Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Medjugorje

Medjugorje

 

Hvis man vil forstå Vassula-fænomenet, så er det ikke nok bare at se på hvad Vassula og hendes tilhængere gør og siger, man er også nødt til at se vassulaismen i en bredere kultur-religiøs sammenhæng. Vassula søger ind på hhv. “sælges” nemlig på et “marked” inden for den katolske kirke, hvor der er meget stor efterspørgsel efter overnaturlige fænomener i form af åbenbaringer, himmelske budskaber, grædende madonnaer og andre “mirakler”. Faktisk er Vassula endnu kun en relativ lille fisk set i forhold til det “markedsdominerende” fænomen, der går under betegnelsen Medjugorje.

 

Medjugorje var oprindelig et lille ubetydelig sogn i Bosnien. Dette skulle imidlertid ændre sig ganske dramatisk, da der begyndte at gå rygter om, at Jomfru Maria, eller “Gospa”, som hun kaldes på kroatisk, skulle vise sig for en række store børn og give disse budskaber. Det er ikke helt nemt, at få et overblik over begivenhederne, men her er et forsøg på at rekonstruere hvordan vor tids mest populære ikke kirkeligt anerkendte katolske valfartssted opstod og siden hen har udviklet sig. Jeg støtter mig i den efterfølgende gennemgang hovedsageligt til Thomas Lintner: Der Stellenwert von Privatoffenbarungen am Beispiel der “Gospa” von Medjugorje, Nordhausen 2003 samt til Michael Davis: Medjugorje after Twenty-One Years – The Definitive History (Den opdaterede version fra maj 2004). Sidstnævnte bog kan gratis downloades på www.mdaviesonmedj.com

 

Den 24. juni 1981 skulle Jomfru Maria have vist sig for Ivanka Ivankovic (født d. 3.9.1964) og Mirjana Dragicevic (født d. 18.3.1965). De unge piger var øjensynligt gået ud til en høj ved navn Podbrdo i nærheden af den lille landsby Bijakovici, der hører til Medjugorje sogn, for at ryge. Mirjana havde kort forinden læst en bog om det katolske valfartssted Lourdes og det er meget muligt, at de to pigers samtale bl.a. har handlet om Maria åbenbaringer. På tros af hendes lekture havde Mirjana dog et dårligt ry i landsbyen. Hun blev kaldt “pankerica”, der betyder punker! Dette skal man dog nok ikke tage alt for bogstaveligt, for pankerica blev af de ældre landsbybeboere også brugt om unge, der klædte og opførte sig som de unge i de store byer. På vej hjem fra Podbrdo skulle Ivanka så have set “Gospaen” stå på højen, men da hun fortæller det til Mirjana opfatter denne det som en spøg. De går derfor videre og møder den trettenårige Milka Pavlovic, der beder dem om at hjælpe ham med at bringe nogen får hjem. Det får dem til at gå tilbage i retning af Podbrdo, hvor de nu alle ser en smuk kvinde med et lille barn på armen. Kort tid herefter slutter også Vicka Ivankociv (født d. 3.9.1964), Ivan Dragicevic (født d. 25.5.1965) og den tyveårige Ivan Ivankovic sig til dem og også de kan se den smukke kvinde med barnet. Muligvis gav kvinden dem tegn til at komme nærmere, men det hersker der dog en vis usikkerhed omkring. Endnu større usikkerhed hersker der mht. hvordan de unge mennesker reagerede på synet af den smukke unge kvinde. Beretningerne strækker sig fra skildringer af vild panik til andægtig bøn, men sandsynligt er det i hvert fald, at de fortalte andre om deres oplevelse.

 

Den næste dag forsvinder to af “seerne” ud af historien igen, nemlig Milka Pavlovic og Ivan Ivankovic, de vælger nemlig at blive hjemme, den ene, fordi hun skulle hjælpe til derhjemme og den anden, fordi han mente, at det hele var nogle narrestreger. De andre unge, dog med undtagelse af Ivan Dragicevic, vælger at vende tilbage til Podbrdo og de tager også to andre unge med, nemlig Marija Pavlovic (født den 1.4.1965) og Jakov Colo (født d. 6.3.1971). Her ser de Gospaen igen, der denne her gang dog ikke har noget Jesus barn med. Denne her gang følger de hendes tegn om at komme nærmere og de knæler ned for at bede. Gospaen taler med dem og hun besvarer Ivanka, der spørger til hvordan det går med hendes afdøde mor, med et “Det går hende godt. Vær ikke bekymret! Hun er hos mig.” Mirjana beder om et tegn, så de ikke længere bliver grinet af og Gospaen lover dem et sådant, samt at hun vil komme tilbage den næste dag. (Dette og de mange andre tegn, som der bliver lovet, er dog indtil i dag ikke blevet til noget)

 

Den 26. juni 1981 ledsages de unge af ca. tusind mennesker. De sidstnævnte skulle have set nogle lysglimt, mens “seere” igen ser Gospaen, der fortæller, at hun er den salige Jomfru Maria. Da Ivanka spøger om hun har en besked fra hendes afdøde mor svarer Gospaen, at det har hun, Ivanka skal adlyde og hjælpe sin bedstemor. På vej ned fra højen ser Marija Pavlovic igen Gospaen, der nu virker sørgmodig. Hun har et stort sort kors bag ved sig og hun siger “fred, fred, fred!” mens hun under tårer betoner: “Der skal igen herske fred mellem Gud og menneskene! Der skal også være fred blandt menneskene”!

 

Den 27. juni 1981 får seerne besked om at melde sig til myndighederne i det nærliggende Citluk. Her bliver de forhørt og underkastet en lægelig undersøgelse, der dog øjensynligt ikke kunne finde noget usædvanligt. De får igen en “vision” kl. 18.00 på højen og Jakov beder endnu engang om et tegn, da de unge øjensynligt udsættes for et stærkt pres fra befolkningens side.

 

Søndag d. 28. juni 1981 udspørger franciskaneren Pater Jozo Zofko, Medjugorjes sognepræst, for første gang de seks “seere” og han optager dette “forhør” på bånd. Han spørger bl.a. om Gospaen ikke kunne vise sig i sognekirken, men det vil de i første omgang ikke lægge sig fast på.

Om aftenen samler der sig ca. 15000 mennesker fra hele Herzegowina. Gospaen svarer villigt på en række spørgsmål om hvad hun ønsker af de troende, Hendes svar er, at folk skal være faste i troen og bønnen.

 

Den 29. juni bliver de unge bragt med en ambulance til den psykiatriske afdeling på Mostars hospital. Her bliver de endnu engang undersøgt, men heller ikke her finder man tegn på nogen psykisk sygdom hos dem.

 

Den 30. juni fortæller Mirjana P. Jozo Zolfko, at Gospaen har fortalt hende, at visionerne kun vil vare i endnu tre dage.

 

Interessant er i øvrigt en episode, der fandt sted i visionernes første tid. 5 af de 6 “seere” var øjensynligt blevet trætte af eller skræmt af den store opmærksomhed de fik fra den hurtigt voksende folkemængde, der hver dag samledes omkring Podbrdo. De kørte derfor en eftermiddag væk fra Medjugorje sammen med to unge kvinder. De modtog så deres vision i Cerno, en landsby der ligger ca. 6. km. fra Medjugorje. De spurgte Gospaen om hun var vred over, at de havde valgt et andet sted for at se hende, men det var hun ikke. De spurgte også, om hun ikke fremover kunne vise sig i deres sognekirke i stedet for på Podbrdo. Det var Gospaen ikke så begejstret for, men gik til sidst med til det. Derudover fortalte hun de unge, at hendes besøg ville ophøre om tre dage. Denne historie er imidlertid inden for Medjugorje mytologien blevet til, at de unge var blevet bortført af de statslige myndigheder, for at presse dem til at opgive deres “virke”.

 

Den 1.7.1981 finder visionerne første gang sted i Medjugorjes sognekirke. Fra nu af er det også tydeligt, at Pater Zofko har overtaget styringen. Han prædiker for de store folkemængder, der samles i kirken og fortæller hvordan man skal forstå “visionerne”. Han kommer til at spille en stor rolle, især øjensynligt mht. at sikre, at de indtil da ganske banale budskaber fra Gospaen får lidt mere kød på sig. Efterhånden kommer han og nogle andre franciskanere til at virke som en art puffer mellem de unge “seere” og omverdenen. “Seerne” bliver beskyttet mod de troende, der er alt for krævende og entusiastiske og samtidigt hermed står franciskanerne for en art redigering, censurering eller måske direkte inspiration af de såkaldte “budskaber”.

 

Den 3. juli skulle det have været den sidste dag for ”

visionerne”. “Seerne” fortæller da også samstemmende, at Gospaen skulle have sagt, at hun ikke ville vise sig mere. Men en franciskaner forkyndte for den forsamlede folkemængde, at seerne ville synde mod Gud, hvis disse visioner blev afbrudt. Dette budskab var tydeligvis rettet til “seerne” og de forstod øjensynligt hvad der blev forlangt af dem, for som bekendt forsatte “visionerne” og det frem til skrivende stund.

 

Budskabet om “visionerne” i Medjugorje breder sig som en løbeild og der gøres øjensynligt også allerede fra starten af stor reklame herfor. Det kan derfor ikke undre, at den lokale biskop, Pavao Zanic, der var biskop for Mostar-Duvno, blev nødt til at forholde sig til begivenhederne, for ifølge den katolske kirkelov er det i første omgang den lokale biskop, der skal tage stilling til påstande om visioner eller mirakler.

I slutningen af juli måned 1981 drager biskop Zanic da også til Medjugorje for at tale med “seerne”. Han får dem til at sværge ved et kors på, at de vil fortælle sandheden. Han finder dog hurtigt ud af, at Mirjana kommer med urigtige beskeder, idet hun starter med at fortælle, at hun var ude for at vogte får den dag, da hun første gang skulle have set Gospaen. En hjælpepræst ved Medjugorje sogn griber dog straks ind og henviser til, at hun tidligere havde sagt, at hun var ude for at ryge. Mirjana viser dernæst biskoppen et ur, som hun påstår er et mirakel, fordi viserne ikke længere bevæger sig. Da biskoppen senere viser uret til en urmager, får han den besked, at uret ikke går længere, fordi det er gået i stykker i forbindelse med at det sandsynligvis har lidt en skade ved at blive tabt. Alligevel synes biskop Zanic dog i starten at have forsvaret seerne og ægtheden af deres “visioner”, dette ændrede sig imidlertid omkring årsskiftet 1981/82.

Biskop Zanic havde nemlig i længere tid haft problemer med franciskanerne i hans bispedømme, som ikke rigtigt ville acceptere, at Vatikanet havde taget retten til at besætte præsteembeder ved sognekirkerne i bispedømmet Mostar-Duvno fra Franciskanerordenen og i stedet havde overgivet denne ret til biskoppen af førnævnte bispedømme. To hjælpepræster ved sognekirken i Medjugorje, franciskanerpaterne Ivica Vego og Ivan Prusina nægtede simpelthen at adlyde biskoppens tjenstlige ordre til dem om at flytte fra byen og overtage embeder i Mostar. Biskoppens indstilling til de to franciskanerpatere blev ikke ligefrem bedre af, at han fik oplysninger om, at pater Vego havde gjort en nonne gravid! Biskoppen forsøgte pga. disse forefald at få de to patere smidt ud af franciskanerordenen såvel som det katolske præsteskab. Dette støder imidlertid på stærk modstand fra “seerne”, der både overfor ham og andre gentagne gange beretter, at Gospaen siger, at paterne er uskyldige og at det er biskoppen, der ikke er nogen god kristen. (Der var dog for så vidt så meget hold i biskoppens anklager, at Vatikanet faktisk smed paterne ud af den gejstlige sand, om end denne afgørelse senere må rettes pga. en formfejl. For pater Vego får dette dog ikke den store betydning, for i mellemtiden giftede han sig nemlig med den føromtalte nonne, som han havde gjort gravid.)

Biskop Zanic er nu alarmeret over det, som foregår i Medjugorje, for det er klart, at “seerne” ikke har bestået den mest vigtige test af alle i forbindelse med den traditionelle katolske bedømmelse af visionære, nemlig disses absolutte lydighed mod de kirkelige myndigheder. Den 10.1.1982 danner han derfor en undersøgelseskommission bestående af fire personer, der skal vurdere begivenhederne i Medjugorje. Halvdelen af denne kommissions medlemmer består af franciskanere, der er tilhængere af Medjugorje fænomenet og det forklarer måske hvorfor den øjensynligt ikke kommer nogen vegne. Biskop Zanic forholder sig afventende, tager ikke offentlig stilling til Medjugorje og synes i det hele taget at lade situationen flyde samtidigt med, at Medjugorjes popularitet vokser eksplosivt. Først d. 25.3 1984udvider biskoppen kommissionen, så den i alt kommer op på at have 15 medlemmer og der begynder nu langsomt at ske noget mht. at nå frem til en officiel stillingtagen til begivenhederne i Medjugorje. Grunden til at biskoppen lod stå så meget til var måske bl.a., at de jugoslaviske myndigheder d. 17. august 1981 arresterede Pater Zofko, som de beskyldte for at drive religiøs og kroatisk nationalistisk hetz mod den jugoslaviske stat. Myndighederne forbyder også pilgrimme og besøgende, at opsøge Podbrdo. Biskop Zanic protesterede offentligt imod Pater Zofkos arrestation og gjorde hvad han kunne for at hjælpe ham. Men det var øjensynligt ikke meget, for d. 22. oktober 1982 idømmes pateren 3 ½ års fængsel. Han løslades dog d. 17. februar 1983, før han fuldt havde afsonet sin straf, men han pålægges ikke at vise sig i Medjugorje. Pater Zofkos rolle som åndelig leder for “seerne” blev overtaget af Pater Tomislav Vlasic, der d. 18. august 1981 havde fået hvervet som hjælpepræst i Medjugorje. Han varetog rollen som åndelig vejleder for “seerne” frem til september 1984, hvor Medjugorje tilhængerne skifter ham ud efter at biskop Zanic havde fået informationer om, at Pater Vlasic i 1977 havde fået et barn med en nonne. Pater Vlasic havde imidlertid ikke blot problemer med cølibatet, men også med at kontrollere “seerne” og det er da også typisk, at det er i hans periode som åndelig leder, at seerne kommer med en række mere eller mindre bizarre fortællinger. F.eks. tilbyder “seerne” i august 1981 de tilstedeværende ved en af deres seancer, at de, hvis de havde lyst, kunne få lov til at røre ved Gospaen. Folk tog med begejstring mod dette tilbud, og vidner kunne senere berette om at de havde følt en særlig varme, mens andre talte om et art strømstød. Men midt i det hele afbrydes denne seance af, at “seerne” begyndte at råbe, at ingen mere måtte røre ved Gospaen, idet de mente, at kunne se pletter på hendes tøj. Gospaen skulle have begyndt at græde og fortalt “seerne”, at pletterne stammede fra folks synder. Det skal i øvrigt bemærkes, at “seerne” flere gange har berettet om, at de har rørt ved Gospaen, men her synes hun ikke at lidt nogen overlast. Er “seerne” med andre ord uden synd?

Den 4. september 1981 bliver “seerne” bedt om at spørge Gospaen om hvorvidt følgende historie var sand: En taxachauffør mødte en mand, der var helt indsmurt i blod. Manden gav taxachaufføren et blodigt lommetørklæde og bad ham om at kaste det i floden. Taxachaufføren ville gå hen til floden, men mødte undervejs en kvinde, der var klædt i sørgedragt. Hun standsede ham og sagde, at han skulle give hende lommetørklædet. Han hav hende hans eget, men hun insisterede på at få det blodige. Han gav det så til hende og hun sagde da: “Hvis du havde kastet det i floden ville verden med det samme være gået under!” Gospaen svarede: “Det er sandt. Manden der var indsmurt i blod var min søn Jesus og kvinden i sørgedragten var mig selv, Guds Moder.” Maria har altså frelst verden fra at blive ødelagt af hendes søn, en ødelæggelse, der ville være indtruffet, hvis et blodigt lommetørklæde var blevet kastet i en flod. Hvis verden ikke skal gå under, skal vi med andre ord adlyde Gospaen og ikke Jesus. 

Det var også under Pater Zofkos fangeskab, nemlig d. 1. oktober 1981, at Gospaen fortæller “seerne”, at alle religioner er lige for Gud.

 

Den kommission, som biskop Zanic havde (ny)nedsat d. 25. marts 1984 holdt den jugoslaviske bispekonference underrettet om dens arbejde. Det får den effekt, at den jugoslaviske bispekonference d. 12. oktober 1984 offentlig beder om, at der ikke foretages nogen officielle pilgrimsrejser til Medjugorje, for ikke dermed at skabe en præcedens, der kunne hindre kommissionens arbejde.

 

Den 30. oktober udsender biskop Zanic en “ikke officiel” position, hvor han giver udtryk for, at der ikke er belæg for, at Jomfru Maria viser sig i Medjugorje.

 

Den 25. marts 1985 skriver biskop Zanic til den daværende sognepræst for Med

jugorje, Tomislav Pervan. Her anordner han at : Det skal forhindres, at seerne optræder i offentligheden. “Visionsseancerne” i sognekirken skal ophøre. Sognets præster skal holde op med at tale om “visionerne” og de må ikke udbrede et eneste af de såkaldte “budskaber”. De andagter, der har udviklet sig som en følge af “visionerne” og “budskaberne” skal ophøre. Der må ikke længere sælges souvenirs og bøger, der handler om “visionerne”. Franciskanerpaterne Jozo Zofko, Tomislav Vlasic og Ljudevit Rupcic får forbud mod at læse messe og prædike i sognet. “Seerne” skal udlevere alt hvad de har nedskrevet til biskoppen og den af ham nedsatte undersøgelseskommission. Ingen af disse anordninger bliver i det følgende overholdt, idet hverken “seerne”, franciskanerne eller Medjugorjes mange tilhængere var hhv. er villige til at acceptere den lokale biskops ret til at træffe afgørelser, der vedrører fænomenerne i Medjugorje. Allerede i 1983 havde “seerne” faktisk hævdet, at Gospaen skulle have krævet, at biskoppen skulle omvende sig og tro på “budskaberne”.

 

Den 25. april informerer biskop Zanic kardinal Ratzinger, den daværende leder af Troslærekongregationen, om at man må regne med at den biskoppelige kommission vil komme med en negativ bedømmelse af Medjugorje. Ratzinger beder biskoppen om at udskyde offentliggørelsen af kommissionens afgørelse.

 

Den 2. Maj 1986 afholder biskoppens kommission en hemmelig afstemning. 11 ud af de 15 medlemmer stemmer mod en anerkendelse af, at der skulle finde overnaturlige begivenheder sted i Medjugorje. Den 15. maj 1986 informerer biskop Zanic Troslærekongregationen om denne afgørelse. Interessant nok bliver denne afgørelse imidlertid ikke offentliggjort. I stedet vælger Troslærekongregationen efter mere end et halvt års ventetid, at sende sagen videre til den jugoslaviske bispekonference, der skal nedsætte en ny undersøgelseskommission. Denne bekendtgør d. 14. februar 1987, at den har nedsat en sådan og giver i denne forbindelse også besked om, at der fortsat ikke må organiseres officielle valfarter til Medjugorje.

 

Den 10. april 1991 bekendtgør den jugoslaviske bispekonference resultatet af dens undersøgelser: Det kan ikke bekræftes, at der foregår noget overnaturligt i Medjugorje. Biskopperne gav også udtryk for, at de vil hjælpe den lokale biskop med at sikre, at de mange troende, der drager til Medjugorje, modtager en pastoral omsorg, der er i overensstemmelse med en sund katolsk Mariafromhed. I forbindelse med enkelte biskoppers forespørgsel bekræfter Troslærerkongregationen den 23. marts 1996 og den 26. maj 1998 den jugoslaviske bispekonferences afgørelse. I forbindelse med den sidste bekræftelse gør Troslærekongregationen også opmærksom på, at valfarter til Medjugorje kun er tilladt, hvis disse ikke betragtes som en anerkendelse af begivenhederne i Medjugorje.

 

Borgerkrigen i Bosnien gjorde det så længe den varede vanskeligt, at tage på valfart til Medjugorje, men i stedet begyndte “seerne” at rejse rundt i verden og overalt hvor de opholdt sig modtog de åbenbaringer, i nogen tilfælde måske sågar mod betaling eller i hvert fald på opfordring. Efter borgerkrigens ophør genoptoges de store valfarter til Medjugorje. Medjugorje er i dag en boomende valfartsby, hvor der i øvrigt er blevet opført en række klostre og andre sakrale bygninger uden den nødvendige biskoppelige tilladelse hertil. “Seerne”, der alle kom fra fattige forhold og som ikke har nogen erhvervsuddannelse er i dag ganske velhavende, flere af dem har bygget hoteller i Medjugorje såvel som store private villaer. Antallet af nye “budskaber”, der publiceres, er blevet nedreguleret betydeligt i forhold til den første tid. Man har udviklet sig fra daglige til først ugentlige og nu månedlige “budskaber”. Tre af seerne “modtager” i dag kun “budskaber” en gang om året. Man er øjensynligt også blevet mere forsigtig mht. at tale om kommende store tegn, der skulle bevise ægtheden af “seernes” påstande. Alligevel sker der fra tid til anden stadigvæk svipsere. F.eks. besluttede den franske kameramand Jean-Louis Martin d. 14. januar 1985 at teste “seernes” påstand om, at de befinder sig i en dyb ekstase under deres “visioner” og derfor er umodtagelige for ydre indtryk. Han mødte op til en af deres seancer i Medjugorjes sognekirke og under “seernes” påståede ekstase lod han som om at han ville stikke sine fingre ind i Vicka Ivankovics øjne. Det videobånd som han optog, viser, at det giver et sæt i Vicka og at hun med et ryk bevæger sit hoved bagud og væk fra hans fingre. Hun forlader med det samme rummet, men vender efter få minutter tilbage med Ivica Vego, der på dette her tidspunkt allerede er udstødt af franciskanerordenen. Men det hindrer ham øjensynligt ikke i at optræde i en ledende rolle i Medjugorje. Han havde nemlig imidlertid øjensynligt instrueret Vicka i hvad hun skal sige og hun forklarer derfor over den forsamlede skare, at grunden til at hun bevægede sig var, at hun i sin vision så, at Jomfru Maria var ved at tabe Jesus barnet. Hendes bevægelse var altså et udtryk for, at hun ville redde det lille Jesusbarn fra at slå sig! Ud over, at det i sig selv lyder besynderligt, at Jomfru Maria skulle være en så sløset mor, og det på trods af, at hun skulle være både uden arvesynd og nu befinde sig i den himmelske herlighed, så ville man nok også forvente, at en person der vil gribe et barn, der er ved at blive tabt, vil bevæge sig fremad og ikke bevæge sit hoved væk fra begivenhederne.

Et andet eksempel: Pater Tomislav Vlasic grundlagde i 1987 sammen med en tysk kvinder ved navn Agnes Heupel et klosterfællesskab for mænd såvel som kvinder i Parma (Italien). Den katolske kirke har ikke tradition for, at unge mænd og kvinder lever sammen i et klosterfællesskab. (Nok af gode grunde, tænk blot på at Pater Vlasic selv havde gjort en nonne gravid i 1977). Grundlæggelsen af dette alternative klosterfællesskab synes da også at have udløst en del kritik inden for Medjugorje bevægelsen. Pater Vlasic havde imidlertid den trumf i ærmet, at Marija Pavlovic, en af “seerne”, i februar 1988 var trådt ind i dette fællesskab. (Hvor hun forblev indtil juli sammen år, da hun forlod det sammen med hendes kommende ægtefælle Paolo Lunetti.) Mens hun endnu befandt sig i klosteret afslørede hun overfor offentligheden, at klosterfællesskabet var blevet etableret, fordi Vor Frue udtrykkeligt havde krævet dette. Det vakte derfor nogen bestyrtelse, da hun i juli 1988 overfor det hellige sakramente (dvs. de indviede alterbrød) svor på, at hendes påstand om at Vor Frue skulle have krævet oprettelsen af førnævnte klostersamfund var falsk.

Og endnu et eksempel: I starten af 1995 modtager et religiøst fællesskab i Holland en bøn om økonomisk hjælp til at opføre et pastoralt center i Medjugorje. En familie fra byen, der var beslægtet med fællesskabets leder, ønskede at opføre dette center og bad om en større sum i D-mark. En datter af denne familie skrev et tre sider langt brev hvoraf det fremgik, at Vicka skulle have spurgt Madonnaen om dette forehavende og denne skulle have givet besked om, at de kunne starte med byggeriet. Det omtalte byggeri viste sig at være et hotel med 100 senge, et kapel og en restaurant for pilgrimme. Fællesskabet undrede sig over, at Jomfru Maria skulle beordre opførelsen af et hotel og sendte derfor et brev til Fader Slavko Barbaric, der på dette tidspunkt var “seernes” åndelige vejleder, hvor de spurgte ham om hvorvidt Vicka virkelig i Marias navn skulle have givet denne familie besked om at starte med opførelsen af dette projekt. Før han imidlertid kunne nå at svare, var Vicka øjensynligt blevet foruroliget over, at det hollandske fællesskab måske ikke ville skaffe de nødvendige økonomiske midler. Hun skrev derfor d. 19. marts 1995 et brev til det hollandske fællesskab, hvor hun gav udtryk for forundring og irritation over, at man ikke troede på hende. Hun skrev bl.a.: “Når Madonnaen, Guds Moder, giver sin tilladelse og insist

erer på opførelsen af byggeriet, så kan jeg ikke forstå hvorfor I har tvivl og spørger efter andre budskaber eller om almindelige menneskers tilladelse.” Den 28. marts svarer  Fader Slavko Barbaric på det hollandske fællesskabs brev. Her fortæller han, at Jomfru Maria ikke har givet sin tilladelse til opførelsen af byggeriet! Det hollandske fællesskab undrede sig forståeligt nok over hvad der egentligt foregik og bad derfor Fader Slavko Barbaric om at forklare situationen. Den 3. april skriver han til dem, at han nu har talt med Vicka og at hun undskyldte forvirringen med, at hun ikke syntes, at det havde været så vigtigt! Hun havde bare skrevet under på et brev uden at læse indholdet, fordi hun havde travlt, da hun skulle rejse til Rom. Fader Slavko Barbaric er dog ikke mere bestyret over forløbet end at han d. 14. februar 1996 skriver til det hollandske fællesskab og rykker efter penge til byggeriet, idet han henviser til, at den føromtalte familie allerede har investeret en stor sum penge i byggeriet, der nu ikke kan fortsætte, fordi hollænderne ikke vil sende dem penge.

 

Den 24. juli 1993 træder biskop Zanic tilbage som biskop for bispedømmet Mostar-Duvno, da han havde nået de 75, dvs. den normale pensionsalder for katolske biskopper. Han blev afløst af Ratko Peric, der om muligt er endnu mere kritisk overfor Medjugorje fænomenet end hans forgænger. Han gør løbende et stor arbejde for at advare katolikker mod Medjugorje, men indtil videre synes han i det store hele at tale for døve øre. Så effektiv har Medjugorje industrien, der sandsynligvis har en omsætning på flere hundrede millioner kroner, været, at de færreste katolikker ved, at de kirkelige myndigheder har taget afstand fra, at der skulle ske noget overnaturligt i Medjugorje. Katolske aviser og tidsskrifter, der vover at trykke Medjugorje kritiske artikler, bliver bestormet med vrede læserbreve og de mister naturligvis også de gode annonceindtægter, som annoncer for Medjugorje relaterede produkter bringer. Ja, der findes sågar beretninger om, at Medjugorje kritikere er blevet truet på livet. Konsekvensen af alt dette er, at mange millioner katolikker tror på, at Maria både har talt til verden gennem Medjugorje og stadigvæk gør det. Denne tro understøttes af, at ledende gejstlige, som f.eks. den østrigske kardinal Schönborn, på trods af den officielle kirkelige afvisning af Medjugorje fænomenet, har udtalt sig til fordel for Medjugorje. Til gengæld synes den lokale biskop, at have mistet enhver kontrol med situationen i Medjugorje. Kirker og klostre opføres uden hans tilladelse, præster, der har forbud mod at læse messe og foretage andre kirkelige handlinger i Medjugorje sogn, gør det alligevel. Oprøret har også spredt sig til nabosognene, hvor de oprørske franciskanere sågar i 1997 lod en falsk biskop (der senere viste sig at være diakon i den gammelkatolske kirke) foretage firmelser. Medjugorje er et godt eksempel på, at biskoppernes autoritet inden for den katolske kirke befinder sig på et absolut lavpunkt.

1 kommentar

  1. Artiklen er tidligere blevet lagt på Teologinet hvorfra den desværre er forsvundet i forbindelse med en omlægning af denne blog. Derfor bringes den her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>