Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 aug, 2016 under Åbenbaringer | 1 kommentar

Når en journalist møder Jesus

 

I 2015 udkom journalisten Charlotte Rørth bog ”Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvilligt troende” på Informations forlag.  En venlig sjæl tilsendte mig den med en opfordring om at læse den. Det havde jeg ikke lige overskud til dengang, men nu har jeg fået den læst, og jeg må sige, at det på mange måder er en interessant bog for personer, der som mig interesserer sig for historier om mirakler, åbenbaringer og lignende religiøse fænomener.

Kort fortalt handler bogen om hvordan den a-religiøse Charlotte Rørth i en kirke i Spanien har en åbenbaring hvor hun kan se direkte ind i Jesu tid. Samtidigt med at hun er sig bevidst, at hun befinder sig i kirkerummet, kan hun se ind i en dimension hvor Jesus vandrer rundt med sine disciple og taler aramæisk med dem. Hendes oplevelse af Jesus er meget konkret bogstavelig. Han har blå kjortel på, der er rød jord på hans behårede tæer, han har grå-grønne øjne med et snert af blåt etc. Der udgår en stærk maskulin-erotisk udstråling fra ham, men samtidigt hermed er der tale om noget, der er stærkere og større end almindelig erotik. Hun havde haft et par ”opvarmende” overnaturlige erfaringer forud herfor, men fra nu af er Charlotte Rørth besat af dette møde med Jesus, hvis autentisitet hun fra starten af er absolut overbevidst om. Hun sansede ham med sin krop, så derfor må det have været virkeligt. Resten af bogen handler stort set om hvordan hun forsøger at håndtere denne oplevelse som på en gang er vidunderlig, en intensiv forelskelse, der åbner helt nye dimensioner af hendes potentiale for at elske, men som også gør at hun er helt rundt på gulvet og har svært ved at få sit liv til at hænge sammen. Hvis man skal tro rækkefølgen i Charlotte Rørths bog, så starter hun ud med at fordybe sig i new-age inspirerede forståelser af mystik så som chakra energier og Jes Bertelsens alternative Jesus-fortolkning. Hun er dog også forbi nogle eksperter ud i psykiatrien og epilepsiforskningen for at få bekræftet, at hendes oplevelser ikke er udtryk for en sygdom, for så at kaste sig over en noget spredt læsning, der rækker fra den svenske homoseksuelles komiker Jonas Gardels bog om Jesus, over Per Bilde der forsker i den historiske Jesus, til katolske mystikere som Johannes af Korset og Teresa af Avila. Her vælger hun det ud, der kan bekræfte hende i at det hun så var reelt nok, mens alt der ikke passer til hendes vision lægges til side som irrelevant, da døde bøger aldrig kan modsige den levende og pulserende erfaring.

Charlotte Rørth taler indtrængende til hendes læsere om nødvendigheden af at være åben overfor oplevelser og erfaringer som naturvidenskaben ikke lige sådan kan forklare. Vi skal ikke være så lukkede overfor det, vi ikke kan forstå. Det er da også fristende at ville afvise Charlotte Rørths oplevelser som en eller anden art psykisk lidelse. Ikke mindst fordi hun undervejs i bogen sådan i forbifarten får nævnt træk ved hendes sindstilstand i tiden før hendes ”møde med Jesus”, der kunne tyde på at hun passer til diagnosen ”særlig sensitiv”, ”psykisk sårbar” eller hvad det lige aktuelt hedder. Men tager man de religionshistoriske briller på må man sige, at Charlotte Rørths oplevelse af at have mødt Jesus ubestrideligt er sand for hende, om den er sand i en absolut forstand kan man religionsfagligt set ikke sige noget om. Hvad man kan gøre, hvis man vil se på Charlotte Rørth med religionsfaglige briller er, at være sig bevidst, at visioner og åbenbaringer aldrig foregår udenfor tid og rum, de er i stedet altid præget af den tid, hvor folk har sådanne oplevelser, af de religiøse forestillinger, de sociale og politiske forhold og så videre. Det er derfor relevant at underkaste hendes bog en nærmere analyse med det i baghovedet.

Charlotte Rørths visioner af Jesus (der er tale om to, da hun har endnu en 11 måneder efter den første, de to er dog stort set identiske) ligner på nogle områder lignende beretninger som man kan finde indenfor den katolske mystik. Det gælder f.eks. den stærke fysiske dimension i den åndelige oplevelse, der har klare erotiske komponenter, om end de er noget mere udpenslede hos Charlotte Rørth end hos de cølibatære katolske mystikere. Det gælder også træk så som at selve visionen er nydelsesfuld, men at den visionære derefter lider stærkt under en længsel efter en gentagelse af disse stærke erfaringer, og har svært ved at holde det almindelige liv ud. Men det gælder også træk som stærke lysoplevelser, en intens følelse af kærlighed, et manglende behov for fysisk føde, hyperaktivitet etc. Og ja, selv Charlotte Rørths ret bemærkelsesværdige oplevelse af at der stråler lys ud af hendes fingre (som new-age folkene fortæller er healings energier) minder lidt om beretninger om kvindelige mystikere fra middelalderen, fra hvis fingre dryppede olie, der kunne helbrede syge.

Men der er også en del forskelle i forhold til den katolske mystik. Hvor de katolske mystikere næsten alle havde et fokus på den korsfæstede, lidende og dødende Jesus, selvom der også er visioner af den opstande Kristus, af Jesus-barnet etc., så virker Charlotte Rørths visioner ekstraordinære fordi det nærmest virker som om at hun ser ind i en dimension, hvor Jesus stadigvæk lever her på jorden. Når hun i forbindelse med hendes skildring af hendes 2. Jesus vision skriver ”Hos ham er der gået få minutter, hos mig er der gået 11 måneder, historisk er der gået næsten 2000 år”, lægger hun jo sådan set op til at der findes en dimension hvor Jesus endnu ikke er død og opstanden, men i stedet stadigvæk vandrer rundt i Israel sammen med sine disciple.

Og hvis vi ser på selve det budskab, som Charlotte Rørth udleder af sit ”møde med Jesus”, er der klare forskelle til den katolske mystik. Det hun udleder af sine visioner virker nemlig mest af alt som en hybrid mellem den feel good spiritualitet man finder i meget af den senmoderne selvhjælpslitteratur, blød folkekirkekristendom, Dan Browns forståelse af kirkehistorien og en form for panreligiøsitet”.

Charlotte Rørths budskab er nemlig, at vi skal lære, at elske og tilgive os selv. Vores problem er ikke synd og fortabelse men i stedet, at vi ikke forstår hvor meget vi bliver elsket og hvor meget vi kan elske, hvis vi blot lærer at trække på de potentialer der er inde i os. Jesus elsker Charlotte Rørth og alle andre mennesker blot fordi vi er til, betingelsesløst. Bibelen og endnu mindre Jesu budskab handler om krav, om regler vi skal holde og ting vi skal leve op til. Bibelen er historier om menneskers erfaringer med Gud, og enhver forestilling om absolutte sandheder (altså bort set fra sandheden i hendes visioner) er helt forkert. Det eneste sprogligt formulerede budskab som Jesus har til Charlotte Rørth er i henhold til hende ordene ”Jeg stoler på dig” som han siger til hende da han viser sig for hende for anden gang. Og det udlægger hun til at vi så selv skal finde vores vej.

Kirkelige autoriteter og organiseret religiøsitet har hun ikke meget til overs for. Det er nok meget sigende, at hun kan opsøge folk indenfor sundhedsvæsenet for at blive bekræftet i at hendes visioner ikke er udtryk for en sygdom, men hun opsøger aldrig fungerende præster eller åndelige vejledere med tilknytning til et kristent trosamfund for at høre om de er teologisk troværdige. På trods af hendes kritik af den naturvidenskabelige positivisme, så har hun mere tillid til naturvidenskaben end til teologien og dem, der har erfaring med åndelig vejledning i en traditionel kristen kontekst. Dette krydres så med en forestilling om at den gravide Maria Magdalena blev hjulpet af kartharerne (selvom der er mere end 1000 år mellem Maria Magdalena og denne bevægelse) og hun lægger op til at det er troværdigt, at Jesus var gift med hende. Alt sammen ideer som passer bedre til Dan Brown end til den historiske forskning i Jesu liv for slet ikke at tale om den traditionelt kristne forestilling om ham. Alt dette suppleres så med en ide om at alle religioner på et fundamentalt plan handler om det samme.

Det ret interessant, at Charlotte Rørth er meget afvisende overfor dem, der selv sammenstykker deres religion. Måske fordi hun ikke selv er klar over, at hun selv er et produkt af en tid, hvor det er in at være spirituel samtidigt med at organiseret religion mødes med mistænksomhed eller direkte afvisning. Hvor man er stærkt troende mht. sin egen sandhed samtidigt med, at man søger og ønsker, at andre skal bekræfte en og føler sig såret, hvis de ikke vil gøre det.

De typiske oplevelser af at se Jesus som man hører om, har rødder i traditionelle kristne miljøer, og de visionære tolker dem normalvis sådan at de ikke strider alt for meget med ortodoksien som de føler sig forpligtet af. De heterodokse elementer i Charlotte Rørths fortælling er et interessant eksempel på hvordan visioner af Jesus kan tage sig ud, når den visionære ikke er formet af sådanne miljøer, men i stedet har sine rødder i en sekulariseret hyperindividualiseret postmoderne kultur.

 

1 kommentar

  1. Gud åbenbarer sig hvor og når “Han” vil og ikke kun for katolikker…
    Dejligt ikke?
    Som troende “ved” vi at “verden” er en anden end det vi kan se og umiddelbart føle-den “transcendente verden”…
    Jeg vil ikke så gerne analysere andre menneskers møde med Gud, men det gør indtryk at læse/høre herom.
    Har, som nok mange mennesker også haft mine egne.
    Pax Kristi Tove Elisabeth R.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>