Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Medjugorje og Vassula – den mentale baggrund

Medjugorje og Vassula – den mentale baggrund

 

Et bemærkelsesværdigt kendetegn ved den katolske kirkes spirituelle situation i det sidste århundrede og i starten af det nye årtusinde har været en utrolig vækst i antallet af påståede åbenbaringer og andre “mirakuløse” begivenheder. Medjugorje og Vassula er, om end måske nogle af de mere kendte af disse, langt fra de eneste. Medjugorje og Vassula er simpelthen en del af den “åbenbaringsbølge”, der er vældet ind over den katolske kirke i de sidste hundrede år og især siden det andet Vatikankoncil. Således har der i perioden 1905 til 1995 været 295 tilfælde af påståede åbenbaringer, hvoraf dog kun 11 er blevet anerkendt af den katolske kirke. Faktisk er antallet af nye påståede åbenbaringer så stort, at det er svært for de kirkelige myndigheder, at følge trop, især set i lyset af at den kirkelige undersøgelsesproces er ret så langvarig og vanskelig. Bedre bliver det ikke af, at de kirkelige myndigheder udsættes for et voksende pres fra de mange troende, der er begejstrede tilhængere af disse “åbenbaringer” og som ikke vil acceptere noget som helst andet end en kirkelig accept af dem.

Nu har mennesket altid været fascineret af det spektakulære, så det er på ingen måde nyt, at “åbenbaringer” og “mirakler” skaber opmærksomhed. Alligevel synes alle iagttagere af “privatåbenbaringsfænomenet”, at være enige om, at både antallet af påståede åbenbaringer såvel som den interesse, de udløser, er uhørt stor. Derfor er det altså rimeligt, at antage, at vi her faktisk står overfor et ganske særligt fænomen inden for kirkehistorien.

Forklaringerne på hvorfor vi ser en sådan vækst i antallet af påståede åbenbaringer er mange. Tilhængernes egen forklaring er den, at de mange åbenbaringer og mirakler er et tegn på, at dommedag er nær og de ser dem som et udtryk for, at Gud vil advare sine børn og kalde til bod og omvendelse. Det er også den forklaring, som de “visionære” selv bruger og vi finder den både hos “seerne” fra Medjugorje og hos Vassula. At historien vil få en ende og at dommedag vil komme er en del af den kristne tro. Også jeg tror og håber på, at Gud en dag vil gøre en ende på vore lidelser og skabe en ny himmel og en ny jord. Men kirkehistorisk set er dommedags påståede snarlige komme blevet prædiket et utal af gange og som bekendt er det ikke sket endnu. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide, at slå koldt vand i blodet, når nogen prøver, at piske en dommedagsstemning op.

En anden mulighed for at forklare den eksplosive vækst i antallet af påståede åbenbaringer er, at se dem som en reaktion på en krise inden for den katolske kirke. Dvs. man kan se dem som en reaktion på sekulariseringen og som en følge af en tillidskrise mellem dele af det katolske miljø på den ene side og det katolske hierarki på den anden side. Sekulariseringen har utvivlsomt medført en del usikkerhed blandt mange konservative katolikker. Kirkens magt, både politisk og socialt, er blevet svækket ganske meget i de sidste hundrede år og den konservative katolik kan efterhånden godt føle sig som en trængt, ja til tider forfulgt, minoritet. Ikke at troende katolikker forfølges her i vesten, men det forhold, at folk stiller spørgsmålstegn ved katolicismen, måske sågar latterliggør den eller afviser, at acceptere, at den skal bestemme hvordan samfundet skal indrettes og hvad der skal være tilladt og forbudt, f.eks. inden for det seksuelle område, bliver af en del katolikker opfattet som en forfølgelse. Mere realistisk er det dog nok at sige, at konservativt troende katolikker efterhånden er en mere eller mindre selvforskyldt marginaliseret gruppe. Sådanne grupper har en tradition for at tolke deres egen situation som et tegn på, at dommedag står nær. De forskellige “visionære” optræder altså her som dem, der giver en blanding af trøst og bekræftelse til en gruppe, der føler, at den er i en trængt situation.

Nu skulle man imidlertid lige netop af troende katolikker forvente, at de i en trængt åndelig situation ville vende sig til deres hyrder, dvs. til præsterne, biskopperne og Paven, for at få hjælp. Ifølge den katolske tro er det jo dem, der formidler både de såkaldte nådesmidler såvel som Guds vilje og vejledning til de troende. Når folk imidlertid kommer strømmende til i store skare, hver gang der går rygter om en Maria åbenbaring eller en grædende Madonna figur, mens mange kirker står halvtomme, så hænger det sammen med, at der i tiden efter det andet Vatikankoncil er opstået en ikke ubetydelig tillidskrise mellem mange konservative katolikker på den ene side og det dele af det katolske præsteskab og nogle af biskopperne på den anden side, mens de konservative katolikker som udgangspunkt dog er ganske positive overfor Paven. Grunden til denne tillidskrise skal søges i, at mange konservative katolikker blev bådet forvirret og foruroliget pga. de mange store omvæltninger inden for den katolske kirkes liturgi og lære, der blev udløst af det andet Vatikankoncil. Mange biskopper og præster var i de første årtier efter koncilet meget liberale og progressive og kom dermed i konflikt med de konservative katolikker blandt lægfolket (og naturligvis også dem inden for gejstligheden, der ikke var så begejstrede for de nye vinde, der blæste). De konservative katolikker kunne ikke forstå, at rosenkransbøn, sakramental tilbedelse, Jesu hjerte fromhed, valfarter og skriftemålet nu pludselig skulle være umoderne. De brød sig ikke om, at katolicisme nu mest skulle handle om at kæmpe for social retfærdighed i stedet for at være fokuseret på at gå til messe, bede bønner og værne om de traditionelle normer. De blev chokerede over, at katolikker, herunder præster og biskopper, stod frem og offentligt gik til angreb på Paven og hans afgørelser. Men interessant nok lærte disse konservative  katolikker også af koncilet. For et af det andet Vatikankoncils hoved ideer var, at lægfolket skulle blive mere myndigt. De konservative  katolikker blandt lægfolket viste og viser også i dag en særlig form for konservativ myndighed ved, at de nægter, at adlyde præster og biskopper, hvis de vurderer, at disse ikke lærer og lever en traditionel katolicisme hhv. hvis de føler, at disse hyrder ikke er lydige mod Paven. I stedet søger de efter andre “formildere mellem Gud og menneskene”, som de føler, at de kan have tiltro til og til denne gruppe hører, udover Paven, altså også de mange “visionære”, der er dukket op i de senere årtier. På den måde gennemlever også de mere konservativt indstillede dele af den katolske kirke en art afkatolisering. I stedet for, som den katolske tro egentligt foreskriver, at underkaste sig kirkens hyrder, fordi de i kraft af den apostolske succession har en af Jesus indstiftet myndighed til at lede kirken og formidle Guds vilje, anerkender mange konservative katolikker af i dag kun de åndelige ledere, som de opfatter som gode konservative  katolikker. (Og det, at en biskop er kritisk overfor f.eks. Medjugorje eller Vassula kan i dag være nok til, at han stemples som “progressiv”) Selvom man typisk med afsky vil afvise tanken om, at kirkelige embeder skulle besættes vha. demokratiske afstemninger eller på anden måde skulle få en mere protestantisk form for ledelse, så ser man ikke noget problem i at nægte, at adlyde præster og biskopper, hvis man har dem mistænkte for at være progressive. Men ikke nok med det. Det er også som om disse katolske kredse er grebet af en dyb længsel efter et mere umiddelbart møde med det hellige. Mens man inden for katolicismen traditionelt opererer med, at mødet med Gud formidles gennem det indviede præsteskab der, uafhængigt af dets varetageres personlige hellighed, formidler mødet med Gud gennem sakramenterne, så søger mange konservative katolikker i dag efter, at få mødet med Gud formidlet af karismatiske personligheder og efter, at opleve den særlige begejstring,
der typisk opstår, når store skare af troende samles om sådanne hhv. trænges omkring grædende Madonnaer eller andre “overnaturlige” fænomener. (Det var i øvrigt lidt samme type massebegejstring, som de store pavemesser, som Pave Johannes Paul blev så kendt for, levede af) Der er altså en stor efterspørgsel efter folk, der kan fortælle om, at Maria eller Jesus viser sig for dem og fortæller dem budskaber. Det er som om, at man ikke længere har nok i, at der er et præsteskab, der på embeds vegne kan formidle et møde mellem himmel og jord. Ligesom man heller ikke længere har nok i, at Paven sammen med biskopperne på embeds vegne formidler Guds vilje, nej man længes efter budskaber “direkte” fra Jesus eller Maria! Man vil have “konkrete” beviser for Guds eksistens midt i en verden, der bliver mere og mere sekulariseret! Man vil have åndelige oplevelser her og nu! “Åbenbaringsbølgen” er altså et udslag af et mere eller mindre bevidst konservativt katolsk lægmandsoprør mod en kirkelig ledelse, som ikke kan stille dets åndelige behov og give det tilstrækkeligt håb for, at den sekulære udfordring kan overvindes. Her ses i øvrigt også en tydelig indflydelse fra den karismatiske bevægelse, der på sin vis er ved at udhule den konservative  katolicisme til fordel for en kristendom, hvor det kirkelige lærerembede om ikke afløses, så dog suppleres og reelt set overbydes af “profeter”, “visionære” og andre, der påstås at have en kontakt med Gud, der ikke er bundet til et embede, men er af karismatisk natur. Lige netop indflydelsen fra den karismatiske bevægelse betyder da også, at de stærkeste kritikere af denne her udvikling faktisk er at finde inden for de traditionalistiske kredse inden for den katolske kirke. Sidstnævnte gruppe er nemlig i modsætning til de mere eller mindre frustrerede konservative katolikker såvel som de karismatiske selv samme totalt allergiske mod alt, hvad der ikke er i overensstemmelse med traditionel katolicisme sådan som den så ud før det andet Vatikankoncil. De opfatter f.eks. katolikker, der taler i tunger som frafaldne, også selvom disse også beder rosenkrans og de er generelt ofte ret så smålige i deres kritik, men de har på den anden side et godt øje for det bedrag, som de påståede visionære benytter sig af og de er unægteligt gode til at se, hvor lidet katolske mange af de påståede “budskaber” og “åbenbaringer” i virkeligheden er.

For den katolske kirkes ledelse udgør dette boom af påståede åbenbaringer en meget vanskelig udfordring. For på den ene side må den tage afstand fra den ofte tvivlsomme teologi, det åbenlyse bedrageri og den tydelige udhuling af det katolske lærerembede, som disse typisk medfører. På den anden side, så tiltrækker disse påståede åbenbaringer den gruppe af katolikker, nemlig de konservative, som den katolske kirkes lederskab har brug for som støtter i kampen mod progressive kræfter internt og den sekulære verden eksternt. De katolikker, der er tilhængere af de mange nye “åbenbaringer” gør meget ud af, at de er “pavetro” og det hører man mere end gerne i Vatikanet. Siden Johannes Paul d. II blev pave har der nemlig ikke kunne været nogen tvivl om, at den katolske kirkes lederskab ønsker den katolske kirke tilbage på en traditionel kurs. Man har her lagt stor vægt på troskab mod Paven. Enhver der har været villig til at støtte Pavens kamp mod abort, prævention, kvindelige præster og accept af homoseksuelle og for traditionel fromhed som f.eks. rosenkransbøn, har kunnet regne med, at blive set på med venlige øjne. Set i lyset heraf er det ud fra et taktisk synspunkt forståeligt, at Vatikanet på en gang forsøger, at distancere sig fra de ofte meget problematiske “privatåbenbaringer” (sådan som man faktisk har gjort mht. f.eks. Medjugorje og Vassula) samtidigt med, at man ikke tør gøre for meget ud af, at man faktisk afviser dem. Spørgsmålet er dog, om man i længden kan undgå, at tage et opgør med “åbenbaringsuvæsenet”, men det vil tiden jo vise.

 
 
 

1 kommentar

  1. Artiklen er tidligere blevet lagt på Teologinet hvorfra den desværre er forsvundet i forbindelse med en omlægning af denne blog. Derfor bringes den her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>