Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Når den intersektionelle feminisme bliver kvindeundertrykkende

 

I går deltog jeg i radioprogrammet AK 24syv hvor jeg debatterede intersektionel feminisme, radikal feminisme og transspørgsmålet med Frederikke Kjerulff Madsen, der betegner sig som intersektionel feminist mens jeg ser mig selv som radikal feminist. Programmet kan (indtil videre) høres her.

Der var mange ting fra det program som fortjener en uddybende kommentar, men jeg vælger at fokusere på hvad jeg opfatter som de mest problematiske af de udsagn og påstande som Frederikke Kjerulff Madsen kom med: Påstanden om at lesbiske som ikke vil have sex med transkvinder er transfobiske, og hendes forsøg på at placere mig, der ser mig selv som en gendernonforming lesbisk, i kategorien transkønnet.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt lesbiske, der ikke vil have sex med transkvinder fordi de har en penis, er transfobiske, var Frederikke Kjerulff Madsen ganske klar i mælet: Det er transfobisk at fravælge transkvinder som sexpartnere pga. af deres kropslige udgangspunkt. Dette bastante udsagn blev så bl.a. forsøgt blødt op med at alle har lov til at sige nej til sex og at samtykke er af central betydning. Men så skulle man som lesbisk så alligevel overveje hvordan ens seksuelle lyst hhv. ulyst er formet og præget af samfundets normer og forestillinger.

Hvad Frederikke Kjerulff Madsen øjensynlig ikke ser er, at der er en klar modsætning mellem samtykke på den ene side – og kravet om at man bør evaluere fraværdet af seksuelt begær på den anden side.

For at undgå misforståelser må jeg hellere fremhæve, at når jeg her taler om samtykke, så taler jeg ikke om samtykke i juridisk forstand, altså om hvorvidt en myndig voksens seksuelle handlinger med en anden myndig voksen kan defineres som strafbare eller ej. Hvad jeg taler om er samtykke i betydningen af at man har lyst til og er med på den seksuelle handling. Samtykke i denne forstand er efter min mening en forudsætning for en god seksuel oplevelse.

Denne skelnen mellem det juridiske samtykke og samtykke som udtryk for lyst er ganske vigtig. Mange lesbiske har prøvet, at presse sig selv til sex med mænd. I juridisk forstand kan man ikke tale om at disse lesbiske ikke samtykkede i disse seksuelle handlinger, men for så vidt som de var udtryk for et forsøg på at presse sig selv til at leve op til samfundets forventninger – og en angst for at være anderledes med alt hvad det kan indebære af sociale sanktioneringer, så var der ikke tale om samtykke i form af de havde lyst.

Seksuelt samtykke giver kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer og magtstrukturer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Men hele denne her ide om at man som kvinde kritisk skal evaluere sin manglende lyst til bestemte typer af sex har også negative konsekvenser for heteroseksuelle kvinder. Det er mit indtryk, at heteroseksuelle kvinder i stigende grad oplever, at deres mandlige partnere lægger pres på dem for at de skal prøve seksuelle handlinger som de ikke har lyst til såsom f.eks. analsex. Mange radikal feminister ser det som en af de mange negative konsekvenser af pornokulturen, og det kan der nok være noget om. Hvis disse mænd nu kan henvise til den intersektionelle feminisme og sige, at man som kvinde lige skal overveje, om ens mangel på lyst til analsex, swingerklub sex eller hvad disse herrer nu lige har lyst til afspejler nogle restriktive og fobiske normer i samfundet, så har de da fået et ekstra middel til at presse kvinder til at overskride deres seksuelle grænser.  Man kan med andre ord ikke både hævde, at man lægger vægt på samtykke til sex og så hævde, at man kritisk skal evaluere sit sin manglende lyst til bestemte typer af sex. Det ene udelukker i praksis det andet.

 

Det andet store problem med Frederikke Kjerulff Madsens udsagn var i mine øjne, at hun drog den konklusion, at det forhold at jeg er en gendernonconforming lesbisk, der ikke identificerer mig med samfundets kønsrolleforventninger til kvinder og derfor ikke vil kaldes for cis-kønnet, måtte betyde, at jeg teknisk set var transkønnet, om end hun venligst ikke ville pådutte mig en identitet.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at Frederikke Kjerulff Madsen ligesom så mange andre intersektionelle feminister hævder, at der nærmest er myriader af biologiske køn samtidigt med at de mener, at hele verdens befolkning kan deles op i kun to kønskategorier nemlig ”cis-kønnet” og ”transkønnet”. Men det direkte farlige ved Frederikke Kjerulff Madsens logik er, at hun hermed faktisk fortæller unge lesbiske kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det hyper heteroseksualiserede og overfeminine kvindebillede som medierne og ikke mindst pornokulturen formidler til nutidens unge, at de jo så nok er mænd.

Og nej, opdelingen i ”cis-kønnet” og ”transkønnet” er ikke neutral. Hvor ”cis-kønnede” tilskrives en accept af samfundets kønsroller (og det betyder for kvinders vedkommende en accept af deres egen undertrykkelse) så går trans-identiteten desværre ofte hånd i hanke med hormonbehandling og operationer. Disse unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister guidet over i en identitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har.

En gang fortalte feminister unge kvinder, herunder unge lesbiske kvinder, at de skulle være stolte af deres kroppe og deres seksualitet. I dag lærer de intersektionelle feminister unge kvinder, der lider under samfundets undertrykkende kønsroller, at denne lidelse må skyldes, at der er noget galt med deres kroppe…

 

 

 

6 Kommentarer

  1. Kære Karen, spænende læsning, enig i det, du skriver om cis- og transkønnet. Jeg har også læst dit blogindlæg om samme emne i forhold til Priden. Jeg har bare lige et spørgsmål, som blot er ren nysgerrighed. Er det generelt situationen, at transkvinder føler sig tiltrukket af lesbiske, og af hinanden eller heteroseksuelle (af begge køn)?

    • Det er mit indtryk, at flertallet af transkvinder definerer sig som lesbiske. Nogle danner par med andre transkvinder mens andre foretrækker biologiske kvinder.

  2. Tak for svar 🙂

  3. Kære Karen

    Jeg er så helt og aldeles enig med dig i, at den transforkæmperne/den intersektionelle feminisme har potentiale til at ødelægge kvindebevægelsens kamp for ligestilling og homoseksuelles ret og frihed til at være tiltrukket af deres eget biologiske køn.

    Faktisk synes jeg desværre, at du bærer ved til de transkønnedes bål ved at mene, at man skal kalde sig cis-kønnet, hvis man lever op til samfundets køns- og kønsrolleforventninger. Jeg er heteroseksuel kvinde og lever som sådan op til samfundets forventninger, men jeg vil ALDRIG kalde mig cis-kønnet. Jeg er kvinde – punktum.
    At insistere på at kvinde er man uanset om man lever op til samfundets forventninger – udelukkende på baggrund af sin biologi – er at insistere på de fælles livsvilkår, det giver at være født som kvinde. Og ja, vi kvinder er ufatteligt forskellige – heldigvis. At opløse kønsmodsætningen mellem biologiske kvinder og ditto mænd har som konsekvens, at man opløser den fællesmængde, der forener kvinder i kampen mod netop den patriarkalske samfundskultur og de kønsulige strukturer.
    Både det at være kvinde og ligeså det at være mand bør i stedet kunne rumme forskelligheden inden for det enkelte køn. Jeg var ikke traditionelt pigeagtig som barn, og en af mine drenge var ikke en “rigtig dreng”. Det gør ikke mig til en dreng, og min søn til en pige. Det viser blot, hvor indsnævret samfundets kulturelle forståelse af det enkelte køn er. Vi skal brede disse forståelser ud, så pigen både er hende, der leger med dukker og pynter sig, og hende, som bedre kan lide at klatre i træer og køre vildt i gocart. Og alt mellem de to poler. På samme måde er det også en dreng, selvom han ikke gider sport eller slåskampe, selvom han er fessoragtig, introvert, empatisk og har ord for sine følelser. Særligt mener jeg nemlig, at kategorien for drenge/mænd er alt, alt for snæver; og som opdragelsesideal er “den rigtige dreng” en katastrofe, fordi det efterlader mænd med meget ringe evner til kommunikation og med oplevelsen af en fødselsret til at dominere.

    Well, det korte af det meget lange. Det er fint for mig, hvis transkvinder og -mænd betegner sig som trans, for det giver en klar information om vejen til deres kønsidentifikation. Og det fortæller også, at de ikke deler opvækstvilkår og biologiske vilkår med det køn, som de nu identificerer sig som.
    Alle vi andre er enten kvinder eller mænd – med alle de variationer af personligheder og seksuelle preferencer vi nu engang har. Jeg håber derfor, at du fremover slet ikke vil bruge udtrykket cis-kønnet om nogen som helst, men blot tale om kvinder og mænd.

    Gode hilsner
    Åse

    • Kære Åse

      Jeg er selv dybt kritisk overfor ternen “cis-kønnet”. Og jeg er helt enig med dig i din kritk af hvad den indebærer. Min kone har faktisk også sagt, at jeg bør undlade at bruge den – og det er også mit forsæt at gøre det. Undtagelsen må dog være når folk selv bruger den om sig selv – eller når jeg vil kritisere den.

  4. Dejligt svar! Gh Åse

Trackbacks/Pingbacks

  1. Kampen om kønnet i en dansk sammenhæng | Til eftertanke - […] en kronik i Politiken der tager problematikkerne op. Siden hen har der også f.eks. været et indslag i Radio…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *