Menu
Kategorier

Skrevet af den 20 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Mine erfaringer med Maria Hjerte Kloster

Da jeg via medierne erfarede, at Helene Hägglund har skrevet en bog om hendes traumatiske erfaringer som nonne i Maria Hjerte Kloster måtte jeg spontant udbryde: Endelig er der en modig kvinde, der tør stå frem og fortælle om hvad der virkelig sker der! I ganske mange år har jeg nemlig haft dette kloster og ikke mindst dets karismatiske men også manipulerende abbedisse, Moder Theresa, under alvorlig mistanke for hjernevask og udnyttelse af unge naive piger, men jeg har hidtil ikke haft tilstrækkelige beviser.

Mine egne erfaringer med Maria Hjerte Kloster startede dengang klosteret endnu blev kaldt for Sostrup Kloster. Da jeg var 14 ½ år gammel besøgte jeg, som dengang ville være nonne, klosteret og mødte der den unge Moder Theresa, som dengang stadigvæk var novice og blev kaldt for søster Theresa.

Selv om søster Theresa altså endnu var under uddannelse som nonne var det tydeligt, at hun var udset til, efter endt uddannelse, at overtage ledelsen af klosteret, hvis daværende priorinde (klosteret var dengang ikke noget abbedi) var over firs og ikke reelt i stand til virkeligt at lede klosteret. Søster Theresa var en ung, smuk, intelligent og meget engageret nonne – og i løbet af få dage faldt jeg pladask for hende. I min ungdommelige naivitet var jeg dengang ikke klar over, at jeg var forelsket i hende, jeg var for uvidende om kærlighedens mangfoldighed til at kunne gennemskue det, men der er ingen tvivl om, at det var det som jeg var.

Søster Theresa viste mig stor opmærksomhed, hvad jeg, som var ensom og uden et socialt netværk, sugede til mig med begejstring. Dertil kom, at jeg savnede religiøs vejledning og hun bød sig til som min åndelige vejleder, et tilbud som jeg tog imod med glæde. Jeg husker, at vi gik lange ture i skoven og ved stranden og at jeg havde en intens brevveksling med hende, hvor jeg overstrømmede hende med min ungdommelige kærlighed og begejstring, kaldte hende for min ”reserve mor” og lod hende bruge min barndoms kælenavn om mig. Hun opmuntrede mig til at vise hende denne begejstring og tilbedelse – og hun gav mig også ofte et knus og et kram – men jeg må hellere understrege, at det så var det. Der forekom ikke noget seksuelt og jeg har ingen grund til at antage, at søster Theresa var eller er lesbisk.

Hvad der derimod heller ikke er nogen tvivl om, er, at hun manipulerede med mig og brugte mine følelser i hendes egen interesse. Og den var, at få mig til at indtræde i Sostrup Kloster, og det så hurtigt som muligt. Jeg husker, at hun lage pres på mig for at sige, at jeg ville indtræde, og hun stillede sig først tilfreds, da jeg tøvende svarede ja hertil.

Imidlertid skulle søster Theresa et år til Frankrig for at få erfaringer med et mere velfungerende kloster (hvad man ikke kunne kalde Sostrup Kloster) og i det år forsatte jeg med at besøge Sostrup. Jeg bad med nonnerne i koret og jeg spiste sammen med dem i deres refektorium (spisestue), der lå lige bag ved køkkenet i Sostrup Slot, som dengang som nu blev brugt som en art hotel for besøgende fra især Tyskland.  

Der gik det først rigtigt op for mig, at Sostrup Kloster havde alvorlige problemer. Ud over Søster Theresa var der 8 andre nonner, hvoraf tre var svært psykisk syge og de andre var pænt over de 70. Klosterlivet var i mere eller mindre opløsning og disciplinen lav. Den formodentligt senile nonne, som Helene Hägglund fortæller blev lukket ude i kulden og døde der, formoder jeg er søster M. Jeg husker, at jeg var lidt små bange for hende, for hun gik rundt og mumlede hele tiden og var tydeligvis mærkelig. En gang så jeg hende komme i håndgemæng med en af de andre nonner og slottets køkkenpersonale fortalte mig, at de også havde set en alvorlig slåskamp mellem nonnerne, hvor hun havde været indblandet. Jeg talte med søster Theresa om søster M. og hun gav udtryk for, at hun troede, at søster M. var blevet voldtaget under anden verdenskrig, men hun gav også udtryk for, at det var en skam, at det ikke var lovligt at slå ulydige nonner, da dette kunne være den bedste løsning i nogle situationer…

Men som sagt, så så jeg først rigtigt forholdene da søster Theresa ikke var der til at sende sin stråleglans ud over det hele. Dertil kom, at jeg i den søster Theresa fri tid brugte en del tid sammen med slottets køkkenpersonale (hvad søster Theresa dog ikke brød sig om at jeg gjorde). Der fik jeg at vide, at hun kunne være urimeligt krævende, manipulerende og på anden måde ubehagelig overfor personalet. Først ville jeg ikke tro det, men efterhånden begyndte glansen af gå lidt af Sankt Gertrud.

Under alle omstændigheder så viste det sig, at min mor ikke brød sig om ideen om at jeg skulle flytte til Sostrup med 15/16 og der evt. kombinere en klosteruddannelse med at gå i gymnasiet eller helt opgive det sidste. Hun fik i stedet etableret en kontakt til et cistercienserinde kloster i Østrig, og efter et besøg der fandt jeg frem til, at jeg hellere ville indtræde der end i Sostrup.

Da det stod klart, at jeg ikke ville indtræde i Sostrup, var det pludseligt slut med den kærlige opmærksomhed fra søster Theresas side af. Nu blev jeg mødt med kulde – og fejlagtigt anklaget for at ville lokke andre unge piger, som på det tidspunkt var begyndt at dukke op, til at indtræde i det østrigske kloster. Faktisk var jeg den første af en lang række af unge piger, som kom i kontakt med Sostrup Kloster efter, at søster Theresa var indtrådt der.

Mit sidste private besøg i Sostrup Kloster var i forbindelse med, at jeg blev firmet (en slags katolsk konfirmation) der, hvad min mor af en eller anden grund også have ønsket sig. Søster Theresa var da vendt tilbage til klosteret og hun gav mig lidt sporadisk firmelsesundervisning og en smuk middag på slottet, det må man lade hende. Men så var det også slut med kontakten, der blev afbrudt fra hendes side af.

Jeg fik i øvrigt min studentereksamen og året efter, i september 1989, indtrådte jeg i et karmelitterkloster i Østrig. I den forbindelse sendte jeg et brev herom til Søster Theresa, som i mellemtiden var blevet priorinde. Jeg modtog et svarbrev hvor de unge nonner havde tegnet en tegning af nogle cisterciensernonner og nogle karmelitternonner, der bærer på et kors. Gad vide, om Helene Hägglund var med til at lave den tegning?

Jeg har ingen erfaringer med vold og grov forsømmelighed overfor svage nonner fra søster Theresas, den senere Moder Theresas, side af. Men jeg har erfaringer med en manipulerende adfærd overfor helt unge piger, der som mig var alt for unge og umodne til at gå i kloster. Hendes egen begrundelse for at lade unge piger indtræde var, at deres klosterkald kunne blive spildt hvis de først skulle tage sig en uddannelse. Med andre ord, hun ville smede mens jernet var varmt. 

At noget var/er råddent ved Sostrup/Maria Hjerte Kloster er jeg ikke den eneste der har haft mistanke om. Rygterne har været mange, men den katolske kirke i Danmark har ikke gjort noget ved sagen. Det kan hænge sammen med, at Maria Hjerte Kloster ikke står under biskoppens autoritet, men i stedet under cistercienserordenens, hvor Moder Theresa og hendes far, der er eller i hvert fald var chef for det tyske tøjimperium C&A, har en stor indflydelse. Men det hænger også sammen med den katolske kirkes generelle hang til ikke at gøre noget ved misbrug og overgreb i egne rækker så længe det er muligt at feje problemerne ind under gulvtæppet. Man må håbe, at Helene Hägglunds modige afsløring vil medføre, at nogen endeligt gør noget.

Psykisk har det været svært for mig at løsrive mig helt fra søster/moder Theresas tryllebinding og smerten over, at jeg pludselig ikke længere var ”god nok”. Det er først rigtigt lykkedes efter, at jeg for nogle år siden skrev og for egen regning fik udgivet en lille fortælling, ”Glimt af lys og mørke”, hvor jeg via en fiktiv historie oparbejder egne erfaringer med søster Theresa, mit mislykkede forsøg på at blive kar

melitternonne og historier jeg ellers har hørt fra den katolske kirke.

20 Kommentarer

  1. Hej Karen, det ER en forfærdelig historie, og det mest forfærdelige er da, at biskoppen ikke har det fornødne mod til at stoppe denne moder Theresa, sådan som en kommentar fortæller det ovre hos mig.
    Jeg har så også hørt rygter, historier om Maria hjerte kloster i mange år, men har som så mange andre, bare tænkt/snakket om, at det var jo også en streng klosterorden- men slet ikke tænkt på, at det kunne være så grelt, som det er.
    Kh Elsebeth

  2. hej karen jeg har været ansat på sostrup slot som personale under “moder theresa” og kan kun tilslutte mig koret hun er meget herskende og smiler altid overbærdene når der er noget hun vil opnå, men fyre gerne hele personale gruppen når de ikke makker ret i hendes “kongedømme” jeg “kender” godt helene sev med ryggen til og har mistede tiliden til den katolske ledelse for mange år siden.
    hilsen dorte

  3. I små lukkede samfund er der altid en øget mulighed for rivalisering og strid. Den gamle Adam og i dette tilfælde, den gamle Eva, dør ikke ved indtræden i et kloster eller en sekt. Det ophøjede er imidlertid, at der findes mennesker, som gerne vil gå i Mesterens fodspor, og vil følge de evangeliske råd om at opgive alt, for at følge ham. Først der hjemme hos Gud, kan vi se, hvad er var ret og vrangt i det vi kom ud for. Her nede lever vi et liv, hvor ondt og godt så sært er blandet sammen. Vi ser som i et spejl og i en gåde. Hos Gud skal vi få besvaret hvert hvorfor, vi grunded på, og møde den ven, vi mistede her.

  4. Kedelig sag, som der må gøres noget ved. Ganske vist skrives der, at den katolske biskop i Danmark ikke har nogen autoritet over klosteret og abedissen og at det er ordenens generalvikar i Rom, der har det. Men der er også love i Danmark, der regulerer den slags ting. Hvad med arbejdsmiljø loven. Hvis der drives plejehjem på stedet må der være en vis regulering og tilsyn fra danske myndigheder. Hvad med at anmelde sagen til en af de myndigheder. Hvis stedet er arbejdsgiver for køkkenpersonale eller andet personale må der også være mugliheder der til at klage. Og mon der er noget at være bange for.

  5. Sostrup fungerer ikke som plejehjem – de ældre nonner, der blev udsat for omsorgssvigt, var altså ikke patienter men hørte til klosterets beboere. Overgrebene er blevet rettet mod nonner, ikke mod ansatte, så det nytter ikke noget, at klage til arbejdstilsynet.

    Mht. den dårlige behandling af personalet så er de ansatte, så vidt jeg ved, ikke dækket af en overenskomst, så her er det altså også svært, at gøre noget. Og da Djursland jo ikke hører til de dele af Danmark hvor der er flest job vil mange af de ansatte nok ikke turde brokke sig, af angst for at miste deres indkomst.

  6. Det er en meget følelsom sag. Jeg kan godt følge, at nogle nonner begynder at føle sig udnyttede af Moder Theresa, når begejstringen for den karismatiske abbedisse aftager med årene. Men på den anden side er det jo ikke priorindens skyld, at unge, kontaktsøgende piger, ofte med uafklaret seksualitet bliver betaget af/forelsker sig i den energiske, smukke og selvsikre nonne. Derudover er det tit nødvendigt at være styrende, streng og stærk for at have styr på et abbedi(!) beboet af en broget flok af kvinder ofte med en problematisk baggrud. Jeg synes derfor, at heksejagten på Moder Theresa bør holde op. Et kloster kan ikke sammenlignes med et plejehjem og skal fortsætte med at leve sit eget liv.

  7. Problemet er, at Theresa overskrider en række etiske grænser for at få de unge til at gå i klosteret og forhindre dem i at forlade det igen. Det er ikke sundt og det skaber den undertrykkende og udnyttende atmotsfære som præger Sostrup. Derfor er det vigtigt, at der endelig er en modig kvinde der har turdet stå frem og fortælle hvad der virkelig sker.

  8. Kære Karen,
    Jeg er helt enig i, at det ikke er sundt, at den undertrykkende og udnyttende atmosfære præger Sostrup. Og jeg er også enig i, at Helene Hägglund er en stærk og modig kvinde, hvis historie kan tjene som advarsel til de kvinder, der overvejer at gå i kloster, men er ikke klare til at tjene under en dominerende leder, der forlanger albolut lydighed. Man glemmer dog, at Helene H. ikke forlod klosteret, fordi hun blev misbrugt eller udnyttet, men fordi – som hun selv har givet udtryk for i et interview – hun ønskede at tilhøre en mand af kød og blod frem for en abstrakt himmelsk brudgom. Der gik heller ikke lang tid efter bruddet med nonnelivet, før hun var gift. Og det er hvad det er. Vi er alle sammen glade på hendes vegne.
    Hvad jeg ikke bryder mig om i debatten omkring Moder Theresa og hendes addedi, det er at mange almindelige borgere, som aldrig har haft noget forhold til klostervæsenet, projecerer deres verdslige forestillinger om “frihed, lighed og broderskab” på den måde, livet bag klosterets hellige mure skal foregå. Dette har medvirket til talrige angreb på Moder Theresas person. Ikke desto mindre – hvis man ser på de resultater som M. Theresa har opnået gennem tiden – er de ikke så få. Fx fremgår det af en artikel, at hun var med til at stifte og styre et kloster i Peru og et i Tyskland. Dette er et meget stort bidrag til klostervæsenets udbredelse i verden

  9. (fortsættes)
    Men om resultatet helliger midlet i netop denne sag har jeg svært ved at vurdere, da jeg – ligesom alle andre læsere – ikke kender tingenes sande tilstand, kun det vi får at vide i bogen, som jo er en fiktiv historie. Derfor synes jeg at heksejagten på Moder Theresa, baseret på fiktion, skal holde op.

  10. Kære Alexandra

    Jeg synes du skulle prøve at læse bogen – for så ville du se, at Helene forlader Maria Hjerte Kloster fordi hun ikke længere kan acceptere Moder Theresas åndelige og fysiske overgreb. Da hun imidlertid ikke vil svigte sine løfter søger hun om og får optagelse i et dansk karmelitterindekloster hvor hun er tre år. Det fremgår også af bogen, at en væsentlig grund til at hun forlader også dette kloster er dyb skuffelse og frustration over, at den katolske kirke, på trods af hendes og en række andre tidligere nonner fra Maria Hjerte Klosters klager, ikke magter eller ikke vil gøre noget ved problemerne. At ville nedgøre Helenes kritik til at dreje sig om at hun ikke kan styre sine kødelige lyster er i mine øjne et spark under bæltestedet og et udtryk for at man går efter kvinden i stedet for efter bolden. Helene er skånselsløs ærlig, også når hun taler om sine seksuelle behov – det skal ikke misbruges til personangreb og mistænkeliggørelse, men i stedet udløse respekt. I den katolske kirke er der alt for meget hykleri og alt for lidt personlig autensitet og ærlighed.

    Nu har jeg jo selv tilbragt næsten et år i et karmelitterindekloster fordi jeg ville være nonne, ligesom jeg har besøgt en række andre klostre. Jeg vil derfor mene, at jeg nok ved noget om katolsk klosterliv. Ligesom jeg altså også kender Moder Theresa og på egen krop har erfaret hendes hverningsmetoder. Jeg har mine forbehold overfor klosterideen – men når det så er sagt er der heller ikke nogen tvivl om, at Maria Hjerte Kloster klart bryder en række etiske regler for katolsk klosterliv og dermed skaber et ekstremt usundt klostermiljø. Hvad nytter det at man har en masse unge nonner og kan grundlægge nye klostre hvis man har alle disse unge fordi man forbigår enhver etik i forbindelse med hvem man optager og mht. formeringen af disse unge kvinder som nonner?

    Bogen er i øvrigt ikke fiktiv, det er blot navnene i bogen der er det – og der er ikke tale om nogen heksejagt. Det må være muligt at sige fra overfor magtmisbrug – også når det gælder nonner, det manglede da ellers bare. I øvrigt så synes jeg, at du burde læse http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/325732:Kirke—tro–Flere-sager-om-magtmisbrug-i-dansk-kloster før du spinder videre på din påstand om at Helene Hägglunds anklager er den rene fiktion og heksejagt.

  11. Kloster livet er ikke for alle og ikke for mig. Men de år jeg havde tilknyttet Maria Hjerte Abbedi, bla som profess søster, er en tid jeg tænker på med glæde og til tider savn. Det år jeg boede der er det år jeg har lært mest ved, om at være menneske, kvinde og mor-et fundament af tillid og kærlighed…Jeg er hverken mindre begavet eller specielt naiv og jeg vidste da også efter et år, at klostret ikke var mit kald for jeg ville havde børn og der var kun accept og opbakning med derfra. En af søstrene er Gudmor til min datter, til trods for det var et barn jeg valgte, at få alene. Selvfølgelig har jeg ikke hele billedet, men jeg undre mig bare lidt, for psykis er jeg ikke særlig stærk, så hvorfor blev jeg der ikke?

  12. Til alle der ytre deres meninger og holdninger her.

    I denne sag skal man huske at klosterlivet bygger på en gammel tradition som kan være ganske svær at forstå i den moderne tid og det er en fuldstændig anderledes tilværelse man som nonne skal indgå i og det gælder et hvert kloster. På Sostrup er det klart at Moder Theresa med sin karisma tiltrækker mange, men det er jo ikke uden grund. Man må stoppe med at gå på heksejagt efter Moder Theresa, hun skal trods alt også forholde sig til en ordens regel som er skrevet i middelalderen. En ordens regel der er streng. Sågar en ordens regl som er reformeret tilbage til kernen af Den hellige Benedikts Regel. Det er ikke nemt. Hun har som abbedisse ikke blot magten, men også ansvaret for at hendes kloster skal fungere. Når en søster så søger i mod en jordisk mand istedent for den himmelske, som hun ved højtidelige løfter har valgt at hun vil binde sig til. Ja, så er det fordi hun (søsteren) har begået et svigt. Moder Theresa har der til intet at skulle kunne gøre. Omkring Moder Theresas “magtmisbrug” jamen så er det jo klart at hun nogle gange er gået for vidt men hun er direktøren der skal havde sit firma til at løbe rundt. Vil med arbejderne ikke gøre det de får besked på ja så er hun nød til at fyre dem. Helene Hägglunds anklager mener jeg man skal passe på med at uddrag for mange sande konklusioner af. Hun blev selv, ja nærmest psygisk syg, eller psygisk træt og har derfor måske ikke haft den sundeste mentale tilgang til dette projekt. Hendes nærmest latterlige valg om at anonymisere klosteret og Moder Theresa må være et udtryk for at hun ikke kan havde haft det godt da hun skrev bogen. For hvis man tror at en anonymisering af stedet hjælper når man giver en komplet beskrivelse af stedet og fortælle at hun var underlagt en abbedisse, som vi kun har en af i Danmark. Ja så kan man ikke være helt velbevaret. Moder Theresa har fået ansvaret for hvad Helene Hägglund drifter fik hende til. Det viste sig jo så at det ikke var Maria Hjerte Kloster der var noget ivejen med til sidst. Da hun kom til karmeliterklosteret viste det sig jo så at det alligevel var fordi at hun var blevet forelsket. Det er selvfølgelig meget trist af en pige valgte at bruge sine ungdomsår et sted hvor hun ikke skulle havde været. Jeg ønsker bestemt Helene Hägglund alt muligt godt i al fremtid, selvom at jeg er dybt ked af at hun har valgt at smide den katolske tro væk og vidst nok ikke har sine børn døbt. Men hun må vide at det trods alt er hende selv der har taget de drastiske valg. Lydighed er en vigtig del af en cistercienser nonnes liv og det kan være meget svært at leve op til sikkert men det er så det man må lære. Ja kan man så sige hvad så vis lærerinden ikke lærer dem det rigtige. Men det gør hun, hun lærer dem efter den tradition som er ordenens.

  13. Til Kristoffer:

    Helene mødte først hendes mand og blev gift efter hun forlod karmelitterklostet – måske du skulle prøve at læse den bog, som du rakker ned på?

    Også andre har forladt Maria Hjerte Kloster og har haft grumme ting at berette – og også andre bakker op om Helenes kritik, se blot http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/325732:Kirke—tro–Flere-sager-om-magtmisbrug-i-dansk-kloster & http://www.katolskorientering.dk/index.php?id=104&tx_ttnewstt_news=6163&tx_ttnewsbackPid=82&cHash=8faf0bbed1 & Robert G. Showers kommentar på http://onlinedebat.kristeligt-dagblad.dk/showflat.php?Number=19334

    Og a pro pos anonymitet: hvorfor tør du ikke stå frem med fuldt navn når dømmer og fordømmer et andet menneske – der imodsætning til dig tør stå frem med sit fulde navn og fortælle sin historie med hudløs ærlighed? Er det måske fordi du mangler Helenes modenhed, intrigitet og ærlighed?

  14. Til frk. Larsen.

    Ja nu er det snart så længe siden og jeg ser at jeg mærkeligt nok har glemt at besvare Deres interessante svar.

    Jeg har læst bogen siden sidst — nu ikke blot hørt rygterne. Som De jo bygger deres idéer på.

    Forøvrigt så var det Kristoffer Sloth Kristensen, Lervangen 34, 8930 Randers NØ tlf: 40587930.
    Så når De er færdig med Deres kritik mig, det må De selv om. Så skulle man måske syntes at et større perspektiv var ønskværdigt.

    Ja Helene er vel ikke engang katolik mere. Mener De der er meget modenhed over at forlade alt det man hele sit liv har ønsket, fordi man møder modgang. Klosterlivet er ikke for enhver. Det er Gud der kalder, ikke Moder Theresa.

  15. Jeg bygger ikke blot på rygter da jeg selv har erfaringer med dette kloster.

    Helene kæmpede i rigtigt mange år – hun forlod ikke blot klosteret fordi hun mødte modgang. Desuden kan man nok diskutere om Helene hele livet havde ønsket at blive nonne eller om det ikke i høj grad var Theresa der inpodede dette ønske i hende og fastholdt hende i det – ligesom hun har gjort det og forsat gør det med ganske mange unge kvinder. Hvorfor denne tolerance overfor magtmisbrug i Herrens navn?

  16. Når De skriver at De ikke blot bygger Deres teorier på rygter. Må jeg antage at De bygger på nogle rygter.
    Helene var selv syg da hun trådte ud af klosteret, hvem siger at hun fortæller den sandhed som der helst skulle råde. Jeg kunne i hvertfald forestille mig, at hvis jeg gerne ville havde hævn for, hvad hun anser for værende meget forkert behandling, så ville jeg smøre tykt på.

    Et kald fra Gud, som fx til Nonne eller Præst kommer kun fra Gud. Selvfølgelig kan mennesker påvirke. Men det inderlige kald, det kommer fra Gud og det kan intet menneske fremkald. Jeg er dog enig i at der er nogle problemer med klosterets rekrutterings proces. Men hvis en ung kvinde gerne vil vie sit liv til Gud i en unge alder hvorfor skulle hun så ikke det. Hvis det er hendes længsel, hvorfor skal hun så holdes fra det.

    Magtmisbrug.. udfra den sekulære verdens tankegang vil kirken være det rene magtmisbrug. Er det ikke netop den verdslige verden vi bliver advaret om ikke at følge, fordi den har et magtsystem hvor grådighed lever og hvor menneskets lyster har frit løb.

    Hvis Moder Theresa, følger den Cistercienske Ordens Regel, som vi må gå udfra hun gør. Så er det ikke magtmisbrug, men den magt og ikke mindst det ansvar som er pålagt hende, styret af en lang tradition. Det kan være svært at forstå. Hvorfor unge kvinder har lyst til at spærre sig inde og kun havde med Gud at gøre. Hvilken gavn gør de. Det skal man forstå ved at se på det igennem Kirken og Kristus. Ikke igennem den verdslige verdensorden.

  17. Jeg bygger på egne erfaringer og på hvad jeg har hørt andre ordensfolk fortælle – jeg tror de ved mere om sagen end De gør.

    De siger tidligere at De har læst Helenas bog – det De skriver tyder nu på noget andet. Man kan ikke sige at hun var syg da hun udtrådte – og i øvrigt har også andre, der har været nonner i Maria Hjerte Kloster, bekræftet hendes oplysninger.

    Mht. at kald kun kommer fra Gud – ja så må man jo så godt nok undre sig over hvorfor den katolske kirke af i dag har så få ordens- og præstekald – man beder og beder til Gud og han sender kun så få. Men måske Gud så ikke længere mener at den katolske kirke har brug for præster og ordensfolk – eller måske spiller det menneskelige ind?

    Mht. unge piger på 16 år så vil jeg sige at man i den alder ikke er gammel nok til at kende sig selv – og dermed afgøre om man er egnet hhv. “kaldet” til at leve hele livet som nonne. I øvrigt er det doppeltmoralsk på den ene side ikke at ville se problemet i at lade purunge piger vie sig til Gud – og så håne dem hvis de i en mere moden alder må erkende at klosteret ikke er det rette for dem.

    Hvis De havde læst bogen ville de vide, at Theresa både manipulerede psykisk med de unge søstre – og sågar udsatte dem for vold – noget sådant kan aldrig undskyldes, og da slet ikke med Gud. Og hvis de havde læst bogen ville De vide, at Theresas adfærd har været så betænkelig at også biskoppen har forsøgt at klage til Rom – dog uden effekt pga. Theresas gode forbindelser. Men måske mener De at biskoppen ikke ved så meget om sagen som De gør? Og hvordan kan De antage at Theresa har fuldt ordensreglerne? Efter alle de sexskandaler som den katolske kirke må kæmpe med fortiden burde det vel stå klart at man ikke kan antage at de kirkeligt ansvarlige altid følger reglerne…

  18. Jeg håber der er andre der ved mere end jeg i denne sag.
    Helene fortalte i de mange interviews hun gav efter udgivelsen at hun var blevet syg af de mange år i klosteret og at hun var nød til at søge hjælp, så det ved jeg ikke hvordan De vil forklarer.

    Med kirkens manglende kalde, er det som en moder der ikke kan få børn. Det er smertefuldt og frustrerende. Det går op og ned i de antal kald der kommer. Men at de kommer må jo så være et udtryk for at Gud stadig ønsker mennesker at gå den vej. Det er så radikal en tilværelse i forhold til samfundets normer for hvad der er et godt liv, derfor er det Gud der ønsker at vi skal gå den vej og ikke nødvendigvis mennesket.

    Jeg syntes det er meget problematisk med de helt unge piger som man lukker ind i klostret. Men hvis man med oprigtigt hjerte søger Gud og ved at det er vejen man vil gå så skal man gøre det. Forøvrigt er der stadigvæk flere der bliver i klosteret og meget få der træder ud.

    Hvad Moder Theresa angår så er det jo nu en gang sådan at vi er skabt forskellige med forskellige løsningsforslag på opstående problemer. Moder Theresa skal tage sine løsningsforslag fra Benedikts Regel og det er det hun gør, hvad end man så kan lide det eller ej. Der er forskel på hvad den verdslige verden har af normer og hvad Kirken har som normer.

    Biskoppen. Biskoppen har gjort hvad han kunne i denne sag. Jeg er 120 % loyal over for min Biskop. Han er i Danmark min øverste gejstlige leder og derfor kræver det loyalitet. Men jeg må dog også se realiteterne hvad angår Biskoppen og jeg kan se hvordan min menighed lider fordi vi har messer opdelt efter sprog. Det er så splittende for menigheden. Men derfor smider jeg ham ikke overbord, selvom det er hans beslutning.

    Kirken har mange fejl. Men det er kun i kraft at vores fejl. Vi kan jo ikke være helgener alle sammen. Men Moder Theresa har gjort hvad hun fandt bedst for sin Kirke og sit kloster, det i sig selv må siges at være en vigtig gerning, mere end hvad vi andre formår.

  19. Giv mig nogle konkrete links – så skal jeg forholde mig til dem.

    Og at der kommer så få kald at den katolske kirke om 15-20 år ikke længere kan sikre en ugentlig søndagsmesse for de troende og at de fleste ordener vil dø ud, er så også udtryk for Guds prioritering?

    Der nu mange der er udtrådt af Maria Hjerte Kloster – og De har forsat ikke forklaret hvordan man kan opmuntre helt unge piger til at blive nonne og så fordømme dem når de i en moden alder forstår, at det ikke var det rigtige for dem.

    Jeg håber så sandeligt ikke at den katolske kirke accepterer brug af fysisk vold, også selvom Benediktinerreglen, der er fra 400-500-tallet, gør det…

    Og hvorfra har De denne sikkerhed fra at Theresa har gjort det der var bedst i hendes øjne – sidder De inde med viden vi andre ikke har?

  20. Fra min hjemmeside:blev afvist som læserbrev af Kristlig Dagblad:
    Nu er abbedissen på Sostrup blevet frikendt for vold med døden til følge. Men man har slet ikke drøftet en anden uhyrlighed som fandt sted under Moder Theresas demagogiske ledelsesstils. Denne uhyrlighed beskrives i ”Nonne tur Retur” udgivet på kristeligt Dagblads Forlag i kapitel IV siderne 51-52: moder Benedikte (dvs. Moder Theresa) befaler Søster Philipa (Helenas nonnenavn) til at aflægge et skriftemål. Men det må hun ikke befale jf. den kanoniske lovs nr. 985: Novicemesteren og dennes hjælpere, desuden rektor for et præsteseminar eller et andet alumnat må kun høre skriftemål over dem, der bor i huset når alumnerne individuelt og frivilligt beder om det. Om natten har sr. Philipa lavet en selvtilfredstillelse og fortæller det til abbedissen, som indrømmer at det gjorde hun selv da hun var ung. Abbedissen påstår at det er naturligt men også synd og bør skriftes. Intet under at skriftefædre i kvindeklostre ligesom i Sostrup er højt bedagede mænd. Min kilde til den kanoniske lov.Codex des kanonischen Rechts, Verlag Butzon & bercker Kevekaer 2. oplag 1984.

Trackbacks/Pingbacks

  1. Ud med nonnerne – ind med Lebbe-olde-kolle | Dortes Smadderkasse - […] kilder: Katolikker vil bevare kloster på Djursland – Kloster-kassen er tom – Ked af kloster-lukning – Nonner på Sostrup …

Skriv et svar til Karen M. Larsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>