad igen ofte overses, terrorangrebet
bidrog til en regulær åndelig forarmelse.

Religionsdebatten har siden den 11. september nemlig i det
store hele udelukkende bestået af spørgsmålet om de politiske dimensioner som
religioner har hhv. tillægges. Ud over debatten om hvorvidt religion (ikke kun
men dog mest islam) skal fjernes fra det offentlige rum handler
religionsdebatten nemlig næsten udelukkende om hvorvidt islam er forenelig med
demokrati, kvinderettigheder etc. og om hvilken rolle kristendommen har spillet
mht. udviklingen af demokrati og velfærdsstat. Eller med andre ord, debatten
handler om hvorvidt islams tilstedeværelse i Europa er en trussel eller en
berigelse mht. vores demokratiske fremtid og om hvorvidt kristendommen kan
eller skal instrumenteres i en politisk kamp mod islam. Sagt på en anden måde:
religionsdebatten er i det store hele en debat om indvandrere, flygtninge,
integration, åbne eller lukkede grænser etc.

Når religion kun ses som et politisk fænomen, ja så kommer
alle de åndelige og eksistentielle spørgsmål til kort. Ingen gider rigtigt
diskutere hvor vi kommer fra, hvor vi går hen, hvad meningen med livet er, hvem
Gud er, hvorfra det onde kommer etc. På den måde er religion de facto
forsvundet fra det offentlige rum – i hvert fald hvis man vover at se religion
som noget, der ikke udelukkende men dog i meget høj grad handler om lige
præcist disse spørgsmål. Vi kan diskutere op og ned af stolpe hvorvidt der skal
indrettes bederum i skoler og i fængsler – men vi taler ikke om hvad bøn er,
hvordan man kan bede og hvad bøn betyder for os. Vi kan diskutere i lange baner
hvorvidt muslimerne må få egne gravpladser, men udenfor de kirkelige medier
diskuterer stor set ingen livet efter døden. Og sådan kunne man blive ved. Jeg
siger ikke, at denne åndelige ørken først blev skabt af den 11. september, men
terrorangrebet har bidraget til denne udvikling fordi det skabte et fokus på
religionernes politiske betydning på bekostning af alt andet.

I den politiske kampplads, som religion er blevet til, er
der ikke plads til åndeligt søgende mennesker, hvis spørgsmål der ligesom ikke
er tid til, nu når alt handler om at positionere sig indvandringspolitisk. Måske
er det derfor ikke så mærkeligt, at mange af de åndeligt søgende tyer til
buddhisme og new age, der har formået at holde sig udenfor den politiske
instrumentalisering.

Læs mere

Skrevet af den 24 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Terror kan aldrig undskyldes

Der har siden den 11. september blandt højreorienterede
debattører og politikere været en stærk tendens til at sætte lighedstegn mellem
islam og terrorisme. Den nødvendige og selvfølgelige afstandstagen fra
religiøst baseret vold er gang på gang bevidst kammet over i en almen
dæmonisering af landets muslimer. At tage afstand fra en sådan dæmonisering af
mennesker, der udelukkende trækker på deres religiøse baggrund, er i mine øjne
en moralsk pligt. For voldelige ord kan føre til voldelige handlinger, hvad
terroren i Oslo jo også har vist med al sin tragiske tydelighed.

Desværre er der blandt venstrefløjens debattører og visse
muslimske debattører også dem, der går et utilgiveligt skridt videre.  Dette skridt består i at forsvare terroren med
henvisning til vestens overgreb mod muslimer verden over. Men lige meget om man
med rette eller urette føler sig uretfærdigt behandlet så er terror aldrig et
acceptabelt valg. Terror er en forbrydelse mod menneskeheden og skal ikke
kaldes for noget andet!

Efter at det er kommet frem, at manden bag terrorangrebene i
Norge, Anders Behring Breivik, har betegnet sig selv som nationalkonservativ og
at han har været en ivrig anti-muslimsk debattør ude på internettet, er der
blevet trængsel ved håndvaskende i de anti-muslimske miljøer.

Og selvfølgelig er det da rigtigt, at det at man er imod
islam ikke behøver at betyde, at man går ind for vold. Ligesom det helt store
flertal af muslimer er også det helt store flertal af antimuslimer ikke
terrorister. Om end man kan undre sig lidt over, at så mange af dem der har
råbt op om, at alle muslimer skal tage afstand fra muslimsk inspireret terror og
at mangel på vilje hertil viser, at man støtter denne terrorisme, nu enten
forbliver tavse eller med fornærmet stemme afviser, at de skulle have samme
ansvar mht. anti-islamisk inspireret terror.

Nej, der hvor argumentationen bliver utilgivelig er der,
hvor man undskylder eller retfærdiggør Anders Behring Breiviks massedrab. Lad
mig blot her citere nogle udpluk fra debatten:

Endelig har jeg også tænkt at dette, rædselfulde, onde, som skete igår,
ja, det har indvandringen og de politikere der tillod indvandringen af muslimer
til vore lande, dybest set, også bragt over os. Det har skabt så dybe
skillelinier i vore folk, i familier, blandt venner (jeg har allerede mistet et
meget nært venskab over indvandrerspørgsmålet). Det HAR skabt had, fordi det er
det er det vigtigste spørgsmål overhovedet i vores tid. Spørgsmålet om vore
børns fremtid, om vore landes fremtid. DE hader DF og nationalkonservatisme,
JEG hader, i mørke stunder, dem der har bragt indvandringens ulykker over vores
land og folk
.”

Og ja, jeg forstår faktisk godt, at et ungt, kristent menneske kan begå
en så desperat handling nu om dage. Jeg kender selvfølgelig ikke det konkrete
motiv for Breiviks handling (HVIS han er gerningsmanden), men jeg føler mig
faktisk også nogle gange desperat og fortvivlet over det herskende moralske
forfald omkring os
.”

Jeg savner en erkendelse af, at denne tragiske hændelse fra en gal
mands side er fremkaldt af egensindige politikere, der har tilsidesat
folkeviljer, Danmarks Riges Grundlov og al folkelig medvirken, for at deres
drømmescenarium kunne virkeliggøres. De må have studeret de samme metoder, som
vi kender alt for godt fra Adolf Hitler og Joseph Stalin
.”

Uddrag fra http://www.uriasposten.net/archives/27097#comments

Det er dem som har tilladt den massive islamiske indvandring som har skabt en mand som Anders B.
som er (var) et godt menneske. Men vær opmærksom på at de ikke kun har skabt
Anders B. men mange andre. Stop islam ellers ender det desværre i total krig,
tænk på jeres børns fremtid!

Uddrag fra debat tråden til http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2011/07/23/anders-behring-breikvik/
Ligesom det gang på gang er blevet sagt til muslimerne må
det nu siges til anti-muslimerne: Tag afstand fra terroren! Lad være med at
undskylde den og give ofrene skylden! Tag i stedet et grundigt opgør med
ekstremisterne!

Hadprædikanter skaber vold, lige meget om de nu råber op om
jihad eller korstog! Lad det være læren af terroren i Norge.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 jun, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Hijra – en kompleks identitet og rolle

Der har i de senere år været en voksende interesse i Vesten
for de såkaldte hijras – en gruppe af mennesker der lever i Indien, Pakistan og
Bangladesh. En hijra er en biologisk mand der går i kvindetøj og som ideelt set
giver afkald på sex ved at lade sig kastrere og i denne forbindelse ofrer sine
kønsdele til den hinduistiske gud Bedhraj Mata. Som følge af denne religiøse
kastration antages en hijra at have visse magiske evner, især evnen til at
kunne velsigne nygifte og nyfødte med frugtbarhed. De lever på kanten af det
etablerede samfund, og de bliver mødt både med en vis respekt og en del foragt.

Hijras lever i hierarkisk opbyggede fællesskaber – og for at
kunne blive anerkendt som en autentisk hijra skal man rituelt havde tilsluttet
sig en gruppe af hijras og underordnet sig en guru.

Som den indiske antropolog og kønsforsker Gayatri Reddy skildrer
det i sin meget velskrevne bog ”With Respect to Sex – Negotiating Hijra
Identity in South India” så er hijra identiteten og rollen en meget kompleks størrelse,
da den trækker på en række indiske forestillinger om køn, seksualitet, kaste,
klasse og religion.

F.eks. er det oplagt at ville spore hijra identiteten og
rollen langt tilbage i den indiske religionshistorie. Hinduismen kender f.eks.
til en række fortællinger om guder, der skifter køn. Dertil kommer, at hijra
identiteten og rollen helt klart trækker på det indiske askeseideal hvor den,
der forsager familielivet og seksualiteten – og dermed faktisk gør oprør mod den
etablerede samfundsorden – mødes med stor respekt bl.a. fordi det antages, at
den der på denne måde befinder sig på kanten af samfundet er udstyret med
særlige magiske egenskaber.

Men samtidigt med at hijras altså har en forbindelse til
hinduismen, hvad jo også viser sig ved at de dyrker den hinduistiske gud Bedhraj
Mata, så definerer hijras sig som muslimer. Således skal man konvertere til
islam for at kunne blive hijra. Hijra kulturen er da også stærkest i de områder
af Indien hvor der er flest muslimer. Alt i alt er det derfor oplagt at se
hijra identiteten og rollen som et fænomen, der ikke bare har rødder i
hinduismen men også i islam, nærmere betegnet i den anerkendelse og respekt som
eunukker blev mødt med i den muslimske verden i tiden før den europæiske
imperialisme, der på mange måder greb ind i  f.eks. indernes moralnormer og værdi sæt.

Men ikke nok med at hijras altså nedbryder forestillingen om
at hinduisme og islam er hinandens absolutte modsætninger. Nej, de relativerer
også askeidealet. For nok fremhæver hijras typisk, at hijras er aseksuelle og
at de ernærer sig ved at forrette religiøse ritualer. Men op mod 50 % af alle
hijras ernærer sig faktisk ved at sælge sex – og mange har en mand som de lever
sammen med. Denne forening af askese og lyst, som også findes hos den
hinduistiske gud Shiva, hører med til den indiske evne til at forene forhold,
som i Vesten ses som hinandens modsætninger.

Hijras relativerer også den typiske vestlige forståelse af
køn og seksualitet. Hijras trækker på en forestilling om køn, hvor der lægges
vægt på den sociale og seksuelle rolle man indtager. I og med at de går i
kvindetøj og forretter andre feminint kønnede aktiviteter som f.eks. madlavning
– og i med at de indtager den passive rolle i forbindelse med analsex med
biologiske mænd er de i egne øjne en
slags
kvinder. Men de ser sig ikke som
kvinder – for at være kvinde mener de forudsætter, at man kan føde børn. I
stedet opdeler de kønslandskabet i tre køn: mænd, kvinder og hijras. I øvrigt
ser hijras sig som tilhørende en stor familie af de såkaldte ”kotis”, dvs. mænd
der optræder feminint og lader sig penetrere seksuelt, men i og med at de lever
og klæder sig som kvinder – og lader sig kastrere – ser de sig som dem, der har
krav på mest respekt fordi de er villige til at ofre mest. Og opnåelse af
respekt spiller for hijras, som for de fleste andre indere, en meget stor
rolle.  I øvrigt synes hijras ikke at
kunne indtænke muligheden af biologiske kvinder, der klæder sig maskulint og
indtager en penetrerende rolle.

Med andre ord passer hijras ikke til den vestlige term ”homoseksuel”,
for deres udgangspunkt er ikke kønnet på dem de er seksuelt interesseret i, ud
over at de jo som sagt har et noget komplekst forhold til det seksuelle begær. Hijras
passer imidlertid heller ikke rigtigt til den vestlige term ”transkønnet”, for
i modsætning til den typiske transkvinde ser de sig ikke som kvinder, der er
blevet født i en mands krop. Selv om Gayatri Reddy ikke bryder sig om
betegnelsen ”det tredje køn” for hijras synes jeg dog, at det alt andet lige er
den bedste betegnelse for dem. Men det er vigtigt, at fremhæve, at hijra rollen
og identiteten ikke kan reduceres til at handle om køn og seksualitet, det er
også en religiøs rolle, og den synes i øvrigt at være knyttet til mennesker fra
de lavere klasser i det indiske samfund, der ikke er præget af vestlige
forestillinger om køn og seksualitet.

Gayatri Reddys bog har været en sand øjenåbner for mig. Det
har været fascinerende at se hvor kompleks hijra identiteten og rollen er – og at
få øjnene op for hvor problematisk det er at ville bedømme ikke-vestlige
kulturelle og identitetsmæssige fænomener ud fra vestlige forestillinger og
forventninger.

Læs mere

Skrevet af den 22 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Sharia og retten til at definere sin egen tro

Når jeg fra tid til anden tager en debat med en selverklæret ateist støder jeg ofte på det fænomen, at han eller hun med stor iver fortæller mig hvad jeg tror på, for så derefter at påvise hvor forkert det jeg tror på er.  Det er for mig en ret irriterende oplevelse fordi den jeg debatterer med typisk påstår, at jeg tror på noget jeg faktisk ikke tror på. I stedet for at lytte til det jeg fortæller, og så spørge ind til hvorfor jeg tror som jeg gør, hvordan jeg begrunder det etc., vælger min samtalepartner altså den nemme vej der består i at gå ud fra at han ved hvad jeg tror på, når jeg siger jeg er kristen. Og med det som udgangspunkt kan han eller hun så fremføre sin velafprøvede argumentation mod min tro. Jeg må desværre også konstatere, at debatten har det med at stoppe når jeg gør opmærksom på, at jeg altså ikke tror på den måde som min samtalepartner beskriver det. For han eller hun nægter nemlig typisk at gå ind på hvad jeg fortæller om min tro, måske fordi det er for besværligt at gå ind på hvad jeg faktisk siger. Eller også er det måske for uoverskueligt at skulle forholde sig til at en repræsentant for en religion ikke lever op til de fordomme man nu har gjort sig om alle der tilregner sig denne religion.

Grunden til at jeg skriver ovenstående er, at jeg måtte tænke på denne ret kedelige erfaring, da jeg læste Lone Nørgaards læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 22.12.2010. Heri går hun skarpt i rette med den liberale muslim Sherin Khankan. Khankans brøde består i, at hun i en kronik i Kristeligt Dagblad  har argumenteret for, at man godt kan være muslim og demokrat.

Men den går ikke, understreger Lone Nørgaard, for sharia og demokrati er nemlig uforenelige og derfor, sådan ligger det i hvert fald mellem linjerne, skal man som muslim vælge mellem om man vil være muslim eller demokrat.

Men, spørger jeg, med hvilken ret tillader den kulturkristne Lone Nørgaard sig at definere hvad en troende muslim kan og skal tro på? Det virker unægtelig som om hun enten ikke kan eller ikke vil forholde sig til, at der er mange forskellige islam-forståelser, herunder også forståelser af hvordan Sharia skal tolkes. Sharia behøver ikke at tolkes som et sæt af love der skal omsættes politisk. Sharia kan f.eks. også tolkes som en etisk vejledning for den enkelte muslim, hvad ikke er hverken mere eller mindre demokratisk end når nogle kristne mener, at man i Bibelen kan finde en konkret vejledning for hvordan man skal leve som kristen.

Der er også noget stereotypt over de anklager som Lone Nørgaard fremfører, såsom ”sætten skel mellem rent og urent, de troende og de vantro (mig!) er uforeneligt med de individbaserede vestlige samfund”. Ikke nok med at f.eks. jødedommen jo også skelner mellem rent og urent uden, at man normalvis af den grund fraskriver jøder et demokratisk sindelag. Og ikke nok med at der vel ikke er nogen essentiel forskel mellem at ville skelne mellem troende og vantro og så f.eks. frelste og fortabte (sådan som man kan se det i visse kristne sammenhænge). Nej, det virker næsten lidt patetisk når Lone Nørgaard tydeligvis føler sig krænket over, at hun i muslimers øjne er en vantro når hun ikke selv er bange for at definere muslimer som anti-demokrater. Hvis Lone Nørgaard mener, at muslimer ser ned på hende og at dette er forkert, ja så må hun vil også mene, at det er forkert af hende at se ned på muslimer?

I stedet for altså at forfalde til de evigt samme beskyldninger og anklager mod muslimer – og ikke mindst de forudindtagede holdninger til hvordan man som muslim per definition tror og forstår sig selv, verden, samfundet og os andre, kunne Lone Nørgaard have spurgt Sherin Khankan hvordan hun forstår sharia, hvordan hun mener, at en accept af Koranen som Guds ord kan forenes med et demokratisk sindelag, hvordan hun ser på ikke-muslimers værdighed og rettigheder i forhold til muslimer etc. For det er rigtigt nok, at Sherin Khankan er mere ivrig for at definere islams forenelighed med demokrati end for at forklare, hvordan hun når frem til den slutning.

Måske det ville gavne, hvis vi var lidt mere nysgerrige og noget mindre forudindtagede når vi debatter om og med muslimer?

Læs mere