Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Anne Linnet, de klamme lesbiske og Priden

Skrevet af den 17 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Anne Linnets sange har spillet en stor rolle for mange danske lesbiske. Som den eneste kendte danske kvindelige musikkunster har hun sunget om kærlighed og sex med kvinder – og det sågar i en tid, hvor homoseksualitet var væsentligt mere tabubelagt end i dag.

Men mange lesbiske har også vidst, at Anne Linnet ikke vil kaldes lesbisk, og at hun ikke har vist interesse i at gå ind i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu vil hun så pludselig godt optræde til Copenhagen Pride og måske er det i anledning heraf, at Politiken bringer et længere interview med hende den 12.8.2018. Her kan man så læse følgende:

” »Les-bisk«”. Anne Linnet smager på ordet, imens hun siger det. Hun synker, som har hun rent faktisk tygget på det. »Nej, det går ikke«, siger hun så. »Det har en træls klang. Det lyder som noget røvkedeligt. Og lidt klamt«. Hun griner sin dybe hæse latter. Ryster på hovedet. Nej, det passer hende virkelig dårligt at skulle have det mærkat siddende på sig.

 

Jeg mener, det er selvfølgelig helt ok at Anne Linnet ikke vil kaldes for lesbisk – ingen skal pålægges en identitets kategori de ikke kan se sig selv som. Men hun kunne godt have valgt nogle mindre nedsættende kommentarer om kategorien ”lesbisk” end ”træls”, ”røvkedelig” og ”klam”. Og kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride ville lade en kunstner optræde som havde betegnet ”transkønnet” som ”klam”? Nej, vel?

Nuvel, det har jo generelt i år vist sig, at Priden ikke er et sted for stolte lesbiske. Hvad der mere kan undre er, at vi som lesbiske finder os i at blive omtalt så nedladende af en kunstner, der har tjent mange penge på lige præcist hendes lesbiske publikum. Selv den journalist, der har lavet interviewet, Milla Mølgaard, outer sig som lesbisk i interviewet, men hun ser ikke ud til at have et behov for at distancere sig fra Anne Linnets foragt for lesbiske.

Måske hænger det sammen med, at man som lesbisk alt for ofte har internaliseret samfundets foragt for lesbiske, som lever i bedste velgående selvom den politiske og økonomiske elite i dag så gerne fejrer deres ”tolerance”. Det er fortsat som om at lesbiskes seksualitet og kærlighed ikke tages alvorlig – og når den så gør det, ender det hurtigt med foragt.

Klæder man sig som lesbisk nemlig sådan som det forventes af kvinder i vores samfund, og lever man op til dets skønhedsnormer for kvinder, så risikerer man at man(d) ikke tror, at man virkelig er lesbisk. Måske man bare ikke har mødt den rigtige mand? Og der er ikke så få mænd der så render rundt og tror, at de er denne ”rigtige”… Men klæder man sig så ikke som det forventes af kvinder, så er man kedelig og kikset. Da hedder det sig, at man er lesbisk fordi man er for grim til at kunne finde en mand.  ”Betonlebben” repræsenterer de kvinder, der gør noget af det værste man kan gøre som kvinde i patriarkatet – nemlig ikke at leve op til samfundets forventning om at man som kvinde skal forsøge, at behage mænd.

Denne foragt for lesbiske er ikke ny – den har vi lesbiske måtte kæmpe med i generationer – den forstærkes i dag imidlertid af den nye queere/intersektionelle kamp mod lesbiske, som ikke er til sex med personer, der er født med en penis uanset deres kønsidentitet, kombineret med samme miljøs forestilling om, at kvinder der klæder sig maskulint i virkeligheden er transkønnede. Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at en undersøgelse har vist, at langt de fleste kvinder, der kalder sig for lesbiske, er over 40 år, mens man ikke ser en tilsvarende aldersskævhed hos bøsserne. Den lesbiske identitet er under massivt pres, både fra majoritetssamfundet og i det såkaldte LGBT+ fællesskab. Men vi er nogle lesbiske, der er begyndt at sige fra og som kæmper for retten til at være en stolt lesbisk i ordets klassiske betydning af at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Vi har dannet netværket ”Ny Lesbisk Bevægelse Danmark”. Lesbisk Bevægelse stod i 1970’erne og 1980’erne for lesbisk stolthed – det er på tide, at vi genopliver den!

 

Den homoforagtende prideformand

Skrevet af den 14 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Lars Henriksen (LH), formand for Copenhagen Pride, er faret i blækhuset fordi jeg i en artikel i Arbejderen har anklaget LGBT-bevægelsen for historieløshed.

Han bryder sig f.eks. ikke om at jeg bl.a. afviser påstanden om at det skulle være transkvinder, der startede Stonewall optøjerne, med henvisning til at transkønnet er en identitetskategori fra 1990’erne som man ikke meningsfuldt kan bruge i forbindelse med en begivenhed i 1969. Ja, han mener, at jeg dermed de facto underminerer også de homoseksuelles historie ved at se på identiteter som historiske fænomener. Nu har der imidlertid siden 1980’erne været rimelig konsensus indenfor den universitetsbaserede forskning i de homoseksuelles historie om at det er problematisk at tale om homoseksuelle i perioden før termen ”homoseksuel” opstod i slutningen af 1800-tallet. Jeg kan her anbefale, at man f.eks. læser Wilhelm von Rosens doktorafhandling Månens Kulør – Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912 og Peter Edelbergs Phd. afhandling Storbyen trækker – Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976.

Det er og forbliver i øvrigt en myte, at det skulle være en transkvinde, der startede Stonewall optøjerne, hvis deltagere hovedsageligt var unge hvide mænd. Det kan man læse mere om i David Carters banebrydende værk Stonewall – The Riots that Sparked the Gay Revolution.

LH misforstår hvad jeg skriver om homoægteskabet. Jeg er selv gift med kvinden i mit liv og er derfor selvsagt ikke imod det. Men det var den revolutionære homobevægelse! Og i 1970’erne er der stort set ingen homoaktivister, der er interesseret i et ægteskab eller partnerskab for homoseksuelle, det kan man læse mere om i Jens Rydströms studie Odd Couples – A History of Gay Marriage in Scandinavia.

At LH ikke har sat sig ind i homohistorien er en ting. Rigtigt slemt er det imidlertid, at han påstår, at ”drengepiger” og dragqueens er transpersoner! Både jeg og min kone kunne som børn være blevet betegnet som ”drengepiger” – og vi vil gerne have os frabedt at blive tvangstranset! Det også dybt bekymrende, at unge homoseksuelle får det budskab, at man er en heteroseksuel transmand, hvis man er en lesbisk, der er ”maskulin” eller at man er en heteroseksuel transkvinde, hvis man er en bøsse, der er til drag! I sin iver for at være for transinkluderende mangfoldighed ødelægger LH homomiljøets interne mangfoldighed. Og sidst men ikke mindst, er det absurd, at LH reelt skriver, at det skulle være transfobisk, hvis man er en homoseksuel, der ikke er seksuelt interesseret i personer af modsat biologisk køn uanset deres kønsidentitet. Priden har solgt sig selv når den gør det at være homoseksuel i klassisk forstand til en fobi.