Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Ofrenes tavshed

I forbindelse med den stadigt voksende sexmisbrugsskandale indenfor den katolske kirke undrer nogen sig måske over den måde som ofrene agerer på.  Hvorfor venter mange ofre længe med at fortælle om hvad de har oplevet? Hvorfor er der mange, der ikke fortæller noget, eller som kun vil være anonyme, når de fortæller noget? Ligesom det er oplagt at gøre sig nogle overvejelser over hvad man kan gøre for at flere ofre tør stå frem og fortælle om hvad de har oplevet.

I den forbindelse vil jeg gerne fortælle om hvad jeg selv har oplevet:

Da jeg var 16-20 år gammel var jeg venner med en katolsk præst. (Denne præst var østriger, og levede og virkede i Østrig. Han har aldrig haft noget med den katolske kirke i Danmark at gøre). Da jeg var 17 år rejste jeg alene med ham i bil fra et kloster i Østrig til mit hjem i Danmark. I denne forbindelse oplevede jeg at han forsøgte at kysse mig, han tog mig på låret under kørslen, og han forsøgte at overtale mig til at dele soveværelse med ham under rejsen.

I sig selv var det han gjorde næppe meget værre end hvad jeg flere gange er blevet udsat for af fremmede mænd i det offentlige rum. Ligesom så mange andre kvinder har jeg desværre på egen krop måtte erfare, at visse mænd øjensynligt mener, at kvinder, der færdes i det offentlige rum uden mandlig ledsager, er frit bytte for alle interesserede. Forskellen i forhold til disse oplevelser er imidlertid at jeg havde haft tillid til præsten. Ikke blot fordi han var i starten af tresserne og dermed for mig mest af alt var som en art bedstefar, men især fordi han var katolsk præst. Jeg, der eller så vidt som muligt iagttager en vis sikkerhedszone i forhold til fremmede mænd, så i ham i en ”sikker” mand, simpelthen fordi han jo var en katolsk præst, som oven i købet vidste, at jeg ville være nonne.

Noget, der kendetegner mange ofre for sexovergreb, er, at de bebrejder sig selv, at de blev ofre. Hvorfor passede jeg ikke bedre på? Hvorfor gennemskuede jeg ikke hvad han var ude på? Var det min skyld, at han overskred mine grænser? Sådanne smertefulde spørgsmål stiller mange sexovergrebsofre sig, og det uanset hvor gamle de var da overgrebet fandt sted. Det er såmænd også spørgsmål jeg har stillet mig selv i forhold til min oplevelse med den katolske præst. Faktisk så moppede han mig med at jeg var så utrolig naiv, hvad jeg dengang slet ikke forstod, men som jeg nu forstår om så meget bedre.  Mange andre 17-årige piger ville sikkert have lugtet lunten, men jeg var alt for uvidende og , ja, alt for naiv til at gøre det. Og min religiøse konservatisme eller fundamentalisme gjorde så oven i købet, at jeg kun forsigtigt kunne signalere, at jeg ikke var interesseret i hans ”tilbud”.Jeg kunne simpelthen ikke sætte de grænser overfor ham som jeg ville have sat overfor en almindelig mand.

En anden problemstilling som nogle ofre for sexovergreb (og nok mange af dem der er blevet ofre for præsters sexovergreb) må kæmpe med, er, at de ikke afbrød kontakten med gerningsmanden umiddelbart efter at deres seksuelle grænser blev overskredet første gang. Også det er en sag, der gør det vanskeligt for offeret at håndtere overgrebet og et forhold, der ofte udløser stærke selvbebrejdelser. Også jeg afbrød ikke min kontakt med den katolske præst efter mine ubehagelige oplevelser med ham. I stedet opretholdt jeg kontakten til ham, indtil han selv afbrød den. Hvorfor i alverden gjorde jeg dog det? Svaret er, at selvom jeg helt klart ikke brød mig om det han havde gjort (som han dog heldigvis ikke gentog efter rejsen), så ville jeg ikke miste ham, fordi han i tiden forud for denne uheldssvangre rejse havde overøst mig med opmærksomhed, ros, ja nærmest tilbedelse. Og var der noget som den unge Karen, der var ensom, uden socialt netværk, og vandt til at blive moppet og udstødt, hungrede efter, ja så var det ros og positiv opmærksomhed. Er man tilstrækkelig udhungret spiser man også en kage selvom man opdager, at der er mugpletter på den. Det er den logik som nogle overgrebsmænd udnytter sig af, og som gør, at de typisk udvælger sig ofre som lige præcis er nemme ofre, fordi de i den grad hungrer efter voksen opmærksomhed og støtte. Og bagefter kan de så altid sige, at hun eller han jo selv ville det, ellers havde de vel brudt med mig, ikke sandt?

Eller sagt med andre ord, ofre for katolske præsters sexovergreb (hvortil jeg ikke selv regner mig, om end jeg tror, at mine oplevelser har noget til fælles med deres), tier ofte længe med deres erfaringer og har svært ved at stå frem, bl.a. fordi de kæmper med deres egen forestilling om at overgrebet helt eller delvis var deres egen skyld. Ligesom de kan have svært ved at magte den smerte, det udløser, at skulle se i øjnene, at de i den grad blev svigtet af en person som de troede holdt særligt meget af dem. Derfor er mange ofre for sexovergreb særligt meget bange for ikke at blive forstået, for ikke at blive troet. Det er meget svært at åbne op og fortælle om overgreb, og bliver man mødt med mistro eller blot mangel på forståelse lukker mange hurtigt deres indre låger tæt til igen.

Den dag i dag har mange ofre ikke tillid til den katolske kirke, og det desværre med rette. De frygter, at de ikke vil blive troet, hvis de fortæller om hvad den og den præst gjorde. De har jo typisk ingen beviser andet end deres egne smertefulde erindringer. I denne forbindelse synes jeg, at det er problematisk, at den katolske kirke i Danmark forsat ikke har villet offentliggøre navnene på de præster, der er anklaget for sexovergreb og som nu er fritstillede. Jeg kan godt se det problematiske i at offentliggøre disse navne fordi man jo som bekendt ikke er skyldig før man er blevet dømt. Men med denne tavshed (der under alle omstændigheder er meningsløs al den stund at det ikke er svært at regne ud hvem den ene er, mens den anden nok vil blive opdaget, når han ikke dukker op til tjeneste) signalerer den katolske kirke indirekte, at den holder med præsterne og ikke med ofrene. Man tror forsat mere på deres uskyld end på, at ofrene taler sandt. Hvis man derimod offentliggjorde præsternes navne, som under alle omstændigheder nok vil dukke op i offentligheden på et tidspunkt, ja så ville man opmuntre andre eventuelle ofre til at stå frem og bryde tavsheden simpelthen fordi man ville signalere, at man faktisk tror på dem.

1 kommentar

  1. Helt enig. Ved godt, at det kan føles hæsligt, at skulle fortælle åbent om overgreb. Psykiske overgreb, er også en slags ovegreb, der kan føles jordskredsagtige.

    Og ja- det ville være dejligt, hvis vi vidste, hvem de præster dog var.

    Personligt tror jeg også, at den katolske kirkes ledelse har nogle problemer med at ville TRO på sex-misbruget.
    KH Elsebeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>