Skader vielser af fraskilte børnene?
Debatten i Kristeligt Dagblad om folkekirkelige vielser af fraskilte synes, efter at den er gået i gang, slet ikke at ville stoppe igen. Det sidste indslag er et læserbrev skrevet af Eleonora Skov Andersen, cand.theol. og familieterapeut samt Leif Andersen, lektor og rejsepræst.
Indledningsvis søger de to debattører at lave en klar skelnen mellem skilsmisse som en verdslig sag, som de mener er et nødvendigt tilbud i samfundet og som de, uden dokumentation, påstår at Jesus skulle bakke op om og så kirkelige vielser af fraskilte, som de mener klart har Bibelen imod sig. At skelne mellem ægteskabet som en verdslig ordning og ægteskabet som en kirkelig ordning er imidlertid et fænomen af nyere dato og et resultat af samfundets sekularisering. At ville tilskrive Jesus en sådan skelnen er ahistorisk.
Men nu er teologien heller ikke det væsentlige i dette debatindlæg. I stedet lægger de to debattører meget vægt på, at børnene fra det nedbrudte ægteskab kan opleve den ene forældres nye ægteskab som en begravelse af deres fars og mors ægteskab. Påstanden er, at præsten ved at vie den fraskilte slukker barnets håb om at dets far og mor kan blive forsonet igen.
Selvom de to debattører indrømmer, at der findes skilsmisser og nye ægteskaber, som børnene glæder sig over, er det tydeligt, at det ikke er de børn, som de føler sig kaldet til at være talerør for. Hvad jeg savner i Eleonora Skov Andersens og Leif Andersens debatindlæg er den indsigt, at et skilsmissebarn faktisk kan knytte sig til sin stedfar eller stedmor. At far eller mor skal gå fra sin nye partner til fordel for den anden biologiske forældre kan meget vel være nogle skilsmissebørns håb, men det kan så sandelig også være nogle skilsmissebørns skræk. Det er som om de to debattører ikke har medtænkt det forhold, at et nyt ægteskab jo typisk indgås flere år efter at det forudgående brød sammen – og efter et længerevarende samliv med den nye partner. Skilsmissebørnenes liv ville derfor i de fleste tilfælde blive kastet ud i et nyt brud med alle de smerter det kan udløse, hvis ”håbet om at far og mor vil finde sammen igen” blev opfyldt. Måske de børn, der glæder sig over at far elle mor bliver gift igen i kirken, bl.a. gør det fordi de ser det som udtryk for, at der venter deres nye familie stabilitet og sammenhængskraft i fremtiden?
Hvad Eleonora Skov Andersen og Leif Andersen helt synes at hav e overset er i øvrigt, at mange fraskilte får børn med deres nye partner. Prisen for at ”far og mor skal finde sammen igen” vil altså ofte være, at nogle andre børn, barnets egne søskende!, bliver til skilsmissebørn. Mon dog ikke mange skilsmissebørn, der har fået en ny søster eller bror, vil værge sig ved at ønske, at han eller hun skal blive skilsmissebarn? Mon ikke de vil være bange for, at en ny skilsmisse vil adskille dem fra de søskende som de fik som følge af far eller mors nye parforhold?
I stedet for mere eller mindre bevidst at gå rundt at håbe på, at man ved at afvise at vie fraskilte kan destabilisere deres nye parforhold til fordel for det nedbrudte, kunne man tage udgangspunkt i, at det alt andet lige ofte vil være bedst både for børnene og de voksne, at det nye forhold gives trygge og stabile rammer. Ikke bare af staten men også vha. at kirken lyser Guds velsignelse over det nye forhold i håbet om, at børn såvel som voksne hermed kan få Guds hjælp og bistand til at blive forskånet for nye brud.
Det, som Eleonora Skov Andersen og Leif Andersen skriver, er først og fremmest, at præsten for ikke at komme til at optræde som dommer, skulle sige nej til at stå som den, der “sanktionerer” de voksnes valg. Derved frigøres en mulighed for sjælesorg.
Det er da en tanke værd. Desværre er det også ind imellem situationen ved et “førstegangsbryllup”.
Så konklusionen kan være svær at drage.
Jeg er glad for, at du i hvert fald ikke siger: “Ingen børn har skade af at opleve en skilsmisse”.
15 år som folkeskolelærer og 20 år som vielsesmyndighed giver mange erindringer om forvirrede, utrygge og sommetider sørgende børn i forbindelse med skilsmisser. (Med eller uden papir).
Desværre er skilsmisseprocenten endnu højere ved andet ægteskab.
Den bliver statistisk også højere blandt skilsmissebørn.
Der er en tilbøjelighed til med “pligten til at vie fraskilte” at ville gøre det serielle monogami til “god kristen etik”, det,som tiden kræver af teologien.. Og helt uproblematisk. – Vi voksne er så betaget af vor egen “kærlighed”. Følelser må der tales om, ikke pligt og vilje i kærligheden.
Det er velgørende er noget vil modsige det – også med tanke på børnene.
Desværre kan man jo heller ikke sige at ingen børn tager skade af traditionelle familier, der er vi på den sikre side. Der får vi ikke forvirrede, utrygge eller sørgede børn.
Virkeligheden er for broget til de meget firkantede kristne konklusioner.
Karen:
At sige nej til at vie er lige så meget en dom som at sige ja.
Jeg er selv skilsmissebarn så jeg ved, at skilsmisse gør ondt ud fra et barns perspektiv. Hvad der dog ofte overses i debatten er, at selve skilsmissen kan gøre meget mindre ondt end al det, der gik forud. Sådan var det i hvert fald i mit tilfælde. Jeg fik et meget bedre liv efter, at mine forældre blev skilt. Jeg synes, at det havde været interessant, om de to debattører havde gjort sig nogle tanker om hvad det betyder for børns psykiske velfærd, at vokse op med forældre, der “kæmper for at redde deres ægteskab”. Hvem siger, at denne kamp for at redde ægteskabet altid er bedst for barnet? Hvem siger, at det er godt for barnet, at det eneste der holder forældrene sammen er en forestillingen om, at det er bedst for barnet at de ikke bliver skilt?
Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det virkelig kun er forældrene der har pligter i en familie. En gang lærte man børn, at de havde forpligtelser overfor deres forældre, så som lydighed, respekt og taknemmelighed. I dag synes det helt at være glemt, også hos dem, der gerne vil forsvare de såkaldte traditionelle familieværdier.