Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 4 kommentarer

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!

 

4 Kommentarer

  1. Hej Karen, og tak for din vælformulerade artikel. Og enig er jeg. At tænke sig at disse to foreninger ar blevet homofober og anti-videnskablige, ja sågar at hele vensterfløjlen har anammet denne vildfarelse men det har også slået mig at desse partier speciellt EL og SF nok alltid har været villige til at bruge hvad som er trenden lige i tiden, over en tid, så kommer det en ny bølge også sælger dig sig igen. De har såden set ingen principer eller om de har så smider de dem villigt over borde for at være med på vognen.

  2. Hej Karen.

    Det ville klæde dig at stoppe din hetz imod transkønnede.
    Inden den udvikler sig til en ynglings aversion eller en besættelse. Dine pointer er.:

    Du kan ikke lide mand-til-kvinde transkønnede fordi de er shemales som invaderer og koloniserer kvindekroppen
    og du kan ikke lide kvinde-til-mand transkønnede fordi de er kønsforrædere.
    Men det værste du ved er transbiske (trans-lesbiske) med penis som invaderer din lesbiske indentitet.

    Men hvorfor skal dine idiosynkratiske fornemmelser gå udover uskyldige køns-afvigende småbørn og teenagere
    og deres familier som har det svært nok i forvejen?
    Disse børn og deres forældre er i en ulykkelige situation
    hvor der ikke er nogen rigtig løsning og hvor de forsigtigt må prøve sig frem og finde den løsning som passer barnet bedst. Både i nuet og i fremtiden.

    Hvis forældrene i samråd med barnet finder det rigtigt at skifte navn og juridisk køn så skal barnet have lov til at bestemme over egen krop. Kønslig selvbestemmelse er både en feministisk mærkesag og en menneskeret. Hvis barnet senere fortryder er det muligt at skifte tilbage.

    Er du bevidst om hvor forfærdeligt – hvor ødelæggende det er for en rigtig transkønnet at vokse op i det forkerte køn?
    Er du klar over hvor dyrt det er at skifte køn efter puberteten? Forældrene skal selv betale og (ikke alle kan)
    for at barnet kan passere dvs. komme til at se ud som det rette køn.

    I lesbiske har meget lidt solidaritet med transkønnede hvilket jeg ikke kan forstå.
    I er selv en marginaliseret gruppe som har behov for medicinsk hjælp til reproduktion.
    I måtte kæmpe (eller rettere andre stærkere kræfter har solidarisk kæmpet for jer) for retten til at indgå ægteskab og medmoder anerkendelse.

    Føler du ikke en moralsk forpligtigelse til solidarisk at støtte dine transkønnede søstre m/k i deres frigørelse- og ligestillingskamp?

    • Hvor har jeg omtalt transkvinder som “shemales” og transmænd som “kønsforræddere”? Men tak for udtrykket “transbiske”, det er jeg ikke stødt på før : )

      Jeg kæmper lige præcist for, at kønsrolleafvigende børn og unge ikke skal presses ind i en transskabelon men i stedet have frihed til at udvikle sig – og til at være anderledes. Jeg synes ikke, at det er en “ulykkelig situation” at være kønsrolleafvigende, hverken som barn eller voksen. Jeg ser det sådan set som en smuk ting, vi skal bare kæmpe for at samfundet kan rumme alle os kønsunormale.

      Hvis man går igennem det danske sundhedssystem kan man få sin kønsskifteoperation betalt af det offentlige – og helt ærligt, hvad er det i øvrigt for en logik at man skal lave ireversible indgrib på børns kroppe for at spare deres forældre for økonomiske udgifter?

      Ikke alle lesbiske ønsker børn – og lesbiske kan faktisk godt blive gravide uden brug af kunstig befrugtning. Man kan under alle omstændigheder ikke sammenligne adgangen til kunstig befrugtning i offentlig regi med at foretage ireversible indgreb på børns kroppe – der i øvrigt også kan medføre at disse børn bliver infertile.

      Vi homoseksuelle har længe kæmpet for vores rettigheder – og jeg har selv været aktiv i denne kamp. Men jeg kan som lesbisk og som kvinde ikke se hvorfor jeg skulle være moralsk forpligtet til at kæmpe for at lesbiske skal inddrage “kvinder med penis” i deres dating pool eller at kvinder skal acceptere personer med penis der hvor de er nøgne og/eller sårbare så som i omklædningsrum og fængsler. Jeg går selvsagt ind for at transkønnede skal have de samme grundlæggende rettigheder som andre mennesker har – men jeg er imod krav der går ud over kvinder og børns rettigheder.

  3. “Dr. Keli” . Hvorfor gemmer du dig bag en fakeprofil ? Principielt gider jeg ikke forholde mig til synspunkter fremsat at en, der ikke ved stå ved dem med rigtigt navn, men nu gør jeg det lidt alligevel. Bøsser og lesbiske har det tilfælles, at vi har en seksuel orientering mod vores eget køn. Blandt transpersoner er DR lige så mange heteroseksuelle, som i befolkningen som helhed og deres issues handler om i større eller mindre grad at ønske sig at være det modsatte køn. Jeg har som lesbsik ligeså meget eller rettere lidt til fælles med personer, der gerne vil have opereret deres penis af, fordi den opleves som et fremmedlegeme, som personer der gerne vil have bortopereret et ben, fordi det opleves som et fremmedlegeme. I de senere år har transpersoners problemstillinger fyldt alt indenfor LGBT. Hvorfor skulle lesbiske være solidariske med transpersoner, når vores udfordringer er væsensforskellige….og lesbiske i øvrigt ikke oplever nævneværdig solidaritet fra transpersoners side ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>