Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 12 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Har vi sejret ad helvedet til?

 

I de seneste uger har der været en del medie røre over den såkaldte chikanesag fra Mariager, hvor en lesbisk familie har modtaget fordømmende breve og har oplevet, at deres ejendom er blevet udsat for lettere hærværk. Nu er chikane og hærværk selvfølgelig forkastelige – og det i øvrigt uafhængigt af hvem den går ud over og hvad dens motivation er – men alligevel kan jeg som homoseksuel ikke lade være med at tænke på, at det da går os homoer i Danmark ganske godt, hvis en sådan trods alt rimelig lille sag i den grad kan få folk op at køre. Der har jo trods alt hverken været tale om vold eller trusler om vold men i stedet om en chikane, der mest af alt ligner en enkeltstående psykisk syg persons adfærd.

Den forargelse, ja vrede, som sagen fra Mariager har udløst afspejler imidlertid et forhold, som ofte bliver overset, nemlig at homoseksuelle i Danmark ikke bare har opnået fuld juridisk ligestilling med heteroseksuelle, men at vi også i meget høj grad har vundet kampen om diskursen, eller om den offentlige moral om man vil. At udtrykke afvisning, fordømmelse eller ligefrem afsky for homoseksuelle er i dagens Danmark ikke bare yt, det er moralsk forkasteligt, det er udtryk for at man står udenfor det gode selskab og at man ikke er stueren. Det betyder så ikke, at den ene eller anden offentlige person, typisk men ikke kun en politiker fra Dansk Folkeparti, er hævet over at lade en antihomoseksuel finke flyve fra panden i ny og næ – men de kan også være sikre på at blive mødt med en bølge af protester når de gør det. Og disse finker må de da også typisk æde igen, godt krydret med forsikringer om at de da slet ikke har noget imod homoseksuelle.

Det er ikke bare blevet til en dansk norm, at man skal være pro homoseksuel, nej det er i høj grad blevet til en vestlig norm. Accept af homorettigheder bliver i Vesten ofte udlagt som helt centralt for et demokrati – og spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelt samliv er en menneskerettighed eller en farlig samfundsnedbrydende dekadence er i dag med til at opretholde opdelingen af verden i øst og vest – og nord og syd. Denne vestlige norm er meget ny, den har udviklet sig i løbet af få årtier. Da min far blev født var sex mellem mænd f.eks. en kriminel handling her i Danmark – og jeg selv var 12 år da homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser. En pæn stor del af den danske befolkning er altså vokset op i et samfund, hvor accept af homoseksuelle ikke var en norm, ja hvor homoseksualitet stadigvæk var forbundet med perversion og ja, alt andet end noget pænt.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at der under det ydre lag af næsten tvangsmæssig homoaccept flyder nogle andre understrømme, og når disse bryder op gennem pænhedens overflade, ja så kan de udløse noget nær moralsk panik, være det nu i befolkningen som sådan og da ikke mindst blandt homoseksuelle. Det ligger så snublende nær at møde disse tilfælde af homofobi, homoforagt eller hvad man nu skal kalde dette ukære barn, med moralsk fordømmelse og måske sågar ønske om straf i håbet om at jage disse uønskede følelser og holdninger endnu dybere ind i skabet. Og så er der selvfølgelig også altid ideen om at homoforagten kan kureres med omopdragelse i form af f.eks. de såkaldte normstormere hvis opgave det er at lære unge mennesker, at samfundets norm altså er, at man skal anerkende homoseksuelle hvis man selv vil anerkendes som et ordentligt menneske.

Hvad alle disse ganske velmenende homoaktivister og politiske allierede, der gerne vil profilere sig på en sikker vindersag, overser, er, at dette massive normpres i retning af accept af homoseksuelle kun virker på dem, der grundlæggende set ønsker at være en del af det “danske normfællesskab”. Vil man gerne være stueren, så lærer man med tiden at udtrykke sig “pænt”, selvom man måske ikke tænker “pænt”. Men har man opgivet at være en del af det pæne selskab ser situationen noget anderledes ud. Måske er vi faktisk ved at nå derhen, hvor det at være ikke accepterende overfor homoseksuelle har udviklet sig til at være en form for modkulturel protest identitet. Hvis man i dag pga. sin religion, sin hudfarve, sin økonomi eller hvad ved jeg, oplever at man bliver marginaliseret og stillet udenfor normen er det efterhånden snublende nær at se homoseksuelle som fortropper for det samfund og de normer, som holder en udenfor. Og hermed kan både verbale og fysiske angreb på homoseksuelle blive til en ventil hvor man kan lukke sin indestængte vrede og frustration ud. Det er måske ikke det vi ser i Mariager, men det er nok det vi ser på f.eks. det ydre Nørrebro, hvor homochikanen godt kan tage noget voldsommere former end smædebreve og affald i haven.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Når fordommene får overtaget

Der har i den seneste stykke tid været en del medie røre over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod deres ejendom. Heldigvis har politiet nu anholdt en mand de mistænker for at stå bag chikanen og vi kan derfor håbe på at denne grimme sag hermed får en ende.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger. Kigger man ind på Facebook gruppen Mariager 9550 kan man se, at der har været en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har øjensynligt ingen udenfor Mariager gidet forholde sig til.

Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne bølge af forargelse. Jeg mener, det er jo en kendt sag, at homoseksuelle der færdes i det københavnske natteliv ikke “bare” risikerer chikane i form af tilråb men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed til sin kæreste der hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. Og at det forholder sig sådant tror jeg ikke virkelig kommer som nogen nyhed for de fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem kysse i byens gader?

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at chikanesagen fra Mariager i den grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom der uhindret florerer i homomiljøerne. Og det er fordommen om at man som homoseksuel ikke kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre samfund. Når jeg fortæller, at jeg og min kone lever lykkeligt og helt chikane frit i en mindre by på Falster bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle “ved” øjensynligt at man skal bo i København for at få et godt liv som homo.

Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavner homoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? En frygt de ikke rigtigt kan give udtryk for fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer ind i deres forestillinger om at man som homo skal bo i København.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere