Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Selvfølgelig er Bibelen fejlbarlig

Selvom det måske er lidt omsonst kan jeg ikke lade være med at protestere mod de kristne, som påstår, at Bibelen er ordret inspireret af Gud og dermed ord for ord skulle være ufejlbarlig. Det er nemlig en påstand som man kun kan fremføre hvis man ikke har gjort sig den umage at læse Bibelen med åbne øjne. Lad mig blot nævne nogle enkelte eksempler:

Helt i starten af Markus Evangeliet kan man læse følgende: ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” (Mark. 1,2-3) Det er imidlertid kun den sidste del af citatet, der faktisk er at finde i Esajas Bog, helt præcist i Es. 40,3. ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej” finder man i Malakias Bog kapitel 3, vers 1. Markus evangeliet fejlciterer altså Det Gamle Testamente. Det siger vel sig selv, at Gud ikke kan tænkes at fejlcitere sig selv – men mennesker kan naturligvis fejlcitere, og det er altså det, der er sket for forfatteren til Markus Evangeliet. I øvrigt har forfatterne til Matthæus og Lukas Evangeliet, der ellers tydeligvis bygger på Markus, valgt at undlade citatet om englen. På denne måde korrigerer de diskret fejlcitatet i Markus evangeliet.

En mere underholdende fejl finder man i Matthæus Evangeliets beskrivelse af Jesu indtog i Jerusalem. Her kan man læse: ”Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.” Med andre ord, forfatteren til Matthæus Evangeliet vil have os til at tro, at Jesus red ind i Jerusalem, skrævende over to ridedyr, nemlig et æsel og dets føl. Hvis det virkelig var foregået sådan er jeg temmelig sikker på at skaren nok havde fniset mere end den havde råbt ”Hosianna”! Det der går galt er, at Matthæus Evangeliets forfatter er ivrig efter at fremstille Jesu indtog i Jerusalem som en bogstavelig opfyldelse af et udsagn i Zak. 9,9 hvor der står ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”. Men udtrykket ”et æsel, en æselhoppes føl” er altså blot en retorisk understregning af, at der er tale om et æsel. De andre evangelister lader da også Jesus ride ind i Jerusalem på et æsel, og dermed med værdigheden i behold.

Et tredje eksempel er hvornår evangelierne placerer Jesu henrettelse. I Markus kan man i kapitel 14 vers 12 læse ”Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«” Det skildres så hvordan Jesus holder påskemåltid med disciplene, indstifter nadveren og om aftenen bliver forrådt og taget til fange. Dagen efter bringes han for Pilatus, der dømmer ham til korset. Selve korsfæstelsen foregik, får vi at vide, ved den tredje time. (Mark. 15,25) Nu er det i sig selv forkert når forfatteren til Markus Evangeliet hævder, at påskelammet blev slagtet den første dag under de usyrede brøds fest. Lammene skulle nemlig i henhold til den jødiske tradition slagtes dagen før festen. Matthæus Evangeliets forfatter, der generelt har mere styr på de jødiske traditioner, undlader da også henvisningen til slagtningen af påskelammet (Matt. 26,17), mens Lukas opretholder fejlen (Luk. 22, 7). Under alle omstændigheder henrettes Jesus i henhold til den synoptiske tradition dagen efter påskemåltidet. I Johannes Evangeliet derimod henrettes Jesus dagen før påskemåltidet, altså den dag, hvor påskelammene slagtes. (Joh. 19,14) Og forfatteren til Johannes Evangeliet placerer Jesu dødsdom til den 6 timer, altså tre timer senere end der, hvor Markus placerer hans korsfæstelse, hvormed Jesu korsfæstelse kommer til at falde sammen med det tidspunkt hvor lammene blev slagtet i templet.

Når evangelierne er indbyrdes uenige om hvornår Jesus bliver korsfæstet så siger det naturligvis sig selv, at de ikke er ufejlbarlige. Enten tager de synoptiske evangelier eller Johannes Evangeliet fejl mht. hvornår Jesus bliver henrettet. Men igen er det kun et problem hvis man vil læse evangeliernes skildringer af Jesu sidste dage fundamentalistisk. Hvis man derimod ser dem som forskellige teologiske udlægninger af betydningen af Jesu død så er der ingen ko på isen. De synoptiske evangelier ønsker at bringe nadveren i forbindelse med det jødiske påskemåltid, derfor er de nødt til at placere Jesu død efter dette måltid, mens forfatteren til Johannes Evangeliet ønsker at fremstille Jesus som Guds lam – og har derfor haft en teologiske pointe med at lade Jesus blive korsfæstet på samme tid som påskelammene blev slagtet i templet.

Det afgørende er altså ikke en tekst historiske korrekthed eller ufejlbarlighed men i stedets tekstens teologiske budskab.

5 Kommentarer

  1. Den læsemåde et ærligt menneske kan have er kun at læse til tro, det som med rimelighed kan troes. Talende slanger, jordens skabelse på 6 dage for 6000 år siden, døde menneskers opstandelse fra gravene og alt af den art, er der ikke mange med fornuften i behold, der virkelig tror på. Det er noget man kan bilde sig selv ind, at man tror. Men skal man være helt ærlig, så nej.
    Så må de “fromme” have lov til at kalde en vantro. Det får så være.

  2. Jeg vil sige det på den måde, at visdommen består i at se det dybere budskab i en tekst. Slangen som et billede på det onde – være det nu Djævelen eller misbruget af den frihed som Gud har givet sin skabning. Skabelsen som et ubeskriveligt og evigt forunderligt mysterium – og Jesu opstandelse som noget, der ligeledes går ud over vores forstand – som sprænger forstandens rammer og dermed går ud over og nedbryder ideen om flad historiskhed når vi taler om frelseshistorien. Jeg tror, at Gud har skabt verden – og at Gud har skabt den som god – og jeg tror, at Jesus virkelig opstod fra de døde – men de bibelske tekster er menneskets stammende forsøg på at udtrykke det uudsigelige.
    Jeg tror her det er vigtigt at have in mente, at det hebræiske udtryk for ord, “dawar” udover at kunne betyde “ord” f.eks. også kan betyde “tale”, “udsagn”, “sag”, “anliggende” og “historie”. I stedet for en snæver og indsnævrende forståelse af Guds ord som noget der handler om blot ord og bogstaver burde man se Guds ord som Guds anliggende, det der ligger Gud på sinde, livet og kærligheden, som åbenbarer sig for os både i skabningens skønhed og i Jesus Kristus. Og så skal man huske hvad den katolske teolog Karl Rahner så rammende har sagt: hver gang vi siger noget om Gud siger vi noget forkert. Menneskets ord og begreber kan jo slet ikke rumme Guds storhed og skønhed. Gud er jo større end alt hvad vi kan forestille os. Gud kan ikke indfanges med ord og begreber – de er kun antydninger af det, som vi engang skal skue, men som vi nu kun ser forvrænget og i glimt.

  3. Det, du så fint beskriver, vil jeg kalde en poetisk læsemåde. Når salmedigteren Brorson skriver om den yndigste roser, som er fundet. Så er der ingen der tænker sig, at det er en botanisk mærkværdighed Brorson vil omtale, men at det er vor Herre Jesus. Og de stiveste torne er farisæerne. Det samme gælder de bibelske tekster, som efter bogstaven undertiden er umulige, men som under bogstaven har en dyb mystisk betydning. – At læse den hellige Skrift med Hjertet.

  4. Det er for nemt bare at bortforklare absurditeter som værende “poetisk sprog” – lige så absurdt som det er at kalde Hoseas´ skilsmisse mellem Gud og Hans hustru, frugtbarhedsgudinden Asherah, for en allegori på det knirkende forhold mellem Gud og det jødiske Pagtsfolk.

    Frk Larsen: Er du ikke bare en lesbisk fundamentalist, der skaber DIN gud i Dit billede?
    Hvornår fravælger du Guds Ord som “fundamentalisme”, når dét passer i dit kram – og hvornår bruger du dine sammenflikkede bibelcitater, subsidiært brug af forkert benævnte “symboler, metaforer og allegorier”, når DET kan støtte DIN skalten og valten med andres, traditionelt troendes, kristendom?

    Hvad mener du, frk Larsen, iøvrigt om, hvad dine kære muslimer mener om din seksualitet?

    Mvh, Lars Munk

  5. Nu er det faktisk en gammel kristen tradition at læse dele af Bibelen allegorisk – alle kristne prioriterer dele af de bibelske tekster over andre – og alle religiøse (uanset religion) forholder sig tolkende til deres religion – spørgsmålet er blot om man er sig det bevidst eller ej.

    Hvorfor jeg skulle være fundamentalist kan jeg ikke rigtigt forstå…

    Mht. muslimerne så er muslimer lige så lidt en masse af enstænkende mennesker som nogen anden religions tilhængere er det. Hvis du vil se hvordan jeg i dette felt bevæger mig henviser jeg til http://karenmlarsen.eftertanke.dk/tag/ahmed-akkari/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *