Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 jul, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Dogmet om pavens ufejlbarlighed, Klosterskandale, Mirakler, neoskolastikken, nonner, Sexovergreb i den katolske kirke | 0 kommentarer

Nonnerne fra Sant’ Ambrogio – en teologisk sprængfarlig klosterskandale

 

Den tyske kirkehistoriker Hubert Wolf lægger i sin bog ”Die Nonnen von Sant’ Ambrogio” ud med at fortælle om hvordan ærkebiskop Gustav Adolf von Hohenlohe-Schillingsfürst den 25. juni 1859 befrier sin kusine fyrstinde Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen fra franciskanerinde klosteret Sant’ Ambrogio i Rom. Hans højadelige slægtning havde indtrængende bedt ærkebiskoppen om at befri hende fra klosteret hvor hun var sikker på, at man stræbte hende efter livet. Først ved Gustav Adolf von Hohenlohe-Schillingsfürst ikke rigtigt hvad han skal mene om det hele. Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen var på dette tidspunkt 42 år gammel, stærk overvægtig og havde et ustabil helbred. Hun var allerede enke for 2. gang og havde i øvrigt et mislykket forsøg på at blive nonne bag sig. Men alligevel vælger ærkebiskoppen at tro på hende og får hende anbragt på et slot udenfor Rom hvor han også får bragt hende i kontakt med en abbed fra et nærliggende benediktiner kloster som hun hurtigt vælger som sin nye skriftefader, da hendes gamle stod i nær forbindelse med Sant’ Ambrogio klosteret. Og denne abbed får fyrstinden til at kontakte inkvisitionen, for noget synes at være helt galt i førnævnte kloster. Som den lydige katolik hun er gør hun så det – og på denne måde kommer en sag i gang der, selvom den blev forsøgt holdt hemmelig af den katolske kirke, har teologiske implikationer helt op til i dag. Det var først i forbindelse med at Pave Johannes Paul II åbnede inkvisitionens arkiver at sagen kunne få dagens lys.

Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen var i starten glad for klosteret Sant’ Ambrogio, som var blevet hende anbefalet af hendes skriftefædre og åndelige vejledere, der indbefattede kuriekardinalen grev Karl August von Reisach, en af pave Pius IX’s nære fortrolige. Nonnerne i Sant’ Ambrogio fulgte den såkaldte tredje franciskanske regel, der egentlig er for lægfolk, men her i en streng fortolkning der indbefattede en streng klausur (dvs. forbud mod at forlade klosteret og lade uvedkommende, især af hankøn, betræde klosteret). Nonnerne havde virket fromme om end simple på den dannede men af livets modgang mærkede fyrstinde – og så havde hun været fascineret af den unge, smukke og stærkt karismatiske sr. Maria Luisa, der havde en række ledende poster i klosteret, blandt andet den som novicemesterinde. Men efterhånden begynder Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen at blive betænkelig. Efter at hun nemlig er blevet optaget i noviciatet fortæller nonnerne hende, at klosterets grundlægger den på daværende tidspunkt afdøde abbedisse Maria Agnese Firrao, var blevet dømt af inkvisitionen for at have udgivet sig selv for at være en helgen og var blevet frataget sit embede og tvangsforsat til et andet kloster samt forbudt kontakt med nonnerne i Sant’ Ambrogio. Men nonnerne var sikre på at hun var en af den katolske kirkes største helgender og de havde en omfattende kult omkring hendes person som blev aktivt understøttet af klosterets to skriftefædre, Giuseppe Leziroli og Giuseppe Peters, der begge var fra den magtfulde jesuitter orden, der dengang havde et ry og en funktion der bedst kan sammenlignes med det hhv. den Opus Dei har i dag.

Men ikke nok med det. Den unge Maria Luisa påstod, at hun nærmest dagligt havde visioner af den afdøde grundlæggerinde, diverse helgender samt jomfru Maria og Jesus. Nonnerne og deres skriftefædre var ligeledes overbevist om at hun var en helgen – og selvom klosteret havde en abbedisse så var det reelt set Maria Luisa, der bestemte i klosteret. Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen begynder at blive opmærksom på at selvom Maria Luisa gælder for at være en helgen, så har hun et meget afslappet forhold til at skulle deltage i den fælles bøn, holde fastereglerne etc. Helt galt går det da Maria Luisa viser fyrstinden et brev hun har modtaget fra en tysk mand, som hun en bruger en del tid på da han efter sigende er besat af dæmoner, som hun forsøger, at drive ud af ham. Brevet er skrevet på tysk som Maria Luisa ikke forstår og som hun derfor beder fyrstinden om at oversætte for hende.  Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen bliver imidlertid rystet da hun læser dette brev, da det indeholder kraftige erotiske hentydninger både om Maria Luisa og fyrstinden selv. Hun kritiserer Maria Luisa for at have en upassende omgang med denne mand. Men det skulle hun ikke have gjort, for Maria Luisa er ikke vandt til kritik og bliver rasende! Da Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen fortæller om brevet til skriftefaderen Giuseppe Peters afviser han enhver mistanke – der må være tale om at Satan selv havde forklædt sig som Maria Luisa for at skabe forvirring! En påstand som Maria Luisa selv også kommer med når fyrstinden igen forsøger at tale med hende om sagen. Kort tid efter oplever fyrstinden, at hun bliver voldsomt syg af mad og drikke som gives specielt til hende – og hun bliver hurtigt sikker på at det er Maria Luisa der vil forgifte hende – og det er i sidste ende det, der udløser hendes flugt.

Pave Pius IX er alt andet end glad for at starte en sag mod Sant’ Ambrogio klosteret og inkvisitionen, der i øvrigt på dette tidspunkt for længst er ophørt med at bruge tortur og lignende grumme metoder, går meget forsigtigt frem og forhører sig i først omgang hos en nonne, der var blevet fjernet fra klosteret på abbedissens ordre og tvangsanbragt i et andet. Hun kan fortælle, at man i Sant’ Ambrogio klosteret ganske rigtigt dyrker både den afdøde abbedisse og den nuværende novicemesterinde som en helgen. Men ikke nok med det, efter nogen tøven fortæller hun også, at hun over en længere periode havde delt værelse med Maria Luisa og at hun i denne forbindelse med henvisning til diverse åbenbaringer havde tvunget sig til sex med hende.

Nu begynder sagen at folde sig ud. De efterfølgende forhør af nonnerne i Sant’ Ambrogio afdækkede at alle fyrstindens anklager var sande – men sagen var endnu mere alvorlig. Vha. sine påstående åbenbaringer og mirakler, der bl.a. indbefattede breve som Jomfru Maria skulle have skrevet i himlen og som på mystisk vis dukkede op i klosteret og himmelske ringe af guld og ædelsten som på lignende vis materialiserede sig på Maria Luisas fingre, havde hun manipuleret sine omgivelser i uhørt grad. Hun havde presset indtil flere nonner til at deltage i forsøg på at forgifte fyrstinden og hun havde fået dræbt andre kritiske nonner. Hun havde misbrugt alle de unge novicer seksuelt som led i et særligt ”optagelses-ritual” og hun havde i øvrigt tilbragt mange nætter alene sammen med skriftefaderen Giuseppe Peters, som ofte opholdt sig indenfor klosterets mure, selvom det var forbudt. Hun havde også tvunget novicerne til at skrifte for hende – og skriftefaderen Giuseppe Peters havde løbende holdt hende underrettet om hvad nonnerne skriftede til ham. Klosterets mandlige kontaktperson til omverdenen advokaten Luigi Franceshetti kunne fortælle, at han på bestilling af Maria Luisa, som bl.a. havde kontrollen over klosterets finanser, havde købt de ”himmelske ringe” og at han havde anskaffet bl.a. opium og andre gifte, som hun havde brugt i forsøget på at dræbe fyrstinden. Og en af de unge nonner kunne fortælle, at det var hende, der havde skrevet de ”himmelske breve”.

Inkvisitionen vælger derfor at rejse anklage mod Maria Luisa, abbedissen og de to skriftefædre. Maria Luisa indrømmer rimeligt hurtigt at alle hendes påståede åbenbaringer var det pure opspind selvom hun kommer med forskellige forklaringer på hvorfor hun havde løjet. Hun er noget mindre villig til at indrømme at hun havde haft sex med novicerne og at hun havde forsøgt at myrde fyrstinden, men til sidst giver hun efter. Og hendes tilståelser bringer endnu mere frem i lyset. Hun var nemlig selv som purung novice på bare 14 år blevet seksuelt misbrugt af den daværende abbedisse og det viste sig, at det var et system der gik helt tilbage til grundlæggerinden, der havde påstået, at sex med de nye nonner skulle rense dem fra deres hidtidige seksuelle synder og formidle dem særlige nådegaver. Og Maria Luisa havde via sine ”himmelbreve” også fået skriftefaderen Giuseppe Peters til adskillige gange at give hende en særlig ”jesuitisk velsignelse” som der var tradition for at klosterets abbedisser modtog. Denne velsignelse bestod i kys diverse steder på kroppen inklusive dybe tungekys. (Det skal i øvrigt bemærkes, at den katolske kirke på dette tidspunkt insisterer på, at tungekys selv indenfor ægteskabets rammer var en dødssynd da det var en handling der fremmer den seksuelle lyst). Han havde også aflagt skriftemål for hende og her bekendt, at han havde haft en længevarende affære med en kvinde som han havde været skriftefader og åndelig vejleder for.

Efter nogen bearbejdning indrømmer abbedissen og den ældste af de to skriftefædre Giuseppe Leziroli, at de havde svigtet i forhold til at lede klosteret og de ikke burde have anset Maria Luisa og Maria Agnese Firrao for at være helgender. Her kunne man måske have troet af sagen ville ende – en grim og trist historie om sexovergreb og mord hhv. mordforsøg i et nonnekloster i 1800-tallets Italien. Men den største bombe i denne historie lader Hubert Wolf springe når han i forbindelse med hans gengivelse af forhørene af jesuitten Giuseppe Peter afslører dennes sande identitet. Giuseppe Peter var nemlig blot et dæknavn – hans rigtige navn var Joseph Kleutgen. Og Joseph Kleutgen var alt andet end en ligegyldig skriftefader for et ret ukendt italiensk nonnekloster. Han var i stedet en ledende konservativ teolog, en bannerfører for den såkaldte neoskolastik, der afviste enhver tilpasning af den katolske tro til de moderne ideer som begyndte at dukke op i 1800-tallet. Han arbejdede både som sekretær for jesuitternes ordensgeneral og for inkvisitionen, hvor han var en ivrig bogcensor og en kendt ”kætterjæger” der kæmpede for at få forbudt ethvert teologisk værk, der forsøgte sig med selv de mest forsigtige forsøg på at åbne den katolske kirke for en dialog med det moderne samfund. Og han havde mægtige venner i Vatikanet.

Joseph Kleutgen viser sig at være en hård nød at knække for inkvisitionen, da han er eminent dygtig til at formulere sig og er glat som en ål. Men til sidst får man ham op i et hjørne da materialet mod ham er for stærkt. Og selv hans gode kontakter hindrer ikke, at Paven til sidst afsiger dom over ham og de andre anklagede fra Sant’ Ambrogio. Klosteret bliver opløst, Maria Luisa dømmes til 20 år i en streng husarrest i et nonnekloster og Joseph Kleutgen fratages retten til at høre skriftemål og være åndelig vejleder ligesom han idømmes to år i husarrest i et af jesuitternes ordenshuse. Hele sagen var i øvrigt forløbet i dybeste hemmelighed og også domsafsigelsen holdes hemmelig for alle andre end de direkte involverede.

Men hvor Maria Luisa bliver sindssyg under sin klosterarrest, kommer på en galeanstalt for siden øjensynligt at gå til grunde på Roms gader, så tages Joseph Kleutgen hurtigt til nåde igen. Pave Pius IX har nemlig brug for hans teologiske kompetencer i kampen mod moderniteten og rationalismen. Joseph Kleutgens indflydelse øges i tiden efter inkvisitionsprocessen hvor han jo altså ellers havde fået en dom og i øvrigt havde måttet afsværge sin fejlagtige tro på Maria Luisas og Maria Agnese Firraos hellighed. Det er Joseph Kleutgen der udvikler ideen om kirkens almindelige læreembede, dvs. påstanden om at katolikker er forpligtet til at tro på hvad den katolske kirke lærer også i de tilfælde, hvor kirken ikke har defineret de pågældende trosindhold som et dogme eller på anden måde højtideligt erklæret det som en trossandhed. Og Joseph Kleutgen havde en afgørende indflydelse på formuleringen af dogmet om pavens ufejlbarlighed som blev forkyndt i forbindelse med 1. Vatikankoncil. Hvor Joseph Kleutgen, der havde troet på breve fra himlen og at sådanne kunne afkræve at man som skriftefader tungekysser med en nonne og som havde nægtet at lytte til nonner, der i skriftestolen fortalte om sexovergreb og mordforsøg i Sant’ Ambrogio, kom til at få en afgørende indflydelse på den katolske kirkes kamp mod den moderne verden, så fik Katharina von Hohenzollern-Sigmaringen også lov til at påvirke kirkehistorien. Efter mareridtet i Sant’ Ambrogio takker hun nemlig sin nye benediktinske skriftefader ved at grundlægge og finansiere benediktiner klosteret Beuron i Tyskland. Sjovt nok fortæller Hubert Wolf det ikke, men dette kloster kom til at spille en afgørende rolle for arbejdet med at reformere den katolske kirkes liturgi, et arbejde der kulminerede med det andet Vatikankoncils liturgireform, der var det første skridt i den katolske kirkes åbning mod verden af i dag.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>