Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 26 kommentarer

Også heteroseksuelle har ret til ægteskab og børn

Jeg kender en del heteroseksuelle – en hel del faktisk. Jeg ved, at nogle af dem ikke altid har haft et let liv. Alt for mange heteroseksuelle må nemlig kæmpe med en række problemstillinger pga. deres seksuelle orientering. Men de langt de fleste heteroseksuelle er, det er min sikre overbevisning, velfungerende mennesker og nyttige samfundsborgere.

Det er ligeledes min overbevisning, at heteroseksuelle også er omfattet af Guds kærlighed. De er skabt i Guds billede, ligesom alle os andre! Bevares, der findes udsagn i Bibelen som umiddelbart kunnes forstås som om at Gud har problemer med heteroseksualitet. F.eks. skriver Paulus, at de heteroseksuelt gifte har deres opmærksomhed rettet mod verden i stedet for mod Gud, og han fremhæver sågar, at mænd ikke må have lidenskabelig sex med deres hustruer. (1. Kor. 7,32-34 & 1- Thes. 4,3-5)

Men vi må huske på, at Paulus breve blev skrevet for næsten to tusind år siden og på mange måder er præget af et helt andet syn på seksualitet end det som vi har i dag. Kristendommen forpligter os ikke på fortidens undertrykkende normer, som vi kan finde hist og her i Bibelen, men udelukkende på næstekærligheden.

Derfor mener jeg også, at vi som kristne bør gå ind for folkekirkelige vielser af heteroseksuelle par. Heteroseksuelle par har, ligesom os andre, brug for at høre, at de er elsket af Gud og for at få løftet om hans hjælp og bistand med på deres fælles livsvej. De har brug for høre, at Gud vil bistå dem så at deres samliv må lykkes, ikke mindst fordi det kan være svært at skulle leve som heteroseksuel.

Nogle heteroseksuelle par vælger at få børn. Også det skal vi hilse velkommen! Bevares, nogle vil måske påpege, at børn der vokser op i heteroseksuelle familier ikke får de kønsrolleforbilleder de har brug for for at de kan udvikle en sund kønsidentitet. Der findes dem, der er bange for, at de heteroseksuelles børn f.eks. ikke lærer, at kvinder kan være stærke og at mænd kan være svage. Denne bekymring bygger imidlertid på en fordomsfuld indstilling til heteroseksuelt forældreskab. Alle undersøgelser viser, at børn der vokser op i heteroseksuelle familier klarer sig lige så godt som dem, der vokser op i homoseksuelle familier.

Det korte af det lange er, at de heteroseksuelles kærlighed, parforhold og familier er ligeværdige med vores. Det er derfor et udslag af heterofobi at nægte heteroseksuelle adgang til vielser, herunder kirkelige vielser, såvel som at nægte dem adgang til kunstig befrugtning og adoption.

 

26 Kommentarer

  1. Det var da det mest ynkelige forsøg på at “turn the tables” jeg har læst længe….is that the best you can do?

  2. Måske/måske ikke – jeg arbejder gerne videre med genren : )

  3. Selvom jeg er dybt uenig i synspunktet og argumenterne, synes jeg nu ikke, at retorikken er så dårlig eller sågar “ynkelig”.

  4. Man kunne jo indvende, at staten nok skal sørge for at indoktrinere børnene i det feministiske kønsrollemønster gennem børnehaver og skoler, så det ikke volder større problemer, når børnene kun får lov at se deres bløde og underlegne fædre om aftenen og i weekenderne. Der er selvfølgelig en risiko for, at maskulinitet også i dette korte tidsrum kan smitte af på børnene.

  5. Sørensen:

    Men nu er der jo sådan set ikke noget at frygte. For vi får jo fortalt historien om at mennesket bare er biologi. Vi er ikke andet end robotter af kød og blod som afspiller et præinstalleret kønsrolleprogram som end ikke de de værste af de lillablebærende pædagokker kan fifle med. Vi er jo som bekendt bare dyr. Og se bare på kattene. Hankattekillinger vokser op hos enlige mødre uden nogen siden at møde deres far – men som vokse kan de sagtens finde ud af hvordan man skal opføre sig som rigtig hankat. Så bare rolig – kromosomerne og generne skal nok klare ærterne.

  6. Det vidner om nogle fastlåste kønsrollemønstre, at du overhovedet kan tale hankatte og mødre og fædre inden for dyreverdenen. ved du ikke, at virkeligheden bare er en social konstruktion, som du kan ændre efter behov ved blot at italesætte din egen virkelighed. Biologi er jo også blot en social konstruktion, som bruges til at undertrykke mennesker og påtvinge dem kønsrollemønstre og heteroseksualitet. Du må bryde ud af enhver tale om det naturlige, det biologiske, han og hun og skabe din egen gnostiske virkelighed, før du kan blive virkelig fri.

  7. Virkeligheden er ikke en social konstruktion – men mennesket har ingen neutral indfaldsvinkel til virkeligheden. Vi ser ikke verden sådan som den ser ud men sådan, som vores hjerner fortæller os, at den ser ud. Fortolkningen af biologien er derfor altid en social konstruktion. Døden er her et godt eksempel. Døden findes ubestrideligt som et biologisk faktum for det enkelte individ – men hvad det vil sige, at være død, hvordan døden skal forstås og forklares og hvornår man er at regne for død er en social konstruktion. For herpå har der både i fortid og nutid være rigtigt mange bud, der igen fortæller en hel del om de samfund, som disse bud er opstået i.

    Gnostikerne så ikke naturen som en social konstruktion men som en ond skabning skabt af en dum og/eller ond lavere Guddom. Som modsætning til denne onde fysiske realitet stod så efter deres tilværelsesfortolkning den sande Gud som var af samme essens som deres egen personlige ånd. Gnostikerne var derfor om noget essentialister og ikke socialkonstruktionsteoretikere.

  8. Gnostikerne så ikke naturen som den egentlige virkelighed, men søgte en højere virkelighed, befriet fra skabningens bånd. Det samme gør du.

    Gnosticismen byggede på den platoniske idealisme. Den moderne socialkonstruktivisme er en videreførelse af Kants kritiske idealisme. Der er forskelle, men der er også ligheder.

  9. Sørensen:

    Du må gerne dokumentere dine påstande om gnosticismen vha. henvisninger til den omfattende forskning der har været i dette emne i de senere år. Hvis du har behov for at opdatere sin viden henviser jeg gerne til Anders Klostergaard Petersen mfl.: Mellem venner og fjender – En folkebog om Judasevangeliet, tidlig kristendom og gnosis – der giver en udemærket indføring i denne forskning. Mht. hvad gnosticismen byggede på så kan man ikke nøjes med indflydelse fra mellem-platonismen men må også se på internt kristne strømninger, her ikke mindst Paulus.

    Jeg synes, at de her gnosticisme beskyldninger er ret tåbelige – men jeg kan godt se hvad du vil dermed. Gnostikerne har jo fået ry af at være kætterne per ce – og sådan vil du også fremstille mig. Men helt ærligt, hvad vil du sige til at få samme behandling? Man kunne jo f.eks. sige, at muslimerne opfatter deres hellige bog som Guds ufejlbarlige ord – Sørensen opfatter den kristne hellige bog som Guds ufejlbarlige ord – derfor er Sørensen tro en muslimsk tro. Der er forskelle men også ligheder. Helt ærligt, kunne vi ikke slippe for den her “En sten kan ikke flyve – Mor lille kan ikke flyve – altså er Mor lille en sten” logik?

  10. Virkeligt spøjst, at du, Karen, har byttet rundt på begreberne på denne måde.Min hjerne kunne, da jeg læste det første gang, næsten ikke finde ud af at vende det rundt, da jeg jo er vant til at læse med modsat fortegn.
    Det gav noget at tænke over.

  11. Nu har jeg ikke direkte beskyldt dig for at være gnostiker. Jeg har fundet et fællestræk, som var fordømmeligt hos gnostikerne og også er hos dig. Det er naturligvis sandt, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem to alene beroende på et fællestræk. Men det er omvendt heller ikke forkert at påpeget fællestræk, hvis blot er der træk, der ikke er fælles. Irenæus gør i sin “Mod kætterne” klart op med den gnostiske tanke om, at Biblens Gud ikke er skaber af materien. Der er et fællestræk mellem dét, Irenæus fordømmer og det, du står for, uanset at der er mange uligheder. Dét, der er essentielt for fordømmelsen af gnosticimen, deler du i mine øjne med gnosticismen, uanset at der er en række accidentielle punkter, I ikke deler.

    I stedet for name-dropping og ethos-retorik er du velkommen til at fortælle mig, hvor du (og evt. Anders Klostergaard) er uenig i min forståelse af gnosticismen.

  12. Sørensen:

    Jeg efterspørger såmænd blot at du kan henvise til nogle anerkendte forskere ud i gnosticisme som deler din påstand om at man kan sætte lighedstegn mellem socialkonstruktivisme og gnosticisme. At du ikke kan svare derpå siger sådan set nok.

    Desuden synes jeg at din påstand om gnosticismen: “Gnostikerne så ikke naturen som den egentlige virkelighed, men søgte en højere virkelighed” på sin vis er ganske interessant, for skal det forstås på den måde, at du mener, at naturen er den egentlige virkelighed og at der ikke findes nogen virkelighed højere end den? Hvordan forener du en sådan holdning med din afvisning af den naturvidenskabelige forklaring på verdens tilblivelse (der tager udgangspunkt i studier af den materielle virkelighed) til fordel for en fundamentalistisk læsning af de bibelske skabelsesberetninger, der må tage udgangspunkt i forestillingen om, at åbenbaringen overtrumfer naturvidenskaben?

  13. Nu har jeg ikke hævdet, at man kan sætte lighedstegn mellem gnosticisme og socialkonstruktivisme, blot at der findes fællestræk i foragten for Guds skaberværk. En sådan sammenhæng finder f.eks. også Iben Krogsdal i sin PhD-afhandling, hvor hu netop binder den moderne gnostiske og konstruktivistiske myte sammen i sin analyse af den modene populærpsykologi som religion.

    Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har sat mig særligt godt ind i nyere gnosticismeforskning og forlader mig på ældre fremstillinger og det, jeg har læst hos gnosticismens modstandere i oldkirken. Men jeg kan ikke se det store problem i, at påpege fællestræk mellem det, f.eks. Irenæus fordømte og så socialkonstruktivismen, selvom det ikke måtte leve op til nogle moderne forskeres helhedsbillede, når det gælder gnosticismen.

    Du skriver: “Desuden synes jeg at din påstand om gnosticismen: “Gnostikerne så ikke naturen som den egentlige virkelighed, men søgte en højere virkelighed” på sin vis er ganske interessant, for skal det forstås på den måde, at du mener, at naturen er den egentlige virkelighed og at der ikke findes nogen virkelighed højere end den?”
    – Nej, sådan skal det ikke forstås. Jeg graduerer i og for sig ikke virkeligheden. enten er noget til eller også er det ikke.

    Mht. min ortodokse lutherske læsning af Biblens skabelsesberetning, så har jeg svært ved at se pointen. At jeg anser Guds åbenbaring for mere sikker en en naturvidenskabelig hypotese har intet med en graduering af virkeligheden at gøre.

    Naturvidenskaben er ikke lig naturen. Naturvidenskaben er et forsøg på at bestemme de virkende årsager til de fænomener, vi ser. Dér, hvor åbenbaringen udtaler sig om disse ting, er den derimod sikker viden fra ham, der står bag naturen og har skabt den.

  14. Socialkonstruktivister foragter ikke naturen og opfatter den ikke som ond – de er bare ikke enig i din tolkning af naturen.

    Naturvidenskaben handler om iagttagelser af og studier af naturen – og tager udgangspunkt i at naturen er den primære eller eneste virkelighed, lige præcist fordi den kan efterprøves i modsætning til postualatet om Guds eksistens. Men det er da rigtigt nok, at dit naturbegreb ikke synes at have noget med videnskab at gøre men i stedet synes at handle om religiøse spekulationer og postulater om naturen. I den forstand er det faktisk dig, og ikke socialkonstruktivisterne, der ligner gnosticismen. Da gnosticismen dukkede op fandtes der hos en række filosofer allerede kimen til den naturvidenskabelige tankegang, med dens fokus på observationer og ikke-religiøse forklaringer på naturen. Gnoticismen afviste disse til fordel for en mytologisk forståelse af naturen. Også her er der lighedstræk mellem dig og gnostikerne. : )

  15. Socialkonstruktivister opfatter naturen som manipulerbar og mener, at deres ord skaber virkeligheden og at man ved at nå frem til denne erkendelse kan beherske virkeligheden. Og så opfatter de de naturlige skabelsesordninger som onde og som noget, man skal befri sig fra. Det er ikke mine tolkninger af naturen, de er uenige i, men naturen selv. Du forudsætter socialkonstruktivismen i dit udsagn om, at det blot er mine tolkninger af naturen.

    Ved at observere naturen nåede Aristoteles frem til, at der måtte være en første bevæger. Det samme er mange naturvidenskabsfolk nået frem til siden. Naturvidenskaben beskæftiger sig med det, der kan observeres, men den bygger altså ikke på, at naturen er den eneste virkelighed. Det gør den logiske positivisme, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem denne og naturvidenskaben. Det er i øvrigt også et selvmodsigende synspunkt, idet udsagnet om, at kun naturen er er virkelig og afvisningen af metafysik i sig selv er et metafysisk udsagn.

    Heldigvis ved naturvidenskabsfolk ofte godt disse ting – det er ofte snarere humanister, der bilder sig ind, at naturvidenskaben er noget andet end den er.

    Nu fandtes det Gamle testamentes skabelsesberetning mig bkendt før gnosticismen og evilutionsteoretiske spekulationer kan lige så lidt observeres som skabelsen kan. Eksistensen af the missing link er lige så mytologisk som Q-kilden og Thor og Odin.

  16. Hvis du mener, at naturvidenskaben alene bygger på observationer, så må du kunne fortælle mig, hvor man har observeret de tusindvis af missing links, der er ml. arterne.

  17. Naturvidenskaben kan sagtens fungere uden brug af hypotesen om en Gud. Hele forudsætningen for naturvidenskaben er, at man kan forklare naturen uden brug af overnaturlige forklaringsmodeller. Mht. missing link så vil jeg da gerne se din forklaring på, at mennesker og chimpanser deler 98 % af deres gener med hinanden. Gentisk slægtskaber mellem dyrearter kan på mange måder suplere det som vi ikke måtte kunne finde blandt fosilierne. Evolution kan iattages blandt levevæsener med meget hurtig reproduktion og er i dag en uundværlig forklaring på hvordan der f.eks. kan opstå resistens hos skadedyr. Hvis din hypotese om verdens tilblivelse holder så tager den moderne biologi, geologi, fysisk og astronomi helt og holdent fejl. Se det kalder jeg at ville benægte den fysiske virkelighed sådan som vi kender den i dag.

    Socialkonstruktivismen fremhæver hvordan vi skaber vores virkelighed med vores forstillinger og talen om den. “Naturlige skabelsesordninger” er en social konstruktion – og er i øvrigt ikke oberserverbare i naturen. Du kan ikke argumenere for sådanne ud fra naturvidenskaben, eller socialvidenskaben eller etnologien. Du kan forsøge, at argumentere for dem vha. den førmoderne filosofi – men vil her få seriøse problemer når dine postulater så udfordres af naturvidenskaben, socialvidenskaben, etnologien etc.
    I øvrigt er “naturlige skabelsesordninger” et underligt gummi-begreb. For hvornår kan man vide om noget er en sådan ordning eller ej? F.eks. kan vi mennesker jo som bekendt ikke flyve vha. at baske med vores arme – deraf kunne man jo slutte, at den hypotetiske skaber har besluttet, at mennesket ikke skal flyve – og at de mennesker, der derfor har bygget flyvemaskiner og som benytter sig af sådanne har manipuleret med skabelsesordningen og sat sig ud over Guds forordninger med alle de slemme følger som sådant noget efter sigende har… Med en sådan argumantation kunne man sætte al teknisk udvikling ud af kraft og føre menneskeheden tilbage til middelalderen – men det er måske også derhen hvor du vil?

  18. Jeg forholdte mig til din påstand om, at naturvidenskab bygger på observationer alene. Det har jeg påpeget, at den ikke gør. Nu ser det ud som om, at du fortsætter med en association snarere end i det spor, vi var. Du beskriver mikroevolution. Det er der ingen, der mig bekendt benægter. At der sker en tilpasning gennem naturlig udvælgelse er evident. Men i mikroevoltuion tilføres der ikke ny information til DNA’en; der selekteres blot mellem allerede eksisterende information. Evolutionsteorien forsøger ikke at forklare arternes oprindelse alene gennem mikroevolution.
    Der er adskillige links mellem mennesker og chimpanser, der er “missing” – det er her, der er et fotklaringsproblem.
    Nej, den moderne biologi, geologi, fysik og astronomi tager ikke helt og holdent fejl. Men jeg har ikke tænkt mig at redegøre for hele dette spørgsmål, blot fordi du beder mig om det. Hvis du har en reel interesse i spørgsmålet findes der masser at tilgængelig litteratur, som netop også bygger på naturvidenskabelige observationer.
    Du har derimod ikke bevist din påstand om, at naturvidenskaben bygger på observationer, men i stedet blot givet flere tegn på, at det gør den ikke.

    Du skriver: “Socialkonstruktivismen fremhæver hvordan vi skaber vores virkelighed med vores forstillinger og talen om den.” – dette er en benægtelse af skabelsen.

    hvis du mener, at jeg får alvorlige problemer med den ene og den anden videnskab, så er du velkommen til at komme med konkrete indvendinger i stedet for blot at henvise til dem i al almindelighed.

  19. Sørensen:

    Al din skælen ud ændrer ikke ved, at du ikke vil acceptere naturvidenskaben der som udgangspunkt bygger på observationer af den fysiske virkelighed – fordi du sætter en åndelig virkelighed over den fysiske virkelighed.
    Ændringer i arvemassen er forudsætningen for at evolution kan finde sted – og den kan konstateres vha. undersøgelser af dna – på samme måde som analyser af dna kan påvise slægtskaber mellem arter – som f.eks. homo sapiens og chimpanser. Evolutionsteorien kan i dag både se på fosiler, og deres aflejring i de geologiske lag og på dna analyser af levende arter. Evolutionsteorien er dybt indvævet i hele den moderne naturvidenskab. At fornægte den er at fornægte det fundament som naturvidenskaben bygger på – og dermed også at benægte den moderne vestlige forståelse af naturen.

  20. Karen
    Det er sandt, at jeg sætter en åndelig virkelighed over den fysiske.Her adskiller jeg mig ikke fra oldkirkens modstandere af gnosticismen. Men jeg sætter ikkespørgsmålstegn ved den skabte virkelighed som virkelighed.

    Du er velkommen til at give mig et konkret eksempel på makroevolution, hvor en art beviseligt er blevet til en anden og hvor konstateringen heraf alene beror på observationer.

  21. Du ser kun det som virkeligt som din tro fortæller dig er virkeligt. Alene det, at du insisterer på tale om “den skabte virkelighed” viser, at dit udgangspunkt ikke er en neutral tilgang til virkeligheden men i stedet en religiøst. Du tolker altså virkeligheden, præcist lige som alle andre.

    Mht. makroevolution så henviser jeg dig da gerne til link der fortæller og forklarer om den samt påviser dens videnskabelige holdbarhed – men først efter at du har forklaret mig hvorfor det forhold, at mennesker og chimpanser deler 98 % af deres gener ikke beviser, at de er beslægtede arter samt med rent videnskabelige metoder påviser, at menneskers og chimpansers genfællesskab er foreneligt med det billede af livets udvikling som du udleder af de bibelske skabelsesberetninger.

  22. Nu er det ikke mig, der har benægtet, at jeg tolker virkeligheden: Det er dig, der hævder, at naturvidenskab alene bygger på observationer, hvilket mildt sagt er ureflekteret videnskabsteori.

    Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad der er at forklare mht. chimpanserne. Hvad er det i det, der er uforeneligt med skabelsesberetningen? Jeg har svært ved at forklare et problem, som jeg ikke kan få øje på.

  23. Hvor mange gange skal jeg sige det? Naturvidenskab bygger på empiri – på observationer af naturen. Alle teorier og modeller skal tage udgangspunkt i det observerbare og skal kunne efterprøves af det observerbare. Alle tolkninger og udsagn der er naturvidenskabelige skal altså tage udgangspunkt i det observerbare – de kan ikke hævde, at “det har Gud sagt eller gjort” for det kan ikke observeres og ikke dokumenteres vha. observationer.
    Hvis du ikke kan se, at det forhold, at mennesker og chimpanser deler 98 % af deres gener må betyde, at de er beslægtede arter, ja så er du uden for enhver pædagogisk rækkevide hvad angår viljen til at forholde sig til virkeligheden. Og hermed opfatter jeg vores debat for afsluttet.

  24. Makroevolution er ikke observerbar. Der er ikke nogen, der har observeret en makroevolution.

    Jeg er sådan set ligeglad med, hvor mange gange, du siger tingene, hvis du ikke begrunder dem en eneste gang.

  25. Det er dig der hele tiden har postuleret uden på noget tidspunkt at have vist nogen som helst form for dokumentation for noget som helst.

    Makroevolution er dokumenteret af forskningen. Se f.eks. http://www.dbskeptic.com/2008/06/21/macro-evolution-observed-in-the-laboratory/

    At sætte spørgsmålstegn ved evolution er at sætte spørgsmålstegn ved den moderne vestlige videnskab. Du må meget gerne dokumentere at noget statsanerkendt universitet i den vestlige verden lærer kommende biologer, geologer etc. at kreationisme er naturvidenskab hhv. i overensstemmelse med dennes metoder. Kan du ikke er denne debat afsluttet – hvad jeg – for sidste gang, vil bede dig om at acceptere.

  26. Da Sørensen ikke har kunnet finde ud af at acceptere almen blogedikette – nemlig at stoppe en debat når den der administerer bloggen har sagt at debatten er slut – har jeg desværre været nødsaget til at fjerne et indlæg fra hans side af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *