Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 aug, 2010 under Ikke kategoriseret | 12 kommentarer

Sekularisering, senmoderne religiøsitet og ateismen

En udbredt sekulariseringsforståelse er den, at sekulariseringen er et produkt af den naturvidenskabelige tankegang. I kraft af at vi bliver stadigt klogere på hvordan verden hænger sammen får vi mindre brug for religion, og en gang i en ikke så fjern fremtid vil religionerne derfor simpelthen være forsvundet fordi naturvidenskaben har overtaget deres rolle.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at naturvidenskaben har sin andel i at kristendommen i Europa har mistet politisk indflydelse. At traditionel kristendom har mistet kontrollen med de europæiske befolkninger skyldes dog næppe kun naturvidenskaben, men mindst lige så meget, hvis ikke mere, de omfattende samfundsforandringer som moderniseringen af landbruget, landsbyfællesskabets nedlæggelse, industrialiseringen og urbaniseringen medførte. Den traditionelle kristendom var knyttet til landsbyfællesskabet samt de nære fællesskaber som kendetegnede købstæderne før industrialiseringen. I det senmoderne samfund, hvor sådanne fællesskaber er en saga blot og hvor samfundet i stedet er præget af fragmentering og individualisering, er det klart, at den traditionelle religiøsitet har dårlige vilkår.

Udviklingen i de religiøse landskaber i de sidste årtier har imidlertid vist, at hypotesen om at religiøsiteten vil forsvinde jo mere moderne samfundet bliver, ikke holder. Selvom kirkernes politiske og sociale indflydelse er aftagende kan det ikke påvises, at folk bliver mindre religiøse, snarere tvært imod. Derfor er der indenfor religionsvidenskaben i den senere tid kommet en del røster frem, der påpeger, at sekulariseringen ikke medfører religiøsitetens forsvinden, men at sekularisering i stedet handler om, at religiøsitet går fra at være en selvfølgelighed til at være et individuelt valg.

Den traditionelle religiøsitet, herunder den traditionelle kirkelighed, er altså ganske vist under pres, men det er ikke fordi folk bliver ateister men fordi folk selv vil vælge, bestemme og definere deres religiøsitet. Folk tror i dag sjældent, fordi de skal. De tror, fordi det giver mening for dem. De er i voksende grad ikke på udkig efter autoritet (hvad jeg skal tro og gøre?) men efter autentisitet (hvad oplever jeg som meningsfyldt, hvad appellerer til mine behov?).

Denne udvikling er ikke blot synlig indenfor liberal kristendom og den såkaldte åndelighed. Nej, den kan man sågar finde hos mange unge kristne som anser sig som Bibeltro. Selvom man nemlig påberåber sig Bibelen som autoritet er man her i stadigt voksende grad søgende i forhold til det kirkelige landskab. Man shopper mellem de forskellige bevægelser på folkekirkens højrefløj, ja også frikirkelighed og katolicisme kan man opsøge og lade sig inspirere af. Men er på jagt efter det, som man oplever som autentisk kristendom, og spørgsmål som f.eks. synet på dåb, nadver og det kirkelige embede, spørgsmål som tidligere blev tillagt afgørende betydning, er ikke længere vigtige. En lignende udvikling kan man også iagttage blandt unge muslimer i Danmark.

Denne udvikling i det religiøse landskab er naturligvis en udfordring for de traditionelle trossamfund, især for dem, hvor der er fokus på autoritet og krav om lydighed imod det, som de religiøse ledere kræver, at man skal tro på. Der er til gengæld gode muligheder hvis man tør åbne sig for kravet om at troen skal give individuel mening og skal kunne opleves som autentisk af den enkelte.

Denne udvikling i det religiøse landskab er imidlertid også en udfordring for ateismen. For mig at se er det klassiske ateistiske argument jo at religion bygger på påstande, der ikke kan bevises, ja som sågar videnskabeligt set er meningsløse. Et sådant argument har sine styrker når det rettes mod en religiøsitet der tager udgangspunkt i at dens påstande er noget, som alle skal tro på og som samfundet skal indrette sig efter. Men påstanden om at religion er irrationel og uforenelig med logik og videnskabelig bevisførelse bider ikke på en religiøsitet, der tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk.  Ateismen tager altså udgangspunkt i en religionsforståelse, der er under afvikling, samtidigt med, at den mangler svar på, eller måske også interesse i den religiøsitet, der er på fremmarch.

12 Kommentarer

  1. jeg kan ikke se hvordan ateister skal være mindre eller mere ateister i forhold til de nye build-a-faith tros versioner.
    Jeg tror lige så lidt på deres gud, som på alle andre guder.
    Men den personlige tro er mindre problemfyldt, da de ikke har samme tendens til at fortælle folk hvordan de skal leve deres liv.

  2. Du slår hovedet på sømmet. Ateisme interesserer mig uendeligt lidt. Det er for mig at se, både lidt sørgeligt og særdeles uinteressant at gå i rette med en blind, der udbreder sig om det på en gang ligegyldige og farlige ved at kunne se, og det er egentligt heller ikke særlig sødt at skælde staklen ud. Men når jeg endeligt har lyttet til en ateist, har jeg tit siddet med følelsen af at vedkommende ønsker sig tilbage til Georg Brandes tid, og kunne mane de samme spøgelser frem igen.

  3. Det lyder meget smukt at tale om en religiøsitet der “tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk”. Men det er vist ikke ret mange kristne/muslimer/hinduer som dyrker den slags – det ville da være et utroligt tilfælde hvis f.eks. flertallet af muslimer, helt uafhængigt af andre, ‘oplever’ at det er meningsfyldt at sige at Allah ønsker at man skal undlade at spise/drikke i dagtimerne en bestemt periode af året.
    Og det samme gælder ideen om at trylleri kan forvandle brød til muskelvæv fra en forlængst afdød tømrer. Er det virkeligt “meningsgivende og autentisk”??
    Den slags kommer ikke fra den enkelte – det kommer fra dogmer og massiv indoktrinering og mangel på selvstændighed. Det er muligt der er en udvikling væk fra det, men det går godt nok langsomt.

    Og til dcv2: tak for dine nedladende ord om blinde der udbreder sig om det farlige ved at kunne se. Det er der så imponerende er at kristne ofte lyder som om de har eneret på næstekærlighed, og alligevel nægter de at dele denne fantastiske gud med andre. Hvis bare I ville fortælle HVORDAN man lærer at “se” gud..

  4. Henrik:

    Det man kan iagttage er, at den senmoderne religiøsitet er kendetegnet ved en refleksiv og selektiv tilgang til tradition, dogmer, kanon etc. Mht. islam så kan det f.eks. ses i den meget forskelligtartede indstilling man kan finde blandt unge muslismke kvinder i forhold til tørklædet. (Man bærer det slet ikke, man bærer det kombineret med moderne vestligt tøj, man kombinerer forskellige klædningsstile eller man ifører sig tørklæde samt traditionel dragt.)Og mht. Ramadanen kan man se det i forhold til hvordan den tolkes og hvordan den praktiseres.

    Og jo, der findes kristne for hvem det er meningsgivende at nadverbrødet og vinen er Jesu legeme og blod, ligesom der er et utal af tolkninger af hvordan det skal forstås. Det er jo lige præcis pointen, at hvad der kan give mening for den ene ikke behøver gøre det for den anden.

    Mht. de betydningsuniverser som vi bevæger os i, ja så er de jo ikke nogen som vi kan skabe fra bunden af. Vi er altid nødt til at forholde os til traditioner, forestillinger, tolkninger, normer etc. som vi overtager fra vores omgivelser. F.eks. tror jeg, at de færreste danske ateister spiser hundekød, formodentligt fordi de er blevet indoktrineret med en forestilling om at hundekød er “no good”.

    Hvor den traditionelle religiøsitet var noget, som man overtog fra de andre, er den som sagt i dag noget, som man aktivt tilvælger eller fravælger. Den senmoderne religiøsitet er altså lige præcist kendetegnet ved individualitet og selvstændighed.

    Og så synes jeg heller ikke, at dcv2’s blindemetafor er særlig heldig. Kunsten er at kunne indse, at man kan se verden på mange måder – og ikke være bange for at se verden med de andres øjne.

  5. Henrik og Karen,

    Bare lige for at slå det fast; der er ikke noget nedladende ved min blindemetafor. Jeg kunne også have uddybet den og sagt hvor tåbeligt det er, at kristne der prædiker til ateister vil kritisere den blindfødte for ikke at forstå, hvad han går glib af. Det er min tro, at Gud skaber troen og vælger hvem der skal tro. Du kære Henrik, tror ikke. Du har ikke fået troens gave, og du ønsker den heller ikke. Jeg er slet ikke på det hold, der mener at man kan bevise sin tro, eller ateister ikke kan være næstekærlige osv. Jeg forstår dog ikke dit udsagn om at kristne ikke vil dele Gud. Vi deler alle budskabet, og mange vil oven i købet forsøge at presse det ned i halsen på dig.

  6. @Karen:

    Jeg kan nok ikke udelukke at der kan findes mennesker som finder mening i ideen om at brød bliver til kød – men jeg vil gerne indrømme at jeg er så indskrænket at jeg ikke kan forstille mig, at det skyldes andet end massiv indoktrinering.

    @dcv2:

    Jeg ved godt at kristne gerne vil dele budskabet med andre, og det er der såmænd ikke nødvendigvis noget galt i, men blot at sige at “en tømrer som døde for 2000 år siden, elsker dig” er i sig selv ikke voldsomt overbevisende. Det er da på en måde rart at høre, men det er da ikke i sig selv grund nok til at jeg skulle tage det alvorligt. I bund og grund er argumentet: “vi siger Jesus elsker dig, derfor er der rigtigt”. Hvis man ønsker at overbevise nogen, så er det en lidt naiv tilgang. Bedre argumenter, tak.

  7. Henrik: Jeg synes, at det er problematisk, at dit udgangspunkt er, at når nogle mennesker tror på noget, der ikke giver mening for dig, så må de være blevet udsat for massiv indoktrinering. Hvorfor det her negativt ladede sprog?

    Jeg kan ikke rigtigt forstå hvorfor nogle ateister bevidst synes at ville såre religiøse mennesker. Det minder mig betænkeligt om de mennesker, der ikke kan sige noget om homoseksuelle uden at komme med nogle forhånende og nedgørende udtalelser.

  8. Det er faktisk ateisterne som direkte forsøger at trække deres tro ned over hovedet på andre med en anderledes livsanskuelse, og som i virkeligheden drejer sig om klapjagt fra ateisternes side overfor andre religioner ifølge deres overbevistning er overtro.

    Vel siger man er tilhænger af religionsfrihed, men samtidig bekæmper ateisterne kristendommen, samt andre religioner med alt magt, og hvis alt deres tankegods bliv ført ud i livet vil i realiteten betyde en kraftige begrænsning af trosfriheden og fortrinret til den ateistisk tro som er “sandheden”. Andre religioner bygger på “overtro”,”fantasiverden”, samt man henviser til ateistisk forskere, f.eks Lone Frank, Richard Dawkins som talte på Ateistisk Selskab Konference i København 18-20.06.10. Det sekulære samfund har gjort mange mennesker gudløse samt grænserne for, hvad man kan tillade at sige og skrive om troende mennesker skrider gradvis hele tiden. Mange dansker har kun hån og latter til overfor kristendommen samtidig med man vise sympati for store hele af ateisternes holdninger.

  9. På den anden side så hænger religionsfriheden og sekulariseringen sammen. Uden religionsfrihed ingen sekularisering – uden sekularisering ingen religionsfrihed.

    Der er næppe flere overbevidste ateister i Danmark end der er kristne fundamentalister. Ateister og fundamentalister fylder meget i religionsdebatten, men deres politiske indflydelse er begrænset, da de mangler folkelig opbakning.

  10. Fin opremsning af religionens udvikling i vores lille land. Ærgelig afrunding. Ateister (det er ikke en klub, så lad os tage Dawkins) mener, som du skriver, at religion bygger på irrationel overtro, som ikke kan bevises.

    Religiøsitet derimod er noget ganske menneskeligt, som kan studeres videnskabeligt. Interessen såvel som svarene (som du efterlyser)kan blandt andet findes i Pascal Boyers “Religion Explained” og hos den canadiske neuropsykolog Michael Persinger. Dawkins selv (jeg ved godt, det ikke var dig, der bragte ham på banen) behandler emnet i kapitel 5 i “The God Delusion”.

    Mvh. Andreas.

  11. Der findes utallige – og meget spændende forklaringer – på selve religionsfænomenet – som religionsvidensskabskvinde er jeg mig det ganske bevidst. Hvad jeg hentyder til i mit sidste afsnit er faktisk egne praktiske erfaringer med ateister, som simpelthen ikke vil forstå, at den tro de bebrejder mig for at have faktisk slet ikke er den, som jeg har.

  12. Det er selvfølgelig ærgeligt, hvis de ateister, du stifter bekendtskab med, ikke tager sig tid til at sætte sig ind i din religion. Det må som et minimum være påkrævet, hvis man skal have en meningsfuld debat. De ateistiske frontløbere og foreninger, jeg er bekendt med, har som udgangspunkt respekt for den enkeltes personlige tro, og sådan bør det selvfølgelig være. Men at det skulle være en udfordring for ateismen, at troen i Danmark i højere grad er blevet et personligt fænomen, er jeg uenig i. Det gør i mine øjne ikke religionen mere troværdig.

    Jeg har med stor fornøjelse læst nogle af dine tidligere indlæg, og jeg ser frem til at få tid til at læse resten. Vi er meget enige, og jeg har stor respekt for mange af dine holdninger. Om end jeg er ateist!

    Mvh. Andreas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>