Menu
Kategorier

Skrevet af den 17 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Anne Linnet, de klamme lesbiske og Priden

 

Anne Linnets sange har spillet en stor rolle for mange danske lesbiske. Som den eneste kendte danske kvindelige musikkunster har hun sunget om kærlighed og sex med kvinder – og det sågar i en tid, hvor homoseksualitet var væsentligt mere tabubelagt end i dag.

Men mange lesbiske har også vidst, at Anne Linnet ikke vil kaldes lesbisk, og at hun ikke har vist interesse i at gå ind i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu vil hun så pludselig godt optræde til Copenhagen Pride og måske er det i anledning heraf, at Politiken bringer et længere interview med hende den 12.8.2018. Her kan man så læse følgende:

” »Les-bisk«”. Anne Linnet smager på ordet, imens hun siger det. Hun synker, som har hun rent faktisk tygget på det. »Nej, det går ikke«, siger hun så. »Det har en træls klang. Det lyder som noget røvkedeligt. Og lidt klamt«. Hun griner sin dybe hæse latter. Ryster på hovedet. Nej, det passer hende virkelig dårligt at skulle have det mærkat siddende på sig.

 

Jeg mener, det er selvfølgelig helt ok at Anne Linnet ikke vil kaldes for lesbisk – ingen skal pålægges en identitets kategori de ikke kan se sig selv som. Men hun kunne godt have valgt nogle mindre nedsættende kommentarer om kategorien ”lesbisk” end ”træls”, ”røvkedelig” og ”klam”. Og kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride ville lade en kunstner optræde som havde betegnet ”transkønnet” som ”klam”? Nej, vel?

Nuvel, det har jo generelt i år vist sig, at Priden ikke er et sted for stolte lesbiske. Hvad der mere kan undre er, at vi som lesbiske finder os i at blive omtalt så nedladende af en kunstner, der har tjent mange penge på lige præcist hendes lesbiske publikum. Selv den journalist, der har lavet interviewet, Milla Mølgaard, outer sig som lesbisk i interviewet, men hun ser ikke ud til at have et behov for at distancere sig fra Anne Linnets foragt for lesbiske.

Måske hænger det sammen med, at man som lesbisk alt for ofte har internaliseret samfundets foragt for lesbiske, som lever i bedste velgående selvom den politiske og økonomiske elite i dag så gerne fejrer deres ”tolerance”. Det er fortsat som om at lesbiskes seksualitet og kærlighed ikke tages alvorlig – og når den så gør det, ender det hurtigt med foragt.

Klæder man sig som lesbisk nemlig sådan som det forventes af kvinder i vores samfund, og lever man op til dets skønhedsnormer for kvinder, så risikerer man at man(d) ikke tror, at man virkelig er lesbisk. Måske man bare ikke har mødt den rigtige mand? Og der er ikke så få mænd der så render rundt og tror, at de er denne ”rigtige”… Men klæder man sig så ikke som det forventes af kvinder, så er man kedelig og kikset. Da hedder det sig, at man er lesbisk fordi man er for grim til at kunne finde en mand.  ”Betonlebben” repræsenterer de kvinder, der gør noget af det værste man kan gøre som kvinde i patriarkatet – nemlig ikke at leve op til samfundets forventning om at man som kvinde skal forsøge, at behage mænd.

Denne foragt for lesbiske er ikke ny – den har vi lesbiske måtte kæmpe med i generationer – den forstærkes i dag imidlertid af den nye queere/intersektionelle kamp mod lesbiske, som ikke er til sex med personer, der er født med en penis uanset deres kønsidentitet, kombineret med samme miljøs forestilling om, at kvinder der klæder sig maskulint i virkeligheden er transkønnede. Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at en undersøgelse har vist, at langt de fleste kvinder, der kalder sig for lesbiske, er over 40 år, mens man ikke ser en tilsvarende aldersskævhed hos bøsserne. Den lesbiske identitet er under massivt pres, både fra majoritetssamfundet og i det såkaldte LGBT+ fællesskab. Men vi er nogle lesbiske, der er begyndt at sige fra og som kæmper for retten til at være en stolt lesbisk i ordets klassiske betydning af at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Vi har dannet netværket ”Ny Lesbisk Bevægelse Danmark”. Lesbisk Bevægelse stod i 1970’erne og 1980’erne for lesbisk stolthed – det er på tide, at vi genopliver den!

 

Læs mere

Skrevet af den 14 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Den homoforagtende prideformand

 

Lars Henriksen (LH), formand for Copenhagen Pride, er faret i blækhuset fordi jeg i en artikel i Arbejderen har anklaget LGBT-bevægelsen for historieløshed.

Han bryder sig f.eks. ikke om at jeg bl.a. afviser påstanden om at det skulle være transkvinder, der startede Stonewall optøjerne, med henvisning til at transkønnet er en identitetskategori fra 1990’erne som man ikke meningsfuldt kan bruge i forbindelse med en begivenhed i 1969. Ja, han mener, at jeg dermed de facto underminerer også de homoseksuelles historie ved at se på identiteter som historiske fænomener. Nu har der imidlertid siden 1980’erne været rimelig konsensus indenfor den universitetsbaserede forskning i de homoseksuelles historie om at det er problematisk at tale om homoseksuelle i perioden før termen ”homoseksuel” opstod i slutningen af 1800-tallet. Jeg kan her anbefale, at man f.eks. læser Wilhelm von Rosens doktorafhandling Månens Kulør – Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912 og Peter Edelbergs Phd. afhandling Storbyen trækker – Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976.

Det er og forbliver i øvrigt en myte, at det skulle være en transkvinde, der startede Stonewall optøjerne, hvis deltagere hovedsageligt var unge hvide mænd. Det kan man læse mere om i David Carters banebrydende værk Stonewall – The Riots that Sparked the Gay Revolution.

LH misforstår hvad jeg skriver om homoægteskabet. Jeg er selv gift med kvinden i mit liv og er derfor selvsagt ikke imod det. Men det var den revolutionære homobevægelse! Og i 1970’erne er der stort set ingen homoaktivister, der er interesseret i et ægteskab eller partnerskab for homoseksuelle, det kan man læse mere om i Jens Rydströms studie Odd Couples – A History of Gay Marriage in Scandinavia.

At LH ikke har sat sig ind i homohistorien er en ting. Rigtigt slemt er det imidlertid, at han påstår, at ”drengepiger” og dragqueens er transpersoner! Både jeg og min kone kunne som børn være blevet betegnet som ”drengepiger” – og vi vil gerne have os frabedt at blive tvangstranset! Det også dybt bekymrende, at unge homoseksuelle får det budskab, at man er en heteroseksuel transmand, hvis man er en lesbisk, der er ”maskulin” eller at man er en heteroseksuel transkvinde, hvis man er en bøsse, der er til drag! I sin iver for at være for transinkluderende mangfoldighed ødelægger LH homomiljøets interne mangfoldighed. Og sidst men ikke mindst, er det absurd, at LH reelt skriver, at det skulle være transfobisk, hvis man er en homoseksuel, der ikke er seksuelt interesseret i personer af modsat biologisk køn uanset deres kønsidentitet. Priden har solgt sig selv når den gør det at være homoseksuel i klassisk forstand til en fobi.

 

Læs mere

Skrevet af den 12 jul, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Pride, homokamp og historieløshed

 

Noget der kendetegner LGBT-bevægelsen, er en udpræget mangel på historisk bevidsthed. Et stjerneeksempel herpå er Christopher Street opstanden, homorettighedskampens historie og Priden.

Det er f.eks. en stadigt mere populær myte, at Christopher Street opstanden blev startet af en sort transkvinde, og at homoseksuelle i dag derfor både skylder de transkønnede Priden og alle de rettigheder som homoseksuelle har tilkæmpet sig i de sidste årtier. Denne påstand holder imidlertid ikke vand.

For det første giver det ikke mening, at ville tilbageprojicere den senmoderne identitet ”transkønnet” til 1969 hvor den ikke fandtes. I 1960’erne blev kønsoverskridende biologiske mænd, der var seksuelt interesseret i andre mænd, set som homoseksuelle transvestitter og ikke som transkvinder. For det andet, var optøjerne spontane uroligheder, der hverken var planlagte eller havde nogen leder. For det tredje, så viser de primærkilder vi har, herunder de få fotos fra urolighederne, grupper af unge, hovedsageligt hvide mænd. Så hvorfor fratage bøsserne æren for Christopher Street opstanden?

Men det er også mere grundlæggende set dybt problematisk, at tro, at der går en lige linje fra Christopher Street opstanden til nutidens homorettigheder.

Der fandtes nemlig allerede en homobevægelse før Christopher Street opstanden. LGBT Danmark blev f.eks. grundlagt i 1948 som ”Foreningen af 1948”, der senere tog navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det er lidt sjovt, at de samme mennesker, der hylder foreningens grundlægger Axel Axgil som et homorettighedsforkæmper ikon, kan tro, at homobevægelsen startede med Christopher Street opstanden.

Christopher Street opstanden var derimod utvivlsomt inspirator for de pride demonstrationer, der i årene efter opstanden begyndte at poppe op rundt omkring i den vestlige verden. Og den var også i et varieret omfang en inspirationskilde til den revolutionære homobevægelse – i Danmark i form af Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Disse grupperinger var lige præcist revolutionære. De ønskede ikke at bøsser og lesbiske skulle favnes af og inkluderes i det etablerede heteroseksuelle, patriarkalske og kapitalistiske samfund. De så sig i stedet som spydspidsen i en politisk og seksuel revolution, der skulle omstyrte den etablerede orden. Indtil det mål var nået forsøgte man at skabe en modkultur til det etablerede samfund hvor hhv. bøsser og lesbiske (hver for sig da man var kønsseperatistisk) kunne opleve det alternative fællesskab som de håbede engang ville erstatte den etablerede samfundsorden. Faktisk var der i 1970’erne stort set ingen homoseksuelle aktivister, der ønskede at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig. Man kæmpede ikke for at ægteskabet skulle udvides til at omfatte par af samme køn – man så ægteskabet som en undertrykkende patriarkalsk institution som skulle afskaffes.

Hvis man vil finde oprindelsen til de mange homorettighedspolitiske succeser som vi har set i de sidste årtier, skal man i stedet se på aids epidemien. Det er interessant nok næsten glemt i dag, men aids var den største katastrofe i de homoseksuelles historie – lidt på linje med holocaust for jøderne. Ikke nok med at titusinder af bøsser døde af aids, ofte under store lidelser, epidemien udløste også et homofobisk bachslash. Mange homoseksuelle aktivister begyndte at forstå, at de havde brug for majoritetssamfundets støtte – både økonomisk og socialt – for at få bugt med denne epidemi. I en tid, hvor Margaret Thatcher opfandt begrebet ”TINA” – there is no alternative” (til den neoliberale kapitalistiske verdensorden) blev dette slogan også til homokampens nye dagsorden. Man skrotede drømmen om revolutionen og gik i stedet i gang med at kæmpe for at blive accepteret og inkluderet i den etablerede verdensorden – og det på dennes præmisser. Det er også her, at Priden skifter fra at være en politisk protest til en mangfoldighedsfest. Erhvervslivet og den politiske elite skulle ikke nyde noget af at deltage i en mindre flok vrede bøssers og lesbiskes protest – men med tiden kom de til at elske den harmløse mangfoldighedsfest, hvor de i voksende grad får lov til at iscenesætte sig selv som fanebærere for tolerancen.

Denne udvikling skete selvfølgelig ikke over nat. Og den var ej heller nem. Og interessant nok var den såkaldte queer bevægelse længe modstander af denne udvikling. Queer bevægelsen opstod i 1990’erne, i den samme periode hvor den revolutionære homobevægelse var hensygnende eller allerede de facto død. Queer trak på nogle af dens ideer, men man var og er meget mere individualistisk, ligesom man trækker på teorien om at man via performance kan nedbryde samfundets undertrykkende strukturer. Interessant nok var queer oprindeligt stærkt kritisk overfor identitetspolitik – i hvert fald den der handlede om kvindekampen og homokampen. Ud over, at man fra starten af havde et belastet forhold til kategorien ”kvinde” og ”homoseksuel”, så var man også af den overbevisning, at identitetspolitik føres på bekostning af andre og derfor er dybt problematisk. I det første årti i det nye årtusinde var det et fast indslag i forbindelse med hver Pride, at Enhedslistens Queerudvalg med forskellige midler protesterede mod Priden, der blev beskyldt for f.eks. islamofobi og homonationalisme – og så ikke mindst for ikke at sætte fokus på transkønnedes situation.

Men det var dengang. I dag favner Priden i den grad de transkønnedes sag, at Copenhagen Pride end ikke vil tage afstand fra den dybt antihomoseksuelle påstand om, at lesbiske der ikke ønsker sex med transkvinder, der har en penis, og bøsser der ikke vil have sex med transmænd, der har en vagina, skulle være transfobiske. Priden er i dag ikke bare en megakommercialiseret iscenesat selvgodhedsfejringsevent – den er også blevet til et projekt, der angriber homokampens fundament – nemlig retten til at være til personer af samme biologiske køn som en selv. Vha. queer har LGBT-bevægelsen sejret ad helvede til.

Læs mere

Skrevet af den 11 jul, 2018 under Feminisme, Lgbt | 4 kommentarer

Homoseksuelle er ikke velkomne til Copenhagen Pride

 

Det har vakt en del opstandelse, at en mindre gruppe radikalfeministiske lesbiske under London Pride demonstrerede mod det pres som den radikale transaktivisme udsætter lesbiske for. I denne forbindelse blev der på Copenhagen Prides officielle Facebook side spurgt om hvad Priden ville gøre for at forhindre lignende ”transfobiske” indslag. Dette udløste en længere debat hvor jeg og en række andre radikalfeminister fortalte om hvordan lesbiske bliver beskyldt for at være transfobiske, hvis de ikke vil have sex med transkvinder der har en penis. Dette udløste en voldsom modreaktion fra en række radikale transaktivister og intersektionelle feminister. Ud over at påstanden om at det er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex der inkluderer en penis, blev gentaget talrige gange, blev vi også beskyldt fra at være usolidariske med transkvinder, og vi fik at vide, at vi bør evaluere vores seksuelle begær kritisk. Men det var sådan set de mere milde beskyldninger. Vores beskrivelse af den klassiske lesbiske seksuelle orientering blev nemlig også kaldt for bl.a. ”pis”, ”gylle” og “super led”, ligesom den blev sammenlignet med racisme. Da et par bøsser henviste til at de er til penis og ikke til vagina hhv. tog afstand fra denne dybt nedladende og homofjendske måde at omtale homoseksuelle på fik de også det glatte verbale lag.

Jeg og et par andre bad Priden om at tage afstand fra disse modbydelige udsagn om homoseksuelle og fra selve ideen om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkønnede, der har en penis, hhv. hvis man som bøsse ikke er til sex med transkønnede, der har en vagina. Det har man imidlertid ikke villet gøre. I stedet skriver man, at man ikke skal tvinges til sex man ikke er til – det skriver en del af dem der i den grad langer ud mod homoseksuelle i øvrigt også. Men ud fra logik kan man heller ikke tale om tvangsheteroseksualitet her i Danmark, da ingen lov tvinger homoseksuelle til at have sex med personer af modsat køn og seksuel tvang generelt er forbudt. Problemet er bare, at vi lever i et samfund, hvor homoseksuelle fortsat oplever et moralsk pres for at de skal leve heteroseksuelt. På samme måde udsætter radikale transaktivister og intersektionelle feminister i dag homoseksuelle, især lesbiske, for et moralsk pres for at de skal acceptere sex med personer de ikke er seksuelt tiltrukket af. Priden er nu bukket under for dette pres.

Pridens accept af disse voldsomme udfald mod homoseksuelle hvis seksualitet udelukkende er rettet mod personer af samme biologisk køn som dem selv, må derfor tolkes som at det er deres syn på sagen – eller at de i hvert fald ikke vil kæmpe for homoseksuelles ret til at definere deres egen seksuelle orientering og for at være stolte af den. Set i lyset af at en undersøgelse har vist, at langt de fleste ikke-transkønnede, herunder homoseksuelle, ikke er til sex med transpersoner, må konklusionen være, at langt de fleste homoseksuelle – og heteroseksuelle for den sags skyld –  ikke er favnet af Priden og ikke er velkomne, da de jo er transfobiske, deres seksuelle orientering er pis osv.

Så kære homoseksuel, hvis du definerer din seksuelle orientering ud fra dit biologiske køn og din partners biologiske køn – så bliv væk fra Priden eller giv på anden måde udtryk for din protest mod at Priden er bukket under for den radikale transaktivismes kamp mod homoseksualitet i dens traditionelle betydning af at man elsker og begærer personer af samme biologiske køn som en selv. Protester mod at Priden er blevet til homoshaming. Og hvis du ser dig som en heteroseksuel allieret i vores kamp må du meget gerne gøre det samme.

Læs mere