Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lokker klosterlivet?

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad fra den 8.7.2011 så
findes der en ikke ubetydelig efterspørgsel efter en art protestantisk
klosterliv her i Danmark. Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads chefredaktør,
strømmer i en leder over af begejstring for dette katolsk inspirerede ”nybrud”
i dagens folkekirke. Og det er jo ikke så mærkeligt al den stund, at han plejer
at elske alt det katolske.

Midt i al denne klosterbegejstring var det imidlertid måske
på sin plads at gøre opmærksom på, at det traditionelle katolske klosterliv i
den vestlige verden befinder sig i en dyb krise. Den katolske kirke i Danmark
har alene i år således måtte vinke farvel til tre ordenssamfund (franciskanerne,
assumptionssøstrene og Karl Borromæussøstrene). Hvis den nuværende udvikling
ikke vender vil der næppe være noget katolsk kloster tilbage i Danmark om 20
år. Og det er ikke bare i Danmark, at klosterlivet er i krise, det er det
faktisk i hele den vestlige verden. Kun enkelte nye fællesskaber samt de
klostre, der rekrutterer blandt traditionalistiske katolikker, synes at have
noget reelt langtidsperspektiv i den vestlige verden.

Siden det Andet Vatikankoncil (1962-1965), der gennemførte
nogle gennemgribende reformer af ordenslivet, er antallet af de såkaldte
ordenskald (personer der føler sig kaldet af Gud til at blive munk eller nonne)
faldet drastisk. Og ikke nok med det, ganske mange af dem, der har aflagt de
såkaldte evige ordensløfter, vælger efter et stykke tid at forlade klosterlivet
igen. Sådan som situationen ser ud i dag kan de traditionelle ordenssamfund
derfor reelt set kun overleve i Vesten hvis de får tilført munke og nonner fra
den tredje verden, hvor der er rigeligt med ordenskald, men det vil ikke være
andet end en kunstig livsforlængende behandling af en dødende livsform.

Forklaringerne på det katolske klosterliv i Vestens dødskamp
er mange. Oplagte forklaringsforsøg er f.eks. at henvise til at Det Andet
Vatikankoncil og ikke mindst tiden efter dette udløste en identitetskrise
blandt mange ordensfolk. I tiden før koncilet var det almindeligt at se
ordenslivet som det liv man burde føre hvis man virkeligt mente det alvorligt
med sin tro – efter koncilet blev denne ide udfordret af ideen om at livet som
præst, munk eller nonne blot er en af flere lige gode måder at leve sit liv som
katolik på. Ordenslivets status som elitekristendom er altså kommet under pres
samtidigt med at de grundlæggende ofre, som det kræver, nemlig cølibat, en
beskeden livsstil og afkaldet på personlig selvbestemmelse, er forblevet de
samme. I de moderne velfærdssamfund virker klosterlivet ej heller så
tiltrækkende på dem, der bevidst eller ubevidst søger efter muligheden for en
gratis uddannelse og livslang forsørgelse som det gjorde hhv. gør i mere
materielt fattige samfund.

Nuvel, det klosterliv som Kristeligt Dagblad sværmer for
virker som et forsøg på at skabe en senmoderne model hvor der ikke er pligt til
cølibat og hvor man ikke nødvendigvis skal binde sig for livet. Men alligevel
virker projektet lidt naivt på mig. Jeg kan sagtens forstå længslen efter
åndelige oaser, den føler jeg såmænd også selv. Men klosterlivet er ikke nogen
garanti for dyb åndelighed. Ånden blæser som den vil og lader sig efter min
mening og erfaring ikke fange i faste klosterlivsstrukturer. Jeg har mødt ordensfolk
som alle svagheder til tros var dybt åndelige mennesker, men jeg har mødt
flere, der var præget af den åndelige middelmådighed som de fleste af os andre
må kæmpe med.

At en 83-årig pensioneret folkekirkepræst kan drømme om
klosterliv virker også realitetsfjernt. Intet klosterfællesskab jeg kender til
vil optage en person i den alder, simpelthen fordi man som 83-årig ikke vil
kunne yde ret meget ret længe for fællesskabet, men i stedet hurtigt vil blive
plejekrævende. Klosterliv handler nemlig om andet end blot at bede en masse
bønner og at hygge sig sammen med ligesindede og føre åndelige samtaler– det handler
også om rengøring, madlavning og udførelse af erhverv som kan sikre
fællesskabets økonomi. Det handler om at kunne give afkald, det handler om at
skulle ofre sig uden nødvendigvis at få noget igen sådan lige nu og her. Ordensliv
er altså med andre ord hårdt arbejde! Langt de fleste af dem, der tror, at det
er den rette vej for dem, finder ud af at de ikke kan bære det i længden.

Uforpligtende bofællesskaber med et kristent udblik, hvor
den enkelte selv står for sin egen økonomi og hvor evt. plejekrævende kan få
den hjælp udefra som andre borgere kan få, kunne der derimod måske nok være en
fremtid i. Jeg ser imidlertid ingen grund til at kalde sådanne kollektiver for
klostre da det fælles liv ikke vil være bundet op på klosterlivets tre søjler,
nemlig lydighed, fattigdom og cølibat. Hvorfor ikke bare kalde dem for kristne
kollektiver?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>