Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 sep, 2010 under Ikke kategoriseret | 25 kommentarer

Mig og jødedommen

Personligt holder jeg rigtigt meget af jødedommen. Kristendommen har mange af sine rødder i jødedommen og i mine øjne kan man derfor som kristen blive inspireret af hvordan jødedommen forholder sig til vores fælles arv.

Et træk, som jeg bl.a. værdsætter ved jødedommen, er den udbredte brug af selvkritisk humor, som man finder primært indenfor østeuropæisk jødedom.  Tag f.eks. historien om den jødiske kvinde, der sidder på en strand med sit barn på skødet. Pludselig kommer der en monsterbølge og skyller barnet væk. Kvinden ser på sit skød, knytter næven, retter den mod himlen og råber ”Gud, giv mig mit barn tilbage!”. Swosh siger det, og barnet er tilbage på hendes skød. Kvinden ser på barnet, knytter næven, retter den mod himlen og råber ”Huen? Hvor er barnets hue?!”

Og lige præcis det forhold, at man i jødedommen kan finde en tradition for at man kan gå i rette med Gud, sådan som jo også Abraham gør det da han forhandler med Gud for at redde Sodoma og Gomorra, er i mine øjne et fascinerende træk.

Nu tror jeg ikke, at Gud kan skifte mening, fordi jeg tror, at Gud altid vil og gør det gode. Men det hører for mig med til en moden og ansvarlig tro, at man tør bliver klogere på Gud, være det nu gennem studier eller igennem bønnen.

Og at også de bibelske forfattere gennemgår en proces hvor de blive klogere på Gud fremgår i mine øjne af følgende kommentar fra Talmud:

Moses var kommet og havde sagt: ”Den store Gud, mægtig og frygtindgydende” (5. Mos. 10,17)

Så kom Jeremias og sagde: ”Fremmede tilintetgør hans tempel. Og hvor er hans frygtindgydende gerninger?”  Derfor undlod han (i Jer. 32,17f) attributtet ”frygtindgydende”.

Daniel kom og sagde: ”Fremmede gør hans sønner til slaver. Og hvor er hans mægtige gerninger?” Derfor undlod han (i Dan. 9,4ff) attributtet ”mægtig”.

Men hvordan kunne Jeremias og Daniel undlade noget af det, som Moses har foreskrevet?

Rabbi Eleasar sagde: ”Fordi de vidste, at den Hellige, lovet være han, kræver sandhed, kunne de ikke sige noget usandt om ham”. (Citeret efter Jakob J. Petuchowski: Das grosse Buch der rabbinischen Weisheit, Herder 2001,s. 52)

En sand og autentisk tro formår at kombinere skriftens ord og ens egen livserfaring. Kun på denne måde bliver vores tro levende og troværdig.

25 Kommentarer

  1. Det er nok et ubegavet spørgsmål, og jeg er langt fra sikker på at jeg forstår humoren, men er det ikke en undergravning af værdien af det bibelske vidnesbyrd? Jeg mener, hvis man kun vil tro hvad man ved, så afskriver man jo skriftens åbenbaring?

  2. dcv2:

    Det er erfaringen, der giver troen dybde. Tro uden erfaring er underkastelse – tro med erfaring er kærlighed.

  3. Men vel ikke uden et parløb med åbenbaringen? Menes der, at man skal fravælge det man ikke kan tro på?

  4. Acceptere det ved tro? Jeg skal nok uddybe det jeg sagde med “fravælge det man ikke kan acceptere” eller har svært ved at tro på eller acceptere. Nuancer i sproget kan være drilske.

  5. Spørgsmålet er nok hvad du lægger i ordet “tro”.

    For mig at se handler tro i kristen forstand grundlæggende set om Guds forholdet – en gave fra Gud – et kald fra Gud, der udløser et svar og en genklang i menneskers relation til Gud – og til deres næste.

    Jeg fornemmer, at du her tænker tro i betydningen intellektuel underkastelse under et præformuleret åbenbaringsdiktat. Men hvad er forskellen på en sådan trosforståelse og så den klassisk konservative muslimske trosforståelse? Som bekendt betyder “islam” jo underkastelse – under Guds diktat som det er åbenbaret gennem profeten Muhammed i form af Koranen?

  6. Karen M. Larsen – Du sætter fingeren på et afgørende punkt, når du siger:”Hvordan kan man tro på noget man ikke tror på”. Det kan man selv sagt ikke, men man kan undersøge sin tvivl om den er rimelig og fornuftig. Bunder tvivlen i ens begrænsede erfaringer og viden? I manglende evne til at gennemskue et mere kompliceret logisk forløb? Og nogle gange må man så tilstå forsig selv, at det der rækkes en til tro ikke er direkte selvmodsigende eller umuligt og indrømme, at tro er mulig i den sammenhæng. Tvivlen kan da være et første skridt hen imod tro.

  7. Claes:

    Trosudsagn fortjener, at man tager dem alvorligt og indgår i en dialog med dem. En dialog hvor man inddrager andre trosudsagn – ens egne og andres erfaringer – teologiens tolkninger mfl. Det 2. Vatikankoncil kaldte kirken for “Guds folk på vandring” – og det synes jeg også er en rammende metafor for livet som kristen. Vi er på vandring – En vandring hvor vi bliver klogere, lærer af vores erfaringer, succeser og fejltagelser mfl.

  8. Hej Karen,

    Kristendom handler bestemt om underkastelse. Både Peter og Paulus beskriver sig selv som trælle. Kristendom handler om at tro på Guds åbenbaring, ikke sin egen åbenbaring.

  9. Lad mig for en god ordens skyld også lige sige, at kristendommen ikke er en antitese. Hvad andre folk gør, det må de om.

  10. dcv2:

    Og Jesus siger til sine disciple: “Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.” (Joh. 15,15)
    Du lægger vægt på slaveskabet – jeg på venskabet. Og det er fordi vi tolker vores fælles kanon forskelligt. Bibelen indholder et væld af udsagn om Gud og livet med Gud. Udsagn som sagtens kan modsige hinanden fordi de bibelske skrifter indgår i en dialog med hinanden.

    Denne her modsætning mellem Guds åbenbaring og ens egen åbenbaring er i mine øjne tom retorik. Og er en ikke synderlig respektfuld omgang med mennesker hvis trosforståelse man ikke er enig med.
    Vi vil altid have vores egen forståelse af det som vi opfatter som Guds åbenbaring. Ord skal jo altid tolkes, oversættes, omsættes… Nej, lad os i stedet tage ansvar for vores tro, som altid er vores egen forståelse af hvem Gud er og hvad Gud vil samtidigt med at den indgår i et forhold til andre menneskers og tiders tro.

  11. Karen,

    Skal vi duellere lidt på Johannes skriftsteder?

    Joh v13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder.

    Gud bliver tjener i inkarnationen, men ophører altså ikke også med at være Gud. Så igen, kristendommen handler bestemt om underkastelse, for det er Guds dyrkelse. Gud ophører hverken med at blive Herre eller Fader, selvom han også åbenbarer sig som broder. Hovedessensen hos de ateistiske debattører er jo, at de ikke vil underkaste sig Guds åbenbaring.

  12. dcv2:

    Jesus er herre, mester og ven. Men hvorfor vil du ikke forholde dig til at han kalder os hans venner og hvad det implicerer? Fodvaskningsscenen er lige præcis en gevaldig ommøblering af hersker-slave forholdet i hans tid. Ingen anden Gud vasker fødere på dem, der tror på ham. Man vasker ikke fødere på dem som man forlanger blind underkastelse af…

    Underkaster du dig Guds åbenbaring? Eller mon du ikke snarere tolker skrifterne og når frem til det, som du tror er forpligtende og det, som efter din mening ikke er det?

    Og måske kristne, der kræver blind underkastelse under det som de hævder, er Guds åbenbaring, bidrager til at lukke Guds rige for mange mennesker af i dag – ligesom farisæerne i sin tid gjorde det med deres blinde “åbenbaringstro”? (Matt. 23,13)

  13. Hej Karen,

    Er Gud alene Sønnen?

    Og nej, jeg lukker ingen hverken inde eller ude. Det er Gud der bestemmer hvem og hvad folk tror på.

  14. Iøvrigt er det noget af et tankespring du foretager, når du siger, at han taler til os. Umiddelbart så citerer du en samtale mellem ham og disciplene.

  15. Det er gennem Sønnen at vi kender Faderen. (Joh. 14,7)

    Bestemmer Gud om folk tror eller om de ikke gør det? Her får du vist rodet dig ud i noget determinisme.

    Folk møder i høj grad Gud gennem dem, der tror på ham. Dermed har vi også medansvar for hvordan de oplever Gud, om de ser ham som troværdig mfl.

    I Johannes Evangeliet benyttes titelen apostel ikke – men kun discipel. Og alle der tror på Jesus er hans disciple.

  16. Karen,

    Du svarer ikke ikke på spørgsmålet. Er Gud alene Sønnen?

    Konteksten i Johannes viser, at der var et særligt forhold til discplene, der kendte Kristus som menneske. I Johannes 17 så beder han specifikt for disciplene, der var ham givet. Du må gerne tro, at du kender Kristus som menneske for min skyld, men det giver ikke rigtig nogen mening og modsiger også 2 Kor 5v16.

    Endeligt kan jeg oplyse dig om, at jeg er kausal determinist, og tror vi er 100% styret af årssagssammehænge. Viljen er på ingen måde fri, selvom vi kan opleve det sådan nogen gange.

  17. Iøvrigt, det er store spørgsmål vi diskuterer, og jeg vil vældig gerne lære nyt. Kan du demonstrere noget vers udenfor evangelierne, der viser, at nogen skribent omtaler Jesus som sin ven eller kammersjuk?

  18. Gud er een – samtidigt med at Gud består af Faderen, Sønnen og Helligånden. Men det er kun igennem Jesus, at vi forstår og ved hvem Gud er. Det er sådan set hele essensen i kristendommen…

    Jesu afskedstale i Johannes evangeliet vil miste hele sin relevans hvis den kun var for de 12 apostle. Var det så også kun de 12, der skulle vaske hinandens fødder og elske hinanden ligesom Jesus elsker dem? Desuden udemærkede disciplene sig før Jesu død sig jo ved lige præcis ikke at have forstået hvem han var – mens vi, der nu tror på ham, ved det. Det er faktisk en vigtig pointe i evangelierne.

    Jeg forstår ikke dit i mine øjne nedladende udtryk “kammersjuk” – eller hvorfor der skal være et skriftcitat udenfor evangelierne. Hvorfor ikke bare glæde dig over at Jesus vil være din ven?

    Jeg forstår ikke helt din determinisme – mener du i ramme alvor at vi ikke har noget ansvar for hvad vi gør? Mener du, at det er forudbestemt om man tror eller ej? Mener du så også, at det er forudbestemt, om man går fortabt eller ej?

  19. Hej Karen,

    For mig at se er essensen i kristendommen Kristus – Gud og menneske – og den frelse, der er i tro på ham som Herre og Gud. Kristus åbenbarer Gud som frelser, Fader og jo også Broder, men det gør jo ikke alt andet tale i Bibelen overflødigt. Man får da en masse at vide om Gud i GT, og NT har ikke en modalistisk “Jesus only” teologi. Han åbenbarer ikke kun sig selv, men også sin Fader. Det er ihvertfald i forhold til såvel historisk kristendom og i særdeleshed de bibelske skrifter forkert, kun at se Gud som Sønnen.

    Min pointe er, at de kendte Jesus som menneske, og du siger selv, at de ikke havde forstået hvem han er. Vi læser jo også, at han underlagde sig Josef og Maria som man. Gælder det også stadig? “Vær hyrde for mine får” (Joh 21v18), underforstået, at i en forstand, nemlig som menneske ville han ikke være der. Men men, tror vi på hele det bibelske vidnesbyrd, så må vi også forholde os til, at ingen uden for evangelierne omtaler Jesus som deres ven/kammersjuk (eller kammerat, hvis du bedre kan lide det). Derimod er de Kristi tjenere:

    Jak 1v1 “Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener…”

    2 Pet 1,1 “Fra Simon Peter, Jesu Kristi tjener…”

    Jud 1v1 “Fra Judas, Jesu Kristi tjener….”

    Har de da misforstået noget? Jeg tror svaret er, at de ikke har glemt kammeraten, og det skal vi heller ikke, men Jesus er så meget mere end det. Han er Herre, og det er såmænd derfor jeg opponerer mod det du siger.

    Hvorfor han blev kammerat:

    Hebr 2v17 Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.

    I livets forhold bliver vi holdt ansvarlige. Hvis jeg kommer for sent til et vigtigt møde eller kyler kaffe i hovedet på chefen, så har det konsekvenser. Men derfra så til at lægge al den skyld og ansvar over på den stakkels skabning, som den fri vilje tro gør, mener jeg der er et kvantespring. Jeg tror absolut på forudbestemmelse og Guds hånd i denne verden. Kun Gud ligger i sidste ende inde med den frie vilje og ansvaret for alle ting. Jeg tror så også, at det er Guds vilje en dag at frelse alle. En væsentligt del af min tro fremgår af følgende to vers;

    Ef 1v10 om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske. v11 I ham har vi også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt,

  20. Der skulle stå “Vi læser jo også, at han underlagde sig Josef og Maria som barn”.

  21. dcv2

    Bare rolig, jeg forkaster ikke GT – hvorfor tror du ellers jeg er så glad for jødedommen…? Men forskellen til jødedommen er jo troen på Jesus Kristus – og den forskel den gør.

    Mht. Maria og Josef – så se Mark. 3:v31 Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. v32 Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.« v33 Men han svarede dem: »Hvem er min mor og mine brødre?« v34 Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. v35 For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.«
    Der er nu ikke så meget “underlæggen sig” i det svar…

    Siden hvornår kan ord fra Jesus underordnes ord fra hans disciple? Hvorfor er det som disciplene kalder sig selv vigtigere end det, som Jesus kalder dem?

    At Jesus er vores ven betyder ikke, at han ikke er vores herre. Men Jesus er ikke herre sådan som verdens herrer er det. Jesus tog tjenerskikkelse på, ikke “bare” for at dø på korset, men også for at lære os at tjene hinanden, i kærlighed. (Mark. 10,42-45)

    Det er fordi, at jeg ved, at Jesus er min herre og min Gud, at jeg bliver helt svimmel af lykke over at vide, at han også er min ven.

  22. Hej Karen,

    Jeg tænkte selvfølgelig på Jesus som barn:

    Luk 2v51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

    Når man fortolker Bibelen ud fra en tro på, at alle bøger er lige gode trosvarer, så noterer man sig ting såsom hvordan hvordan Jakob, Judas og Peter taler om Jesus i de breve de lægger navn til. Ligesom Paulus, så taler de om Jesus som Herre.

    Udover, at jeg betragter apostlen Paulus som ham, hvem Jesus taler direkte igennem til os hedninge, så har jeg aldrig forstået den der med, at evangelierne skulle være vigtigere eller mere rigtige end brevene, for det hele er jo bundet op på tro. Kan Jakobsbrevet eller 1 Petersbrev ikke tages for gode varer, hvorfor skulle man så tage de ord for gode varer, som Jesus tillægges i evangelierne? Her må tro på overleveringen, noget som ligger de fleste danskere så fjernt.

    Du er velkommen til at kalde Jesus din ven. Men du skal stadig bøje knæ for ham:

    Fil 2v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    v10 for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    v11 og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    og er du med på at vise din ven den blandt venner usædvanlige gestus, så er vi nok ikke så uenige om lige det her alligevel.

  23. dcv2:

    For mig har evangelierne ganske rigtigt en særlig værdi som overskygger brevlitteraturen. Og Jesus er alles frelser – evangelierne er for alle kristne – ikke kun for de jødekristne.

    Jesus bøjede sig ned til mig i inkarnationen og i hans død på korset – og jeg bøjer knæ for ham – der er min frelser, min herre, min Gud – og min ven.

  24. Hej Karen,

    Evangelierne er for alle kristne ligesom GT. Men det er nu engang Paulus, der taler direkte til os.

    Fint du vil bøje knæ for din ven. Jeg føler lidt, at du vil dreje debatten ind i enten eller, hvor det i bibelen oftest er både og.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *